Gaderne i Balzera var en labyrint i Jarkos øjne. Nogle af dem var smalle og snuskede, som det sted de lige var kommet fra, andre var brede, dækket af pæne pergamentfarvede sten og flankeret af skyggefulde palmetræer. Der var altid mange folk på de varme gader: handlende, tiggere, tyveknægte - enkelte steder rige, silkeklædte mænd og kvinder, ofte ridende på heste.
Jarko og kvinden befandt sig tilsyneladende stadig i den fattigere del af byen. Omkring dem rejste sandfarvede bygninger med smalle vinduer sig, og foran dem var en lille plads med en drikkefontæne. Alt åndede fred og ro, og Jarko stoppede endelig for at genvinde pusten og se kvinden, han havde gjort sig den ulejlighed at hjælpe, nærmere an.
Hendes tøj så ud til at være en anelse for fint til, at hun hørte til i dette område, og Jarko tog sig i at betragte hende med en vis nysgerrighed, som han håbede, ikke kunne misforstås: Kvinden skulle nødig tro, at hun var blevet reddet fra én voldtægt blot for at blive bragt til den næste.
"Hvem har lært dig at kæmpe?" Spurgte han, ganske direkte, men han havde jo selv set, at hun kunne slå fra sig, og han undrede sig en smule over, hvem der havde lært en rigmandsdatter den slags kamp.
Jarko Ralon - "Kragen"
