Hvorfor hun var endt her, var stadig en gåde for den flere tusindårige dæmon, der stod og stirrede frem for sig i Tempelhaven. Hun havde været ned i det centrale bydestrikt for at sælge det sidste af hendes vare, og havde egentlig bare vandrede rundt en times tid, uden noget mål eller destination. Pludselig havde hun set sig selv omgivet af de majestætiske gamle træer, flotte blomster bede, samt en kvælende fornemmelse af for meget godhed. En skærende grimasse gled hen over Avaions ansigt, som havde hun fået noget surt eller vammelt at spise. Tanken om hvorfor benene eller retter underbevidstheden havde bragt hende til denne hellige del af byen, var hende utrolig ubehagelig. Faktisk ville hun helst ikke tænke på det overhoved, men trods lysten til at gå direkte tilbage hvor hun kom fra, kunne hun alligevel ikke holde sig fra, at sætte sig ned på en bænk, og betragte hvordan at vinden greb fat omkring træernes krone og fik det til at rasle, med den mest magiske lyd som kunne tænke sig.

Det var omkring eftermiddag, solen stod højt på himmelen, en smule sløret da de var henne i vintertiden, selvom det varme vejr ikke indikerede det. Hundæmonen tog en dyb indånding, mærkede hvordan at luften trang ned i lungerne, mens at hun lod sig selv dvæle ved minderne omkring hendes tid i klosteret, ude ved klippekysten. Det havde været en tid, hvor hun næsten havde opført sig menneskeligt, en tid hun havde lagt bag sig og bestemt ikke to frem længere. Men lige nu, måske bare lige for nogle enkelte timer, kunne hun lade sig selv huske på, at trods det ondskab som der rumsterede i hendes indre, var det vel okay at beundre de ting som godskaben kunne bringe. Især efter at krigen var vundet, lyset havde sejret, og byen var så langsomt ved at falde tilbage i dens gamle rutiner. Spøjst egentlig, hvor hurtigt der gik før at mennesker glemte hvad de havde gået igennem, bare faldt tilbage i gamle vante veje.

Et stille smil faldt hen over de ellers mørke skygger, mens den sorte beklædte skikkelse lod sig faldt lidt mere tilbage i bænken, mens øjnene blot betragtede omgivelserne omkring hende.

Ikke så langt derfra i midten af haven hvor en af klostermurene adskilte to af haverne sad en skikkelse op ad muren i ly for solen der stadig tittede frem imellem de skyer der nu engang sejlede fordi på himmelen. Skikkelsen tilhørte Florence der uvidende om hvad klokken var havde ladet sig blunde hen efter hendes arbejde for natten havde været klaret. Normalt ville hun bare havde siddet og nydt sit arbejde i lyset af månen, men hun havde ikke været påpasselig nok den nat.
Nu sad hun lænet op ad murens kolde sten med beskidte, næsten sorte fingre fra havearbejdet og blundede. Hendes nonnesjal over hendes korte hvide hår ville måske give lidt beskyttelse men det ville ikke være meget hvis vinklen blev helt rigtig. Men muren havde været dagens beskytter og havde givet hende sikkerhed og skygge så hun kunne sove i fred til nu.

Hvor længe hun havde sidder der, havde hun i grunden ingen beregning på. Folk kom og de gik, skyggerne havde skiftet og solen var begyndt at dvale imod enden. Måske var det ubevidst at hun havde lagt mærke til kvinden som lå og blundede henne ved muren, eller blot en hurtigt observation, men da hun rejste sig op for at finde tilbage til hendes kusk for at blive kørt hjem. Lagde hun mærke til at kvinden endnu ikke havde rørt sig, besynderligt, ingen kunne vel være så træt at de blot kunne sove, fra alting?

