Efter at pesten var kommet til Elverly, havde Miilaethorn haft svært ved, at sidde stille og lade som ingenting. Han havde ikke meget han kunne gøre, fordi der for sikkerhedens skyld var blevet lukket ned for hans healerafdeling på fortet. Til gengæld var det ikke voldsomt mange endnu, der var blevet smittet med pesten, men eftersom at Miilaethorn regelmæssigt var uden for Lindeskovens grænser, så hørte han godt rygterne der gik. Kzar Mora var blevet åbnet, og dæmonerne var skyld i pesten. Og det var også dem, der kunne heale pesten. Deres blod. Det havde gjort Thorn meget, meget vred, og han havde valgt, at tage frivillige vagter ved Lindeskovens grænser siden da, med håbet om, at han måske ville kunne finde en dæmon eller to at dræbe. Eller i hvert fald fange, og bringe med tilbage, så der kunne komme klare svar på bordet til Toorah. Han så det nødvendigt. Så kunne pesten blive ordnet, og Elverly kunne komme tilbage til hverdagen. Det kunne være rart.

Det var det samme denne aften. Bortset fra, at han rent faktisk havde opsnuset en dæmon. En rigtig uhyggelig én, der havde holdt sig i skyggerne. Han havde ikke tøvet med at tage buen frem og løbe efter den i sit vanvittige raseri. Hans pile havde endnu ikke ramt, og han var endnu ikke kommet helt frem til dæmonen, men med alt held skulle han nok få fat i den. Desværre var det ret mørkt herude, da månen ikke var frit fremme. Og han var kommet et godt stykke uden for Lindeskovens grænser i sin iver.
Og som han løb mistede han også synet af dæmonen, så han var nødt til at stoppe, stadig med en pil på buen, kiggende sig omkring i mørket. Hvor fanden var den blevet af? Han vendte sig rundt et par gange ved nogle lyde, men intet fortalte ham, at dæmonen var der.

Med tankerne vrimlende rundt i hovedet efter sin lille aftale med Vidya, havde Teto uden helt at tænke videre over det, fundet sig selv i Lindeskoven. Som han først befandt sig der var hans tanker gået over på elverne og deres langt levende sjæle. Nogen af dem måtte vel have en ældre sjæl som samtidig ville være let at få fat i?
Tankerne blev dog forstyrret idet han begyndte at føle sig forfulgt. En pil der for over hans skulder ud af det rene ingenting, havde bekræftet hans mistanke; han var opdaget, og elverne lod ikke ligefrem til at være venlig stemt overfor dæmonen, hvis øverste par øjne og horn var dækket som sædvanligt af en hætte. Men hans andet sæt øjne såvel som de lysende tatoveringer gav ham nærmest automatisk væk. Endten vidste de at han var dæmon eler også troede de at han var en sortelver. Begge ting var ikke ligefrem godt. Han lod blikket glide over skulderen til han fik øje på elveren, for der var kun en, komme farende imod sig, med endnu en pil på buen og vanviddet strålende ud af øjnene.
Hvor muntert!
Et kækt smil gled over dæmonens læber inden han havde sat benene på nakken i et forsøg på at få vildledt elveren længere væk fra sin hjemstavn, hvilket også så ud til at lykkedes. Som han nåede længere ud dykkede han ind bag nogle buske og fik de edderkopper der næsten altid befandt sig i hans ærmer til at kravle ud og rundt, skabe distraktion for elveren, mens han selv fik lagt et klistret spind fordelt på jorden og mellem et par træer kort foran, så selv hvis elveren nåede over klatterne på jorden, skulle han være usædvanlig smidig for at undgå dette. Endelig viste han sig selv, dukkede ud blandt nogle træer og løb lidt fremad for at få lokket elveren den rigtige vej.

