Amara var ret sikker på, at hun aldrig havde været i denne del af skoven før. Hvilket undrede hende noget, for hun havde ellers troet at hun efterhånden havde været i alle dele af Lindeskoven. Men denne del havde hun altså ikke set før, for det ville hun helt sikkert have kunne huske. Her stod træerne så tæt at de mindste af dem var visne og døde, og jorden under var mørk og fyldt med skygger.
Underligt, hvordan havde hun kunne overse denne del før, og hvor var "denne del" overhovedet henne?

Det var to dage siden hun havde forladt sit hus for at søge mod skoven. Hun var løbet tør for nogle af de urter hun brugte til de helbredende salver hun brugte til de sårede dyr, og selvom hun egentlig bare havde haft planer om en kort tur ud i skoven havde hun alligevel pakket en mindre taske. Hvilket havde vidst sig at være et ganske fornuftigt valg, da hun var faldet over en sjælden urt og var søgt længere og længere ind i skoven for at finde nogle flere.
Og pludselig var der gået to dage og Amara havde bevæget sig så dybt ind i skoven, at hun ikke længere var sikker på hvor hun befandt sig.
Det var ikke fordi hun var bange for at være faret vild, for som elver havde hun allerede lært at læse skoven i en tidlig alder, og hun vidste derfor hun sagtens ville kunne finde tilbage til Elverly. Det undrede hende bare, at hun aldrig havde været i denne del af skoven før. Måske var den ny? Ligesom med alt andet var skoven trods alt i konstant forandring, og måske denne del var opstået som følge af alt den løbske magi?
Hun anede det ikke, og det var også bare simpel gætværk, men som hun stod i udkanten af den mørke skov mærkede hun en vis dragende fornemmelse. Derinde blandt træerne var der så mørkt, at det visse steder var som nat, og som hun stod i lysningen på kanten af den mørke skov, men endnu i den oplyste, virkede det næsten som noget profetisk. Ville hun lade sin nysgerrighed råde og vælge den mørke skov, eller ville hun vende om og gå tilbage mod Elverly.

Amara var ingen modig elever, og derfor overraskede det hende da hendes ene bare fod løftede sig og trådte ind i den mørke skov. Det var næsten som om den handlede af egen fri vilje, og især som den fik følgeskab af den anden inden hun pludselig havde forladt lysningen og var begyndt at bevæge sig ind i den mørke skov. Nysgerrig, men også med en vis tilbageholdenhed. For hvem vidste hvad der levede i denne del af skoven? Tanken var både frygtindgydende og tillokkende, som hun fortsatte længere ind i skoven indtil den omsluttede hende helt.

Lidt lige som Amara var Olanis også drevet af det mørke men ikke på samme måde, Olanis var kun ude på at lærer og det var det i at lærer omkring den mørke del af skoven, der havde fået ham ud fra elverlys trykke rammer og væk fra sin leder, en ny opdagelse et ny viden af ting som endnu ikke er løst, var noget han ikke kunne sige nej til og han havde heller ikke tænkt sig det.
iført hans helt normale tøj og sit sværd som sad i hans bælte vel vidne om han nærmest aldrig havde brugt det da han nemlig hadet alt der havde med krig og kamp at gøre, vel vidne om at han faktisk var krigs rådgiver for leder af elverly, som altid spurgte ham til råds om tingene.

Olanis havde sadlet godt op hjemme fra inden han havde begivet sig ud på denne rejse, nogen gange havde man bare behov for at komme lidt ud, og efter at han havde hørt om denne mørke del af skovene, og havde hørt at ingen rigtig vidste noget om hvad og hvorfor og hvordan den nærmest var der så tæt på alt det lyse, så kunne han ikke gøre andet end at kigge på det, for det var næsten som om det bare stod der og ventede på han skulle dukke op.

Nogle dage var gået siden han forlod elverly, og han havde været i den mørke skov i noget tid, før han så det første tegn på liv i dette mørke sted, et meget svagt glimt af en skygge kunne han se han bad roligt hesten om at gå imod skikkelsen, selvom hesten i flere omgange havde prøvet at vende tilbage og væk fra mørket, så havde Olanis blot hivet den dybere ind i mørket. " hallo er der nogen "
sagde han på elvisk, da det nok var det sprog der ville blive fortrækkes her på disse kanter, han gav tegn til hesten skulle stoppe, hvor efter han hoppede ned af hesten og stod blot og kiggede, på skikkelsen.

