Der var gået hele tre år med Bahadur Azads færden rundt i landet. Han havde været i Dragorn, hovedstaden, Medanien, ja sågar i Norden, hvor han hurtigt var taget væk igen. Han brød sig ikke det mindste om kulden deroppe. Men han var næsten en ny mand nu, havde oplevet mange kulturer, og havde endda fået en erstatning for sin højre hånd. En form for kuppel, der formede sig rundt om armstumpen, der var blevet brændt fast, til stort, stort ubehag, men med en god klinge, der af på-og aftagelig. Dværgekundskab var ikke noget at brokke sig over. Og det var skam også tydeligt, at metallet var skabt af dværge, det var tungt stål med et par få dværgeruner. Han havde fået den efter at have hjulpet dværgene mod en mindre ork-invasion. Senere havde han hørt om Dragorns fald mod mørket, men han vidste, at han ikke kunne hjælpe, og havde valgt at vende ryggen til, fordi han havde været i Medanien da nyheden var kommet. Det var ikke behageligt at tænke på, men Azad havde sit eget folk at bekymre sig om nu.

Derfor havde han valgt at tage tilbage. Det, og så fordi han stadig godt kunne slås, især med sin nye "hånd". Han havde brugt den mange gange nu, og havde endda tilvænnet sig et liv hvor han var nødt til at bruge venstre hånd til alt det andet.
Dog var han stadig ikke spor vant til, at sejle med båd, så hele turen havde han spenderet ved rælingen på det mindre handelsskib. De havde lagt for anker længere væk fra øen, og Azad havde fået hjælpe af én af sømændene, med at komme til selve stranden i en mindre jolle. Da først Azad mærkede vådt sand under sine bare fødder, sukkede han lettet, og begyndte at traske mod sit hjem. Han stoppede dog op, da han kunne se nogle folk længere borte på stranden, og kiggede imod dem, parat i tilfælde af, at det skulle være fremmede.

Årerne havde været hårde for Raja. Hun havde været vant til altid at have en at sove med, og aldrig være alene, med mindre hun ønskede det. At bo alene, var noget hun i hvert fald havde haft brug for at vænne sig til, men stadig havde hun nætter hvor hun dårligt sov, fordi hun savnede et par varme arme om sig. Heldigvis var der også andre nætter hvor en af de andre mænd i stammen ikke havde haft noget imod at holde hende tæt, for at få hende til at glemme den ensomhed der var, nu når hun ikke havde hendes mand med sig mere. Men hun var sikker på at han ville komme tilbage.

Hun var nede på stranden sammen med nogle af de andre krigere. De gik jævnligt ture på stranden, for ikke at blive alt for overrasket hvis der kom både til øen. Heldigvis havde de fleste både der kom herud været venlig, siden den sidste invasion for tre år siden, men man kunne aldrig være sikker. En af de andre påpegede en mand der stod længere nede på stranden, hvilket de da også begyndte at gå imod.

Hun kom noget tættere på manden, før det gik op for hende hvem det var der stod. Det kunne kun være ham, kunne det ikke? Ingen andre i deres stamme havde de samme slags tatoveringer og selv fra hvor hun stod, kunne hun se de lidt for velkendte tatoveringer. Det tog næsten pusten fra hende. Hun kunne heller ikke lade vær med at sætte farten op, for derefter at begynde at løbe mod Azad. Hun stoppede op et par meter fra ham og kiggede forundret på ham. "Azad?" sagde hun, og trak vejret lidt hurtigt, og hun kunne også høre hvordan blodet pumpede rundt i hendes krop.

Først da én af folkene begyndte at gå mod ham, begyndte han at kunne ane kvindelige former. Som hun kom tættere på, genkendte han Raja. Hans elskede mage. Sjovt nok, følte han, en galloperen for brystet, og det brusede nærmest i ørerne, som han så hende komme løbende. Han var for overrasket til, at smile i starten, men da hun sagde hans navn, røg der et skævt smil frem, og han trådte tættere på hende. "Raja," startede han, konstaterende, før han sendte hende et varmt blik. "Min elskede," lød det kort efter, noget mere dybtfølt.

Og så var der ikke mere kontrol da han lukkede distancen komplet og trak hende ind til sig i en stærk omfavnelse med sin venstre arm. Den anden lod han bare hænge og dingle, fordi klingen var skruet på. Han ville jo ikke ende med, at skære sin udkårne i stykker, bare fordi han gerne ville være tæt på hende. "Jeg er tilbage nu.. Og jeg har savnet dig.. Meget," mumlede han roligt, afslappet, næsten lettet over, at se hende igen. Hun var her, og der var intet sket med hende. Det var vigtigt for ham.

