Og alligevel lå Lyuba begravet i tæpper puder og skin inde i hendes telt der var sat op i forbindelse med hendes moders. Det gav ikke meget privatliv, men det gav hende i det mindste en chance for at klæde om eller have.. besøg uden at moderens blik skulle våge over hende. "lyuba... lyuba! Lyuba! jeg gider ikke råbe en gang mere!" Moderens dybe men gennemtrængende stemme fik endelig sigøjner datteren til at rør på sig og udgive en utilfreds lyd fra sig. "Jeg tager med de små ud, dit hår må du selv tage dig af idag. Skynd dig! Inden de andre begynder uden dig!" blev der kommanderet inden telt indganen blev givet slip på.
De andre uden.. hende... Lyuba satte sig med et sæt op og lyttede. Der var for stille til at de andre stadig var der. De kunne da ikke starte aftenens optræden uden hende vel? Hun fløj næsten ud af sengen og hoppede rundt med tøj vrangen ud af imens hun flettede sit ustyrlige hår.