At skulle krydse en lukket grænse var slet ikke noget Neio først havde forberedt sig på da han tog turen til Elverly, slet ikke. Det havde ikke strejfet ham en tanke på noget tidspunkt - dog kunne han med det samme forstå det da han hørte grunden. Han havde godt selv hørt om pesten som var brudt ud i landet men havde ikke været tæt nok på nogen eller noget for selv at være blevet ramt, hvilket egentlig kun glædede ham. Han havde ikke den vildeste trang til at stille træskoende endnu så pesten måtte han undgrå - dog skulle han stadig ind i Elverly før hans rejse kunne begynde og det var noget han så meget frem til så ind skulle han.
At forklæde sig som en busk var den første idé han havde fået - pyntet sig rigtig fint med grene og blade, endda med detaljer som enkelte bær. Men eftersom han havde haft en busk gnaskende hjort i hælende de første par hundrede meter mod sit indbrydnings punkt til Elverly havde han droppet den opgave. Det var desuden gået op for ham at han slet ikke lignede en rigtig busk. Og det havde sat ham i tænke boks endnu engang.

Længe havde han siddet med blikket fast mod sit mål. Elverly og havde så endelig besluttet sig for bare at tage den på et helt stille og roligt niveau og var rejst sig fra sin plet i skovbunden og trådt mod stedet, over den såkaldte lukkede grænse med højt løftet hoved, en hjerte banken der ikke ville forsvinde for bare nerver. Han havde ikke lyst til at blive anhold for ulovlig indtrængen eller bortvist for evigt eller fanget eller mistænkt for at være spion eller bære af pest. Den hjerne kapacitet han havde troet det ville kræve ham at komme ind på den anden side til Elverly var slet ikke så krævende alligevel. Han var inde og det havde krævet ham at bevæge sine ben og gå - ikke vække opsigt eller virke mystisk på nogen måde. Men på den anden side havde der heller ikke været voldsomt mange der kunne lægge øjne på hans indtrængen - han var alene, medmindre der lå folk på lur han ikke havde fået øje på. Tanken fik hans mave til at slå knuder på sig selv og med et betuttet udtryk var han skyndt sig videre afsted for at finde en sjæl han kunne spørge om vej for at finde Caelon.

Det var ikke fordi der ikke var nogle han kunne spørge om vej da han endelig nåede frem til et sted med levende væsner og ikke bare træer. Han mistænkte dog at det var hans egen skyld, at han evt. var gået en alt for lang omvej gennem Lindeskoven, gået mere i ring end lige ud. Stedsans var trods alt ikke hvad Neio var den heldige ejer af - ikke steder han normalt ikke opholdt sig.
Efter at have fået en utrolig nøjagtig vej beskrivelse af en venlig sjæl på sin vej stod han nu med blikket rettet mod, noget han aldrig i sit liv havde forestillet sig han skulle se. Hytter i masse vis i træer, med broer. Han stod helt måbende før han lod sin hånd rode sig lidt halv forvirret i håret og tog et par skridt nærmere det vidunder der var foran ham. Elverly var indtil videre noget af det flotteste han længe havde set og det på trods af at han egentlig ikke havde været her voldsomt længe endnu, normalt var det skoven han opholdt sig i og havde som sådan ikke rigtig været helt på tæt hold af hvad Elverly egentlig havde at byde på. Men nu var han her og manglede kun at finde Caelon som formentlig skulle bo i en af de mange hytter her.

Han tog en dyb indånding og gik igang med sin søgen. Hvor præcis han boede vidste han jo ikke så han måtte vel bare banke på hver en dør og spørge, blive skuffet eller positivt overrasket over de ansigter der viste sig i dørene.
De første 2 døre var hvert fald ikke rigtige og det fornemmede han allerede inden der blev åbnet så hurtigt var han væk igen. Måske ikke det venligste at gøre, sådan at banke på og smutte igen. Det var dog ikke noget han tænkte videre over. 3 hytte havde han heldet med sig og han fik et hint til hvor han skulle gå hen - nærmere en præcis vej til hvilken hytte han skulle opsøge så det var hvad han gjorde. Kort efter sin oplevelses fulde tur hen over en bro stod han ved hytten han havde fået anvist og bankede på. Krydsede sine fingre for at han ikke var gået forgæves. Han kunne jo være ude eller sove eller måske i værste fald være død.. men han tvivlede, elvere var sådan nogle gamle nogle, de kunne ikke bare dø.

