Set i bagspejlet, var det at begynde at klatre op i et træ nok ikke jordens bedste beslutning. Ikke at Gidion var dårlig til at klatre i træer, uheld havde det blot med at ske, specielt for ham. Han var stadig overbevist om at forbandelsen som blev lagt over hans familie for flere 100 generationer tilbage, stadig holdte sig i gang. Faktisk var han blot ude for at kigge på træ. Træ til at bygge hytten, som efterhånden var nået et stykke vej efter han og Caitlin var ankommet til Medanien. Lige nu var han på udkig efter frugttræer, da deres træstruktur var noget helt specielt.

Det var resulteret i at den voksne og egentlig ret bredskuldrede mand, var begyndt at kravle op i et stort æbletræ, som var han teenager igen. Mest på udkig efter en tilfredsstillende gren, uden at hele træet skulle fældes! det ville være synd. At bruge af naturen var at foretrække, men at ødelægge den var ikke højt på hans liste.
Og nu lå han der med et forvredden ansigt, som alle hans muskler syntes at spænde i kroppen. Han var, som skæbnen ville det, faldet ned. Og turen ned havde været af de mere voldsomme. Noget han for alvor opfattede som de tårefyldte øjne fik set det ventre ben ordentlig an. Ikke nok med at hans øjne så rødt på benet, så var der også noget hvidligt der imellem. Knoglen havde ramt uheldigt og var brugt ud hans skinneben. Nok havde det gjort aller helvedes ondt, men Gidion havde ærligt ikke regnet med at knoglen var desideret flækket og presset ud fra under huden. Med rystene hænder første han, men en del klagelyde af højere grad, at presse knoglen tilbage på plads igen. Han kunne ikke gå tilbage, og han var for langt fra lejren til at de ville kunne høre ham.

Milicents dag havde været mere hektisk end normalt. Hun havde været en tur i Medanien, for at se byen an, og snart var det gået op for hende, at der var en del syge folk i byen. Der måtte vel være en mindre epidemi af ét eller andet, men ikke desto mindre bød hendes gode sind hende, at hjælpe til så godt hun nu kunne. Så det meste af dagen var gået med, at heale en god bunke mennesker, der havde voldsom hoste og feber, samt sørge for, at hun ikke selv fangede noget af den grumme sygdom, og nu var hun på vej ud af byen for at slå lejr for natten. Hun var godt træt efter at have brugt sin evne så meget i løbet af dagen, så af selv samme grund gik den trofaste ulv ved siden af hende, nærmest op af hendes ben, overbeskyttende som han var. Milicent var egentlig meget taknemmelig over det, for så behøvede hun ikke som sådan at holde øje med sine omgivelser konstant.
Ikke før ulven stivnede og begyndte at snuse til luften. "Hvad er der?" spurgte hun med det samme. Ulvens svar fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Blod. Hvorfor i alverden skulle der være den slags. Da ulven tilføjede at det var menneskeblod, kiggede Milicent sig omkring. "Led vejen, mere skulle der ikke siges, før ulven gik af sted mod lugten, snusende ud i luften.
Da de kom til kilden til lugten, fik Milicent øje på en mand, der lå og så ud til at være rigtig slemt tilredt. Da hun fik øje på benet og knoglen der stak ud, fik hun store øjne og hun gik med det samme hen til ham, med et bekymret blik på hans ben. "Lig stille, ellers bliver skaden bare værre," advarede hun myndigt, mens hun satte sig på hug ved siden af ham. Til at starte med, lagde hun langsomt to fingre på hans ben for at undersøge skaden. Det var et meget slemt benbrud, og uden en healers hjælp, var risikoen for at han ville blive krøbling meget stor. Heldigvis kunne Milicent godt heale skaden, men det ville nok være hårdt. Hun kiggede hastigt hen på mandens ansigt. Han var i smerter, det var tydeligt. "Jeg kan heale det, men det vil gøre ondt på dig," konstaterede hun ærligt, mens hun så afventende på ham.

