Det ville ikke være den første, nok hellere ikke den sidste.
Tatiana sad og knugede sine egne hænder, mens blikket kiggede tomt ud af vinduet i kareten. Lagde ikke mærke til det flotte landskab der passerede hende forbi. Hendes onkel havde sagt det blot var et venskabeligt lille besøg. Inviteret til middag hos en Hr. Fox. Hun vidste efterhånden godt hvad det betød, der var ikke længere noget venskabeligt, der var ikke noget der var blot en middag. Hver chance Adriel fik brugte han på at finde en ny mand som hun kunne blive giftet væk til. Men ak, ingen havde fundet hendes interesse. Måske mest af stædighed over at hun ikke mente at nogen skulle kræve hende som deres, uden at hun kunne lægge sit hjerte i det. Måske var hun stadig for ung og naiv som der så ofte blev sagt. Men, men hvor hun dog ønskede at noget i denne forfærdelige verden, som kun så ødelæggelse og sorg over pesten der endelig havde set en ende, kunne gøre at drømme måske kom i opfyldelse. Noget så enkelt som et ønske om at finde ægte kærlighed.
Tatiana blinkede kort, da den svig der var opstået i øjenkrogen truede med at tåre ville falde. Hvilket hun nægtede, hun havde lovet sig selv, aldrig mere.
Blikket lagde sig på onklen, hendes tante og deres to børn. Den ældste en dreng midten af tyverne, Tobias. Lige så smuk som så ud, lige så ækel var han. Hun følte altid sympati for den kvinde han måtte tage som hustru, og priste sig lykkelig at det ikke blev hende. Håbede hun, for da hendes blik lagde sig på hendes onkel var hun usikker på hvad manden egentlig kunne ende med at finde på at gøre.
Den yngste også en knejt på blot tretten år lavede altid ulykker, kunne aldrig sidde stille og fik altid sin vilje. Hvis han ikke fik den, skreg han blot noget højere. Hun kunne rent ud sagt ikke klare nogen af dem.
Især ikke hvordan de langsomt havde ændret sig over månedernes løb. Det var fornyeligt gået op for hende at de var gået konkurs, at der simpelthen ikke var flere penge at leve for. Hvilket hurtigt havde fået alarmklokkerne til at ringe. Det hele gav mening, hvorfor at penge forsvandt, hvorfor at ægteskabet skulle ske så hurtigt. Hvorfor at der hele tiden var blevet tjekket om hun skulle være offer for pesten. Fordi det var dét de havde ønsket.
 
Før flere af hendes ødelæggende tanker fik lov til at køre meget længere rundt i hendes hoved. Stoppede kusken og døren blev åbnet af en af de personlige tjenere, hun var den sidste til at træde ud. Iført en mørkeblå selskabskjole der var meget passende for hendes alder. De mørke lokker lå og krøllede hen over hendes bare skuldre, mens at hun holdte en hat i hendes hænder. Hun havde ikke gjort yderligere meget ud af sig selv, hvilket havde givet hende nogle misbilligende blikke fra fasteren, men havde heldigvis valgt at tie.

Gården der lå foran hendes blik var smuk, og det var tydeligt at manden havde formået at holde sig i sin velstand ganske vel under de mange strabadser som landet havde måtte møde. Med et interesseret blik, mere i bygningen og dens historie forsatte hun per automatik efter hendes familie, dog med blikket der vandrede alle andre steder end det burde. 

Der var gang i den store gård i Medanien, eller i hvert fald i det store hus. Det var en spændende dag, som Henry var trådt ind i denne morgen, dagen hvor han ville få besøg af en familie, også her fra Medanien af, dog et stykke fra Henrys gård. Henry kendte familien, da herren også var en gårdejer, et nyt medlem havde dog slået sig til familien, og det var faktisk derfor at denne middag var blevet arrangeret i første omgang. Det drejede sig om Adriels bror som ikke for længe siden døde, sammen med sin kone, af den frygtelige pest og de havde efterladt sig en ung datter, hvis Henry havde hørt rigtig skulle hun være 19 år gammel, kun et par år ældre end hans egen datter. Men de havde tag den unge pige til sig, og nu virkede det til Adriel var af den mening at pigen skulle aftages og finde sig en mand. 
Det hele var kommet op en dag, da Henry havde mødt Adriel inde i den lille by, hvor de af og til mødes og hilser kort på hinanden, men denne gang havde det været en længere snak. Det var ikke længe efter at forældrene havde mistet deres liv og Adriel og hans kone havde taget Tatiana til sig, hvilket Henry synes var en fin gerning, indtil at hun ville finde og starte sin egen familie. [/colo
Henry havde faktisk slet ikke tænkt så meget på en ny kone, men nu var det nogle år siden at hans tidligere kone døde, og måske var det ved at se frem ad og på et eller andet tidspunkt skulle det være og det kunne lige så godt være nu. Han så sig slet ikke for gammel til en kvinde på den alder, det kan godt være at han var fyldt de 36, men han følte sig stadig ung og der ligger mange år og venter på ham i fremtiden. 
 
