Lyset var anderledes på bunden af havet. Presset kunne man vænne sig til - eller dø af - men lyset ville hun altid finde besynderligt og magisk. Aquarin havde ændret sig, naturligvis, men formåede stadig at være den samme. Havfolkenes samfund syntes ikke at have det samme stress som mange af de overfladelevende døgnfluer og byen var næsten som hun huskede den. Det var lidt en fordom at dæmoner typisk besatte mennesker, men Priscilla havde fundet at der alligevel var noget om det. Det var bare lettere.
Men hun havde naturligvis haft andre former over årene. To livstider havde hun boet blandt havfolket, spist deres mad, åndet det samme vand og selvom det kun var en niendedel af dæmonens liv, følte hun stadig en vis.. Sentimentalitet for den sunkne by.
Priscilla var en mere end bare habil svømmer, men nede på bunden af havet var hendes bare ben ganske utilstrækkelige og i forhold til havfolket sneglede hun sig ned af Aquarins gader. Hun var kun iført undertøj og hendes tatoveringer stod tydeligt frem, men folkene omkring hende syntes mere interesserede i det faktum at hun i det hele taget havde ben end hvad de var prydet med. Der var havfolk med evnen til at tage menneskelig form, men det var de færreste der brugte den så dybt under vandet. Vagterne havde næsten ikke ladet hende ind i byen, hvis ikke det var for at hun havde talt til dem. Hun vidste stadig ikke helt hvordan; havfolkenes sprog var en underlig kombination af kropssprog, mundaflæsning og lyde så fine at den menneskelige mund ikke kunne ytre dem og det menneskelige øre ikke kunne høre dem. Priscilla selv havde været nødt til at få sin rigmandsdatter under kniven så hun kunne besøge byen igen. Hendes seneste tatovering stod tydeligt frem, 3 sorte streger mod hendes hals der tillod hende at trække vejret.
Hendes langsommelige rejse bragte hende til sidst op til huset der var hendes destination. Næste gang skaffede hun sig også en hale. Hun svømmede ind gennem døråbningen til skrædderbutikken.

Dagen havde gået ekstremt langsomt. Der havde være absolut intet at lave og ingen inspiration for Tseenarh. Hvilket ogs var grunden til at hun nu lå henslynget over en chaiselong i hendes butik med en lille abacus som hun talte op med. Butikken var sunket hen i et mærke det blev brudt af en smugle lys fra vinduerne. Hele loftet var dækket i stoffer der var draperede og hængt i store buer. Rundt om i rummet stod giner med variationer af færdige og kun lige begyndte skabninger af beklædnings gentande.
Tseenarh lagde sit redskab fra sig og stirrede irriteret på en gine med en perlepragt der kunne ligne noget ud fra en kunstudstilling eller et cirkus. Sådan lå hun i godt og vel 15-20 minutter inden hun skubbede sig op og hun valsede hen til figuren og tog fat i en af de mange tråde der var fyldt med diverse størrelser af perler. Vendte sig om for at hente noget tråd, men hun blev mødt af en velkendt skikkelse. Hun lod perlekæde falde over sine skuldre og spredte armene ud med et strålende smil. "Kære! hvad skyldes æren?" spurgte hun og med nogle små bevægelser af sine fangearme bevægede hun sig tættere på sin gæst.

Priscilla brød ud i et bredt grin ved synet af veninden og hun tilbagelagde den sidste meter mellem dem med noget mindre ynde end havfruen. Det var frustrerende hvor klodset hun følte sig og hun skrev sig bag øret at se sig om efter en ny værtinde mens hun var dernede.
"Længe siden, søde." Svarede hun og hev den anden ind i en hurtig omfavnelse - eller det var i hvert fald intentionen, alting gik lidt langsommere under vandet. Hun lod sig drive lidt væk og så ned af sig selv med et sigende blik.
"Jeg synes jeg endnu engang står i din dør med absolut intet tøj på.." Latter var et spøjs ting under vandet, men Priscillas smil og glimtende øjne videregav cirka samme budskab.

Tseenarh gengældte omfavnelsen imens hendes skuldre rystede af hendes eget grin, men det var nok lidt mere over hvor kluntet Priscilla bevægede sig igennem vandet. Hun løftede hende lidt op i hænderne så hun var hævet fra gulvet og studerede hende lidt. Noget var nyt, det var sikkert endnu et kunstværk der prydede kvindens hud men Tseenarh kunne ikke helt sætte fingeren på det. "Ja du tigger jo næsten om at blive klædt ud til vinterbal" jokede hun imens hun tog perlekæden og slyngede den om halsen og rundt om sin kortvarige models ene arm og skubbede sig lidt fra hende for at betragte hende igen. Hun nikkede anderkendende "jeg har nu altid ment perler var det der passede dig bedst" sagde hun egentlig mest af alt til sig selv "men, har mit yndlings landvæsen et ærinde hernede?" spurgte hun imens hendes fangearme guidede hendes krop ned på chaiselongen igen.