Den høje formede figur, rejste sig fra bænken, og med en elegance som var at finde hos de fleste adelige, bevægede hun sig en anelse nysgerrig hen til muren, hvor det vidste sig at være en nonne som havde fundet sin ro op af den kolde mur. Besynderligt, yderst besynderligt. Hun kunne ikke finde et bedre ord at beskrive det. Smilet der havde spillet på hendes læber, siden at hun havde siddet på bænken var stadig at spore, da hun satte sig på hug, så tæt på hun kunne komme til skikkelsen, i håb om ikke at vække hende før at hun begyndte at snakke;

,,Selvom at man befinder sig det tætteste sted på gud, måtte man da stadig tro at det ville være farligt får en kvinde af din status, bare at ligge sig til at sove.. Sådan et, åbnet sted.[/b]’’ det var en blød stemme, undertoning af hendes typiske flirtende persona. Man var vel hvem man var, trods at dette var en nonne som var svoret til nogle helt andre idealer end dødssynden der nu sad ved siden af hende.

Det vides ikke om det var varmen fra en anden person, følelsen af nærvær eller ganske enkelt lyden af en stemme der fik Florence til at give et lille ynk fra sig stadig halvt i søvne. Hendes mund der havde været en anelse åben før havde hun lukket sig og hendes øjne åbnes en anelse.
Hun vendte ansigtet imod personen der havde vækket hende og så på hende med sine rosa øjne, stadig søvndrukne og forvirrede. "Undskyld, men kan de gentage Dem?" mumlede hun lavt inden hun rettede sig lidt op. Der gik dog ikke længe før hun orienterede sig omkring lyset der havde hende omringet, hvilket fik hende til at tage fødderne, som før lå langs med jorden, op til sig i en hurtig bevægelse.

Smilet blev erstattet med et lumsk vrid, dette var næsten for nemt. Hun bevægede sig lidt ud af stillingen, da det begyndte at blive en smule ubehageligt at sidde på hug i de stramme bukser som hun var iført.

,,Jeg sagde, det var da de smukkeste øjne jeg har set længe’’ dette var halv sandt, det var nogle af de smukkeste hun længe havde set, usandt for det var bestemt ikke det hun havde sagt. Men, man var vel en charmør på første plan? Hun lagde hoved på skrå, mens hun betragtede den bemærkelsesværdige kvinde, der var nu et eller andet, måske var det vitterligt øjnene. Hun mente hun enden havde hørt, eller læst et sted, at man sagde at øjnene var vinduet ind til sjælen. Hvis dette var sandt, ville hun ikke vide hvad hendes øjne fortalte omkring hende.

,,Nej, jeg sagde blot at frøkende burde passe bedre på, end at falde i søvn sådanne steder, da selvom det er sted tæt på gud, ved man aldrig hvem der lure i mørket.’’

Florende blinkede forvirrende over komplimentet, jo hendes øjne var usædvanlige, men hun kunne ikke forestille sig de ville være synderligt smukke i den farve de endnu engang var. Hun rettede lidt på nonnesløret som hang lidt på skrå imens hun studerede kvinden foran sig, der var et eller andet velkendt ved hende men hun kunne ikke sætte fingeren på hvad det var. Hun så ud til at være en vigtig person, en der ikke tænkte over penge da dem der var der rigeligt af, en person som måske var gift sig til pengeeller måske selv tjente dem?.. Hun sank en enkelt gang da hun begyndte at indse hvem det var der sad bøget henover hende, hvorefter hun satte sig op på sine knæ og bøgede hovedet. Florence var blevet fortalt flere ting om den adelige kvinde foran hende og havde da også set hende til nogle af de baller der var blevet holdt hvor hun havde arbejdet med resten af Isari nonnerne. Men aldrig havde hun tænkt sig at hun skulle i direkte nærkontakt med en af gæsterne som var inviteret.
"Det har De måske ret i.. det var skam heller ikke min plan at falde hen" sagde hun med blikket i skødet imens hendes stemme blev mindre og mindre af skam og en smugle ærefrygt.