Tjeneste folkene havde hele dagen rendt rundt i huset for at gøre det påpasselig rent, ikke fordi at det ikke var noget de gjorde hver dag, men der skulle bare lidt ekstra til denne dag. Køkkenet syede af røg og larm fra kokkene som var i gang med at sætte aftenens menu sammen.  
Det var et af hans fornyeligt nedlagte bytte, som stod på menuen; Stegt vildsvin med en masse rodfrugter og andet tilbehør, og inden en let forret og bagefter dessert kage i stuen. En menu som han i fællesskab med kokkene havde sammensat, og en menu som han håbede ville falde i familien og ikke mindst den unge kvindes smag. Det ville selvfølgelig betyde meget for ham. 
 
Eftermiddagen ville snart runde dens sidste minutter og ude i gården, kunne man hører hestene komme ind med kareten og efterfølgende flere fødder gå i grusen. Det kunne kun betyde en ting, så Henry gik roligt ned ad trapperne for selv at tage imod sine gæster i døren. Han var i dagens anledning iklædt farverigt adeligt tøj, lidt finere end han plejede og så duftede han behageligt efter et langt bad og hans parfumer.  
Han lukkede døren op og tog imod Adriel som den første, trykkede hans hånd og viste ham inden for i den store hall. Derefter kom hans kone som han krammede venskabeligt og gav et roligt smil. Han hilste på de to drenge og sendte dem efter deres forældre, han kunne huske hvordan Lily var da hun var den alder. Til sidst kom en ung kvinde, iført en rigtig flot og adelig kjole, op ad trappen. Hun var ikke mange år ældre en Lily, men lignede mere end kvinde i hendes gange og krops holdning. Han rakte ud imod hendes hånd og kyssede håndrykken, "Og De må være Tatiana" sagde han roligt og med et behageligt smil "Jeg har set frem til at møde Dem, frøken" 

Det ville være synd at sige Tatiana passede på sine omgivelser og sit vandrende blik. 
Hendes nysgerrighed havde taget tøjlerne, mens hun næsten automatisk fulgte resten af familien ind af døren til hovedhuset. Det var først da en hånd tog hendes og et par bløde læber landede på hendes håndryg, at hendes øjne endelig lagde sig på den ældre mand foran hende. Et blidt smil gled hen over hendes læber da hun hurtigt faldt ind i den rolle hun havde påtaget sig så mange gange før. Den perfekte pige, der skulle fremstå som en kvinde hun skulle være.
Hendes tunge vædet kort læberne, mens tankerne rasede afsted. Det var svært at være høflig når hun allermest havde lyst til at skrige, vende om og få kusken til at køre hende hjem. 
Men smilet forlød ikke læberne og hun lod blikket falde før hun nejede som det var hende lært.

,,Og de må være Hr. Fox'' hun lod igen blikket fæstne sig på hans træk, han så ung ud for den alder der var blevet givet da hun havde spurgt ind til ham. 
,,Henry'' rettede hun sig hurtigt da han også havde brugt hendes fornavn, selvom det hurtigt fik tanten til at sende hende et spydigt blik. Selvfølgelig var det ikke passende at hun skulle bruge hans navn, uden at have fået hans tilladelse. Hun bed sig hurtigt i tungen og en let rød farve tog sit tag i kinderne. 
,,Jeg mener.'' hun sukkede og et lidt mere oprigtigt smil dannede sig på hendes læber, det gik virkelig ikke godt for hende denne aften. ,,Det er en fornøjelse at blive inviteret til deres hus, jeg har set frem til i aften. Så fornøjelsen er helt på min side.'' dette gav hende et anerkendende nik fra damen, hvis ansigtet var så stramt at Tatiana næsten var sikker på at hvis et smil nogen sinde ville fremstå på de smalle læber. At kinderne højst sandsynligt ville revne. 

Han smilede af hendes fumlen med de rigtige titler. For ham var det ikke vigtigt, ikke på dette tidspunkt hvor de alle var samlet til middag og han skulle lære den unge, kønne Tatiana bedre at kende. Men han kunne se på hendes tante at hun bestemt var af en anden mening, men han havde heller ikke regnet med anden fra hendes side af. Ikke fordi at han kendte hende godt, men den type dame plejede at havde bestemt holdninger og meninger omkring sådanne ting.
"Om De kalder mig Hr. Fox eller Henry er helt op til Dem selv," beroligede han hende, og forsatte derefter, "Det glæder mig at De har set frem til at komme i aften" og det gjorde det, det var længe siden at han havde haft et sådant middags selskab, og første gang under disse omstændigheder. Men han glædede sig til at lære mere om den unge kvinde.