Sanserne som hos en skadet dyr blev optimeret gevaldigt hos selv et menneske. Gidion var i hvert fald frygtelig opmærksom på alt omkring ham, som han uden det hjalp synderligt forsøgte at hjælpe sig selv. Ren logisk holdte han op med at presse jo mere det gjorde ondt, selvom han vidste at han burde. Måske han lige kunne holde en pause. Blot et enkelt sekundt.
Det var her han hørte puslen hen over skovbunden, der fik de brune øjne til at løfte sig fra det blødende benbrud. De spejdede så roligt han nu engang kunne i denne tilstand, men blev ikke bange. Frygten ville komme hvis lyden lød som noget der sneg sig op på ham. Dette var en direkte lyd med retning mod ham. Nogen måtte havde hørt ham? Gidion havde ikke regnet med at folk var ude i skoven.

Kvinden der dukkede op, overraskede Gidion, men ikke i samme overraskelse som ulven. Ulven var også lige præcis det som Gidions øjne holdte sig længst tid på, selvom kvinden kom nærmere. "Jeg skal prøve" svarede han så roligt og afdæmpet det nu engang var muligt med åben benbrud og en ulv i sit nærvær. Han klarede det overraskende godt, selvom man godt kunne høre at han var let i chok.
"Jeg tror ikke det kan gøre ret mere ondt end det i forvejen gør" Gidion tog tydeligt fejl og det vidste han udemærket godt! Der var heller ikke megen seltillid i stemmen over udtalelsen, andet end hun hjertens gerne måtte heale det sammen. At stole på en fremmed tilhørte den naive tilstand han normalvis gik rundt i. Han havde været påpasselig i hovedstaden, med rygtent hængende over hovedet. Rygtet om at være i besidelse af beskidt og forbandet blod. Men herude. Ude hvor ingen kendte ham, var han knap så påpasselig. Nok ikke den bedste egenskab, men ærligt så kvinden ikke ud til at ønske ham ondt af nogen art. Hun ville da i hvert fald ikke heale ham først, hvis hensigtet lå i at gøre ham fortræd.

Manden tog det ret pænt, at der stod en fremmed kvinde sammen med en ulv, og at hans ben var totalkvæstet. Ikke at Milicent tænkte meget over, at en ulv godt kunne være en ret så skræmmende faktor. Ikke før det gik op for hende, hvordan han blev ved med at kigge på ulven. Og sendte først ham et blik, derefter ulven, som hun puffede let til. "Du behøver ikke stå i synet på ham," forklarede hun ulven, der peb let, før den tog lidt afstand og lagde sig, så den ikke virkede helt så intimmiderende. Selv gjorde Milicent sig mentalt klar på at skulle overanstrenge sig noget mere end hvad hun burde. Hun ville for det første være nødt til, at presse knoglen tilbage, hvilket krævede nogen styrke. Men det kunne hun godt lige nøjagtigt. Hun havde trods alt gjort det før. "Det er mest i starten, det gør ondt. Mere end nu," forsikrede hun ham, mens hun lagde en hånd blidt på hans ben. Derefter pressede hun til, så knoglen kom tilbage ind i benet. Der lød en let knasen, men Milicent havde set og hørt værre, så hendes blik var blot ved hans øjne, beroligende.

Derefter kom den slemme del, for hende. Healingsprocessen. Den ville tage lidt tid, og da hun lod den lysende, healende magi strømme ud gennem sin hånd og ind i hans ben, blev hun lidt mere bleg. Hun havde allerede nu overanstrengt sig gevaldigt, og det var kun en del af knoglen, der var healet sammen. Hun bed sammen og fik et mere fokuseret blik end før, mens hun tvang mere af sin energi ud af kroppen, til benet var blevet healet. Både knoglen, det let ødelagte væv og såret. Derefter sendte hun ham et smil. "Det var værre end jeg havde regnet med," konstaterede hun, før kollapsede ved siden af ham, bevidstløs. Ulven løftede med det samme hovedet, hvorefter den rejste sig, gik hen og lagde sig ved siden af hende, pivende og puffende til hendes arm. Den kiggede kort op på manden, før den puffede videre, men lige meget hjalp det.

