Det havde været nogle stille, solrige dage ved Ametyst strand, folk havde nyt at det ellers så varme klima, havde været de grader køligere så det faktisk var til at holde ud i de lange dagstimer. For andre, som levede i skyggerne på disse kanter, havde vejret været uvelkommen. For det betød at folk var mere vågne, omkring deres ejendele og derfor svære at komme til føden, som så mange desperat havde brug for. Men at der pludselig var gledet skyer hen foran solen, havde mange stået og kigget forbavset op på solen, der var dem så naturligt. At det var en underlig begivenhed at opdage at der også på disse kanter kunne forekomme uvejr. Her havde en spinkel pige, med et usædvanlig udseende set sit snit og fået et par æbler inde under kappen samt et enkelt luns brød. Inden hun igen forsvandt tilbage ind i skyggerne, hvor hendes retmæssige plads var.

Det havde været nogle hårde dage, som i at der næsten ikke havde været nogen mulighed for at komme i nærheden af mad. Den efterhånden udsultede pige, mæskede sig derfor glædeligt i det ene af de tre æbler, der var anbragt i hendes skød. Iklædt nogle mørke røde klæder, var hun gemt afvejen, under nogle træer ved strandbreddens ende. De gyldne øjne, skinnede med en hvis glæde, trods hendes uheldige situation af at leve på gaden. Ud over vandet, hvor en fiskerbåd langsomt ankom til kysten. Nysgerrig efter mere viden om, hvem der dog lagde til på denne side af stranden, var hun tæt på at krybe tættere på, så hun havde bedre udsyn over hvilke personer der mon ville stige i land.

Inde længe, måtte man da tro at hendes nysgerrighed blev stillet. Da hvad virkede til at være en ældre mand, ud fra kropsholdning steg i land. Men nysgerrigheden blev blot forøget, da manden ikke var påklædt som folkene her, hvilke historier han mon kunne fortælle, om de verdner han havde set. Fra sit skjul vågede hun sig længere frem, men stadig gemt væk i de velkende skygger, hvis arme efterhånden var som hendes egen familie.

Med et blik der næsten ikke kunne rives væk, lagde hun mærke til den mærkværdige stav som lå i mandens hånd, vejret havde også pludselig skiftet. Og gav derfor fiskerne god vind for at komme videre på deres rejse, denne mand, dette væsen, der var noget specielt over det. Måske, hvis hun bare lige? Med et vildt ryst, trak hun sig tilbage ind bag træet, satte sig ned med et lille knitrende lyd fra sandet der svøbte sig omkring hendes bagdel. Men da hun skulle til at føre et lille stykke brød ind i munden, stoppede hånden før at brødet ramte hendes læber.

Igen lod hun sit ansigt glide forbi træet og hen imod den fremmede. Indsvøbt i lette klæder, var det kun de gyldne øjne som kom frem fra det rødlige stof, som efterhånden vidste tegn på slitage. Huller, falmet farve og den største ting som gav væk, at hun ikke kom fra et hjem. Var vel hvor beskidt det var, men alt dette lå så langt væk fra denne pige, som uden at tænke over hendes egen omgivelser, blot betragtede den mystiske skikkelse, der førte sig vej igennem sandet.

Hendes ansigt blev helt følelse løst, da den fremmede stirrede hendes retning. Hun havde ikke regnet med at han faktisk ville opdage at hun betragtede ham og nu da hun var blevet taget i det, kunne hun mærke hvordan at hjerte nærmest var ved at hoppe ud af halsen på hende.
Hvad han havde han tænkt sig at gøre nu, nej hvad havde hun tænkt sig at gøre? Måske hun kunne nå at læbe væk, komme tilbage og hente de æbler hun ville blive nød til at efterlade. Eller måske bare blive siddende længe nok og håbe på at han blot mistede interessen og gik sin vej. Hun sank den smule spyt som der havde samlet sig i hendes mund. Vejrtrækningen havde langsomt nærmet sig til det man ville kategorisere som panisk, det blev ikke bedre da manden faktisk snakkede til hende. Ikke gøre hende noget?

Hun fugtede de tørre læber, mens at hun med nogle store øjne langsomt stak hoved længere ud. Måske mente han det? Den naive albino topalis, lod langsomt resten af kroppen komme ud fra træet, i kravlende maner. Før hun lige så stille rejste sig op, i hendes lave højde. De gyldne øjne betragtede manden, men hun vidste ikke helt om hun turer at gå tættere på ham.
,,Og hvorfor, skulle jeg, stole på dig?’’ hendes stemme var lige over det hviskende toneleje, den var blød med en tung runding, med hendes bøjning af ord. Hvis manden ikke havde haft sådan en fængslende atmosfære over sig, havde hendes fornuft nok for længst fortalt hende at flygte. Men alligevel bevægede hendes ben sig tættere på den fremmede mand. Men så stoppede hun også, mens der stadig var en hvis afstand imellem dem, hendes højre og eneste hånd, gled hen over hendes lange træstav, som hun brugte som våben i nødstilfælde. Man kunne aldrig være for, forsigtig når man var af anderledes udseende. Dette galte også over for andre.

Med et meget forundret udtryk, betragtede hun den mærkværdige mand. Han havde da lige bedt hende om at komme hen til ham? Eller havde hun misforstået hans gestus med hånden, hun trak vejret dybt og lagde hoved på skrå. Der var nu alligevel noget mærkeligt ved ham, hvilket gjorde at hendes nysgerrighed blev vækket.
Hvorfor ville han bede hende om at komme hen til ham, for derefter at sige hun ikke skulle komme nærmer. Som et skræmt dyr, der var såret og derfor snappede efter folk, trods det egentlig ikke var dens oprindelige natur. Øjenbrynene dannede en dyb fuge imellem dem, det nemmeste ville klart være at give det manden bad om. Fortælle ham hvor han skulle gå hen, gå tilbage til hendes træ og derefter aldrig tænke over denne begivenhed igen. Men hun kunne ikke helt give slip på lysten til at finde ud af, hvem fiskerne havde ført til stranden. Måske en beslutning hun ville fortryde fra nu af, og til den dag hun døde.

,,Et par kilometer, syd på’’ hun pegede med sin stav, men da der ikke rigtig var nogen vej ud over nedtrampet vej, hvor der også var hjulspor at finde, kunne det stadig være svært at finde hvis man ikke kom fra denne del. ,,Jeg kan følge dig, noget at vejen?’’ hun trådte her ved et par skridt tættere på, selvom han havde bedt hende om at holde sig på afstand. Men hvis hun skulle vise ham vejen, skulle hun forbi ham. Måske var det på dette tidspunkt, at det ville have været smartere at lytte til sin indre stemme.