Først da Thorn fik øje på skikkelsen satte han endnu en gang i løb. Han havde kun øjne for dæmonen. Alt andet var irrelevant, for han regnede med, at hans instinkter kunne redde ham fra andre problematikker.
I starten gik det skam også ganske fint, indtil hans fødder fandt noget der klistrede. Det sløvede ham med det samme ned, og han snublede let frem over, til han virkede sad i kniben. Samtidig var der noget ekstra mellem nogle træer der stoppede hans lette snublen og han fandt kort at han sad jævnt meget fast, både med fødderne og med det klistrede stads der hang mellem træerne. Hans blik forsvandt fra dæmonen, da han havde noget nyt at fokusere på, som han sukkede irriteret og så småt begyndte at fo sig selv frigjort af det edderkoppespind han sad fast i.

Og det der sad mellem træerne var heller ikke så stort et problem. Men da han først havde fået det væk, var der det snask han stod i, som var noget mere besværligt. Med endnu et dybt suk, begyndte han stille og roligt at forsøge gå ud af det areal snasket var i. Desværre snublede han endnu en gang, fordi der var så mørkt og noget distraherede ham, ved at bide ham i hånden. Han så godt edderkoppen, og formåede at klaske den af sig, men væltede til gengæld forover fordi han helt havde undervurderet styrken af det spind der lå over alt på jorden. Han endte næsten med at lande så lang han var, men nåede at tage fra med hænderne, så han i stedet sad på det ene knæ, og med hænderne nede i spindelvævet. Bandene begyndte han på ny at forsøge at komme op at stå.

Den slubrende lyd fulgt af et brat klask bag ham, fik Teto til at stoppe in løben og kigge hen over skuldrene imod den bandende elver. Det var et direkte muntert syn hvis han selv skulle sige det. Med hånden placeret på sin kårde, part til at trække den hvis elveren skule blive fri, gik han tilbage og stoppede et par meter fra den endnu engang faldne elver. Og folk nærmest tilbad deres smidighed?! Det var lige før et barnagtigt grin var gledet over hans læber ved tanken om at folk fik set en elver der var knapt-så-elegant.
Han trak sin kårde, inden hans frie hånd, der kort forinden havde holdt om skeden, sendte et kraftigt sprøjt af klistret spind mod elverens højre hånd. " I elvere skulle ellers være sådan nogen fredselskere har jeg hørt." Kom det med et lille grin fra ham inden han sendte endnu et sprøjt afsted mod venstre hånd for at forhindre elveren i at komme fri, lige så meget som i at få fat i sine våben.

" Så fortæl mig lille mand; hvad får dig til at se så rødt..? Kan det mon tænkes at plagen er kommet til jeres del af landet? helt uden I var klar over det..?"

Vreden boblede op i Thorn da han hørte et våben blive trukket. Han skulle til at trække sit eget, da spind blev skudt ud af dæmonens hånd og ned oven på hans højre så den sad fast. Før han end nåede at tænke på siden anden hånd, blev den også dækket ind. Han kiggede hurtigt op, og så dæmonen over for sig. Derefter forbandede han sin iver og vrede. Han havde ikke tænkt sig om. Det var både pinligt og rigtig irriterende, og han ville helst gerne fri af den her knibe. Dæmonens spørgsmål tirrede ham kun mere end nødvendigt, og hans blik blev endnu mere vredt og irritabelt, som han forsøgte at få sine hænder fri. Havde det blot været den ene hånd, kunne han nok have flået spindelvævet op med den frie, men det var begge hans hænder og spindelvævet var større end normalt. Og meget svært at komme fri af.

"Du taler som om, du ved noget. Vær du bare glad for, at jeg ikke har gjort dig til en savlende grøntsag endnu," snerrede han vredt. For det kunne han teknisk set godt. Berøve dæmonen, for syn, hørelse og følelse, alt hvad der skulle til var koncentration, en ting han ikke lige var i stand til i øjeblikket. Desuden kunne det jo være, at dæmonen ville sige noget mere omkring sin gøren og laden. "Hvad laver du så tæt på vort hjem, dæmon? Du burde vide, at jeres slags ikke er så populære lige for tiden," kulden havde taget over for vreden, som han kiggede følelsesløst på dæmonen. Alt i mens arbejdede han på, i det mindste at få højre hånd fri af spindelvævet. Måske ville dæmonen heller ikke lægge mærke til det, hvis der var nok samtale til at holde fokus andetsteds.