Grænserne var lukket og Caelon var i underskud af ingredienser og havde været det i et godt stykke tid. Det havde hjulpet da Kench var kommet forbi, men han havde brugt mindst ligeså mange ingredienser på at gøre hende rask igen. Hvis han ikke snart fik noget nyt, så måtte han opgive at eksperimentere. Han var faktisk helt opgivende, og sad i sin lænestol og fundererede over tingene. Det var svært at få nogen ind og ud af Lindeskoven, nu når grænserne var lukket, og han havde ikke selv lyst til at bevæge sig væk fra Elverly. Både pga. pesten, men også pga. hans mindre optimale krop.

Han havde egentlig fortrængt alt om vædderen han havde mødt for et par måneder siden i Lindeskoven. Hvis nogen havde pointerede at han havde snakket med en halv vædder, ville han egentlig bare have stirret på og rystet på hovedet, for det havde han da ikke. I hvert fald ikke nogen af betydning. Men dog var han af mere betydning end Caelon havde regnet med.

Det var ikke unormalt at nogen kom og bankede på for tiden, så da han hørte banken, gik han over og åbnede døren og gøs lige med det samme da den kolde luft ramte ham. Hans egen hytte var selv utrolig varm, så han kunne slet ikke klare kulden udenfor. Han var noget overrasket over at se vædderen udenfor, og der gik da også et øjeblik, inden et navn blev sat på ansigtet. "Kom ind," sagde han rimelig overrasket, og trådte til siden så Neio kunne komme indenfor. Han havde sendt ham ud for at hente drageskæl. Hvad i alverden lavede han her nu? Havde han fået fat i det?

Han bed sig i læben og lod blikket bore hul i døren mens han ventede i spænding om døren ville gå op. Dog hørte han lidt efter lyde på den anden side og et smil voksede omkring hans læber. Så kunne han kun håbe at han havde banket på det rigtige sted, nogen var der hvert fald hjemme. Om Caelon havde glemt alt om ham eller ej var ikke noget Neio lagde mange tanker i, om ikke andet kunne han vel kun blive positivt overrakset over at Neio rent faktisk havde skaffet det drageskæl som tidligere var nævnt.

Da døren gik op foldede han sine hænder bag sin ryg og lod blikket søge op mod elverens ansigt. Sandt nok, det var Caelon som åbnede. Neio kunne kort ikke helt lade være med at smile. " God.. " han lod kort blikket tage sig en tur omkring sig også mod himlen før det igen landede mod elveren foran sig. " godaften.. Caelon " sagde han så kort, med et smil selvfølgelig. Det havde været en lang process at finde hytten, så lang at Neio slet ikke havde opdaget at dagen egentlig var ved at være gået. Han nikkede kort en enkelt gang før han trådte med indenfor. Varmere end udenfor det var noget af det første han bemærkede, måske endda næsten for varmt - men Neio var også glad for kulde så det var nok der den lå. " Jo tak, mange tak.. Håber det er iorden jeg sådan kommer dumpende " sagde han så efter et øjeblik at have betragtet rummet han var trådt ind i. " Mistænker dig stadig for at være adelig eller anden form for virkelig vigtig person - især nu.. at bo sådan et sted.. wauw.." sagde han så med et kort lille grin men bed sig så kort i læben for lige at kunne tie stille et par sekunder, hans blik gled igen tilbage mod Caelon som sikkert var undrende over hvad Neio overhovedet lavede her.

Caelon var mest af alt så overrasket at han følte han havde lidt svært ved at finde på en ordentlig ting at sige til vædderen. Han havde ikke forventet at se ham nogensinde igen, men han havde sagt at hvis han fik fat i noget drageskæl, så måtte han godt komme tilbage med det. Men nej, det kunne han da ikke have gjort. I hvert fald ikke ifølge Caelon.