Han lod sit blik falde over onklen og tanten, "Hvis det passer jer, så tror jeg at maden inden længe vil være færdig, så jeg tænker vi går ind og sætter os til bords" Han lod sig blik falde ned på Tatiana og smilede roligt til hende og guidede dem igennem den store Hall og kom ind i den store spise stue. Det var ikke en stue han brugte ret meget, kun til specielle lejligheder og det måtte siges at denne var en af dem. Stuens vægge var hvide og flere steder dækket med flotte malerier, dog aldrig hans egne, det ville ikke klæde stedet, men malerier som han enten havde købt eller byttet sig til, og ellers var stilen meget lukseriøs i den store stue, det var den generelt på hele gården, stilren og lukseriøs. Han elskede at bruge penge på at gøre hans gård, især på det indre.
På det store bord var der dækket op til de seks personer, tre på hver side af bordet. Henry trak en stol ud for Tatiana og sætte sig pænt overfor hende. Her kunne han bedst få sine spørgsmål ud til hende, og ikke mindst studere hendes ydre, med maner. 
Der gik ikke længe efter de havde sat sig og små sludret, inden tjenerne kom ind i stuen med forretten som allerede var serveret på tallerkener som blev sat for an dem. Endnu et smil blev sendt til hende, "Jeg håber i vil nyde maden" sagde han i en rolig tone til selskabet, "Må jeg spørge Dem, Tatiana, hvad er din mening om det her med at finde Dem en mand?" Måske var det ikke sådanne spørgsmål som hendes tante havde set frem til, men det var han nød til at vide, han ville ikke være med til at tvinge den unge dame ud i noget som hun ikke selv var sikker på. Han slog sit blik roligt over på tanten og ventede hendes reaktion.

Et øjenbryn blev hævet i forundring over mandens måde at snakke på. 
Han var bestemt ikke som de andre hun havde mødt, ikke grundet hans alder. Nej, desværre havde hendes onkel næsten søgt landet tyndt efter en som han kunne gifte hende væk til. Nogen havde været mere hendes alder end andre, nogen havde været intelligente at snakke med, andre. Ikke så meget. 
Men aldrig så, hun kunne ikke helt sætte en finger på hvad der var over herren foran hende, der gjorde hende bedre tilpas en hun havde været i meget lang tid. 
Hun nikkede blidt da han fortalte at maden snart ville være færdig og tog nogle rolige skridt på vej ind til spisestuen som de blev dirigeret hen til.

Tatiana kunne ikke stoppe de nysgerrige øjne fra at vandre over de mange smukke malerier. Hvilket gjorde da hun satte sig i stolen der blev trukket ud for hende, næsten automatisk, var meget tæt på at glemme man normalt takkede når der blev gjort sådan en gestus. ,,Tak'' mumlede hun fraværrende, mens blikket ikke helt kunne rive sig fra et helt bestemt billede, detaljerne var noget hun ikke havde set før. Det sugede hende næsten ind, som var det et levende mesterværk. 
Det blev dog afbrudt da en tjener satte en tallerken foran hende med forretten. 
Hun smilede taknemmeligt til personen og takkede næsten uhørligt. Endnu en ting som ikke var særlig billiget hos hendes nye familie. Men for hende havde hendes tjeneste folk altid været som hendes slægtninge. De havde været der fra hun var født til nu, så hvorfor skulle de ikke behandles med respekt, blot fordi de statusmæssigt ikke var højere end hende, eller på ligefod? 
,,Tak, det ser, fantastisk ud'' roligt satte hun igang med at spise. Dog da næste spørgsmål blev sendt ud i luften var hun tæt på at få maden galt i halsen og måtte bruge vinen der stod foran hende til at skylle resterne af mad der havde sat sig i klemme. 
En smule rød i hoved og et forfjamsket ansigtsudtryk betragtede hun Henry. 
Helt stille i stuen rømmede hun sig og satte det bedste smil hun kunne fremskaffe, som havde det ingen betydning.

,,Jeg - Selvfølgelig er det en stor ære - og jeg vil da gerne giftes...'' det var tydeligt at der var et lille men i luften, men de vrede øjne hun ikke behøvede at kigge hen på tanten for at bekrafte, gjorde hende helt varm i nakken. Der var jo altid et men, hun ville giftes med en hun elskede, ikke ud af nød og tvang.
,,Det ville være mit højeste ønske at finde en mand jeg kunne gifte mig med'' kom hun så endelig frem til, måtte være det bedste svar hun kunne give ham.

,,Maden smager fortræffeligt'' prøvede hun i håb om at skifte samtale emne.

Han kunne godt se at han måske havde overtrådt en usynlig grænse med hans spørgsmål omkring hendes egne tanker. Men det var noget som han gerne ville vide, for det virkede som om at det ikke var hende selv som havde søsat dette projekt og det havde Henry også fået af vide af, hendes Onkel.
Det pæne ansigt blev en smule rød, og det kunne han sagtens forstå. Det lignede heller ikke på hende at det var det spørgsmål som hun havde regnet med ville komme. Han kunne godt høre, måske en lille usikkerhed, i hendes første svar, men som hurtigt blev lavet om, helt sikkert på grund af tanten. "Jeg håber at du finder den rette for dig" sagde han roligt med et lille smil på læberne. 

"Det glæder mig at De kan lide maden" sagde han smilende, og det betød da også meget, ikke fordi at det var ham selv der havde lavet maden, for det var det jo ikke, men at hun følte at der var gjort noget for denne aften. Det kunne jo sagtens gå hen og være at de to ville få et godt øje til hinanden. Det var da heller ikke nogen hemmelighed at Henry også gerne ville finde sammen med en ny kvinde. Det var ved at være noget tid siden at han blev skilt og han længtes efter en kvinde at nyde hverdagen sammen med, for selvom at han havde Lily, så kunne dagene godt gå hen og blive lange og ensomlige, for det var ikke tit at hun var hjemme.

