Det var en flot solrig dag, solen stod højt på himlen og skinnede hen over folket i Medanien. Som altid var der travlt på de mange adelige gårde, som der lå bredt ud på den store frodige beliggenhed, ikke så langt væk fra den indre by. At tænke, at dette en gang havde været et trist sted at begive sig hen, var næsten ubegribeligt.

Men travlheden var mindst lige så meget, at se på den adelige kvinde, som gik under navnet Avaion’s, gård. Folk der gjorde den store gård ren, ordende haverne, samt fjernede ukrudt fra de mange sten i gårdspladsen. Den skulle altid se præstentabel ud, man vidste jo aldrig hvem man kunne risikerer at få besøg. Kokkenet var allerede i fuld gang med at ordne forberedelserne til aftens middag, hvilket resulterede i den dejlige duft der bredte sig ud på gårdspladsen, hele vejen hen til stalden, hvor at folk også gik og gjorde det godt får de to heste som var opstaldet der.

Men husets kvinde, stod i en lang flot broderet kåbe, der havde en lang V-udskæring der gik hele vejen ned til bæltet der var bundet hen over navlen. Og betragtede åen der strømmede igennem voldgraven, der bredte sig flere km igennem Medanien. Dette var en dag, som aldrig var besynderlig, behagelig for den dæmoniske kvinde, trods at hun altid så frem til at få afskaffet sig de sygdomme hun muligvis havde kunne påtage sig hen over et toårs forløb. Var det alligevel ikke noget Avaion blot trak på skuldrene over, det var ikke så meget irritationen over at hun havde dem, mere at hendes partnere igennem tidens løb, ikke tog deres egen forholdsregler som hun selv gjorde. Beskidte væsner, det var hvad menneske racen var. Hun skar et ansigt, mens hun vente sig væk fra vinduet, og ind imod værelset. Som skulle vise sig at være en af de mange soveværelser der var at finde på denne gård.

Værelset var prydet af en stor himmel seng, belagt med røde og guld silkelagner. Flotte polsteret lænestole, der var placeret foran en kamin der knitrede lystigt i det ellers stille rum. I hendes hånd befandt sig et vinglas, med en dyb rød væske, der lige så svagt skvulpede fra side til side, da den velformede krop, elegant gled hen og satte sig i stolen, mens hun ventede på at æresgæsten for i dag ville ankomme.

Hver gang Aella ankom til palæet i Medanien, var det meget diskret. Det var hun blevet bedt om af butleren fordi folkene i de lokale landsbyer kendte den lille healer og det gik ikke at man talte.. Mere end de gjorde i forvejen. Aella, der ellers normalt så stort på den slags kedeligheder, havde rent faktisk gået med til anmodning. Så hver andet år fandt hun en ny, kreativ måde at snige sig ind til ejerinden uden at blive set af en levende sjæl. Flere og flere begrænsninger satte hun sig selv for at gøre det udfordrende, indtil hun nu ikke længere måtte bruge hverken usynlighed eller vinger. Den lille engel sad på bare tæer i en rosenbusk og lurede. Det havde været en lidt hektisk sæson så hun var ikke kommet på nogen ekstremt interessant plan, men hun havde haft denne her i baghånden i årevis og nu var tiden kommet.
Hun kendte i forvejen folkenes rutiner ganske godt. Gardnerne, var meget punktlige med hvornår de gjorde hvad - som om hækkene tog skade af at blive klippet et kvarter for sent. Overtjeneren derimod var på ingen måde så letudregnelig, men bare den var over tolv så var han fuld - den var tilsyneladende over tolv en del for tiden. Det var midt på eftermiddagen og overtjeneren var ikke længere til at se i vinduet, han var højst sandsynligt gået ned for at genopfylde sin lommelærke. Hele regimentet af gardnere var netop færdig med at lue og gik nu uniformt i gang med hækkene. Det var et fascinerende syn og Aella havde gerne siddet og betragtet dem, hvis ikke det var for at hun havde set det dusinvis af gange før.. Nå ja og så havde hun travlt. Hun fik bøvlet sig ud af busken og over til siden af huset hvor en lang vinranke strakte sig op langs muren. Den kunne på ingen måde bære en person, ikke engang et barn så spinkelt som Aella, men engle havde altid haft en forståelse med tyngdekraften og med ivrige tag hev Aella sig op ad væggen indtil hun elegant kunne hoppe ind af det åbne vindue. Der stod Avaion, med ryggen til. Aella sad med benene over kors, et par blade i sit hår og et stolt smil.. Så rømmede hun sig.