Priscilla lod den anden flytte rundt på sig uden noget påstyr. Selvom hun ikke var enig i perlerne, genkendte hun den måde at beskue en krop, se dens æstestiske potentiale - det var meget på samme måde hun betragtede en utatoveret. Et blankt lærred.
Hun vædede sine læber, en fuldstændig overflødig og rent refleksiv handling, der muligvis havde en helt, helt forkert betydning på havsprog. Hun strøg noget hår til side og sank ned at sidde i skrædderstilling på gulvet.
"Det er sjovt du nævner det.." Svarede hun med et grin og pillede eksperimenterende ved perlerne på hendes arm, "Jeg skal faktisk bruge en kjole til vinterballet."

Tseenarhs ansigt lyste næsten op som en sol. Hun klappede i hænderne af begejstring over nyhederne. " Og du vil have lille mig til at lave den?" sagde hun spændt. Hun havde godt nok fået nogle bestillinger på kjoler, smykker og diverse tilbehør til dagen men inspiration havde der været intet af. Til gengæld kunne hun mærke ideerne størmme ind over sig og bobble i hendes mave ved synet af Priscilla. Efter hvad hun viste var det dæmon skik at på en måde vælge sin egen krop, eller noget i den stil Tseenarh havde aldrig rigtigt sat sig ind i det. Men Priscillas krop havde altid været en stærk inspirations kilde hvilket hun var meget taknemmelig for. Mere tilfreds kunne man ikke gøre Tseenarh end at give hendes inspiration OG en opgave på en og samme tid.

Priscilla betragtede opspillet med en kronisk trækning i hendes mundvig. Tseenarhs entusiasme var smittende og hun fnes og svømmede tættere på. I det hun sank ned på den anden ende af sofaen overfor hende, tilsyneladende uden hensyn for at hun lidt lagde sig på den andes tentakler. Og dog, da hun placerede en hånd på en af de sorte fangearme under hende var det med en vis nænsomhed.
"Ingen fucking perler, Tsee.." Formanede hun, "jeg er ikke en østers."

Armen som Priscilla havde rørt snurrede sig op omkring hendes håndled af ren refleks imens Tseenarh fik et overdramatisk trist ansigt smørret ud over ansigtet. Hun lagde sig så baglæns med hovedet ud over kanten og armen over ansigtet "Du knuser mit kunstner hjerte Priscilla darling" sagde hun inden hun trak sig op igen med et skævt smil. Og med et lille klik med tungen fortsatte hun "Men hvad vil herskaberne så have? Jeg ved jo dog du ikke ligefrem er den prangende type selv hvis det er royale sammenkomster" sagde hun i en lidt mere rolig tone. eller hvad man nu kunne kalde det under vandet, det var i hvertfald ikke så skingert som hendes tidligere ytringer.

Priscilla krydsede sirligt de slanke ben, uden ellers at vise synderlig skam over at være den lettestpåklædte figur i rummet - giner inkluderet. Hun spidsede de krusede læber lidt over Tseenarhs overdramatiske reaktion, men kunne ikke skjule smilet.
Hun var selv meget mere direkte, mindre teatralsk og lige nu fortalte hendes bla øjne at der ikke var noget kompromis at hente hvad perlerne angik.
"Jeg tænker blå silke." studsede dæmonen, hendes fingre legende distræt med venindens sugekopper, "noget langt, udskæringer i ryg og.." Hun gestikulerede bramfrit til båndet om hendes bryster.

Og tilbage var det højere og bobblende toneleje. "Du ved da bare hvordan man gøre mig glad igen" sagde hun idet hendes arme kravlede over ryglænet og under deres siddeplads. To-tre sekunder senere sad hun med et meget seriøst ansigts udtryk og skitserede på en træplade. Hun inkluderede den lave rygudskæring og en halterneck udskæring og-... Tseenarh kikker lidt op på sin kunde inden armen som havde haft om hendes håndled tog lidt bedre fast og fik hendes op og stå. "Jeg skal lige have dig til at stå op, musling" sagde hun, dog efter hun havde påtvunget aktionen. Priscillas krop blev nøje iagttaget og studeret inden Tseenarh vendte tilbage til tegne brættet.