Ulven måtte være generelt overbeskyttende som den stod og stirrede sådan på ham. Ud fra hvad Gidion vidste, skulle han forholde sig roligt. Ulve angreb sjældent noget der ikke opførte sig som et byttedyr, men mindre det var aggressivt og gik til angreb. Ingen af delene var Gidion i øjeblikket. Han kunne for det første ikke flytte sig og han var overhovedet ikke aggressivt anlagt. Han smilede dog, som ulven blev puffet lidt til og bagefter lade sig. Hans formodning om at ulven fulgte hende, var dermed fuldt ud bekræftet, selvom der ikke var det store at være i tvivl om. Gidion flyttede blikket og nikkede i forståelse som han gjorde sig både fysis og mentalt klar på det uundgåelige. Det forhindrede dog ikke at han pressede øjnene sammen i en grimasse af smerte som knoglen blev presset tilbage ind i kødet. Hans vejrtrækning blev hurtigere, og han blev automatisk langt mere varm og begyndte at svede af smerten.

Herefter virkede alt som en let leg, specielt som den første del af healingensmagien gik igennem bennet på ham og udførte mirakler. han ånede lettet op som det sidste ver healet sammen og benet var tilbage til normal funktion, om end lidt sovende efter at havde været forfærdelig beredt. Hans ansigt der var faldet over i beroligede og afslappede folder, blev dog hurtigt alarmeret ved kvindens udtalelse skarpt efterfulgt af at besvime. "Wow" det var en overraskende drejning, men selvfølgelig havde det taget meget energi at heale en så stor skade sammen. Faktisk havde Gidion været så fokuseret på benet at han ikke engang havde opdaget at småskrammer havde healet sig fint sammen af sig selv ved hans arme og ansigt. Mest af alt fordi han ikke vidste at han besad evnen til at passivt heale sig selv sammen.
Forsigtigt, og med øjenkontakt til den bekymdrede ud, ragte han hånden frem for få hende vendt på ryggen til en mere behagelig stilling. Noget der tydeligt var langt mere besværligt end først antaget, som kappen gemte på en hvid hemmelighed i form af et par store vinger. Han greb sig selv i, efter at havde fået hende lagt mere behageligt, at ville spørge ulven efter hvor længe han regnede med at hun ville være besvimet. Selvfølgelig ville ulven ikke forstå ham og Gidion ville absolut ikke kunne forstå den. Derfor valgte han den nemmeste løsning, at rejse sig efter sin egen kappe og ligge over hende, så hun ikke skulle fryse. Hendes hud havde føltes meget kold, da han skulle flytte hende, hvilket havde givet rigeligt grund til bekymring. Herefter satte han sig til at vente. Hun havde ikke feber, og han besad ikke evner til at finde ud af om det var andet end udmattelse som havde overvældet hende. Gidion besluttede sig for at hvis hun var væk i flere timer, ville han få tændt et bål, ellers ville han blot sidde og vente.

Ulven virkede ikke særlig aggressiv ved, at manden rørte ved hende. Den kiggede blot på hans bevægelser, observerede stille og roligt, til manden satte sig ned igen. Da lagde den hovedet oven på Milicents arm og sukkede let, som kun en ulv kunne gøre det, når den gav op på at få gjort det, den gerne ville gøre.
Der gik ikke meget lang tid før hun kom til sig selv igen, nok et kvarters tid, men da hun vågnede op var hun virkelig træt, og startede ud med, at lukke øjnene igen, før det gik op for hende, hvad hun havde haft gang i. Da slog hun igen øjnene op og fik sat sig op, lettere forvirret, mens ulven gav et lille, utålmodigt bjæf. Hun kiggede ned på den med et træt smil. "Årh, hold da op. Vi tobenede har også behov for at slappe af," konstaterede hun. Det bjæffede den en gang mere over. Dens kommentar fik hende til, at smile lidt mere. Hun havde selvfølgelig ikke været klar over, hvad manden var for en støbning, men ulven havde godt nok ikke voldsomt meget tilovers for den slags, og at den havde beskyttet hende siden hun var gået kold, var ingen overraskelse. Hun kiggede derefter over på manden, undersøgende efter bidesår. Dem var der heldigvis ikke nogen af. "Han har ikke gjort dig noget mens jeg var væk, vel?" spurgte hun, mere roligt end som så. Ulven brokkede sig tydeligt. Selvfølgelig havde den da ikke bidt ham!
Hun tog sig lidt til hovedet, hvor en hovedpine havde sat sig, før hun igen kiggede på manden. Han må have været forsigtig, ellers havde ulven sikkert siddet oven på ham nu, gøende som en gal. Alligevel havde hun hans kappe over sig, så det var faktisk lidt en overraskelse, at der ikke var det mindste problem nu.