"Det kommer da helt an på hvorfor du er her," svarede han og lukkede døren, og lagde sine arme over kors. Der var nok en anelse for varmt i hytten for de fleste, men det passede til elveren der boede her. De meste af hytten var fyldt med bøger og små flasker med væske i. Der var ikke specielt mange steder at sidde. "Jeg regner dog stærkt med at du er fordi du har fået fat i noget drageskæl?" spurgte han. For hvis Neio ikke havde det, så kunne han godt blive smidt ud igen. Hans humør var ikke det bedste lige nu grundet hans manglende ingredienser, så selvom Neio generelt opførte sig nogenlunde, så var Caelon ikke rigtig i humør til en masse spørgsmål.

Neio var stille et øjeblik mens han overvejede det hele en smule men lod så blikket glide over Caelon. Hm. Han havde nær glemt elveren attitude til.. alting. Men han havde da alligevel ikke helt glemt hvem Neio var, hvilket måske et eller andet sted gjorde ham en lille smule glad. Han rystede så bare kort på hovedet med et lille smil før han klappede lidt på sine lommer for at orintere sig om hvor det nu var han havde lagt det. " Ummhg.. det.. hmm.. det.. nej.. " mumlede han kort lidt men så efter at have ledt lidt i alle lommer fandt han endelig den lille pose hvori der var et fint og elegant drageskæl.

Han lod kort blikket betragte den lille pose i sin hånd nogle sekunder før Han rakte den lille pose frem mod Caelon med et lille smil om læben. " Nemlig.. " sagde han først kort med et enkelt nik men fortsatte så " Selvom de måske ikke regnede med det, sååe.. " sagde han så bare med et lille grin og trak kort en enkelt gang på den ene skulder. Neio var selv ret stolt over rent faktisk at have skaffet det - selvom han fik hjælp fra Azia. Det havde været noget af en tur sådan at skulle finde frem til hvor der rent faktisk var drager. Han tvivlede på at han nogensinde ville have kunne skaffe det hvis det ikke var fordi der var stalde med drager på Krystalpaladset, at finde en fri drage og nakke skæl fra ville sikkert have været end i stegt vædder hvis ikke han bare var blevet slugt hel. Han rynkede kort næsen ved tanken men rettede sig så op.

Caelon hævede et øjenbryn af Neio, mens han stod og tydeligvis havde store problemer med at finde drageskællet. Havde han det overhoved, eller havde han bare bildt sig selv ind at han havde det? Elveren ville nok blive noget frustreret hvis Neio faktisk ikke havde drageskællet, heldigvis var det ikke nødvendigt at tage stilling til, da vædderen snart gav ham en pose.

Han åbnede posen og var noget forundret over at se drageskællet i den. Hvordan i alverden havde halvdyret fået fat i noget så kostbart. "Hvordan gjorde du det?" spurgte han endelig, fordi han måtte vide det. At få fat i drageskæl var ikke ligefrem det nemmeste at gøre i hele verdenen. Altså Caelon havde hørt om et par stykker der havde fået sig selv dræbt fordi de ville have fat i det til ham, fordi de troede det var nemmere end som så. Og alligevel havde denne her vædder gjort det.

Neio lod sit blik hvile på Caelon, mest for at tyde hans reaktion på at han rent faktisk havde drageskæl med. Selvom det var svært så formåede han at være stille i al den tid Caelon var stille. Det var hårdt med alle de spørgsmål der boblede rundt i hans krop, men han holdt ud - han måtte hellere skåne den stakkels elver for en talestrøm uden lige. Han var trods alt i Caelons hjem og det måtte man vel respektere en smule.

