//Natten som slaget om Hovedstaden ender...

Det havde aldrig været en mulighed for Maralinda at hun kunne blive begravet under en bygning. Det havde aldrig været en mulighed for hende at mærke sten efter sten falde ned over hende og knuse den krop, som var den eneste hun nogensinde havde kendt. Det havde aldrig været en mulighed for hende at hun kunne miste den krop hun for aå mange år siden var blevet født i.
Det var dog hvad var sket under angrebet på hovedstaden.
Intet havde forberedt hende på fornemmelsen af smerte på den måde. Intet havde forberedt hende på fornemmelsen af livet der forlod kroppen for hver sten der ramte den, for hver anstrengt vejrtrækning og intet havde forberedt hende på at mærke kroppen dø fr hende uden at hun kunne forhindre den i det på nogen måde. Magtesløsheden var overvældende og uvant. Så meget at hun blev i kroppen til stilheden havde lagt sig i verden omkring hende og den sidste støj fra kamp var forstummet. Ingen havde rørt den sammenstyrtede bygning. Ingen ville.
Langsomt og tøvende løsnede Maralinda sin essens fra den døende krop. Smerten var synderivende på en helt anden måde end den indfarende død og den forgående kvæstelse. Den rev i hende - hende - på en måde hun aldrig havde troet mulig. At tøve var dog at forlænge det så i stedet brød hun fri og tog det sidste livkræft med sig fra kroppen. Kræft hun havde brug for som hun svævede mellem murbrokkerne og ud i natten og den brændende by. Aldrig havde hun følt sig så sårbar eller skråbelig før. En tågedis af skygger mellem så mange andre.
Det var som om hun så verden påny. De jagende skygger af manglende lys og folk. De flygtende fra mørket og fra gaderne, de søgende efter håb, hvor meget lidt var at finde og de som havde fundet hvad de ikke ønskede at finde. Et synderevet sted fyldt med alverdens stærke følelser og hun kunne end ikke nyde det. Ikke som hun var nu - ikke før hun fandt sig en ny krop. En ny identitet. Så kunne hun nyde kaosset bagefter - eller rettere de følelser det skabte i folk.
"Mor?" En lille stemme i en gyde fangede Maralindas opmærksomhed og fik hende til at søge i den retning. "Mor? Hvor er du?" Fortabtheden og håbløsheden var så besnærende at hun svævede nærmere til den lille skikkelse der gik søgende mod bunden af gyden. Et barn lidt ældre end Maralinda havde forgivet at være før, men ganske anderledes af udseende. Perfekt. Pigen drejede sig tøvende som fornemmede hun at nogen holdt øje med hende, men fortsatte så forsigtigt fremefter da intet var at se. Uforsigtigt.
Maralinda samlede skyggerne om sig i en kappe, der skjulte hendes manglende form, før hun gled ud af gydens skygger. "Der er ingen her... Skulle I mødes?" Hun holdt sin stemme blød og dæmpet, som hun så pigen vende sig med et gispe og trække sig, før synet af den lille tildækkede skikkelse af en uforklarlig grund beroligede pigen. En følelse Maralinda øjeblikkeligt forstærkede. Hun var bestemt ingen trussel. Ikke af hvad den anden skulle vide. "Åh du forskrækkede mig! Men jo, nej... Jeg fulgte hendes spor her hen." Pigen åbnede hænderne og fremviste et garnnøgle af lysende tråd. Magi rullet op hvis ende forsvandt dybere ind i gyden. Til et lig sikkert, hvis det manglende svar var noget at tage efter, men det holdt Maralinda for sig selv. "Det var ikke min mening.. jeg hørte dig og håbede..." Hendes stemme tonede ud, som hun fulgte den anden dybere ind gyden til det var tydeligt hvor tråden endte - og det var intet kønt syn. Pigen slap den magiske tråd med et lille skrig og sank ned ved den tydeligt døde kvinde. Hvor fristende det end var undlod Maralinda at gøre andet end opsluge en smule af de følelser der slog mod hende fra pigen. Ingen tilbageholdenhed der. Befriende.
"Var hun alt du havde?" Følelsen af tab var så intens at hun dårligt behøvede den andens nikken til at få svar på det. Det fik hende dog til at fortsætte. "Jeg er også alene..."
Hun sagde ikke mere, men lod den anden om at tage det næste skridt. Alt hun gjorde var at dreje sig i skyggekappen og lade som om hun så uroligt mod gaden udenfor til en lille stemme brød stilheden. "Hvorfor er du her? Hvem er du?" Mistro var virkelig en frygtelig irriterende følelse der også var så altdominerende de her dage. Maralinda sukkede let og flyttede påtaget uroligt på sig. "Du virkede bare mindre farlig end alle andre derude... og jeg er Mara og du?" Det virkede til den anden godtog hendes forklaring - en følelse Maralinda selvfølgelig også understøttede og forstærkede. Nok til at få en accepterende nikkende. "Okey... og jeg er Emily."

Det tog en del snak fra Maralindas side før hun havde vundet Emilys tillid. Mere end hun burde have kunne vinde og langt hurtigere end det også burde være muligt, når hun kun var en tågedis med stemme klædt i skygger. Det hjalp at byen var hærget af røg fra brændende bygninger og at der stadig var så mange bevæbnede mænd og kvinder i gaderne. At manipulere et ungt, usikkert sind og vinde det over til at se en som en ven og allieret var også ganske overkommeligt. Det hjalp også at trætheden havde meldt sin ankomst hos den anden.
Maralinda fandt en kælder, hvor de kunne være i sikkerhed, mens Emily opsporede dem noget mad. Den anden sagde ikke det var stjålet, men den unge dæmon kunne mærke det i hendes sind at det var det - og at det ikke bekymrede den anden. Hun skjulte at hun ikke spiste og tilbød at tage den første vagt. Mere sikker følte ingen af dem kælderen var. Emily protesterede svagt, men kunne ikke modstå søvnens træk som Mara skubbede til den følelse.
Og i søvnen lå den unge piges sind åbent for Maralinda.
Blidt og forsigtigt gled hun ind i den andens sind og gjorde det til sit. Den anden var ingen udfordring og så første faren ved hvad der skete da det var for sent og Maralinda havde pakket hendes følelser sammen i en boble af tryghed. Det var en sær proces at skulle tage over på den måde, men nødvendigt. De kunne ikke være der begge... eller kunne de? Maralinda stoppede op i sin fremfærden og betragtede boblen hun havde lavet mentalt omkring den anden. Eftertænksomt samlede hun alt der var Emily sammen der og placerede det i et ubenyttet hjørne af sindet. Et svagt øjeblik af medfølelse ville nogen nok kalde det, men Maralinda kunne ikke helt få sig til at udslette pigen helt. Det virkede... forkert. Hvad var der lige sket med hende?
Maralinda testede den nye krop for helt at få kontrollen på plads, før end hun forlod kælderen og hovedstaden uden at se sig tilbage. Hun havde i den grad brug for nye omgivelser.

//Closed