Der gik ikke videre langt tid før kvinden begyndte at røre på sig igen, hvilket i sig selv var en lettelse. Gidion ønskede ikke at være grunden til at folk faldte om! Specielt ikke folk som havde været så varmhjertede og hjælpe ham. Tingene, og specielt fremtiden havde set noget sort ud hvis ikke han ben havde healet rigtigt sammen. Han kunne kun forestille sig hvor længe han uden en healers hjælp skulle gå som en krøbling, og stadig have en risiko for at få varige men. Han smilede lettet som hun talte til ulven ganske venskabeligt, som var den en del af familien. Måske en overbeskyttende storebror endda.
"Nej, han har ikke gjort noget. Jeg var også meget forsigtig da jeg flyttede dig til noget mere behageligt end rødderne" Det havde ikke været nødvendigt at flytte hende langt, men hun havde været uheldig at ramme ned i et meget rodinciferet stykke jord, som kunne give en del irritationer i ryg og muskler. Han havde naturligvis heller ikke gået nær hende siden, af respekt for ulvens overbeskyttelse og at der ikke var noget han kunne gøre alligevel. "Er du okay? Jeg er ked af at være skyld i at du besvimede"

Milicent smilede varmt til manden. Hun var ret taknemmelig over, at han havde flyttet hende væk fra rødderne, for da hun fik øje på dem, så vidste hun bare, at det kunne hendes alt for smidige krop ikke klare, for ikke at nævne vingerne, der også var ret sarte. Så ville hun nok have mere end bare hovedpine og voldsom træthed lige nu. "Tak for det, de ville sikkert have været ubehagelige at vågne op til," sagde hun mens hun stirrede på rødderne med et blik af ubehag. Nej, fy for den, dem skulle hun aldrig sove i. Hans undskyldning fik hende tilbage i til samtalen og hun sendte ham endnu et varmt smil. "Det er ikke din skyld, men min egen. Jeg har brugt hele dagen på, at heale de syge mennesker i Medanien, men jeg kunne jo ikke bare lade dig ligge dér," forklarede hun mens hun nussede ulvens hoved blidt.
"Hvordan har dit ben det?" hun var ikke meget for, at omtale sin egen træthed eller hovedpine, for hun var mere bekymret for ham, end for sig selv, så hun undgik komplet at svare på hans spørgsmål, selvom hun snart ikke selv kunne holde masken længere. Det var sådan en ret ubehagelig hovedpine, der selvfølgelig skulle sidde lige i tindingerne. Typisk.