Hun nåede ikke meget længere, end at sætte glasset for læberne, før at hun hørte den lille pige stemme rømme sig. Et drillende smil flød hen over hendes læber, mens at det mørke øje kortvarigt lyste op. Hun sværgede den pige, hun fandt altid de mærkeligste måder at finde vej ind på gården. Hun burde næsten betale hende ekstra for hendes ren og skær opfindsomhed.

Hun valgte at blive sidende et lille sekund længere, eller retter, den tid det tog hende at trække en slurk ud af den blide drue smag. Der prydet sig vej ned igennem hendes halsrør, og efterlod munden med en dejlig smagsoplevelse. Hun måtte indrømme, leverandøren havde gjort det godt i den her måned, vinen var, ekseptionel. Hun satte krystal glasset på det lille mørke egetræsbord, og lod så langsomt sin skikkelse rejse sig fra den ellers behagelige stol, som hun for lidt siden havde sat sig ned i. En skam, den havde ellers været så rar at sidde i, men det ville også være uforskammet ikke at hilse ordenligt på hendes gæst.

Da blikket endelig fæstnede sig på den lille barneskikkelse, måtte Avaion indrømme over for sig selv, at hun blev lige overrasket hver gang. Der var noget fængslende ved pigen, måske fordi hun altid ville være fanget i en barnekrop, eller fordi at hendes øjne strålede intelligens, stærkere end nogen ældre boglært herre. Hun huskede stadig det første møde med Aella, da hendes tidligere sygeplejersker, havde annonceret at hun havde taget en yndling under sin vinge, for at vise hvad hun vidste omkring de medicinske veje. Skeptisk, havde måske været det passende ord, da den lille skikkelse havde trådt ind sammen med Vidgis. Men nu, nu var hun næsten ved at lære at respektere den lille råd, der stadig havde nogle få blade stikkende ud af håret, samt bare fødder. Havde hun ikke hørt om vigtigheden af sko?

,,Aella, så skønt at du kunne prise mig med din tilstedeværelse’’ smilet var stadig udfordrende og drillende ,,Jeg håber du har haft nogle skønne år siden vi sidste har set, er du sulten?’’ næsten som hendes ord blev sagt, blev døren åbnet og en tjener kom ind med et fad, fyldt med flere forskellige slags frugter og ost. Hvor efter at Avaion atter satte sig ned i stolen igen.

Aella hoppede let og frejdigt ned fra vindues karmen og skyndte sig over til bordet. Hun spiste mest ud af vane end noget andet, men det betød ikke at hun ikke nød en god ost. På vejen, i det hun passerede Avaion, strøg hun nonchalant et par fingre over den lyse hånd. Det gnistrede kort af magi og Aellas pande rynkedes lidt. En af de rare ting ved at være magisk healer frem for.. analog, var at hun kunne kurere de fleste sygdomme alene ved at lægge sine hænder på - og ofte ikke engang de ramte område. Hun var trænet i begge discipliner, men brugte overvejende sin magi så hun slap for at sidde op til albuerne i dårligdom og det der var værre. Desværre lod det til at en af hendes ældste kunder og en evig samler af spændende sygdomme, endnu en gang ikke ville være et af de tilfælde der kunne kureres ved at holde hendes hånd lidt.
Aella hoppede op i stolen med de korte ben over det ene armlæn og grab grådigt af både frugt og ost indtil der var et lille hamstret tårn foran hende. Tjenerne så misbilligene på ham, men den lille engel ignorere den gamle, tørre nar.
"Du har været aktiv.." kommenterede hun og hævede et øjenbryn af dæmonen. Det lå rimelig åbenlyst indforstået hvad hun mente med det ordvalg og ligeledes var der den samme vantro undertone. Aella forstod, teoretisk set, hvad hele tingen med sex handlede om. Det var dyrisk, instinktivt og virkelig, virkelig behageligt, men det var ikke nok til at retfærdiggøre nogle af d ting som folk udsatte sig selv for i elskovens navn. Så som fjorten forskellige kønssygdomme på bare to år. Aella to en dyb indånding og havde lige nok hensyn til at vente til at tjeneren havde forladt rummet igen, "Fjorten! Det er en ny rekord.."