Priscilla kom på benene, en hånd på udskudt hofte og hovedet en anelse på skrå. Utålmodighed begyndte så småt at blive sparsomt efter man først rundede de tusind, man lærte at lade sig føre med strømmen.. Selv hvis den strøm i dette instans var gummiagtig og med sugekopper. De få gange hvor Priscilla havde haft grund til at snakke om Tseenarh, havde hun ikke løjet da hun kaldte hendes yndlings skrædder - mest fordi hun ikke kunne lyve. Måden havfruen kunne lave tekstil der stadig virkede flydende på land var ekskvisit og det i sig selv var nok til det udspekulerede udtryk i dæmonens øjne. Hun kommenterede kort at hun ville foretrække en V-hals, men lod ellers den mangearmede skrædder koncentrere sig om sine idéer.
"Ved du hva.." Sagde hun og kløede sig tænksomt på kinden, "Tror næsten jeg skal købe to kjoler til ballet.."

Tseenarh opmærksomhed kom igen op på modellen foran hende. Hende øjenbryn var løftede i et smugle overrasket udtryk. Hun kikkede hurtigt frem og tilbage fra sit tegnebræt og til hende et par gange inden hun lige satte en sidste streg. Brættet blev givet til en fri arm og hun lænede sig interesseret fremad. "Hvad har madammen i tankerne" spurgte hun med ansigtet hvilende ovenpå sine hånflader der var holdt oppe af hendes nedre krop. Det havde ikke slået Priscilla at være forfængelig nok til at skifte tøj i løbet af en aften uden ingen grund så dette prikkede rigtig nok til hendes nysgerrige side.

Priscillas mundvig blev hevet op i et grin da nysgerrigheden blev for meget for Tseenarh. Priscilla var grov, sjov og sjældent flov, men under overfladen lurede der stadig en dæmons rovdyrinstinkt. I forhold til andre der åd sjæle eller skabe ulykke, var Priscillas foretrukne tidsfordrift meget.. uskyldig. Der var bare noget ved de unge piger hun opsøgte der tillod hende at opleve verdenen igen. Hun vendte de funklede øjne mod veninden og trådte et lille skridt tættere på ind..
"Jeg mener at du naturligvis skal ledsage mig." svarede hun med en stemme der havde tjent hende vel i forhandlinger, ved ikke at tillade den anden person at gøre netop det - forhandle. Hendes blik var hårdt med hendes smil drillende og varmt.

Hun sad mundlam i et par sekunder. Hun havde ikke engang overvejet muligheden om at komme afsted da dronningens baller for det meste var for inviterede. Det næste øjeblik sprang hun næsten op og holdt Priscilla om skuldrende med det største smil hendes ansigt kunne finde frem. "Du er meget hurtigt blevet den bedste kunde jeg har haft i årevis musling" grinte hun og trak hende ind til sig i en kæmp omfavnelse der inkluderede hendes menneskelige arme og 5-6 stykker af de forreste tentakler. Tseenarh begyndte allerede at glæde sig som et bar til juleaften så hun lod sig ikke engang tænke over hvorfor hun ville have hende med til at starte med.

Priscilla gengældte leende omfavnelsen. Hendes øjne nærmest lyste, smittet af den andens entusiasme. Æonerne billiggjorde følelser, fik dem til at synes kortvarige og meningsløse, men lige i denne her instans var dæmoninden næsten helt glad.
Hvis nogen betragtede opspillet, kunne de sagtens komme til fuldstændig forskellige konklusioner afhængig af hvad deres moralske udgangspunkt var. En anden dæmon ville måske brække sig over denne her slægtned der lod til at finde nydelse i at agere som en anden god fe og realisere pigers ønsker. En præst derimod ville nok snarere påpege at intet var gratis hos dæmoner. Sandheden lå, som sandheden nu ofte gør, et sted mellem de to ekstremer. Og som Priscilla stod med hånden lige lovlig langt nede af den andens lænd og fangearme viklet om bare ben, var det et lidt lusket smil der spillede på hendes læber.
"Kun i årevis..?" Spurgte hun drillende.

"Til DATO musling" rettede Tseenarh sig med et lille tap på Priscillas næsetip. Hendes greb om kroppen gav slip imens hun flød baglæns hen og tog fat i sit tegne bræt. "Men, vi skal stadig have din lille figur til at ligne en af en gudinde den aften" sagde hun og holdt sin halvt færdige skitse op med to tre tentakler og hendes kuldpen i hendes menneskelige hånd. "Hvad har vi i tankerne? Uskyldig lille blomst? Eller forførende fristerinde?" spurgte hun melodramatisk imens hun lod sig falde ned på chaiselongen lige bag ved hende hendes hendes hår der slog om til hendes ene side og bredte sig ud på overfladen af hendes liggeunderlag.