Det var ikke et område Gidion selv ønskede at sove på, og han var i en mere robust udgave og kunne nok godt havde holdt til at sove på det uden at være fuldstændig radbrækket. Med det sagt ville han uden tvivl godt kunne mærke konsekvenserne dagen efter hvis han mod alt forventning skulle havde taget sådan en beslutning. Det havde også ført til at han ikke ønskede at andre skulle ligge der, hvis de kunne undgå det. Derfor havde han flyttet hende, uden at der var kommet større indvendinger fra ulven, selvom den havde holdt godt øje med ham.
Gidion så fascineret på hende og kunne mærke at han begyndte at smile endnu mere. "Det er jeg gald for at du ikke ville. Men jeg er nok endnu mere glad for at du har taget dig tid og brugt kræfter på folkene i Medanien. Det har stået skidt til i byen i et par dage desværre." nok havde han ikke været bosat her længe, hvis man overhovedet kunne kalde ham det, nu huset egentlig ikke var bygget færdigt, men han havde godt set at folkene havde været mere syge end normalt. Det kunne nemt være en epidemi på omrejse, men intet var sikkert. Gidion havde ikke megen forstand på det, andet end når folk var trætte, svagelige og så ud til at være syge, var det sjældent godt.
Gidion kiggede ned på sit ben, som havde han kort glemt hvad der var sket, fordi andet havde taget hans opmærksomhed. Benet var stadig træt efter den voldsomme behandling, og det størknede blod på bukserne var også et tydeligt tegn på hvad der var sket. "Ganske godt, takket været dig. Stadig lidt småtræt, men intet voldsomt." svarede han med et varmt smil. At hun ikke helt besvarede spørgsmålet bed han mærke i, selvom hun så ud til at klare den meget godt. "Jeg er Gidion, forresten. Og mange tak for hjælpen"

Som manden forklarede at sygdommen havde været der et par dage, gættede Milicent sig til, at han nok boede der. Så skulle han vel snart tilbage, nu hvor det var ved at være ret sent på eftermiddagen. "Der findes intet værre end epidemier, især når de opstår i byer, hvor folk bor tæt op af hinanden. Én af de syge var en lille pige," konstaterede hun med et lille smil, glad over at pigens mor ikke endte med at falde om af bekymring.
"Ja, det er desværre en bieffekt på åbne benbrud. Det går over om en halv times tid, vil jeg tro," konstaterede hun med et smil rettet mod ham. Hans tak fik et hendes smil til at blive større og hun nikkede blot til at starte med, før ulven puffede til hende. Snak, lød det fra den. "Jeg hedder Milicent," hun holdt sig fra at bruge efternavnet, da hendes slægt stadig var ret godt kendt i Krystallandet. "Og det var så lidt. Men du må næsten bo i Medanien, ikke sandt? Det er ved at blive mørkt herude," hun trak kappen af og rakte den hen til ham, beslutsom efter, at få ordnet en lejr. Men da hun rejste sig - forfulgt skarpt af ulven - tog svimmelheden over. Og havde det ikke været for træet der stod i nærheden, som hun skyndte sig at få fat i med hånden, så var hun nok væltet. Det var irriterende at være svimmel, men sådan var det bare. Det skulle enten gås væk eller soves væk i Milicents øjne, selvom det ikke var sundt at gøre det første. Hun rømmede sig let, en smule pinligt berørt, før hun fik stillet sig ordentligt uden at vælte. Også selvom svimmelheden stadig var der. Nu kunne hun ikke helt lade som om, der ikke var noget galt og hendes lette rysten på hovedet var et tydeligt tegn deraf.

Det var aldrig rart når nogen blev syge eller på anden vis kom til skade. Gidion vidste godt at det var en uundgåelig ting, men man havde lov til at håbe på at epidemier for eksempel ikke fandtes. "Det rammer altid hårdest når det er børn" af en meget god grund faktisk. Selvfølgelig var det også forfærdeligt når ens forældre, bedsteforældre eller generelt andre folk af ældre generation blev syge, men børn. De havde knap startet livet ordentligt ud og så kom der noget og tog det fra dem alt for tidligt. Gidion kunne ikke li tanken, men valgte hellere at fokusere på at den lille pige var blevet hjulpet og smilede til kvinden.