"Som om jeg ved noget? " Teto betragtede overvejende elveren foran sig, gik med kården rettet mod elveren rundt om ham, som en sulten ulv der betragtede sit bytte.
" Hvad skulle jeg mon vide? Du ved... " En fod blev placeret i ryggen på elveren der fik et solidt skub ned mod jorden så han ikke lige sådan kunne komme fri. Rokkenen i spindet kendte han skam godt til, stadiet i det.
Som elveren tumlede fremad og røg ud af balancen, satte Teto sig resolut overskrævs på elveren, med et knæ presssende ind mod dennes rygsøjle, alt men han overvejede sit næste træk.
" Det var rene og skære tilfældigheder jeg endte herude, men jeg har ikke noget imod naturen, den er langt bedre end byerne er det, selvom en by nok ville være at foretrække lige for tiden.. " Plaprede han løs mens han lagde kården tilbage på plads og istedet hev en af dolkene ud så han kunne afvæbne elveren sikkert.
"Men jo, jeg ved skam godt at vi ikke er populære, og vi bliver det næppe i denne levetid, selv ikke hvis dødssynderne skulle vælge at udslætte samtlige racer ville vi være populære. Men jeg er nu egentligt også lige glad med i fjollede folk og jeres trang til at være populære.." Han trak på skuldrene, lod dolken glide hen langs elverend kæbe op til øret og fulgte dennes underside ud til spidsen. Kold stål mod varm hud. " Så du kan gøre folk til grøntsager? " Et kort smil gled over hans læber. å havde de da det til fælles.

Miilaethorn holdt øje med dæmonen, som den kredsede om ham med det fine våben i hånden. Hvad han ikke ville give, bare for ikke at være fanget her på jorden, så han kunne tvære attituden ud af ansigtet på dæmonen i en sværdduel. Han var så selvsikker på det punkt, at han med stor sikkerhed ville vinde. Hvis bare han havde tænkt sig lidt mere om. Det blev han kun forsikret endnu mere om, da han blev presset hårdt ned i jorden af dæmonens fod. Han gav et mindre gisp fra sig af den hårdhændede behandling, og blev kun mere utilfreds da han fik dæmonens vægt på sig, med knæet lige ned i rygsøjlen. Det var meget ubehageligt. Hans blik blev mere og mere irriteret.

Som en kniv begyndte at cirkulere rundt ved hans ansigt, hev Thorn til i højre hånd, og han formåede på mirakuløst vis at få den fri. Derfra tøvede han ikke med, at hive fat i dolken, ligeglad med hvor skarpt bladet var i hans hånd.Han forsøgte med det samme af få våbnet ud af hånden på dæmonen, selvom den var langt stærkere end ham.
"Ja, bare vent... Når jeg kommer fri herfra, så skal jeg nok forvandle dig til en porre, dæmon," snerrede han, lettere anstrengt mens han indædt kæmpede for at få dolken i sin besiddelse. Han havde ikke lyst til flere af dæmonens små lege.

Teto skulede godt imod den højre hånd imens han strammede grebet om dolken, nægtende at overgive våbnet til elveren.
Normalt ville en sådan situation have moret ham en smule, men istedet var der et spekulativt drag om munden og et mindst lige så spekulativt blik der blev rettet imod den blonde.
Han så for sig muligheder, men lige så meget som han så muligheder, mindst lige så meget så han mulige problemer. At ende som en af Vidyas bøger var ikke ligefrem noget der stod skrevet højest på hans ønskeliste foreløbigt.

" Så.. Har I fundet ud af kuren endnu~? " Lød det i et knurrende muntert tonefald, mens han stædigt fik presset noget af sit spind ind over dolkens klinge så den ville være ubrugelig for elveren til at skære sig fri med.