Priscilla var stadig jævnt forbløffet over hvor omgængelig Tseenarh var, til trods for hendes race. Hun havde aldrig haft nogle af de ældre og/eller mere selvhøjtidelige dæmoners gravitas, men alligevel var det utroligt hvor næsten nedladende havfruen tillod sig at være. Priscilla virrede lidt med næsen.
Samtalen bevægede sig videre og dæmoninden måtte holde et grin inde over den andens forslag.
"Har ikke kunne kalde mig det første i over tusind år, Tsee.." Svarede hun nonchalant. Det var spøjst hvordan en blokering fra at lyve verbalt, alligevel formåede at bære over i udtryk generelt. Hun gav sig til at inspicere de delvist færdige kjoler omkring hende, men desværre lignede de fleste noget der kun fungerede under vand og ville klaske totalt sammen over overfladen.
"Forførende er helt fint," svarede hun og kløede tænksomt sin tinding, "Men ikke for meget. Prøver principielt altid at have mere tøj på end min søster."

Tseenarh grinte lidt med et træk på skuldrene. "Heeeh det kunne jo nok være man skulle være lidt anstændig, men Deres ord et lov" sagde hun og tog sig til tegnebrættet kjolen blev tegnet skindtæt så den viste Priscillas former frem på en flirtende og elegant måde, men alligevel på sømmelig vis. Hun skævede engang imellem op inden hun satte dens sidste streg og vinkede hende hen til sig for at vise hvad hun selv mente var sit mesteværk frem. Inden hun dog viste noget som helst hoppede hun hen til en kasse hvor hun trak et blåt stykke silke frem som hun lagde op over tegnebrættets top. Med et kort suk rakte hun så pladen ud til Priscilla med den nervøse hjertebanken som hun altid fik når et nyt design skulle vurderes af kunden.

Priscilla var lidt efterladt til sine egne tanker mens Tseenarh arbejdede. Hun blev stående, næsten lige så livløs som mannequinnerne omkring hende. Mange af de menneskelige træk som man så hos dæmoner og for så vidt også engle var i højere grad vaner eller taskenspilleri, men dæmoninden havde aldrig lagt skjul på hvad hun var overfor veninden.
Da Skræddersken atter talte til hende, var hun meget fordybet i en overvejelse omkring at kombinere aspekter af elementær-magi i tætsiddende mønstre med henblik på at skabe helt nye besværgelser. Aritmetikken alene var næsten svimlende, for ikke at tale om grammatikken. Så mange detaljer der skulle være perfekte for at hun ikke endte med at disintegrere sig selv.. Igen.
De blanke øjne fokuserede igen og Priscilla virrede lidt med hovedet for vende sin tankegang tilbage til den manifeste verden, så hun kunne tage stilling til kjolen.
"Smukt." Svarede hun med et grin og det var ikke engang smiger. Hun var ikke fuldkommen sikker på hvordan Tseenarh havde tænkt sig at realisere den, hun kunne magisk teori på højt niveau men hun var ikke sikker på hvordan den kjole havde ville holde sig selv oppe - men hun stolede på Tsee.

Hun satte brættet fra sig og satte sine hænderne i hendes hofter med et skævt smil. Hun viste godt at Priscilla aldrig havde været så interesseret i Tseenarhs arbejde, men det var da lige før hun stoppede helt med at virke nu.
Med et klik med tungen lagde hun hovedet til siden og sagde i en lidt mere afslappet tone "Det ser ud til vi er færdige her, vi kan jo hellere ikke have at du falder helt i trance, musling. Har du spist endnu?". Uden at høre efter svaret vendte hun ryggen til og tog et stykke silke op som hun bandt om sit løse hår op. Det var sjældent hun viste sig udendørs uden at have en eller anden form for udsmykning på og dette skulle ikke blive første gang. "Jeg skal nok give, da jeg nu nok står i evig gæld til dig ikk? sagde hun tilbage til hende med et skævt smil og et blink med de ene øje. Hun iførte sig nogle smykker hun havde liggende og hængende rundt omkring, inden hun smed en taske hen over sin skulder.
I en hurtig glidende bevægelse kom hun hen til døren som hun åbnede for sit selvskab.