Det var som om at den lille piges magi, stadig førte gnister igennem hendes krop. Kort, bare et ganske øjeblik, lod hun sine øjne fange de flakkende flammer, som der spiste grådigt af træet der var blevet lagt der ind. Uden at tænke videre over det, lod hun lige så stille fingrene glide hen over arret der lå hen over hendes venstre øje. Det hun ikke anede hvor kom fra, men som stod i kontrast til den hvide hinde som lå hen over pupillen, som gjorde man kun vidste hendes øjenfarve fra det mørke omrids, der havde en meget dyb blå farve. Hun mindes at havde fået beskrevet at hun havde haft lyser øjne i hendes unge dage. Men at de gradvist var blevet mørkere og mørkere.

Tungen gled lige så stille hen læberne, mærkede den våde sensation som musklen efterlod. Det var først der efter, at hun rev sit fokus væk fra ilden, hen imod personen som var kommet for at tjekke hende for sygdomme. Et listigt smil strøg hen over læberne, bare en kort skygge, før den igen fladt tilbage i de gamle folder af et charmende og blidt ansigts træk. Det let tilgængelige ansigt, med blide øjne, et smil som der var behagligt at betragte. En maske, en af de mange som hun kunne bære, for at dække over hendes egentlige identitet.

,,Fjorten?’’ en krystal latter forlod hendes strube, mens hendes mave vendte sig i ubehag, måske var disse møder, de eneste som virkelig fik hende til at tænke over hendes sygelige træng. Og hvor meget hun egentlig hadet at være den hun var. Men følelsen blev lukket inde, som alt andet hun ikke brød sig om at tænke over. ,,Det må være grundet til populariteten af mine mange bal’’ kom det nonchalant fra hende, som rørte det hende ikke det færreste. Benet lagde sig krydsende hen over det andet, og en dyb indånding blev trukket igennem den fine lille næse. ,,Så hvor lang tid skal du bruge på at fikse det?’’

"Ja dine baller har sikkert noget med det at gøre.." Mumlede Aella mens hun stoppede kæften fuld af ost og vindruer. Mad var ikke altid lige til at finde som omrejsende, så det gjaldt om at udnytte chancen når den bød sig. Andre engle havde fortalt hende at det strengt taget ikke var nødvendigt, men hun havde aldrig turde tage den askese. Hun proppede en sidste saftig drue i munden og blev så alvorlig som en ikke-livstruende situation tillod - kun et lille flabet smil i den ene mundvig.
"Det kommer an på hvor hurtigt du kan lægge dig ned og smide trusserne." Svarede Aella ligeud og gav sig til at knække sine knoer. Hun behøvede ikke at kommentere på hvor øvet Avaion var i netop denne handling, hendes hævede øjenbryn var mere end nok. "Bordet eller sengen.."
Den bryske facade var mest af alt til for hendes egen skyld. Efter seksogtreds udødelige år, brød hun sig stadig ikke om at skulle rode ved folk mere end højst nødvendigt. Åbne sår? Heller ikke hende. Hun smøgede beslutsomt kjolens ærmer op og så afventende på klienten.

Et hævet øjenbryn, det var den eneste reaktion som der blev givet til den meget barnlige kommentar, omkring hendes baller. Selvom hun viste bedre, at barnet foran hende, bestemt ikke var et barn længere trods udseendet. Kunne det stadig godt være svært at huske sig selv på det, når de barnlige kommentarer passede så godt til ansigtet.
En lille krusning formede sig ved hendes læber, og betragtede englen mæske sig i de lækkerier som var sat frem til hende. Det var egentligt et sjovt tilfælde, en engel der arbejdede for en dæmon. Normalle sammensætninger hørte den her i hvert fald ikke under.

Med hoved lidt på skrå, blev tanken om dem som et umage par, sået til flere tanker som; hvad fik Aella egentlig ud af det? Penge ja, men hun havde aldrig slået hende som en der så en værdi i at være rig. Men før at hun nåede at tænke flere tanker, blev det slået fast om hvad der skulle ske næst. Og et flabet smil bredte sig hen over hendes læber.
,,Ville det så ikke afhænge af, at jeg rent faktisk havde trusser på?’’ hun rejste sig op og hæv op i kjolen, for derefter at ligge sig i sengen, klar til at modtage instruktioner om hvordan lægen ville have hun lå.
,,Så lavet nogle spændende ting, siden vi sidst sås?

