Vejen der førte sydpå over det stenede, kolde landskab ganske tæt ved Dødens Kløft var ganske øde. De Dæmoniske Plager havde taget hårdt på landet, og det var sjældent, man i disse tider mødte handlende eller rejsende på landevejene. Ikke engang de berygtede landevejsbanditter, der ellers kunne finde på at hærge de mere farlige ruter, havde man set meget til.
En lille vogn bevægede sig ned ad vejen, hvor en gruppe rejsende var på vej mod de mere beboede områder. Nordlandet havde ikke været godt for forretningerne, og mændene, som levede af handel og lidt småsvindel her og der, havde brug for nye kunder. Ruten forbi Dødens Kløft var dog langt fra hurtig, og flokken af rejsende var i øjeblikket ved forsigtigt at føre hestene med vognen efter sig forbi kanten af den dybe kløft.

Lyden af en krages hæse skrig brød stilheden, og øjeblikket efter begyndte tunge regndråber at falde over landskabet. "Forbandede uvejr.." Brummede en af mændene, der var ved at lede hestene. "Det har regnet og tordnet lige siden vi tog af sted fra Nordvik.." Faktisk havde uvejret varet lige siden kaosplagens begyndelse, men det var der ikke nogen af mændene, der havde lyst til at snakke om. Ukontrollerbar magi havde allerede krævet flere menneskeliv nordpå, hvor de kom fra.
En rumlende lyd kunne høres over regnen, men det var ikke det forventede tordenvejr. Under den lille gruppe af rejsende var jorden begyndt at ryste faretruende og småsten begyndte at rasle ud over kløftens kant. "Davin!" Råbte en af mændene advarende og så sig over skulderen: manden der hed Davin var standset op med et vildt udtryk i øjnene. "Jeg kan ikke kontrollere det! .. Magien.." Råbte han tilbage. Omkring dem begyndte jordrystelserne at tage til og en stor revne åbnede sig i jorden mellem mændene og den hestetrukne vogn, der begyndte at hælde kraftigt til siden. Hestene vrinskede desperat, da vognen væltede. Revner i jorden var begyndt at dukke frem alle vegne og et skrig flængede luften, da en af mændene mistede fodfæstet på kanten af kløften og faldt mod dybet..

Da rystelserne endelig stoppede var flere af mændene opslugt af jorden. De andre lå livløse omkring den væltede vogn, hvor hestene kæmpede for at komme fri af seletøjet. Ved kanten af kløften lå flere af klippeblokkene og så ud som om, de når som helst kunne vælte i dybet..


Alle, der har karakterer, som rejser på Nordvejen, kan deltage i tråden. Det er op til jer, om nogle af mændene stadig er i live, og om der sker flere jordrystelser. Da dette er en plottråd under kaosplagen, er det et krav, at man slår terninger for sin karakters evner, som beskrevet i infotråden omkring plagen.

Astrid havde holdt sig for sig selv, det meste af vejen fra Norvik. Hun havde købt sig til at følges med handelsfolkene, selv hun vidste at det var sikre at følges end at rejse alene. som uvejret igen begyndte at trække op, med regn og torden slog hun hætten overhovedet og kappen tættere omkring sig. Kulde var hun van til, men tempoet gjorde det svært at holde kropsvarmen oppe. specielt når de skulle så langsomt for kløften. 

De Små rystelser der hurtigt blev støre fik hende til at stoppe op og finde et bedre sted at sætte fødderne. jordskælv var bestemt ikke hvad de havde brug for lige nu. Astrid kom med et overrasket udbrud som en stor sten faldt lige forbi hende og videre ned i kløften. hendes fodfæste skred da en stor revne dukkede op nær hende og hun greb ud efter sin økse og svang den i jorden så den skabe øksehoved kunne holde hende fast hvor hun var. Skrig og kaos var overalt. "Forbandede Magi!" råbte hun hidsigt til sig selv. som tiden var, var hun for første gang i hele sit liv glad for, hun ikke skulle bekymre sig om magi. hun holdt det hemmeligt at hun intet havde, men som den blev mere og mere ukontrollerbar bliv hun glad for det ikke var en byrde hun skulle have på skulderne. 

hun greb ud efter en mand der var ved at falde forbi hende ned i kløften, hun var lille i forhold til ham, men alle vidste at dværge også havde en god styrke. hun fik ham tilbage på jorden så han ikke fulgte de andre der røg ned i dybet. Som rystelserne faldt ned kom hun hurtigt på benene. "Lad os for Helved komme væk herfra! hun greb sin økse og forsøgte at finde en vej imellem de mange revner der var kommet i jorden. Hun kom frem til Hestene der var paniske i den silenen regn og de store tordenbrag. "Rolig... jeg får dig fri nu" med en kniv skar hun seletøjet over og lod hestene løbe. den ene løb dog kun et lille stykke i regnen som for at finde ud af hvorfor de dumme mennesker og enkle dværg blev tilbage.