Henry synes bestemt at det var fin at få besøg af sådan et fint selskab og der gik ikke lang tid efter deres forret at den næste ret kom på bordet og det var en ret som han selv havde set meget frem til. Det kan godt være at han til hverdag fik rigtig god mad, men når man er flere omkring bordet, så bliver det hele bare bedre.
Der blev taget godt for sig at retterne hele vejen rundt og det virkede til at det hele gik som det skulle, på nær Henrys første spørgsmål som havde været lidt ved siden af, men ellers så gik snakken godt.
Efter Henrys mening så ville det helt sikkert være oplagt, hvis han kunne få et øjeblik med den unge Tatiana, uden hendes onkel og tante, da de helt sikkert havde en stor påvirkning på hende. En påvirkning som han gerne ville have været foruden, da han gerne ville have hendes egen ærlige mening, så han kunne forstå hende og hvordan hun havde det med alt det her. Men Henry så positivt på det hele, for det blev han nødtil hvis han gerne ville have en chance hos den unge dame.

Snakken blev hurtigt ført videre af både hendes onkel og tante.
Tatiana prøvede så vidt som muligt altid blot at nikke, komme med en bemærkning i ny og næ. Men ellers formåede hun dog at holde sig ret neutralt igennem middagen. Det var også ganske let, især når maden smagte så godt som den gjorde, dog havde hun efter sit første møde med alkohol altid være tilbageholden. Så det var kun små sip af den røde drik som det blev til. Det var dog også tydeligt at da de kom til slutningen at da de to fætre bestemt ikke kunne sidde stille længere.
Så pludselig gik de fra at være hele familien samlet til at det kun var dem og onklen. Som tydeligvis rigtig gerne ville fortælle om han nyeste forretnings idé. Her var Tatiana stået helt af, jo hun fandt da det alt sammen ganske interessant, men de fleste gange så var de forslag som onkel kom med helt ude i hampen. Så efter hun havde tørt sig hen over munden og tallerken hun havde spis af var blevet taget af bordet rejste hun sig op.
,,Ville de herre undskylde mig, jeg ville lige pudre næsen’’ kom der sagte fra hende, mens hun kiggede hen imod Henrik ,,Kunne de være så venlig til at fortælle mig hvor jeg finder dette?’’ da informationen var blevet hende givet. Forlod hun hastigt rummet og fulgte de instrukser der var blevet hende givet.

Hun lagde ikke ret meget til hendes omgivelser da hun endelig kom ind i rummet. Kun at det var muligt for hende at låse rummet. Med skælvende hænder greb hun omkring håndvasken. Hendes blik var fast rettet imod håndvasken, inden hun langsomt vente det imod spejlet. Hun havde svært ved at udstå synet af sig selv. Det falske smil, den falske maske som pludselig kom hende så naturlig. Hvad var det ikke kommet til?
Hun tog sig et minut før hun endelig følte hun var kommet til hægterne igen. Og gjorde sig klar til at forlade badeværelset for at tilslutte sig selskabet igen.

Henry følte at at aftenen og ikke mindst de mange samtaler forløb godt. Det var måske mest tanten og onklen som første ordet og bestemt retningerne af samtalerne og det var ikke helt det som Henry havde håbet på, for det var jo Tatianas ords han gerne ville hører. Det var jo ikke tanten som var et muligt giftemål, men derimod var det jo den unge og smukke Tatiana.
Det var ikke noget chok, at de to fætre ikke orkede at sidde ved bordet længere. Det var også tunge samtaler og de to drenge havde fut og en masse der skulle brændes af og med alt det land som var rundt om gården, ville der være masser af plads for dem at boltre sig på.

Den tunge samtale blev afbrudt af en spørgende Tatiana, som gerne ville have en privat stund. En tjenestepige fulgte den unge dame ud til det store badeværelse. Der var mange rum på gården og der var flere badeværelser, både på over og underetagen, så derfor var det nok sikrest at sende hende med en af tjenestefolkene som kunne vise den rette vej, og Tatiana ikke skulle fare vild.
Dette var måske også muligheden for Henry at få det øjeblik med hende som han meget gerne ville have. Det betød meget at han kunne få et ord med hende. Efter noget tid undskyldte han overfor onklen og tante og rejste sig roligt fra bordet og forlod stuen hvor de spiste. Han lukkede glasdørene bag sig og gik ud på gangen og hen til den låste toilet dør.
Han stod et sekund og tænkte på hvordan han skulle gribe det an. Men han bankende roligt på døren, "Tatiana?" spurgte han roligt og forsatte "Er det hele som det skal være,?" Hun havde været der ude i noget tid, så måske var der noget som gik hende på. Men han kunne godt forstå hende, når hun var sat i den position som hun var sat i og Henry kendte det fra sig selv. Der var flere dage hvor han var helt nede og det hele gik ham på. Det var som om at han kunne have dage hvor alt var efter ham og han havde lyst til at forlade stedet. Men i dag var en god dag, og det var et par dage side det havde været sådan. Det var også grunden til at han drak, som han gjorde.

