Bimlende klokkespil lød fra templet, som om det kunne overdøve de sygdomsplagede borgere.
Celyon stod ved en bjælke, med armene lagt over kors og betragtede de syge med let rynket næse. Grundet al dårligdommen der havde været rundt i hovedstaden havde et eller andet 'geni' kommet med idéen om at overdøve lugten af sygdom og døende hud, med lugten af essens fra diverse røgelsespinde, en lugt der næsten stank lige å meget som sygdommen hvis man spurgte den unge halvdæmon der ikke var videre begejstret over noget af det.
Hun skubbede sig ud fra sin bjælke og gik hen til en syg der lå nær lysene, her satte hun sig på huk og betragtede den syge unge mand. Bumserne fyldte hans ansigt lige så meget som bylderne pesten medbragte.
Med en nærmest forstyrrende ro greb hun ud efter et lys, og lod den varme voks dryppe ned på fyrens ansigt, efter at have sikret sig at der ikke var nogen præster eller præstinder i nærheden i Isaris tempel. 'Beskytteren'.. Som nogen kaldte gudinden.. Jo hun kunne godt se hvor meget den ih så store gudinde beskyttede folket nu. Hvor man rent faktisk havde brug for hende.  Istedet var det præsterne, præstinderne og ikke mindst lærlingene som hende selv og hendes søskende der i sin tid var afleveret på templets trin af deres mor, folk som dem der tog sig af de syge.
I starten havde det været en meget velkommen afledning og aflastning fra den sædvanlige undervisning og lære, for ikke at mindst at snakke om pligterne.
Men som pesten tog over og gik helt ud af kontrol og folkemængden der vr kommet strømmende havde været kaotisk. Var det ganske simpelt begyndt at kede hende.
Hjælpe her og der og alle vegne til ingen verdens nytte. Blive siddende i byen hvor der istedet var en hel verden hun kunne udforske, fyre hun kunne flirte med, ting hun kunne opdage.
En klagende sukken flød fra hendes læber, som hun lod lysets flamme komme tættere på den døende som han lå der, helt overladt til sig selv.. Endnu en voksdråbe faldt ned og ramte ham på en højspændt byld der  kort tid efter revnede med en tyk grønlig substans. Det stank modbydeligt og havde nær fået hende til at kaste op ud over ham hvis ikke det var fordi han i et nu åbnede sine øjne brat ved smerten fra bylden.
En kvækkende lyd lød fra hans strube.
" Hvad var det..?" Et næsten mildt udtryk faldt over hendes ansigt som hun lænede sig tættere på for ligesom at høre hvad han havde at sige i sine sidste øjeblikke. " Hvad jeg har gang i? Jeg tænder lys, Det er da let nok at se.. " Hun nikkede kort over imod rækken af lys. '' Og du... Er døende.. tro ikke at gudinden vil komme og redde dig nu. ''
Han virkede forvirret, løftede en rystende hånd for at gribe ud efter hendes uniform, men måtte opgive halvvejs i bevægelsen." Se kræfterne er allerede taget, det eneste der mangler er luften. " Et smil gled over hendes læber. Hun kunne ikke lade være. Aldrig havde hun haft en tro på gudinden akkurat som gudinden nok heller ikke ligefrem havde en tro på hende.
Endnu et par voksdråber gled ned på hans ansigt som han dæmpet forsøgte at undgå i langsomme bevægelser der kun hørte alvorligt syge og døende til.
" Bare rolig, Kile kommer snart også bliver du til aske sammen med flere andre, så hvorfor ikke  bare brænde nu..? " Smilet blev en anelse bredere mens fyren sendte hende et nærmest vantro blik der langsomt svømmede over idet hans lunger stoppede med at fungere.
Hun rejste sig og holdt lyset i sin hånd, skævende rundt.
Et familært ansigt kom til syne fra en dør, ivrigt fik hun viklet halen ud af uniformens folder og fik på den måde sin ønskede opmærksomhed fra hendes tvillingesøster der ophidset løb hen til hende. " Priorinden vil s..."  Celeste stoppede op i sin talestrøm, og greb om sin arm ved synet af den døde unge mands tomme blik ud i luften " Han var sådan da jeg fandt ham... Du ved at lysene skal forblive tændt og der skal være nok til de håbefulde..  Jeg tabte et lys og der lå han.. " Lød det til hendes forsvar selvom Celeste godt kendte Celyon nok til at vide at det var en løgn på den ene eller anden måde.
" Jeg skal nok finde en præst eller præstinde der kan hjælpe med at fjerne ham.. "
Lød det inden Celyon afbrød sin søster. " Hvad vil gimpen nu..? Tappe mere blod..? Er det hvor du har været hele tiden? " Hun kunne ikke lade være med at være en smule forarget. De var begge gule og blå af de nærmest daglige tapninger der blev taget, 'for at udvikle medicin' som der blev brugt til undskyldning.
" Jeg vil ikke mere.. Cele, vi lever.. jeg ved godt at vi skylder templet vores liv, men lad nu være med at lade det være så bogtaveligt.. "
Hun holdt sin få minutter yngre søster tæt ind til sig, som kunne hun beskytte hende imod alverdens skavanker. " Jeg stikker af... I dag eller aften, men mere blod får de ikke ud af mig.."
En grimasse gled over hendes ansigt da hun åbnede øjnene og så en præstinde nærme sig, tydeligt at hun havde overhørt den lille samtale mellem de to søstre. " Jeg mener det.. Ikke mere blod.." Lød det som hun holdt sin søster bag sig og den flammende hale mellem sig selv og præstinden.
En hånd rakte ud efter hende mens begge tvillingerne pludselig forsvandt i en blå røgsky lidt væk hvor Celyon gav Celeste et sidste kram. " Pas godt på Rubio for mig  Cele... Jeg skal nok komme efter jer igen.."
Dette ville være den sidste sætning Celeste hørte fra sin tvillingesøster, inden denne igen forsvandt i en røgsky dukkede og nogle meter væk og forsvandt igen, det sidste glimt hun fik var den flammende hale ovre nær dørene også var Celyon forsvundet.

Ude på gaden var Celyon ikke sen til at sætte i løb, nu gjaldt det om at finde ud fra byen før byvagten blev sendt på nakken af hende. Hun ville for alt i verden hverken tilbage til templet eller skulle tvinges ind på Tywing skolen, som hun havde hørt så meget om fra både præstinder og forældreløse unge.
Nej, hun ville finde en måde at komme ud for byens porte, ud i friheden.