Aella var vant til at se på menneskekroppen i forskellige stadier af afklædt - hvad end det angik tøj eller hud - men Avaion formåede stadig at vække en vis blufærdighed i hende, alene ved ikke selv at have nogen. Aella lagde meget afmålt den sidste drue fra sig på bordet og hoppede ned af stolen så hun kunne se til sin patient. Møjsommeligt smurte hun ærmerne op, trak nederste skuffe på servanteskabet ud og kravlede op på den, så hun kunne vaske sine hænder i bassinet. Allerede inden hun var tilbage på gulvet, var væden på hendes arme allerede begyndte at syde af hendes magi og da hun nåede sengekanten var de atter tørre. Hun tog fat fast om Avaions knæhaser og spredte hendes ben. En bølge af hed, kvælende magi ramte hende og havde Aella ikke været den hun var, ville hun muligvis miste besiddelsen der.
"Prøv at styre dig.. Det kilder.." Sagde hun med et stramt drag om læberne og gav sig i gang med at heale. Hendes evne var i høj grad empatisk og hun mærkede altid små symptomer af de sygdomme hun kurerede - med andre ord det ikke en specielt sjov følelse hun havde i sin krop lige da og hun distraherede sig gerne, "Jeg har rejst rundt, samlet urter. Kurerede en mindre epidemi udenfor hovedstaden.." Et pludseligt skyld af kløen sitrede igennem hende, og hun lukkede frustreret øjnene til den drev over.
"Hvorfor gør du det her ved dig selv" Udbrød hun forarget.

Hendes blik var hæftet mod loftet, havde der altid været den mærkelige plet der? Det skulle da i hvert fald fikses nu når hun havde set den. Som altid, vædet tungen hendes læber, hørte vandet der blev plasket og gik ud fra at Aella var i gang med at vaske sine hænder.
Derefter følte hun små hænder der placerede hendes ben, så der kunne kommes til. Hun mærkede selv bølgen af energi som forlod hendes krop. Det var jo ikke fordi at hun gjorde det med vilje, den var der altid, de små tråde der greb omkring folk, og fik dem til at føle et begær. Ikke noget hun kunne styre, jo, hun kunne styre at det blev voldsommere, men hun kunne ikke slukke for det helt.
Hvilket nok var grunden til smilet der bredte sig hen over hendes læber, det var et tabu at være sammen med børn. Ikke at hun selv havde tanker om at være det, men så igen, hvad var børn i denne tidsalder? Typisk var børn, præcis det, ind til at de blødte for første gang, hvis man altså kiggede på pigerne. Derefter var de klar til at træde ind i de voksnes rækker, blive gift væk, få børn selv. Men hun var ret sikker på at Aella slet ikke havde nået at komme så langt, hvor gammel var hun af udseende? Fem, måske seks år gammel?
Med et halvt øre lyttede hun efter, men de sygdomme som bølgede igennem hendes krop, begyndte at dukke op til overfladen. Og blev nu gjort opmærksom på hvor ubehageligt det egentlig var, utroligt hvor mange ting man kunne lukke øjnene for. Ude af syne ude af sind.
Ja hvorfor gjorde hun dette imod sig selv?

,,Fordi kære Aella, det er det jeg ér’’ hun lod en hånd glide igennem håret ,,Også følger der så desværre bivirkninger med.''

Aella rystede misbilligene hænderne og tog et skridt væk fra sin patient. Der var en grund til at hun ellers aldrig beskæftigede sig med kønssygdomme men Avaion betalte for godt – og det skadede ikke at have en magtful dæmon på sin side. Den diminutive engel vidste udmærket hvorfor hun gjorde det, ikke ud af altruisme bare ren, skær selvisk utilitarisme, men det forhindrede hende ikke i at rynke på næsen og viftede lidt med hænderne. Den betaling måtte meget gerne snart indtræde så hun kunne få det lidt bedre med at have hænderne dækket i intim slim.
”Det er ikke en.. bivirkning.” Svarede hun irritabelt og kastede sig i gang med den niende sygdom. Som en der beskæftigede sig med sygdomme og medicin på professionel basis, var hun udmærket klar over hvad der lå i begrebet, ”..Det er dårlige livsvalg. Der er stadig beskyttelse.. Nogen bruger poser af fåreindvolde eller linned.. Så er der visse urter der kunne reducere en.. modtagelighed.. Og naturligvis visse runer der ligeledes kan holde din krop ren.. Du er bare ligeglad, Avaion.”