Topalis kvinden vidste ikke hvad hun skulle gøre med sig selv. Hun havde savnet ham så forfærdeligt meget med hele sit hjerte. Hver eneste dag bare ventet på at han ville komme tilbage. Hun lod ham omfavne hende og kunne da heller ikke stoppe sig selv fra at lægge hendes arme om manden. "Azad," hviskede hun blot tilbage og tog en dyb indånding. Han var virkelig hjemme nu.

Efter et par øjeblikke, trak hun sig dog lidt tilbage for at se på ham, og det var da også der at hun blev ramt af en hvis irritation, nu når hun endelig havde følt ham igen, lugtet ham. Han havde været væk meget længere end han havde givet udtryk for at han ville, så Raja trak en hånd til sig og fyrede så en knytnæve lige op i ansigtet på sin udkårne. "Du har været væk i 3 år, Azad!" udbrød hun så. Det var ikke første gang at han var blevet udsat for hendes temperament, men det gjorde det nok aldrig sjovere at blive udsat for det. For Raja selv var det egentlig heller ikke sjovt, men hun var lidt frustreret over at være blevet efterladt i så lang.

Det var en god omfavnelse, og at høre Raja hviske hans navn gjorde ham kun mere glad. Han strammede grebet lidt og kyssede hende blidt på siden af halsen, før hun trak sig fri, og han så det komme før hun gjorde det. Hendes ansigt forrådte hende. Han vidste godt, at nu skulle han nok tage imod en hvis mængde af vrede.
Derfor valgte han, ikke at undgå slaget. Det ramte ham lige på kæben, og fik ham til at træde et enkelt skridt tilbage, før han igen stod rank over for hende. Hun var vred, og det forstod han godt. Han havde været væk i lang tid, og han ville hellere end gerne tage imod hendes vrede og så senere lægge det bag sig, og være lykkelig med hende igen. Han forstod det fuldstændig, og derfor falmede hans smil også til en alvorlig mine, da hans venstre hånd knyttedes. Han ville ikke lægge hånd på hende, men hendes slag havde da gjort lidt ondt, og han kunne ikke undgå at bide lidt sammen i kæberne.

"Jeg ved det. Og det er jeg ked af, men jeg havde brug for, at gøre det," forklarede han, uden at undskylde sig med dybtfølte tragiske tårer. Han stod der bare, som en mand, og tog imod sin mages vrede. Sådan gjorde man bare her i stammen. Sådan var reglerne. En mand blev vred, råbte af sin mage, en kvinde blev vred råbte af sin mage. Og nogle gange var der altså også bare lidt vold indblandet. Og sådan var det bare. Han ventede derfor tavs, og kiggede på hende med et alvorligt blik. Der var sikkert mere vrede derinde i hendes smukke krop.

Raja knyttede hendes næver. Den næsten manglende reaktion gjorde hende egentlig bare med frustreret. Måske havde hun bare brug for en god slåskamp, selv hvis hun tabte. Hun havde bare brug for noget, og det noget fik hun ikke ligefrem af sin mand lige nu. Så vreden boblede bare videre inden i hende, selvom hun samtidig havde behov for at blive omfavnet, men det havde de forhåbentlig alt tid i hele verdenen til, nu når han endelig var hjemme.

"Jeg ved du havde brug for at gøre det, hvorfor ville jeg ellers lade dig rejse i det hele taget, men tre år er mange år at vente," råbte hun næsten af ham og skubbede til ham i ren og skær frustration. "Tre år, hvor jeg bare har ventet og ventet, uden et eneste tegn fra dig om du var i live. Før eller siden begynder de andre at forslå at jeg måske skulle finde en anden!" Problemet var især at hun ikke havde vidst noget om Azads tilstand. Han kunne være død og hun ville aldrig have fået det at vide.