"Jeg er næsten lige flyttet hertil fra hovedstaden med min datter," svarede han muntert som han tog imod kappen. Han var flyttet som hovedstaden blev mere og mere fyldt med flygtninge. Han havde frygtet at blive lukket fast og ikke kunne slippe væk. Dertil havde Caitlin en moster som efterhånden havde stablet et ret sikkert område op i Medanien.
Gidion var hurtig til at rejse sig op efter Milicent, specielt som hun blev usikker på benene endnu engang. Gidion så bekymret på hende og fik endnu engang dårlig samvittighed over at havde sat hende i den ubehagelige situation. "Du har det ikke ret godt, har du vel?" mere end konstatering end et egentligt spørgsmål, for det var tydeligt at hun ikke var på toppen og vist mest af alt trængte til noget at spise og noget søvn. "Jeg bor ikke så langt herfra. Det er godt nok kun et midlertidigt hjem, men der er bad og et sted at sove, for jer begge to" Gidion ville være forstående overfor et nej, selvom han ikke havde nogen intentioner om at efterlade hende alene i den tilstand, også selvom ulven var der. Ulven som var en god støtte og som naturligvis måtte komme med. Gidion havde altid været ganske glad for dyr, selvom en ulv nok var af lidt større kaliber rovdyr end han var vant til.

Datter? Milicent kunne faktisk godt se manden som en slags faderfigur, nu hun tænkte over det, så hun smilte bare over hans informative ord.
Gidions bekymrede blik og ord, fik Milicent til, at smile endnu en gang, denne gang dog noget mere træt, mens hun holdt fast ved træet ved siden af sig. "Ikke just. Men det kunne være værre," indrømmede hun roligt, kiggende på Gidion, da han gav hende sit tilbud. Et hus? Det var ikke så ofte, at hun sov i et hus. ;Men om ulven ville, vidste hun ikke, så hun kiggede ned på ham. "Vil du ind i et hus i nat?" spurgte hun den, meget direkte. Dens bjæf var en konstatering af, at den helst ikke ville, men at den godt kunne, hvis hun ikke ville tage alene derind med manden. Hun kunne ikke lade være med at grine lidt. "Jeg tror ikke, du skal være bange for at han gør mig noget," forklarede hun lavt, før hendes blik var tilbage på Gidion. "Jeg tror ikke han vil med. Men måske lægger han sig i nærheden af dit hus," hun sukkede let, da hun begyndte at føle sig mere og mere tung i hovedet og benene. Lidt som det var blevet erstattet af blylodder.

Caitlin var allerede integreret som var hun hans biologiske datter. I hvert fald blev hun nu præcenteret som værende hans eget afkom, og det havde der heller ingen problemer været med endnu. Ikke at Gidion regnede med at der kom problemer. "Lad os forsøge på at undgå at det bliver værre" svarede han med et smil. Det gik ikke at hun gik rundt og havde det dårligt.
Gidion overværede ganske roligt og måske endda en anelse nysgerrigt samtalen mellem Milicent og ulven. Han forstod naturligvis ikke noget som helst af hvad Ulven svarede, andet end hvad det cirka måtte omhandle ud fra Milicents svar. "Det er også helt i orden. Og bare rolig, jeg gør dig ikke noget" bekræftede han hende i, som hun selv havde sagt til ulven.
Det bekymrende blik blev ikke mindre af at hun så ud som om hun kunne falde om hvert sekund. Som ren refleks holdte han fast i hendes arm som han begyndte at gå ganske roligt afsted. Både for at være sikker på at hun var med, og at hun ikke lige pludselig faldte.

Milicent nikkede let, mens hun smilede. Der var ingen grund til at gøre det værre nu, med mindre de selvfølgelig fandt en døende person. Så ville hun ikke kunne sige nej, selv hvis hun ville få det langt værre. Hun gjorde sig mentalt klar på at gå, ind til hun mærkede Gidions hånd omkring sin arm, til hvilket hun ikke kunne undgå at give et mindre spjæt. Hun havde aldrig haft det særlig godt med at blive rørt ved, fordi hun kun havde dårlige erfaringer med det. Overgreb fra andre noble, med et spark i skridtet som resultat, sin fars kontrollerende hånd. Men Gidion virkede mere støttende, så efter at have været lidt anspændt et lille stykke tid, slappede hun mere af, og gik med ham.
Ulven gav et mindre bjæf fra sig, et "på gensyn", og Milicent vinkede bare af ham, før hun lod sin fulde opmærksomhed falde på Gidion. "Nå, lad mig høre lidt mere om dig Gidion?" spurgte hun nysgerrigt, som de gik mod Medanien.

