Pesten havde raseret hovedstaden, landet, de sidste mange uger. Krigen havde i forvejen taget hårdt på landet, men nu gik det også udover befolkningen.
Ved de første par uger havde Etheldred blot observeret, hjulpet til ved de syge når hun ikke selv var på arbejde endten i det private eller i sin pligt som ridder.
Observeringen havde båret frugt som hun begyndte at bemærke tegnene på sygdommen, hvordan den udfoldede sig indtil kroppen var helt uigenkendeligt. Det havde næsten været en velkommen velsignelse for hende da rygterne om dæmonblodet spredtes. Selvom hun havde været nødt til at anskaffe sig et magisk smykke der kunne skjule hendes dæmoniske træk, var det stadig en velsignelse fra guderne. Thomas var blot et menneske, hvis hun kunne smitte ham på en eller anden måde og derefter blive fri for skylden såvel som for ham.
Tankegangen havde været der mange gange og som desperationen spredte sig ud blandt befolkningen, fik hun mere og mere fornemmelsen af at hvis hun ville skille sig af med sin husbond og der skulle være en 'god undskyldning' for hele forløbet, ville hun ikke finde en bedre mulighed. Hun måtte tage fat, og det nu!

Tjenestefolkene bemærkede vel næppe hendes gang rundt i hjemmet, det var jo ikke helt uvist at hun godt kunne finde på at tage ned i køkkenet en sen aften efter snacks. Snackerier havde også været undskyldningen som hun en aften gik ind i køkkenet, hvor mad var ved at blive forberedt, og diskret fik liret et par dråber hun tidligere havde anskaffet fra det savl der havde været om munden på en nyligt død. Ikke desto mindre fik hun sneget dråberne på et par af køkkenfolkene inden hun gik tilbage op til Thomas. Aftensmaden var fortrinlig, og vinen en glimrende undskyldning for hendes muntre humør denne aften, idet hun affejede en tjener fra at hælde mere vin i husbondens glas; hun ville selv. Under megen småsnalret småflirten fik hun Thomas' blik væk fra glasset over til et maleri. Igen kom den lille flakon frem fra skørtets folder og fik de sidste dråber ned i vinen. Forhåbentligt ville der være nok smitte deri til at kunne tage livet af ham, ellers kunne tjenestefolkene altid hjælpe lidt på vej. 

Muntre gik de op til sovekammeret, hvor Ethel for en gangs skyld lod ham dele seng med hende, lod ham 'hygge' som han krævede det i ny og næ, inden han udmattet af alkohol og tømt for energi faldt i søvn.
Hun lå på siden med et lidt sælsomt smil dansende på læberne. " Hvil godt 'min egen'.. " Lød det i en dæmpet hvisken, inden hun vendte sig om i sengen, og med ryggen til ham, selv gik til ro.

Et par dage senere viste Thomas de første tegn på sygdommen, og inden der var gået knapt en uge, kunne det fra Quinceys husholdning lyde i en officiel og sørgmodig besked, meddeles til alle venner, samarbejdspartnere og andre noble, at Thomas J. Quincey ikke længere var iblandt dem.

Som Etheldred lod beskeden gå ud i offentligheden, så hun ud af vinduet over byen, overvejende om hun kunne spille rollen som en sørgmodig enke til fulde. Og om de andre noble, såvel som på hendes arbejde ville finde mistænksomhed ved hele situationen eller bare tage det som et hændeligt uheld..


Den tid den sorg..