Hendes krop spjættede da det pludselig bankede på døren, hvem kunne det dog være? Tjenestepigen havde hun sendt væk igen, efter hun havde overbevist hende hun sagtens kunne finde tilbage igen. Så det kunne ikke være hende, men – tankestrømmen blev afbrudt da hans stemme kom fra den anden side. Henry Fox.
Brynene blev rynket, da hun ikke helt kunne forstå hvad det var han ville. Hun pressede læberne imod hinanden, da hans spørgsmål endelig blev sagt. Var alt som det skulle være, nej det var det tydeligvis ikke! Men før hun nåede at blive arrig, gik det op for hende. At ingen, ingen siden hendes forældres død faktisk havde spurgt hende dette. Ingen have sat spørgsmålstegn, ingen havde udtrykt sig verbalt omkring hendes velfærd. Hvordan hun i grunden havde det, og det var hårdt pludselig at lade denne viden være kendt.
Hun tog en dyb indånding og endnu en, bare for at være sikker på at hun ikke ville afsløre hvor galt det stod til. Langsomt trådte hun hen til håndtaget, rankede ryggen og skød låsen fra. Hun mødte den herren af huset med et ganske fint lille smil ,,Ganske fint, tak fordi du spørger.’’ Fik hun stille frem og lod hendes mørke brune øjne møde hans blå. Der var nu et eller andet over denne mand, som fortalte hende at han ikke var som de andre. Men hun var hellere ikke sikker på om hun længere kunne stole på sin egen dømmekraft.

,,Men fortæl mig ikke, at det er den eneste grund til de valgte at opsøge mig, hvor min tante og onkel ikke kunne høre hvad vi snakker om?’’ grinet med lidt større og ganske ægte, i forhold til hvad det før havde været.

Der en puslen inde på badeværelset og der gik lidt tid inden at døren til rummet blev åbnet. Han mødte hende med et smil, ligesom hun havde mødt hende. Han kiggede roligt på hende, da hun svarede på hans spørgsmål, noget sagde ham at det måske ikke var helt rigtigt, men det kunne være indbildning. Så godt kendte han hende desværre ikke endnu, og derfor kunne det sikkert også være svært for hende at fortælle sandheden, med mindre at det var det hun gjorde. "Det er jeg glad for at høre, Tatiana"

Han smilede over hendes spørgsmål, hele aftenen havde han gerne ville have en privat samtale med hende, om hvordan hendes rigtige syn var på det her. Der var ingen tvivl om at Henry gerne ville have hende i huset, som sin. Men det skulle bestemt heller ikke være tvunget på nogen måder. "Det var bestemt en af tingene Sagde han roligt, "Men selvfølgelig skal det ikke være nogen hemmelighed, at der er flere spørgsmål som jeg gerne ville stille og have svar på, under fire øjne uden din Tante og onkels indblanding, så dette var et mulighes, måske ikke den bedste. Men det kan være svært andet, når de er her" Afsluttede han. Henry fandt virkelig hende smuk og tiltalende, men han måtte vente og se ad.

Det kom faktisk bag på hende, hvor hurtig han var til at tilstå hans motiver. Så mange mennesker plejede altid at nægte og, eller lave sjov ud af ting hun spurgte ind til. Hun stod med rynkede bryn og en let åben mund, lavede han sjov med hende? Nej, det virkede faktisk som om at han var ganske seriøs.
,,Hr Fox, Henry – jeg tror de skal have mere held end de fleste, hvis de vil have en ærlig samtale med mig uden min familie lægger øre til’’ med et velplejet øjenbryn, troede han virkelig det kunne være så nemt? Hun ville have troet med hans alder, at han dog alligevel var lidt mere vandt til disse ting end hun var. Ud over han selv måtte have haft disse samtaler før, da han fandt sin første brud. Men vel også til hans datter, som var ganske sikker på ikke kunne være meget yngre end hende selv.

Hun tog en dyb indånding ,,Men hvis det lykkes for dem, så vil jeg med glæde dele mine ærlige tanker om hele –’’ hun slog ud med hånden og fortsatte ,,dette, men nu må vi hellere vende tilbage til selskabet før at onkel begynder at blive urolig, han er nået så opmærksom på hvad jeg går og laver skal de nok se.’’ Efter dette var sagt, prøvede hun at gå til side for at smyg sig ud af døren og komme ned af korridoren.

Han smilede roligt til hende, da han kunne se en forundren i hendes øjne, han forstod hende godt. Selvfølgelig krøb man ikke til korset, så hurtigt første gang man var sammen, det havde han faktisk heller ikke forventet, men han følte st det var uhøfligt ikke lige at spørge ind til det. Nuvel, jeg vil gøre mig forsøg." Hans smil bevarede sin rolighed, i mens hans øjene slog et blik ned af hendes krop.

Hun havde mere end ret, de måtte hellere vende tilbage til det ventende selskab, inden de skabte nogen uroligheder hos det ventende par. "De har ret, Tatiana. Vi må hellere komme tilbage til selskabet" Han slog sin arm ud og tog hendes under den, og håbede egentligt at det ville være ok. Han fulgte hende roligt tilbage til spise stuen hvor tanten og onklen stadig sad i deres stole, men med et lidt andet udtryk i ansigterne. Det var klart at hendes familie ikke lod hende meget alene. Han trak stolen ud for hende og lod hende sætte sig hvorefter han rykkede hende ind og fandt sin egen plads.