Hun himlede med øjnene, altid så bogstavelig. Hvis det ikke var fordi, at Aella både var dygtig. Og besad noget som faldt i god jord hos Avaion, ville hun bestemt ikke havde fundet sig at blive snakket på den måde. Men hun trak blot på skuldrene, en smule akavet, når man lå ned.
Hendes bryn løftede sig op i panden, og en krumning i hendes mund viste hende, at hun faktisk var enig med den lille engle pige. ,,Ja Aella, jeg er ligeglad, fordi jeg gider ikke bruge tid på at huske på alle disse ting.’’ hun viftede lidt med hånden ,,Desuden er det en kedelig erfare at stoppe op midt i agten, for at huske på, har vi også lige noget beskyttende i nærheden.. Lær og lev i nuet, desuden ville du ikke have noget godt betalende job her, hvis jeg passede bedre på’’ hun løftede sig op på albuerne, og betragtede den ungdommelige ansigt, med et sarkastisk smil.
,,Er det der vi er ude hm? Vil du hellere have jeg slet ikke havde behov for dig?’’ hun dumpede ned i sengen igen, da det igen sitrede ubehagelig igennem kroppen. En lille lyd, i form af en klage forlod hendes læber. Men ellers virkede hun upåvirket af hele scenariet.

"Som om.." svarede Aella lyst, netop som et relativt kraftigt elektrisk stød kurerede en parasitisk infektion. Den lille engels utilfredse udtryk var heldigvis skjult af Avaions kjole mens hun rumsterede lidt videre. Hvor hun selv var meget impulsiv, kunne hun ikke se hvordan stupiditet var det samme som at leve i nuet og hun var ærlig talt en anelse fornærmet over hentydningen. Desuden ville en smule forudsyn højst sandsynligt kun gøre hendes arbejde nemmere, ikke fuldkommen afskaffe det. Trettende sygdom mistede sit greb under hendes erfarne hænder og hun græmmedes over at hun var ved at få rosinhud på fingerspidserne af arbejdet. Den fjortende og sidste dårligdom var relativt let kureret men i processen opdagede hun endnu en. Femten, Avaion. Hun skulle lige til at påpege det, da en af hendes omtalte impulser ramte hende. Lige nu lå den bare og lurede, med symptomer der var månedsvis fra at gå i udbrud. I stedet drejede hun blot om på hælen og skjulte et lusket smil fra sin kunde. Etik og professionaltiet sagde hende ikke synderlig meget, det her var for at garantere sig fremtidig drift - selvom hun ikke kunne komme udenom at det også var fordi Avaion havde irriteret hende.
"Så." Sagde hun med sin søde lillepigestemme og hoppe atter over for at væske hænderne i bassinet.

Øjne lukket, følelsen af de varme silkelagner omkring hende. En følelse af nogen der rumsterede i, mere private områder af kroppen, ikke uvant. Hvilket nok var grunden til at den ældre dæmon, var lige ved at falde i søvn. Da den lille pige stemme sagde så, gabte hun, dog uden lyd. Mens hun lå og missede lidt med øjenlågene. Kortvarigt delibererede hun med sig selv, om hun skulle rejse sig op. Eller blot vinke Aella farvel, bede tjenerne om at betale hende. Og så ligge sig til at sove. Det var ikke helt en dum idé.
Men hun rejste sig alligevel op. Rettede på kjolen, så det fine nervøse stof dansede omkring hendes ben et kort sekund, inden det faldt på plads igen.
,,Din betaling ligger på bordet, ved siden af vindruerne, der burde være det i som du har fået de andre gange, plus lidt ekstra, da det er så længe siden vi sidst sås.’’ hun rømmede sig, og en tjener kom straks ind med ekstra forsyninger af mad og fyldte hendes vinglas op.
Måske hun faktisk burde overvejer en eller anden form for beskyttelse. Hun mente at have hørt, at der fandtes alkymister med de mærkeligste eliksirer, mon ikke de havde en, som kunne hjælpe at hun ikke indfangede så mange sygdomme. Det var værd at tænke over, siden at hendes. Hun betragtede den barnlige skikkelse, mente at hun levede livet for løst, og uden om tanke.
Hendes korpus plantede sig tungt i længdestolen, glasset i hånden, og øjnene lukket. Hun var virkelig træt nu.