Regnen havde silet ned for bare få timer siden. Dynerne af regndråber havde efterladt hovedstaden indhyllet af grå og klamme overflader. Tatiana stod i gården til børnehjemmet og indtog duften af den friske luft. Som altid var efterfulgt et regnskyl. Et lille prik af hjemve tog plads i hendes hjerte, selvom dette havde været et valg hun havde taget. Så havde hun ikke forventet at tingene ville ende sådan her. Alene, uden midler til at komme hjem eller tage vare på sig selv. De første dage hun havde befundet sig bag murene af hovedstaden. Havde ikke vist sig fra den pæneste side. Hendes hest og få penge hun havde taget med til turen var blevet stjålet. Og hun havde fundet sig i en situation at det eneste hun havde var det tøj hun stod i.
Dog da efter nogle dage hvor hun havde vandret hvileløst rundt. Havde kvinderne fra børnehjemmet forbarmer sig over hende og budt hende velkommen ind. Det var dog kommer som et chok for dem, da det havde vidst sig at det ikke var en ung knejt der havde befundet sig under alle de lag tøj. Men en yngre pige. Nu iført en grå slidt kjole der ikke var lang nok til hende, et langt brunt sjal og de sko som hun havde påført sig i hendes udklædning. Befandt hun sig nu her. Skæbnen var en spændende ting. Og selvom hun havde vokset op med alle de frynsegoder som mange af børnene her ønskede sig. Havde hun ikke følt sig mere hjemme.
Tanke strømmen blev dog afbrudt da en skrigene unge kastede armene omkring hendes ben. Grinende formåede Tatiana med nød og næppe at blive på benene. Da en leg blandt en pige og dreng pludselig forgik rundt omkring hende.