Det havde på intet tidspunkt været meningen at forskrække hende, nej nærmere hjælpe hende som den vaklende gang var påbegyndt. Gidion ville så nødigt have at hun faldte eller der generelt skete hende noget. Det mindre spjæt var dog nok til at han nær havde trukket armen til sig, selvom det ikke helt skete. Han tog reaktionen til mente, men fastholdte at hun skulle støttes for sin egen skyld. Det faktum at hun heller ikke begyndte at sige noget imod det, eller så videre anspændt ud et stykke tid efter, hjalp til at han ikke fjernede den. Det fortalte mere om hendes fortid end hun måske havde planlagt.

"Jeg ved ikke om der er så meget at fortælle" startede han ud lidt småforlegen. Gidion havde aldrig været god til at tale om sig selv og gjorde det også nødigt. Ikke fordi han skammede sig, men han nød at høre om andre. "Jeg kommer fra hovedstaden, gennem flere generationer. Jeg har 2 søstre, 2 nevøer og 3 niecer.. Og så selvfølgelig Caitlin som er flyttet med mig til Medanien."

Milicent lagde godt mærke til, at Gidion virkede forlegen i det, over at skulle snakke om sig selv. Hun sagde dog ikke noget, valgte blot at lytte. Og gætte en smule. Når han sagde generationer, virkede det næsten som om, at hans familie måske var af lidt højere stand end hvad han selv så ud til at være. Men man kunne altid overraske, Milicent gjorde det jo selv. Hun så bare ikke rigtig sig selv som adelig længere. Det var længe siden, hun havde været det, og hun ville heller aldrig nogensinde være det igen. Det var en grund til, at hun aldrig brugte sit efternavn.

"Gennem flere generationer? Kommer du fra en handelsfamilie?" spurgte hun nysgerrigt. Det var bedre at snakke når man var så træt, som hun var. Det gik heller ikke voldsomt hurtigt, deres gåtur, for det første havde Gidion lige haft en ret voldsom skade i benet, og Milicent var stadig ret svimmel. "Jeg kommer også selv oprindeligt fra Hovedstaden. Jeg har bare ikke været der meget længe," der var noget hemmelighedsfuldt over ordene hun sagde. Om Gidion kendte til hendes familie, var et godt spørgsmål. Men så gammel virkede han nu alligevel ikke.

Gidion smilede skævt og trak lidt på skulderne, mens han ikke kunne helt bestemme sig fra om han skulle nikke eller ryste på hovedet. "Nja.. Jo engang for mange år siden, men min familie er afskåret" forklarede han roligt. Der var ingen grund til at begynde at lyve. "Jeg betegner mig selv mere kommende fra en tømmerfamilie" hvilket jo heller ikke var løgn. Der var ikke gået langt tid efter det knap så heldige, før familien havde engageret sig i tømmerfaget, hvilket Gidion var ganske godt tilfreds med.

"Hvorfor ikke?" spurgte han nysgerrigt med hovedet let på skrå. Gidion havde aldrig haft så meget imod hovedstaden at han ikke tog tilbage dertil. Selvfølgelig alt efter hvem der styrrede byen. Mørket havde han afprøvet at være underlagt under før, og han ønskede ikke at prøve igen. Milicent kunne naturligvis havde mange grunde til at hun ikke var taget tilbage, endda grunde som Gidion måske aldrig ville kunne forstå.

Gidions trækken på emnet fik Milicent til at tænke lidt over det. Så han var måske også et sort får? Som hende. Eller, sort får var måske så meget sagt. Men hun kunne alligevel ikke lade være med, at beskrive sig selv som værende præcis dette, ellers ville hun ikke have fået den kniv i ryggen for så længe siden. Det gav mere mening, at tænke på det på dén måde. "Jaså," mumlede hun eftertænksomt, mens hun fokuserede på, at gå uden at vælte. Det var nogenlunde let, når Gidion sådan havde fat i hendes arm, for hvis ikke han havde det, ville hun nok være faldet nu efterhånden.