Det hjalp ikke. Det eneste Miilaethorn formåede at gøre ved, at forsøge at få kniven ud af dæmonens greb var, at skære sig selv gentagne gange i hånden. Men han turde ikke knive slip, selvom der nu efterhånden var begyndt at være en del spindelvæv på dolken. Ikke endnu i hvert fald. Som dæmonen spurgte om de kendte til kuren, snerrede Thorn let, mens han forsøgte at hive dolken ud af dæmonens hånd en sidste gang. Denne gang virkede det dog som om, at han ikke kunne bruge lige så meget fysisk magt. Som hans arm var blevet sløv. Han skar tænder. "Jeg er ikke dum.. Selvfølgelig kender vi til kuren, den er inden i din krop," snerrede han vredt, før han pludselig ikke kunne holde fast om kniven længere. Hans hånd blev slap og armen med.

Alligevel formåede han, før giftens indvirkning, at tage fat i spindelvævet ved venstre hånd. Hvis han bare kunne nå at få det af, så kunne han trække sin egen dolk. "Hvis du tror jeg vil handle med dig for en kur, så kan du godt tro om! Jeg nægter at handle med folk.. Monstre.. Som dig," han kæmpede en hård kamp, denne gang mod spindelvævet der stadig dækkede venstre hånd, og så giften der havde gjort hans bevægelser noget så sløve efterhånden.

Det kedelige svar fra elveren fik en grimase til at glide over dæmonens ansigt imens han satte sig lidt bedre til rette. " Hvor kedeligt, men så må i jo hellere nyde jeres død og udryddelse. Jeg har ingen planer om at give mit blod væk bare sådan uden videre. " Han bøjede sig ned over elveren, lod knivbladet fra dolken fjerne noget af det lange hår væk fra halsen som han langsomt nærmede sig. " Til gengæld kan du mig stadig være brugbar selv uden aftaler."
Og med dette åbnede han munden og satte tænderne i halsen på elveren, lod hans gift langsomt synke ind i systemet så der ville blive så meget mindre modstand fra elveren. Da han var færdig var han ikke sen til at hoppe af ryggen på den blonde, vendende ham om og fik ham slæbt over til et træ som han kunne side op af til giften virkelig havde fået sin lammende effekt, nok til at det ville blive ingen sag at dræbe og tage mandens sjæl.

Så vil jeg kun mangle to..

Thorn blev kun mere vred over dæmonens ord. Han ville ikke lade sin race dø sådan uden videre, og det kom heller ikke til at ske. Toorah skulle nok have en plan. Snart. Hun skulle nok ordne det hele. Han skulle til at svare igen, da dæmonens tænder pludselig sad i halsen på ham, og fik ham til at stønne sagte af smerte. Han hostede let, mens han fik en sær fornemmelse i kroppen. Som om den lukkede ned. Hans arbejde med venstre hånds spindelvæv stoppede i hvert fald langsomt, til han bare lå stille under dæmonen, ude af stand til, at bevæge sig. Som han blev slæbt over til et træ, var han stadig ikke i stand til at gøre nogen modstand. Hans blik blev også noget sløret.

Men det var nok mængden af gift i hans system, der gjorde det. Miilaethorn havde aldrig haft et godt forsvar mod gifte. Han lavede dem selv, og kunne sagtens heale gift ud af andre. Men det krævede hud mod hud kontakt. Derfor kunne han ikke heale sig selv nu. Han kunne jo ikke bevæge sig, det var sågar svært at trække vejret ordentligt, fordi giften havde så effektiv en effekt på ham. Han kiggede på dæmonen med et blik der kunne dræbe. Det her gik ikke. Han måtte få giften ud af sin krop, så han kunne bekæmpe dæmonen ordentligt!
"Når jeg kommer fri... Så kommer du til at give dit blod.. Helt frivilligt," det var svært at gå ordene ud, men ud kom de da.

Den lille, svage om end hidsige reaktion fra elveren fik Teto til at smile bredt. " Så siger vi det lille mand, hvis det kan få dig til at føle det bedre. " Endnu engang greb han fat i mandens arm, denne gang den højre, og bed ned i det bløde kød over albuen. Smagen af blodet tidligerer havde fået ham til at indse hvor sulten han egentligt var, men nu havde han også været ude at gå i flere uger med megen lidt mad, og smagen af saftigt, varmt og friskt kød var simpelthen for godt til at modstå, så han bed ned i kødet og fik gnavet en luns af, uden at gøre brug af sin gift, nu han vidste hvor han havde elveren. Det var egentligt første gang han fik 'lov' til at smage på en elver. Man skulle tro at smagen ville være sødmefyldt og kraftig, istedet fandt han den afdæmpet og småkedelig. Som en drik smagsløgene ikke kunne bestemme sig helt for om de kunne lide eller ej.