Avaion himlede drilskt med øjnene, men valgte sig dog at sætte sig ved siden af den, ud fra hvad hun kunne konkluderer. Rimelig betuttede nonne, som virkede skamfuld over bare sådan en lille ting. Hvad ville hun dog ikke mene, hvis hun vidste helt præcis hvad der foregik bag lukkede døre, hjemme i de private gemakker hos den ældre hundæmon.
Se, det var nok noget der virkelig ville få den smukke farve i kinderne til at blusse op i den lyshåret kvinde som der sad ved hende side.

,,jeg må tænke mig til, at de har haft en hård dag eller aften, siden de blot har kunne sove således.’’ kom der en smule eftertænksomt, blikket forsvandt kort fra indviet der sad ved hendes side, op imod himlen, som lige så stille var begyndt at blive malet med de smukkeste farver, af gul og rød. Dette indikerede dog også at solen snart ville forsvinde i landskabet og lade månen overtage, som himlens lyskilde.

Florence løftede hovedet igen og så lidt forvirret på hendes selvskab. "egentlig ikke... Jeg tror bare jeg havde været længere oppe end jeg burde have været" svarede hun imens hun undrede sig over den afslappede stemning som Avaion gav fra sig. "Undskyld jeg spørger, men hvorfor bekymre De Dem om det?" spurgte hun så men hovedet lidt på skrå imens hun strøg sit korte hår tilbage for ikke at få det i øjet. I det hele taget syntes hun det var besynderligt at folk af Hendes rang kom til tempelhaverne, jo her var smukt og fredeligt men Florence kunne forestille sig noget som teateret tilhørende haver ville være mere passende.

Det var næsten for meget, hvor uskyldig kvinden var, som sad ved hendes side.
Der var nu noget, tillukkende over disse former for sjæle, dem som ikke anede hvad der foregik rundt omkring dem. Som et lam der stod og græssede, uvidende omkring at ulven var få meter fra den i skyggerne. Tungen vædet diskret de fyldige røde læber, inden øjnene blev en smule smalle. Hun var vitterligt så naiv som hun udgav sig for?
Det var nok derfor at der sneg sig et snedigt smil frem, og det ene øje glimtede legesygt.
,,Vi skal vel passe på vores medmennesker?’’ hun havde lyst til at brække sig selv i munden, da den sætning forlod hendes mund, det var næsten klamt hvor blødsøden hun kunne lyde. Men som ræven der havde fundet vej ind i hønseburet, spillede hun sine kort, med en maske der passede. Ville hun forsøge om hun ikke kunne få noget spændende ud af tøsen.

Florence nikkede lidt langsomt. Det var stadig besynderligt syntes hun, det kunne vel ikke bare være derfor? Det var først da solen gemte sig bag de høje bygninger som strakte sig op ad haverne at hun rejste sig op og børstede kjolen af, selvom det ikke var til nytte med hendes beskidte hænder.
Hun trak sit ærme lidt ned så det dækkede hendes hånd til og rakte den til Avaion for at hjælpe hende op uden at hun skulle blive beskidt. "Det er venligt af dem. Men jeg tror haverne er et af de stedet jeg føler mig aller sikkerst i staden" forklarede hun nu med et blidt og varmt smil på hendes læber. Det kom stadig lidt bag på hende at en adelig skulle være så venlig over for pøblen men hun skulle ikke benægte den smukke skabning foran hendes hensyn hvis det var så ægte som hu fik det til at lyde.