Hendes udtryk blev bestemt ikke bedre. Hvad ville hun have? At han slog hende. Azad brød sig ikke om at slå sin mage, sådan var det jo bare. Men hvis hun gerne ville have igen, måtte han vel hellere komme i gang. Han ventede dog til hun lagde sine hænder på ham igen, mens hun skældte ud. Han lod sig skubbe, men rokkede sig ikke en meter. I stedet tog han fat i hendes hånd med sin venstre og trak hende behændigt ind til sig igen. "De andre kan foreslå hvad de vil. Jeg er her nu, og hvis der er nogen, der har forsøgt sig, får de med mig at bestille," fortalte han roligt. Han havde altid været den rolige. Men hans kropssprog var lidt mere anspændt lige nu, hvor han egentlig stod med en morderisk stor klinge fastspændt på højre arm. Han holdt den med vilje lidt væk fra hende, mens han holdt hende fast ind til sig.

"Hvis du har brug for at slås mere, vil jeg gerne have lov til at fjerne min klinge først," forklarede han, mens han gav slip på hende. Han fik hurtigt trukket klingen af sin "hånd" og lod den dumpe til jorden. Han havde ikke lyst til at skære hende i stykker, selv hvis hun gerne ville slås lige nu og her. Da klingen først var væk, stod han klar i tilfælde af, at hun skulle gøre mere.

Det varmede hende hjerte at høre det fra manden hun elskede højest i denne her verden, ikke at hun tvivlede. Det var da også derfor at ingen seriøst havde forsøgt sig med Raja endnu, også fordi de vidste hvor loyal hun var også Azad. Der var dog også nogen der ikke var ligeså glade for ideen om et åbent ægteskab, som fungerede for Raja og Azad, og Raja ville nok aldrig kunne holde sig til monogami. Hun var for meget af en flirt.
Men selvom det varmede hendes hjerte, var det ikke nok til at få hendes vrede til at forsvinde. Nej, hun havde behov for at slå og sparke noget, og nok i sidste ende få sparket røven af Azad, men det var bedre end at forsætte med at være vred.

Selvom hun lagde mærke til den besynderlige hånd, sagde hun ikke noget til det, da hun godt var klar over at ingen af dem havde lyst til at skade hinanden seriøst, selvom hendes tidligere slag nok godt kunne efterlade et blåt mærke. Hun pillede selv sine knive ud af deres hylstre og dumpede dem på stranden ved siden af Azads klinge. Derefter begyndte hun at slå ud efter Azad. I mange år havde det her været den eneste måde for hende at få hendes frustrationer ud.

Ord var der ikke behov for. For nu var der kun Azad, som den rolige klippe, han altid havde været, og så Raja, der var et stormvejr af vrede. Han ventede, og lod hende tage sine knive af. De landede ved siden af hans større klinge, før hun begyndte at slå ud efter ham. De fleste slag ramte ham i brystkassen, der dog var ret hård, efter hans voldsomme træningsregime. Han lod hende slå et par gange, før han greb hendes næve, og førte hendes anden næve væk med armen. Det var ikke så meget slås som brydning for Azad. Han ville ikke slå på hende. Så var det bedre, at få hende lagt i jorden, men det var nok bedst ikke, at gøre det endnu.

I stedet gav han slip, og lod hende få lov at afreagere lidt mere, før han trumlede igennem hendes slag, og gjorde et forsøg på, at tackle hende til jorden, præcis som hun havde gjort det ved ham dengang de var børn. "Så er det vidst også nok.. Nu vil jeg have min mage, på den rigtige måde, Raja," Han håbede lidt, at de måske kunne tage noget af vreden over i en anden... Ting, de kunne gøre, lige nu og her. Azad behøvede ikke et telt, for at være en mand, der var sammen med sin mage. Desuden virkede det bare bedre at gøre det her. På stranden. I de sidste af solens stråler. Det kunne være dejligt, efter så lang tid væk fra Topalis.

Raja havde næsten lyst til at græde, men det var noget hun sjældent gjorde, så selvom hun havde lyst til at gå det af vrede og lettelse, kunne hun ikke. Slagene var også ved at aftage i styrke og selvom hun stadig så vred ud, var der noget andet bag hendes øjne, lettelse.... og lyst.

Hun blev tacklet til jorden, hvilket aldrig var en helt rar ting, men heldigvis var sandet blødt, og hun kunne mærke den stærke krop mod sig. Hvis enhver anden havde prøvet at få hende til at stoppe med at være vred på denne her måde, havde de bare fået endnu et slag, men ikke Azad, nej han var speciel. "Så må du tage mig, på den rigtige måde," hviskede Raja og siden hendes arme var frie løftede hun dem op og lagde sine hænder mod hans kinder, og mærkede den møke hud under hendes fingre.