Amara havde haft ret i sin antagelser om, at mørket visse steder ville være ugennemtrængeligt. Visse steder var det så mørkt, at hun næsten følte sig blind, og havde det ikke været for hendes gode elversyn vilel hun muligvis være faldet over adskillige løse grene. Men hvilken elver ville hun være, hvis faldt over skovens nedfaldende grene og opstikkende rødder? Så vidst hun vidste var der aldrig nogen elver, der var faldet i en skov før, og selvom hun måske heller ikke var som den gængse elver, ønskede hun absolut ikke at være den første.
Bes, den store sølvdjal og følgesvend, var kravlet ned fra hendes skulder og nu sad på hendes bryst, hvilket tillod den at gemme hovedet mod hendes hals, hvor huden var skjult bag den højhalsede kjoles stof. "Rolig, Bes." Hviskede Amara og strøg en behandsket hånd ned over fjerne. "Der sker ingenting." og det gjorde der virkelig ikke. I alt den tid de havde været i skoven, var de hverken blevet mødt af varulve eller andre farlige skabninger. Alligevel kunne Amara ikke se sig fri for en vis nervøsitet, smittet af den utrygge sølvdjal.
Det var fjollet, og det vidste hun, for skoven ville hende intet ondt, og desuden var de jo alene så...

" hallo er der nogen " Amara var nær fløjet tyve meter op ved lyden af en stemme i nærheden. Hurtigt vendte hun sig og blev mødt af en skikkelse, der kom trækkende med en hest. En elver, ud fra sproget at dømme, og en mand ud fra bygningen. Umiddelbart kunne Amara ikke genkende ham, hvilket uden tvivl skyldtes skovens dunkelthed, for da hun trådte tættere på ham genkendte hun ham, som Elverlys krigsrådgiver. "Oh hej sir Olanis," hilste hun venligt, vis på, at han til gengæld ikke vidste hvem hun var. "Jeg troede, at jeg var den eneste, der bevægede mig på disse kanter."

et hej var blot den ene af de ting der overrasket ham, for da Olanis kom frem til den skikkelse han havde set var det til store overraskelse, en anden elver og meget køn elver som han aldrig havde set før, men hun vidste hvem han var lidt pinligt men på den anden side så var der mange elver han ikke havde hilst på eller snakket med, og selvom det var var mørkt lagde han meget mærke til hendes kønne ansigt og lyse hår, men alt dette blev glemt væk for nu.

" øhh Hej " sagde han stadig overrasket, men fik taget sig sammen ti at forsætte " øhh ja troede jeg også jeg var, men de burde ikke gå rundt her ude sådan et sted alene, for der er faktisk ingen der ved så meget om dette mørke sted, en viden der er svær at sige nej til ikke? " sagde han imens han kiggede sig rundt, for når alt kom til alt var det viden og noget nyt der altid trak i ham, viden om noget han ikke kende eller vidste hvad var gav ham et sus igennem kroppen, og lige nu stod han overfor to ting, skoven og hende.

Hans blik vandrede hende på hende igen " jeg har aldrig set dig før, hvem er du egentlig " sagde han og gik et skridt tættere på hende imens hans blik var fast på hende " så sig mig hvad laver de så her ude? " sagde han med en venlig tone, Olanis var en meget venlig person overfor folk, og især kønne folk selvom han ikke rigtig før havde haft noget intimt forhold til nogle kvinde.

For når alt kom til alt hvad var det så for en skov de var havnet i, det var der ingen der vidste.

Hendes hilsen så ud til at overraske krigsrådgiveren, der et øjeblik så ud som om det absolut ikke var det han havde forventet. Men han havde muligvis heller ikke forventet at møde en anden elver så langt inde i skoven, så det var der måske ikke så meget at sige til. En tese Amara fik bekræftet, da han afslørede, at han også havde forventet at være den eneste, der bevægede sig på disse kanter. "Deres bekymring er meget venlig," sagde hun med et lille smil samtidig med at Søvldjalen satte sig bedre til rette på hendes skulder, "men jeg kan nu godt tage vare på mig selv." Okay det kunne hun måske ikke, for våben havde aldrig sagt hende noget og skønt hendes far var en af Elverlys største jægere, havde hun aldrig brudt sig om at holde våben. Men det gjorde ikke nogen forskel, for magien i hende ville beskytte hende, ligegyldigt hvad hun så end støtte på. Så meget vidste hun. "Og De har ret, det er tillokkende at se, hvad skoven gemmer på af hemmeligheder." Nikkede hun.
At han ikke havde set hende før tog hun ikke så tungt. I de sidste mange, mange år havde hun trods alt holdt sig alene, bosat i udkanten af Elverly og uden at være en aktiv del af fællesskabet, så det var kun forventeligt. "Mit navn er Amara Tha'Anea, jeg er datter af Va'as Tha'aena." Hun følte ikke at det var nødvendigt at uddybe yderligere, for skønt det var de færreste der helt kendte hende, kendte alle Va'as: Elverlys store jæger.
Hans spørgsmål om, hvad hun lavede her var straks sværere at besvare, og hun tøvede da også et kort øjeblik. "Det ved jeg ikke," svarede hun ærligt. "Nysgerrighed, vil jeg tro. Jeg var ude for at samle urter og har på en eller anden måde krydset skovens grænse og - ja, så fortsatte jeg altså bare for at se, hvad der gemmer sig bag mørket. Hvad laver De selv på disse kanter?" Spurgte hun med slet skjult nysgerrighed.