Solen forsvandt, men dette gjorde ikke haven de sad i mindre smuk.
Magisk næsten, et sted som mange fandt ro fra den travle hverdag, kom tættere på deres guder. Alle var velkommende, eller næsten alle, brynene dannede kort en fuge imellem sig, dæmonen som hun nu en gang var, havde altid været i konflikt med hendes menneskelige træk. Hvilket fik hende kort til at overveje hvad det egentlig var hun havde gang i, nogle gange kunne hun næsten beskrive det som om at der var to personligheder i samme krop.
Derfor lagde hun ikke mærke til at kvinden ved hendes side havde rejst sig op, før at en hånd beklædt i stof blev rakt frem for hendes syn. Havde hun virkelig tænkt sig at hjælpe hende op? Hun lagde sig sine slanke hånd i hende, og lod sig blive hævet op.
,,Jeg kan forstå hvorfor.’’ sagde hun da hun kom helt op, på hendes lange ben. ,,Men de hændelser som der er sket på det sidste, burde vise at ingen steder er så sikre som vi gerne vil have dem til at være ’’ en hvis alvorlig tone havde ramt stemmelejet, mens det mørke øje betragtede kvinden, som hun havde valgt at lade sig stille helt op ad, da hun endelig var kommet op og stå. Angav ikke mine til at rykke sig.

Florence prøvede at holde sit smil til kvinden, men sandheden i hendes ord borede hårdt. Alt det gode i Krystallandet føltes næsten til at falde fra hinanden for tiden. Hendes smil falmede og hendes blik flakkede væk og til sidst ned på hendes fødder. "Det ... kan jeg desværre ikke modargumentere " svarede hun og så op den elegante kvinde igen med et fast og bestemt blik. "Til gengæld mener jeg også jeg kan beskytte mig selv" forsikrede hun og tog et skridt tilbage for at bringe noget luft imellem deres kroppe.
Det kunne godt være Florence så ganske lille og skrøbelig ud men hendes fysiske styrke var ikke noget der skulle ses let på. Hendes smil og milde ansigt lagde et fint slør over alt det tunge fysiske arbejde der lå i hendes dagligdag.

En lille lyd fra næsen, kunne næsten forveksles med et grin.
Hun var næsten som en lillesøster, der prøvede at forsikre sin ældre søskende at hun bestemt kunne passe på sig selv. og i momentet var Avaion tæt på at ligge en hånd på den lille nonnes hoved. Dog faldt hun hurtigt tilbage i hendes normale tankegang, rystede på hoved. Brynene have dog rynket sig, hvilket ude fra måske kunne tolkes som var hun selv bekymret over de mange stridigheder. Mens det i virkeligheden var over at hun selv ikke helt kunne forstå, hvad det lige var som hun var tæt på at gøre. Forfærdeligt. Havde hun ikke lært efterhånden hvad der kom ud af godhed? Hvad hun havde mistet i løbet af hendes lange levetid. At være egoistisk, arrogant, det var bestemt den rigtige vej.

Fugen lettede, og et vant smil var atter at finde på de fyldige læber.
,,Selvfølgelig kan du det min egen, men jeg ville stadig føle mig langt mere tryg, hvis jeg fulgte dig tilbage til din kirke. Bestemt nu når mørket er faldet på'' hun lod de slanke fingre glide igennem det monokrom sorte hår, det bølgede let i vinden. Hvor hånden derefter fandt pladsen på hoften ,,Hvis ikke for din skyld, så i det mindste for min egen'' kom det overbevisende, mens smilet blev en smule bredere.

Hun lagde hovedet lidt på skrå med et bekymret udtryk. "Er De kommet her helt alene?" spurgte hun så imens hendes eget smil gengældte hendes. Hun tog et par skridt i en cirkel rundt omkring hendes nye følgeskab og tog i en låges håndtag. "Men hvis De insisterer skal jeg ikke takke nej til selvskab" sagde hun imens hun åbnede vejen til den næste del af haven. "Turen går til Isari katedralen, der kan de uden tvivl også finde nogen til at eskortere Dem resten af deres vej" fortsatte hun og holdt lågen åben med et smil.
Hun havde hørt flere ting om den smukke kvinde som hun nu havde fornøjelsen af at følges med. Ikke alle gode ting, bestemt ikke, men Florence havde nok aldrig været den der skulle dømme på rygter. Hun foretrak at danne sin mening om folk for hvad hun så i folk ansigt til ansigt og det hun så til aften matchede på ingen måde den adelige kvindes omdømme.