Miilaethorn forsøgte virkelig at få rakt ned mod sine våben. Men det eneste der skete var, at hans hånd lavede et meget lille, og svagt spjæt, før dæmonen tog fat i hans arm og bed ned i kødet. Det gjorde pisse ondt, men kun nerverne i armen, fik den til at spjætte let. Thorn selv kunne ikke bevæge sig det mindste og det var faktisk ret skræmmende. Han lukkede øjnene kort og kæmpede en vild kamp på at få sit sløve sind til at fokusere. For en kort tid fungerede det, men kun så meget at han formåede at tage synet på de nederste sæt øjne på dæmonen. Mens spjættede det igen let i hans arm fordi nerverne reagerede på smerten, men ellers lå han bare slap, mens han smilede et lille smil over at han i det mindste havde formået, at fjerne det nederste sæt syn. Hans smil blev til en afkræftet latter.
"Første del... Næste gang.. Bliver det hørelsen. Som sagt.. Grøntsag," forhåbentlig kunne han få det gjort hurtigt og råbe på hjælp. De var trods alt ikke så langt væk fra Lindeskovens grænser og hvis han råbte højt nok ville nogen vel nok kunne høre ham.

Teto lagde ikke så meget i den spjættende arm, det var trods alt en normal reaktion fra kroppens banesystem. Idet mindste var der ikke nogen højlydt skrålen fra elveren, hvilket han ellers næsten havde forventet, det var ikke unormalt at hans ofre sad og græd snot mens de skiftedes mellem at bede for deres liv og skrige af smerte eller efter hjælp.
Han var godt på vej til at tage en ny bid idet blikket på hans nederste sæt øjne kort slørered for derefter åbenbart helt at slukkes.. Han fjernede hætten fra det øverste sæt øjne og så ned på manden. Var han en form for avanceret healer eller hvad foregik der lige.? "Hørelsen behøver jeg alligevel heller ikke. " En vandret løgn, men han ville ikke agere bange overfor elveren, hvilket han da også viste da han næste gang tog en luns af hans arm, denne gang mere flående end forsigtig gnaven af. En passende straf for at tage synet fra ham.

Denne gang kunne han ikke holde kæften lukket. Dæmonen virkede underligt ligeglad og det pissede af på det groveste. Hans arm spjættede igen, da dæmonen bed deni stykker og Thorn stønnede lavt af smerte, mens hans anden arm fik en lille smule førlighed tilbage. Det måtte være adrenalinen. Men det var ikke nok til at trække et våben. Kun nok til, at tage fat i dæmonens arm, før hans arm blev livløs igen, og hans blik lettere angst. Han gad fandme ikke ædes herude midt i ingenting. "Hvad er det du vil, dæmon?" spurgte han, både vredt, men også med en mindre mængde angst bag hele facaden. Hans skadede arm svømmede efterhånden i blod, så tilsølet var den. Blodet dryppede fra armen ned i græsset og det kunne umuligt være sundt. Til gengæld blødte han da i det mindste også noget af giften ud. Det kunne han mærke, som han langsomt følte sig mindre omtåget og mere fokuseret. Hans krop gav også et par mindre spjæt fra sig fordi han kæmpede så hårdt for, at få den i gang igen.

Han tyggede nydende det varme kød i sig, pressende et par fingre ind i såret så han ikke blødte al giften ud.
begge sæt øjne så ned på ham. " Hvad jeg vil er meget simpelt. " Lød det som han åndede elveren ind i øret med en tung, varm ånde der lugtede langt væk af blod. " ...Have din sjæl.. Eller en sjæl.. Det er egentligt lige meget, så længe jeg kan få mig en sjæl. "
Det kunne have været så let at forsøge at overtage elverens krop, hvis ikke han havde haft det forbandede halsbånd. Forhåbentligt kunne Vidya vitterligt hjælpe ham med problemet.