Hans spørgsmål fik hende til, at tøve et godt stykke tid. Jo mere hun tænkte over det, des mere mistede hun lysten til, at fortælle ham det, men da hun åbnede munden var det som om, at den forrådte hendes tanker.
"Min familie bor der, og jeg har intet ønske om at genskabe kontakt til dem," forklarede hun, beslutsomt. Måske med en smule kulde i stemmelejet, men den var ikke rettet mod Gidion. "Ikke efter det, han gjorde," det var sagt i mere lavt toneleje. Igen forrådt af sin stemme. Det var som om, at det var helt let, at åbne op over for Gidion. Men nu havde hun jo heller ikke talt om dem i kap 20 års tid. De havde været et sted bag ved i hendes tanker, men nu kom det hele op til overfladen. Hun gøs let over det, og kiggede væk. Det var stadig meget ubehageligt at tænke på, selvom der var gået så mange år.

Gidion var i princippet ikke noget sort får for sin næreste familie. Han var den ældste og klarede det ganske godt med at passe på sine søskende indtil disse blev en del af en anden familie. At bringe slægten videre til gengæl kunne godt sætte ham i en uheldig situation hvad hans forældre angik dengang han var yngre. De var væk nu.
Tilgengæl var hans forfader et kulsort får i familien. "Min forfader for mange år siden dræbte sin bror." for at give en forklaring på hvorfor hans familie var udstrødt. Gidion havde aldrig været en del af hvad der skete, og kunne aldrig finde på at gøre noget så forfærdeligt. Det var dog en personlig oplysning, selvom han intet fortalte om at folk troede en forbandelse lå over hans familie i alle drengenes blod efter deres forfader. Dårligt blod.

Gidion nikkede forstående. Folk havde deres grunde, og hendes mute måde at forklare sig fremmede hans mistanke om at det ikke kunne havde været en rar familie hun kom fra. Ingen burde bøde for sine forældre eller forfædres fejl. Hendes næste ord fik ham dog næsten til at stoppe. Han så bekymret på hende. "Er du okay?" denne gang med fokus på hendes følelser og ikke svimmelheden som sikkert stadig var til stede. Han sørgede i hvert fald for at hun ikke faldte nogle steder.

Gidion virkede til at have en del til fælles med Milicent, gik det op for hende, da han fortalte om sin forfader. Hun så hen på ham med et sympatisk blik. "Det er jeg ked af, at høre. Selvom det var mange år siden, så er det ikke rart, at have den slags siddende på sin familie," hun af alle vidste det. Selvom hun ikke havde den ringeste anelse om, hvordan det gik for hendes familie, så forstod hun udmærket hvad Gidion mente. En sort plet var, og blev en sort plet. Og Milicent var også sikker på, at hvis hun tog tilbage til Hovedstaden og forklarede sin sag, så ville hende fader med stor sikkerhed få en meget stor sort plet. Men hun var ikke en hævngerrig kvinde. Så hellere bare blive væk. Hun ønskede ikke engang at forsøge at få en forklaring fra sin fader.

Idet Gidion spurgte om hun var okay, gik det op for Milicent, at hun nok havde talt over sig. Men så igen var han også åben. Så var det altså næsten helt uretfærdigt, ikke at være åben over for ham. "Min fader begik også mord. For knap 20 år siden," forklarede hun, overraskende roligt, selvom hendes kropssprog forrådte hendes faste stemme. Hun blev anspændt bare ved at tale om det. Og så stak det let i ryggen, det sted, han havde plantet kniven.
"Hvis ikke du allerede har din egen teori, så kan jeg fastsætte den. Det er grunden til, at jeg er en engel nu. Guderne havde planer med mig. Jeg ved stadig ikke helt, hvad det er for nogle planer, så jeg har ventet siden, og holdt mig langt væk fra galningen," hun formåede at holde øjenkontakten, men så snart hun var færdig med at forklare, søgte hendes blik med det samme jorden foran sig.