Avaion nikkede til spørgsmålet.
,,Jeg plejer at fortrække at vandre for mig selv, men i dag er en dejlig undtagelse'' duften af blomster gled forbi dem, da de begyndte at bevæge dig andetsteds hen. Hun smilede venligt igen, og trådte ved siden af kvinden, for at komme forbi lågen som blev holdt for hende. Det var nu meget rart med sådan en høflighed, hun kunne dog stadig ikke bedømme om den kom fordi. A, Florence synes det var nødvendigt grundet Avaions omdømme med at være adelig. B, fordi at sådan var hun bare naturligt, eller C, en grund som Avaion på nuværende tidspunkt ikke lige kunne placere eller finde på. ,,Ah Isari katedralen, det er længe siden jeg sidst har været der'' du har aldrig været der, løgner. Eller løgner og løgner, hun havde ikke været i katedralen i hovedstaden, men den kirke hun selv havde været en del af, havde også tilbedt gudinden Isari. ,,Sætter jeg stor pris på'' sagde hun ærligt, trods at hun fandt det unødvendigt og en smule mærkeligt. Hvorfor var hun i det hele taget så opsat på at følge denne kvinde? Hvad var der over hende, som der tiltræk den ældre dæmon så meget.
Hun kiggede indgående på kvinden der gik ved hendes side ,,Fortæl mig noget mere om dem selv frøken?''

Hun lukkede lågen i efter sig og gik med små hop hen til til følgerske for så at fortsætte langs med blomsterbedene på hver deres side. Hun smilte næsten lidt stolt over at være i selvskab med en der satte pris på katedralen. Hun kunne tale i stride strømme om hendes hjem. De smukke store sale, klokkerne der hang i de udsmykkede tårne og de evigt mange lys der blev tændt op under tjenester efter solnedgang. Det var endeløst så mange ting hun kunne fortælle om. Dog da Florence blev spurgt ind til hende selv skulle hun lige tænke lidt ekstra over hvad hun egentlig skulle svare.
"Jeg tror ikke der er meget at fortælle." sagde hun med et lille træk på skuldrene. "hmm... mit navn er Florence Desjardins. Jeg er nonne under Isari. Jeg underviser børn i at læse og skrive og så sørger for at klokkerne ringer når de skal. Jeg holder haverne i stand.." fortalte hun inden hun nærmest kom i tanke om en ting omkring sig selv. "Oh ja, og jeg har fået mig en nu passion for musik.. tror jeg" sagde hun en smugle ivrigt, dog med lidt tvivl i de sidste ord. "Altså, jeg har altid holdt meget af de sange vi synger i katedralen, men jeg har for nyligt fundet ud af andre varianter af musik. Og jeg finder mig meget betaget af det"

Dæmonien lyttede, nikkede når sætningen sluttede, betragtede hende når sætninger startede. Egentlig ikke fordi hun gik særlig meget op i kvinden, men tanken om at lære hende bedre at kende. Havde måske givet hende bedre indblik til, hvorfor hun havde denne mærkelige følelse omkring kvindens aura. Igen måtte hun tænke, hvor mærkeligt nogle dæmoner ville finde hende. Men selv psykopater havde vel deres momenter, hvor de virkede, næsten menneskelige?
Måske hun i sidste ende også ville få noget ud af dette bekendtskab, man vidste jo aldrig hvad livet havde i vente for dem begge. Desuden, minderne gled atter tilbage da hun selv havde fundet sig i et lille kloster, hvordan at nonnerne havde føltes som hendes mødre, søstre, familie. At hun så ikke vidste hun havde fundet rigtig familie på vejen, var måske hendes egen skam. Især fordi hun muligvis havde været i seng med dem begge.