Javel ja, ser man det, jeg ønsker dig held og lykke.
Der var mange ting hun kunne besvare ham med, men hun lavede bare et lille nik med hoved, før hun tillod ham at tage hendes arm i hans. Det gjorde vel ikke noget at lade ham tro at han havde mulighed, for at få hende i et alene rum. Hvem vidste, måske ville det lykkes, selvom hun ikke kunne forestille sig det ske.
Vejen tilbage til stuen de havde spist, blev fulgt af stilhed. Det var egentlig ikke fordi hun behøvede en samtale kørende, for at føle sig komfortabel, der var en ganske behagelig ro ved blot at gå ved hans side. Blikket fangede nogle af de ting som har på væggene, eller korte glimts af andre rum. Men hellere ikke hr spurgte hun ind, så stilheden fortsatte ind til de trådte ind i rummet hvor tanten nu var kommet tilbage. Tydeligt trykket i at beholde et venligt ansigtsudtryk, over at se at hun kom ind af døren, med armen omkring Henrys. Hvad det dog ikke måtte få hende til at tænke, og dette fik et ganske selvtilfreds smil frem på Tatianas læber.  
Smilet blev dog en smule blødere, da han valgte at hive stolen ud og hun kunne sætte sig på den. ,,Tusind tak’’

Fik hun frem, og vente derefter blikket tilbage imod onklen, der ærlig talt ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Ikke før han rømmede sig og vente sig imod Henry, også begyndte snakke ellers at gå over i hvordan det gik med gården. Alle de trivielle ting som Tatiana virkelig ikke kunne få sig selv til at gå op i, nej hun var mere inde for musikkens verden. Og som den tanke var tænkt, begyndte hendes tante pludselig at foreslå, at Tatiana da skulle spille et stykke musik for dem, når de var færdige med maden. ,,Undskyld, hvad?’’ kom er frustreret fra Tatiana, men kunne hurtigt høre det ikke var sådan en und dame artikulerede sig. ,,Jeg mener, det er jo ikke en gang sikkert Hr. Fox har et klaver jeg kan spille på, eller ønsker det. Du skal ikke pådutte ham sådan nogle ting Tante’’ de sidste ord, var tydeligvis en smule anstrengt. Hun var ved at være godt træt, af deres opførelse. 

Det var en tom stilhed som havde været i rummet efter de havde sat sig og hvad der ligesom gik igennem onklen og tantens hoveder var ikke helt til at vide, men det var ikke noget at gå op i for Henry. Stilheden blev brudt da onklen bragte sin interesse hen på gården og Henrys arbejde. Han havde slet ikke noget imod om at snakke om sit arbejde og gården, men det var bare ikke det som Henry havde lyst til at snakke om. Lige nu lå hans interesse hos Tatiana, fordi at det var hende de var her for og ikke familiens interesse i hans gård, det kunne de altid få viden omkring.
Det var lidt en lettelse da tantens foreslag blev bragt ud over bordet, det virkede ikke som Tatiana var ligeså begejstret for forslager som Henry var, fordi at han nu slap ud af samtalen med onklen, som var små kedelig, selvom det skulle komme. "Altså, hvis Tatiana har lyst til det, så har jeg skam et finere klaver" Han slog blikket over på Tatiana og smilede roligt til hende, "Det ville da være en ære for mig at hører Dem spille Tatiana" Han kunne godt se i hendes øjne at hun ikke var bekvemt med Tantens opførsel, men han vidste ikke helt hvad han skulle gøre i situationen, altså han havde et klaver og det var bragt på banen nu og han håbede da at det måske kunne gøre en ende på aftenen hvis de bevægede sig ind i den anden stue og Tatiana spillede sin sang og så skulle Henry bare finde på en måde på at beholde Tatiana på gården, efter at familien var taget hjem, for det var virkelig det han ønskede.
"Jeg forslår at vi hæver middagen her ved bordet, nu hvor vi alle er færdige med at spise og så sætter os ind i den anden stue hvor klaveret er placeret og så kan Tatiana spille en lille sang, hvis det er det hun ønsker" Sagde han med en bestemt men rolig stemme og kiggede ud over hele selskabet og rejste sig herefter fra bordet og de andre fulgte roligt med ham. Tjeneste pigerne var allerede hurtigt i lokalet og begyndte at rydde det store bord efter den store middag.

Henry førte selskabet ind i den ene af stuerne hvor klaveret stod placeret i et at hjørnerne med store gulv-til-væg vinduer bagsig, og de forsatte hele vejen hen ad væggen. Midt i lokalet var to sofaer og ikke mindst et bord i mellem dem placeret. Kunst hang rundt på væggene, dog ikke hans egne, men andres kunst som han fandt fascinerende og til sidst var der gjort plads til en stor pejs i en af væggene. Lige nu var den ikke tændt, det var ikke nødvendigt denne årstid. Han viste dem plads i sofaerne og satte sig selv ned ved siden af siden at Tatiana og overfor dem sad familien så. 
"Så dette er endnu et af rumene i denne store gård" Sagde han roligt, bare for at sige et eller andet, det var som om stilheden endnu en gang havde ramt selskabet. 

