Det var en kold dag, trods at solen stod højt på himmelen. November måned var på hæl og snart ville de træde ind i en af de koldeste måneder der var så langt nord på i landet. Men som fast beboer her ude ved Isfjorden, var det ikke længere noget som der berørte kvinden der sad på hug og betragtede de friske spor der lagde sig ud i det nyfalden sne. Heldigvis var sneen stoppet med at falde den tidlige morgen hun var draget afsted for at skaffe føde til hendes familie. Det var hurtigt blevet til en hverdags ting, at det var hende som drog ud for at indfange vildt kød, mens faderen og hendes ældre bror ville bevæge sig ud på fjorden for at fange fisk. Hun strammede grebet omkring buen hendes læder behandskede hånd greb rundt omkring, hvor efter hun rejste sig og idræt begyndte at løbe lydløst igennem sneen imod dyret hun havde udvalgt som dagens byttedyr, ud fra sporene var det en hjort som hun fulgte.

Ånden som der slap ud igennem hendes mund, blev næsten krystalliseret så snart den ramte luften og lungerne brændte hver gang hun trak vejret dybt ned i dem. Men godt pakket ind i både store skind og pels, holde hun varmen imod den bidende kulde, der ihærdigt prøvede at trænge ind til hendes hud. Men trods kulden og ønsker om nogen gange at befinde sig et varmt sted hvor man ikke altid behøvede at pakke sig godt ind, var dage som disse nogen af hendes yndlings stunder. Kun hende, hendes bytte og ikke andet end natur omgivelserne så langt øje rakte. Langt væk fra hendes mors intense blikke og irriterende udbrud om at hun snart burde finde en mand hun kunne bringe slægten videre med.
Men hvorfor skulle hun finde en mand og få børn med? Hendes bror havde allerede taget en kvinde til kone, som var højgravid. Om sikkert få uger ville hun være faster til en dreng eller pige, den tanke fik dog alligevel et smil frem på de fyldige læber, men tanken blev hurtigt kastet ud af hoved igen, da hun lige nu skulle koncentrer sig om jagten, ikke om hvor vidt hun var faster eller ej når hun vente hjem igen.

Tre timer, tre lange kolde timer havde hun været på jagt efter dyret hvis spor lå foran hende. Og endelig var hun nået til en lysning hvor hjorten stod og prøvede at grave efter noget spiseligt føde. Den var kommet langt væk fra den endelige leve område. Buen blev placeret og pilen blev spændt ud af strengen, mens hun langsomt men sikkert gjorde klar til at sende pilen afsted, så den ville ramme bag forbenet og gennemborde den hjerte. Den mest smerteløse død hun kunne give dem. Hun tog en dyb indånding og fyrede pilen afsted.

Tristan bevægede sig gennem det iskolde og forlade landskab, han skulle sørge for mad, for gruppen af Rangers der var tilbage, inden han skulle drage videre, han sætte sig ned og tyde jorden og fik så kort efter et hurtigt blik, den havde næsten lige været her, men han var ikke den eneste der var ude efter dette dyr denne hjorte. En kvinde efter fodtrykkende og tyde, havde bevægede sig efter den os.  Tristan vidste han måtte bevæge sig hurtigt hans sværd gjorde det lidt mere voldsomt og så larmet det os lidt mere. Tristan bevægede sig så hurtigt og så lydløst som muligt, gennem skoven her ved isfjorden.
Tristan bed sig svagt i underlæben, mens han bevægede sig tætte på og fulgte de spor som var der. Engang i mellem sætte han sig ned og tyde jorden igen for at være sikker på han var på vej det rigtig sted hen. Mens han bevægede sig tæt nok på så han byttet lidt længe frem, han så os en pil som var blevet skudt afsted, som var ment mod dyret. Tristan bevægede sig hurtigt frem af og nærmet sig den langsomt men sikkert, han skød hans pil som havde ligget klar mens han, havde studeret selve dyret, og hans skud, inde faktisk med og flække den anden persons. Tristan træk en til pil frem, hvorefter han skød den mod hjortens hjerte så han, ville få drabet dette mad skulle ikke kun gå til ham, men alle der havde behov for det der, ville være nok til at gi et par stykke ordenligt mad i dag. Hvilket var, hvad Tristan håbet på personligt.

//sorry det lidt wierd svar, men er træt og ingen krea :///

Pilen var skudt afsted, og da hun slap buens streng og hang det slap ned i hænderne, var det fordi at hun vidste at pilen ville ramme. Men så skete der noget hun aldrig i sin vildeste fantasi havde regnet med. Pilen hun havde skudt blev flækket og før hun nåede at have reageret og selv skudt en pil afsted, havde en anden jæger taget hendes bytte.
Hjorten lå nu livløs i sneen, med en anden persons pil stikkende fra dens døde legeme. Hvor vovede man! Dette var klart hendes bytte, hun havde først skudt pil afsted, også havde man den frækhed til faktisk at ødelægge en af hendes kostbare våben? Havde denne person nogen idé om hvor dyrt og hvor lang tid det tog og lave dem?!

Det var tydeligt at nordkvinden bestemt ikke var tilfreds, da hun stormede frem imod byttet, hun skulle nok sige en ting eller to til denne fremmede. Selvom hun havde nok forstand til at vide hun ikke længere kunne kræve byttet som hendes. Og måtte indse sit nederlag og drage videre efter nyt bytte. Men det betød ikke at hun ville forlig sig med disse tanker endnu.

Tristan, havde ikke regnet med der var en anden, der havde udset sig dette dyr. Han gjorde det jo ikke engang for sig selv, men mere for andre folk. Som ikke selv kunne gøre noget for at skaffe det. Han så derfor op da en ung kvinde helt klart et par år yngre end ham selv storme frem, hvor hun så så ud til og ville rive hoved af ham, hvad skulle han sige i dette omfang. Han rejste sig derfor op og gik hen til hende, hvor han så stoppet op foran hende, " kan jeg hjælpe dem med noget frøken." Kom det  svagt fra Tristan af, hvorefter hans øjne kigget på hende og dyret, hans øjne gik dog derefter til den pil han, havde flækket.

Hans øjne mødte dog Pendoras igen, "sååå, angående din pil det må du undskylde, men jeg havde ikke andre muligheder, jeg har fulgte dette dyr en dag, eller sådan noget og ellers dør de mennesker jeg beskytte, men hvis du vil tag det fra mig eller sige noget kan vi så ikke bare, få det overstået." Lød det kort fra Tristan, hvorefter han smed sin bue om på hans ryg igen og lagede den pil han, havde gået med ned i hans kogger igen. Man kunne sagtens mærke tørken var sat ind, de sidste par dage, havde det været sværte og finde ordenligt vand,men det var hvad det var. Ting havde, aldrig været let, og dette var ikke en forskel selv om man kunne håbe på det var. Hans øjne veg ikke fra hende, det tidspunkt hun prøvet på noget mistænkeligt ville han nok skyde en pil ud for at advare man vidste aldrig.

/Da Pandora ikke længere befinder sig i norden, og denne tråd efterhånden er så gammel og inaktiv afslutter jeg tråden.