,,Lyder til du alligevel havde en del at fortælle om dem selv Florence’’ kom det drillende fra Avaion, da hun var færdig med tale strømmen ,,Spændende med musik, jeg har altid været en kunstelsker og musik elsker, har dog ikke en kreativ knogle i kroppen selv.’’ hendes blik faldt kort på blomsterne de passerede, de sagde hende umiddelbart ikke særlig meget ,,Så, hvorfor valgte du at blive nonne af Isari? Lyder til du har nogle andre interesser, end blot at tilbede din gud?’’

Florence så lidt forlegent ned over sin pludselige enetale om sig selv men kunne ikke lade være med at grine lidt over kommentaren omkring hendes kreative evner. Det var ikke så ofte hun havde tid til at snakke med andre på den her afslappende måde så det var rart for en gangs skyld.
"Jeg har skam ikke valgt at blive det. Mere valgt at forblive det. Jeg blev efterladt af mine forældre da jeg var spæd så søstrene i klosteret er på en måde min familie. Så selvom jeg har andre interesser så er jeg forpligtet til at blive." fortalte hun lidt tænksom. Hun gippede dog lidt da det gik op for hende hvordan det lød det hun lige havde ytret. "De må endelig ikke tage det som at jeg ikke vil være der. Tværtimod! Jeg elsker at være en del af fællesskabet. Jeg holder især meget af de aftner hvor nogle af pigerne bliver længere oppe og vi snakker til langt ude på natten nede i køkkenet. Øjeblikke som det får mig til at ønske at de kunne være der for evigt" sagde hun med et smil over minder om grin og samtaler hun er vokset op med.

Avaions smilebånd trak lidt, det lød lidt som hendes egen historie, hvordan at nogen havde taget hende ind. Når hun allermest havde haft brug for det, at det så hele var endt i en tragisk tragedie, som passede bedre i teateret, end i virkeligheden. Det var jo bare sådan livet ville hende det ,,Hm’’ mumlede hun stille, og fandt sig selv, at hun forstod udmærket kvindens holdning og tankegang. Hvis piraterne ikke havde plyndret hendes by, havde hun så stadig været nonne den dag i dag? Ignoreret hendes egentlig oprindelse, være en af de mest menneskelige dæmoner i krystallandet?
,,Det lyder til, at du har et dejligt fuldendt liv Florence. Et liv som mange ville misunde dig for’’ der var en hvis sorg at spore i stemmen, hvilket overraskede Avaion. Hun troede at hun var kommet over denne periode i hendes liv, hun var aldrig vent tilbage til den lille fiskelandsby. Hun havde vent hele den tid ryggen, mens hendes sind var blevet mere og mere formørket, over de omstændigheder der var blevet budt hende.
Da de gik forbi et piletræ, lod hun fingrene glide hen over de tynde grene, der blidt kærtegnede hendes hånd. Det var for alvor begyndt at blive mørkt. Mænd var kommet ud, for at begynde at tænde byens olie lanterne, som kastede skygger hen over deres gang imod klosteret. Små stjerner var allerede at skimte i det fjerne, og månens skær begyndte da også så småt at skinne igennem.
,,Det er en smuk aften’’

Florence nikkede lidt med et tilfreds smil. Hun kunne godt fornemme den lille snert af sorg i kvindens stemme. Hun betragtede himmelen over dem og sansede hvordan temperaturen langsomt faldt med det små briser der kom nu og da. Det var på dette tidspunkt, overgangen imellem dag til nat, hun nød aller mest. Hvordan de to verdener smeltede sammen når dem der stadig var vågne forberedte sig på at skulle kunne se og holde sig varme. Og så igen om morgenen hvor folk stod op og fortsatte hver deres cyklus som gav byen sit liv.
Der var endnu tre kvarters tid før Florence skulle få klokkerne til at ringe så hun havde masser af tid til at komme tilbage til katedralen. Hvilket fik hende til at læne sig hen over en lav mur der omringede udsigten til søen i midten af haverne hvori månen, halvt skjult af et par skyer, spejlede sig "Så må det da også være Deres tur til at fortælle om Dem" sagde hun tilbage inden hun satte sig op på muren med et lille hop.