Hun mentalt slog sig selv over den måde hun havde snakket på, det ville helt sikkert give bagslag når tanten fik hende alene. Men det kunne ikke hjælpe at bekymre sig om det nu, Tatiana tog en dyb indånding og prøvede at få styr på de mange tanker. Selvfølgelig ville han gerne høre hende spille, det ville de fleste, et lille trumfkort der altid blev spillet fra hendes familie. Hvem kunne ikke lide en kvinde der var kunstnerisk, som der havde lidt flair eller generelt viste hun havde taget en uddannelse.
Men hvis de ville have en sang, så skulle hun da spille en sang for dem. Da Henry foreslog de gik ind til det næste rum, rejste Tatiana sig langsomt op og foldede hænderne ind i hinanden foran sig. Hun mærkede en hånd der greb fat i hendes arm, lige inden hun nåede ind i stuen. Fasterens stemme borede sig ind i hendes øregang, mens der blev advaret omkring at hvis hun lavede flere unoder, ville det blive værst for hende selv. Tatiana fnyste dog kun, hvad kunne de gøre imod hende som de ikke allerede havde gjort? Dette blev kun til nogle kolde øjne, fra den yngre piges side, der fik tanten til at fnyse og skynde sig efter resten.
Lige så stille som hun havde været inde ved spisebordet, lige så langsomt satte hun sig i sofaen. Henry fik dog fremskaffet et smil på hendes læber, ved at han havde sørget for at sidde ved siden af hende. Der var virkelig noget over ham, som gjorde hun følte sig meget mere komfortabel med hele situationen. Hvorfor, var hun faktisk lidt i tvivl om, men lige nu ville hun bare nyde, at være i selskab med nogen hvor hun kunne tillade sig at slappe af. ,,Det er et ganske nydeligt rum, hvor har du alle disse malerier fra?’’ spurgte hun ind, og tillod sig selv at indtage nogle af de flotte illustrationer som hang på væggene. Hun havde godt hørt at Henry selv, var en mand af mange talenter. Mon det var hans egne værker, eller blot kunstner som han selv godt kunne lide? Under alle omstændigheder, var det smukt og hun ville næsten ønske de malerier hun var vokset op med, stadig hang på herregården. Desværre var de langsomt ved at forsvinde, lige som økonomien, dette tilegnede onklen et skarpt blik.
Til sidst tog hun så den endelig beslutning, der var lang vej fra tanke til udførsel. Tatiana havde godt se klaveret i øjenkrogen, og rejste sig langsomt op. ,,Er der noget bestemt som de ønsker at høre?’’ dette var udelukkende et spørgsmål rettet til Henry, hun havde intet ønske om at glæde resten af selskabet. Hun smilede blidt, og mens hun ventede på hans svar, satte hun sig klar ved klaveret.

Fingrene gled hen over nogle tangenter for at sikre sig, at det var stemt som det skulle være. Da hun konstaterede at alt var som det skulle være. Tog hun luft ind, som blev ført hele vejen end i maven, og så op igen. Så lukkede hun øjnene, og en blød musik fyldte rummet, mens hendes fingre dansede deres vej hen over klaverets sorte og hvide tangenter.

Henry kunne se på Tatianas smil at hun følte sig lidt mere tilpas ved at det var ham som sad hende hendes side og ikke en fra hendes familie, som han følte det lige nu var hun ikke særlig tilpas med deres tilstede værelse. Det var også derfor at han egentligt gerne ville have dem ud af døren, bare for at gøre hende den tjeneste. Han havde haft en fin aften med familien og selvfølgelig havde de været flinke overfor ham, men de var meget krævende, måske for meget for Tatiana. 
Han var glad for hendes spørgsmål og han smilede til hende, inden hans svar. Hvis der var noget han gerne ville snakke om så var det kunst og kreativitet. Der var ikke noget for ham som var mere spændende og hvis han havde muligheden for det ville han hellere male og sælge sine malerier, end vin og frugt, men lige nu var der ikke et marked for det, i hvert fald ikke hans malerier og det var heller ikke sikkert at der kom til det. "Jeg er glad for at De viser interesse for kunsten" Sagde han med en rolig stemme til hende, "Det er dog ikke mine egne, dem ville jeg ikke hænge op i min egen stue. Nej, det er malerier som jeg har købt og fået foræret igennem tiden og jeg synes de passede perfekt til stuen her og derfor har de fået en plads herinde" Han var derfor også glad for at Tatiana var en kreativ type. Han ville aldrig havde gættet at hun kunne spille klaver, men det var kun et lille plus i hans bog. Han kunne ikke selv spille klaver, men der var noget over instrumentet som gjorde at han bare måtte have et. Det havde en hvis klasse over sig, det var et dyrt instrument og det passede til ham.