" Ummhg.. tjaa.. " sagde han så bare kort lidt før han kort rodede sig lidt i håret. Et øjeblik overvejede han om han skulle finde på en eller anden dramatisk historie at fyre af, bare for at få det hele til at lyde endnu mere sejt end han allerede synes det var. " Sørgede hvert fald bare for ikke at blive stegt.. " endte han så kort med bare at sige før han lod blikket lidt overvejende glide rundt i Caelons hjem. Her var ret sejt. Egentlig. " Ej, mmh.. Kan desværre ikke fortælle en vild historie om hvordan jeg flygtede fra en drage og nær var blevet flamberet i et sørgeligt forsøg på at skaffe dig drageskæl.. meeen tja.. fandt egentlig to ved hjælp fra en ven, men hun ville sælge det på markedspladsen mens jeg tog herhen med det her.. vi var et smut forbi krystalpaladset, som tilfældigvis havde drager " sagde han så med et kort lille smil men rettede sig så lidt op før han lod sine hænder dumper ned i sine lommer igen. " Så hvis du løber tør kan de roligt tilkalde mig, altid til tjeneste " sagde han så kort med en honnør bevægelse men sendte så bare Caelon et skævt smil. Neio ville ikke sige nej til endnu en af sådan nogle oplevelser - dog kunne det være han ville tage skridtet videre spionere en rigtig drage - dog uden egentlig at ville komme på tæt hold med sådan et væsen. Store og skræmmende var det jo sådan set stadig, på trods af deres smukke og elegante, fascinerende eksistens.

Caelon ventede roligt på at Neio forklarede hvordan det skete. Uden egentlig at forklare hvordan han egentlig fik fat i det, men måse var det bedre ikke at skubbe for detaljer. Neio kunne udentvivl sagtens komme med en lang og farefuld fortælling om hvordan det skete, og egentlig kunne Caelon nok ikke rigtig overskue at høre sådan en fortælling, selvom han ikke fandt Neio ligeså irriterende denne her gang, som han havde fundet ham sidste gang de mødtes.

"Det skal jeg huske på. Hvad blev vi enige om at betalingen var?" spurgte han med et lille smil på hans læber. De havde snakket om krystaller sidste gang, men han vidste ikke om at Neio havde ændret mening om hvad hans betaling skulle være, for Caelon havde da ikke noget imod at betale for servicen.

Det tog Neio et par sekunder før det gik op for ham han faktisk ikke kunne huske hvad Caleon havde sagt han ville give for det dersens drageskæl. Det fik så egentlig bare Neio til kort lidt halv kejtet at rode sig i håret. " mmh.. det kan jeg faktisk, ærligt ikke helt huske " sagde han så bare lidt med en kort rysten på hovedet og et lille smil om læberne. Dog tænkte han at lidt andre ville være for lidt når man ingenting havde. Dog havde han jo sådan set planer med Azia om at rejse ud i verden så en ærlig pris for skællet havde han nu heller ikke noget imod, dog ville han heller ikke berøve den kære elver uden egentlig at vide hvor meget sådan noget var værd.

" Hvis vi overhovedet blev enige om noget.." tilføjede han så alligevel lige kort og prikkede et par gange med sin finger, tænkende mod sin hage. Hans smil voksede så bare få sekunder efter, og hans blik røg hen på Caelon. " Du den kloge der har forstand på sådan noget " sagde han så lidt med et lille grin. Caelon havde vel betalt for sådan noget før så han vidste vel hvad han sådan plus minus plejede at gi. Men der kunne selvfølgelig også være forskal på skællet, hvilken slags drage det kom fra, om det havde en betydning. Tja, det vidste Neio heller ikke noget om. Jo mere han tænkte over tingene jo mere mut blev hans ansigt. Det gik nemlig efterhånden op for ham hvor lidt han i virkeligheden vidste, sørgeligt men sandt. Han måtte skubbe det ud af hovedet, han var jo trods alt igang med at lære mere hele tiden.

Selvfølgelig ville vædderen ikke kunne huske sådan nogle detaljer, men Caelon kunne nu godt huske at det havde været et par jader. Han studerede skællet. Han kunne sagtens tage røven på vædderen, men hvis han nogensinde fandt ud af det, så ville han jo ikke bare kunne få drageskæl af ham, så hellere være oprigtig og betale hvad man skulle for ingredienser. Så han valgte at studerer drageskællet en smule, før det var tilbage ned i posen med det, og han gik over og lagde det i nærheden af nogle andre ingredienser, før han fandt sin pung frem.

"Er 2 jadestykker nok?" spurgte han og kiggede på Neio. Det var stadig en rimelig pris, hvis ikke lige i underkanten, men nu havde han heller ikke regnet med at skulle til at punge ud til drageskæl i dag, men sådan var det jo når man sendte nogen afsted på sådan nogle eventyr.