Markedspladsen havde altid været et stressende sted for Arenew. Det var næsten overvældende. Alle farverne og dufte fra forskellige boder, der solgte alt fra dyr til tøj, og smykker til mad. Men blandt alle menneskerne og larmen var det let, at snige sig ubemærket rundt. Man kunne let forsvinde mellem menneskemængden og forvirringen. Blandt folk der råbte op om deres lave priser, for at blive overdøvede af andre, der klagede over deres høje priser.
Arenew gik rundt mellem folkemassen, og prøvede at se så afslappet ud som muligt. Det var tricket. Efter hendes mange år som tyv, havde hun lært, at man slap afsted med mest, hvis man bare lignede en, der ikke gjorde noget galt. I teorien burde det være let nok, men sulten forhindrede hendes sædvanlige plan, og gav hende et desperat udtryk i ansigtet.
Hendes blik fløj nysgerrigt mellem de mange boder. Hun ledte ikke efter noget specielt. Bare noget, der kunne spises.
Det tog ikke langt tid for hende at udse sig sit mål. En bod med nybagt brød. Det duftede friskt, varmt, og nærmest trygt. Hendes sult gjorde næsten duften uimodståelig.
Stille begyndte hun at nærme sig boden.

Det var med små, småskælvende skridt Charlene fik mast sig gennem menneskemængden. Hun havde hørt om at der skulle være tilgængeligt til at få en kur mod pesten nu, henne i helbredelseshuset.. Hun skulle bare derhen. En tørt hosten gik gennem hendes krop som hun kort løftede blikket mod et par bredskuldrede fyre foran sig. Pesten havde stadig sit tag i hende, mens hendes bror var på helbredelseshuset til observation, mens hendes far var død under krigen og søsteren også var røget til pesten. Forfærdeligt som en familie pludselig kunne blive så lille.
For at undgå flere blikke på sig valgte hun diskret at genemgå forvandlingen til en lille grøn violet svale, der med en dæmpet kvidren flaksede lidt over hovederne på de andre; grundet sygdommens tag i hendes krop var hun bage for pludselig at skulle falde død om, selv som fugl. Også var det jo lettere at være tæt på jorden. Uden at tænke videre over det landede hun på et bord ved en bager der var travlt optaget af at stå og snakke med en kunde om prisen på et stort brød. Forsigtigt prikkede hun et par frø i sig fra noget kerneholdigt brød, mens endnu en skælven gik gennem den lille krop.

Da bageren vendte sig for at tale med en kunde, så Arenew sin chance. Idet en større person gik ind foran hende lod hun sig stille forsvinde.
Arenew vidste at hun højst kunne holde sig usynlig i ti sekunder ad gangen. Det plejede lige at være nok til at hun kunne nå at tage hvad hun ville, og forsvinde tilbage ind i menneskemængden.
Øvet snoede hun sig mellem folk der stod imellem hende, og hendes daglige måltid. Hun talte i sit hoved ”1 2 3 4”
Hun var ved at støde ind i en mand, der pludseligt stoppede sin gang, men nåede heldigvis kun at strejfe hans arm, hvilket fik ham til forvirret at se sig omkring efter hvad der var stødt ind i ham ”5 6”

”7” Et tilfreds smil spredte sig på hendes ansigt da hun lagde en hånd på brødet. Hun skulle til at gribe brødet, da hun fik øje på at hun ikke var den eneste der havde udset sig det. En lille sygeligt udseende fugl, sad og nippede til brødet. ”8”
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kendte selv alt for godt sult, og den lille fugl så så skrøbelig ud ”9”
Hun sad frosset på hug halvt gemt bag boden, plaget af sit pludselige moralske dillema. Selvom det bare var en fugl, virkede den til at have mindst ligeså meget brug for brødet som hun selv havde. ”10”
Hun bandede inderligt, da hun så sin egen hånd komme til syne igen.

Fuglen, Charlene stoppede op midt i sin prikken efter frø idet en hånd pludselig kom til syne ud af det blå. Forsigtigt drejede hun hovedet til siden for at se hvem der havde hånden så tæt ved, en forhutlet pige, der dog ikke lod til at være smittet. Hurtigt bredte hun vingerne og flaksede over for at sætte sig på dennes skulder, sikker på at have stof imellem sig så hun ikke endte med at smitte. Måske hun kunne være heldig at kunne få en lille ridetur på pigen på vejen mod helbredelseshuset.
Hun drejede sigende hovedet fra den sultent udseende pige til brødet, som for at sige at hun skulle tage det, nu mens bageren stadig var i færd med at diskutere prisen på sit brød med en kunde der ikke lod til at være så villig efter at give hvad bageren krævede.

Den lille gestur, og fuglens umiddelbare tryghed ved hende, gjorde hende sikker på, at dette ikke bare var en almindelig fugl. Det måtte være en formskifter.
Hun så fra fuglen og hen mod bageren. Han havde stadig ryggen til. 
Hun tog en dyb indånding, greb om brødet begyndte sin gang væk fra boden af, som var tyveri det mest naturlige i verden. Bare at lade som ingenting var hendes hidtil bedste strategi, og hun troede lige at hun var sluppet afsted med det endnu en gang, da hun hørte et højlydt "hov!" et sted omme bag sig. Arenew turde ikke tøve igen. Hun tog det som et stikord til, at hun nu skulle løbe. Øvet snog hun sig immellem den forvirrende menneskemængde. Hurtigt. Hendes nysgerrighed fik he de til nærmest at bede til, at den lille fugl kunne holde fast.

[undskyld den lange ventetid]

havde glemt alt om dette emne a du ikke havde tagget mig, afslutter den nu sorry