Han blev glad da hun rejste sig op for at gå over til klaveret og spille dem et stykke. Han kendte ikke rigtig nogen numre, så meget gik han ikke op i musik. Han lyttede til det når han havde muligheden for det, men han var ikke nogen kender og derfor måtte han også være et svar skyldig overfor Tatianas spørgsmål.
"Jeg synes De skal overraske mig og spille noget som du godt kan lide. Du må have et stykke som du kan lide mere end et andet" Han kiggede efter hende som hun satte sig på taburetten som stod ved klaveret og lyttede roligt til hendes musik.
Hun var dygtig, der var ingen tvivl om det.

Hvor længe hun hengav sig til musikkens toner, var hun ikke selv klar over. Det var som om, at hun for en stund kunne give slip og lade sig selv være fri. Fri fra forventninger, fra regler og ting som skulle ordnes og gøres. Nej her kunne hun endelig give slip, hendes følelser kunne høres igennem den musik hun spillede. Om hun var glad, frustreret eller ked af det. Man kunne aldrig gemme sig bag et instrument, det ville altid afsløre ens oprigtige tanker. Hvilket nok havde været en af grundende til hun ikke ville spille for dem, dette var noget hun brugte som hendes terapi. Det var kun hendes, som hun allerhelst ikke ville dele med nogen.

Men det var hurtigt glemt som hun sad der, og mærkede hvordan lyden flød igennem rummet. Ganske nysgerrig, men en smule sorg modig. De lange fingre stoppede lige så stille, da nummererede lakkede imod dens slutning, og rejste sig op igen. Hun bukkede forlegent hoved, og trippede tilbage imod sofaen, for satte sig tilbage ved siden af Henry. Det summede i hendes fingre, og adrenalinen rørte en anelse på sig, som gjorde hun følte sig en smule mere klar i hoved end hun normalt plejede. Hvor hun dog elskede at spille klaver, og bare give slip. Derfor var det også svært at gemme smilet, som der formede sig på hendes læber. Langt mere ægte end noget andet, hun havde haft fremme hele aften. ,,Jeg håber det faldt i jeres smag’’ sagde hun ærbødigt, også selvom at tanten og onklen havde klappet ganske nydeligt, da hun var blevet færdigt. Var det jo stadig ganske høfligt, at spørger hvad folk havde synes. De brune øjne, lagde sig hen imod herren ved hendes side, nysgerrig efter at vide hvad han synes. 

Det var tydeligt for ham at hører at hun havde et talent inden for musikkens verden. Det var meget smukt, og han kunne virkelig føle hende i tonerne og sangen, også selvom hun ikke sang. Musikere var kendt for virkelig ligge deres føleleser i den musik som de spillede og det var en ting som Henry kunne lide ved musik, der var så mange stemninger og folk opfattede et nummer forskelligt og havde deres egne tanker om det. Sådan var det også nu.
Han havde under nummeret lukket øjnene for at lukke alt andet, en de smukke toner fra klaveret ude, og det havde virkelig været et smukt syn for ham.

Langsomt stoppede fingrenes dans henover tangenterne, som sangen var ved sin slutning. Tanten og onklen var hurtig til at smælde deres hænder sammen i en stor klapsalve, det var tydeligt at de godt kunne lide at vise den side af hende frem, det var klart for hun var dygtig, men det var ikke sikkert at hun havde samme holdnin. Henry kom også med små klap imod hende.
De brune øjne fandt hans vej, da hun endnu en gang havde sat sig ved hans side. Han kunne straks mærke hendes sensuelle duft i luften, og nød den. "Jeg synes bestemt at det var meget smukt spillet, Tatiana" Sagde han roligt og smilende til de dybe ansigt og det rolige smil som sad på hendes læber, et flot og ækte smil, "De har virkelig et stort talent inden for musikkens verden" Hvis lejligheden en dag skulle komme ville han ikke sige nej til endnu en performance fra hendes side af.

Henry havde også godt set det, som lidt var åbenlyst for selskabet, at aftenen var ved at lakke mod enden. Efter at have diskuteret musik, var samtalerne gledet hen på emner som ikke havde ret meget i sig. Henry havde dog nydt at have kæfter, eftersom at det ikke var ofte at han orkede at have gæster, fordi at han oftest bare gerne ville være alene. Men, især, Tatiana havde vist sig over for Henry som noget positivt, og derfor ærgede det ham også at det måske ikke blev til noget med tid under fire øjne med hende.

Henry rejste sig fra sofaen ds resten gjorde det, andet ville have været uhøfligt og ude for han opdragelse. "I har jo også en lang tur foran jer, hvis i også skal den anden retning med Tatiana" Svarede han roligt onklen og tanten. Henry smilede roligt tilbage til Tatiana som hun havde rejst sig og slået blikket over på ham, for at takke for aftenen, "Det er helt på min side, jeg er glad for at i ville komme hertil aften" Han slog herefter sit blik over på hendes familie, som var på vej ud i entreen, "Skal jeg ikke sørge for at Tatiana kommer hjem?" Det var et forsøg på at få tid med hende alene. Hendes familie skulle to forskellige steder, og det var de sikkert gerne foruden, "Det er sent, og så kan i komme hjem uden at rejsen vil tage længere tid" Det var et spørgende blik han sendte dem, og et varmt smil til Tatiana.