For Rafixul var der gået længe, hvor han havde holdt sig i Norden, der hvor han passede ind bedst. Han havde haft en kedelig tid deroppe, taget i betragtning af, at der hverken var kroslagsmål eller hemmelig hån af Samson, én af de værste bandeledere han nogensinde havde stiftet bekendtskab med. I Norden havde han været på jagt og havde bare forholdt sig til, at skulle overleve i det hårde landskab. Da han ikke ønskede dét længere, havde han valgt at tage på eventyr i bjergene, bare for at se hvad der var deroppe. Han havde fundet en gammel dragehule, heldigvis fri for drager, og dér, havde han fundet en rustning, som han fandt vældig fin. Han havde ranet den og taget den på. Den passede ham ganske fint. Derefter havde han besluttet sig for, at tage mere sydpå, og da han havde hørt rygter om større samlinger af varulve i nærheden af Medanien, og besluttede sig med det samme for, at der måske kunne være mere at lave dér. Måske endda lære lidt mere om sin egen varulveside.

Så nu var han på vej derud, iklædt den pragtfulde rustning, med en taske over skulderen og den store økse i hånden. Han var godt på vej mod, at finde noget, der måske kunne minde om den lokation, han havde hørt om, da han fik øje på noget meget grønt og meget stort længere fremme. Han stoppede op, men ikke tidsnok til, ikke at blive opdaget. Den første vendte sig og råbte på orksprog til de andre og kort efter stormede de første fem ham. Han havde ingen anelse om, hvor mange der var, kun at nu skulle der kæmpes. Han løftede langsomt sin økse, og hamrede enden af den ind i hovedet på den første ork, der faldt sammen som en kludedukke ved det overraskende hårde slag. De andre fire kastede sig over ham og i starten var han tæt på at vælte omkuld i græsset, før raseriet dukkede op i hjernen på ham. Han snerrede ulveagtigt, mens han først slyngede én ork væk, derefter den næste. De to andre slap ham, lettere overraskede, og han tog sit snit, slap øksen, og greb de to orkers hoveder, der kort efter blev hamret så hårdt sammen, at tænder fløj rundt og blod sprøjtede fra dem. Derefter samlede ham øksen op. "Næste?!" råbte han af de andre orker der stod længere væk. Allerede nu hev han efter vejret. Ikke fordi han var udmattet: Fordi han var skingrende gal!

Forsigtig. Ingen pludselige bevægelser. Fra et skjul bag busker og krat, var en bue spændt op, mens stålblå øjne så intenst på hjorten, som gik græssende forbi. Lidt længere. Bare et par skridt. Miranda var sekunder fra at løsne grebet, da brutalle lyde hen over jorden, som fik Hjorten og selv Miranda til at løfte hovedet overrasket. Hjorten tog selvfølgelig den ganske naturlige beslutninger, og spænnede hen over bakke og top i en farlig høj fart. Væk fra lydende. Miranda genkendte lyden som orker. Orkers grådige råb på deres eget mørke og ikke mindst uintelligente sprog. Med buen ned af sidden, småløb hun op af bakken, mod lyden, for at kigge over. Orientere sig om hvordan situationen stod til og hvorvidt det var nødvendigt for hende at blande sig.
Kom orkerne ikke tættere klanen, så hun ingen grund til indblanding. Miranda holdte sig neutralt til alt, såfremt intet var en trussel til hende selv. Synet der mødte hende, var en forsamling orker, som gik til angreb mod en mand. En mand som var yderst effektiv til at kæmpe for sit liv.
Der gik heller ikke mange sekunder før en velkendt lugt nærmest slog ind i ansigtet på hende, som blev bekræftet de sekundt hun hørte hans stemme råbe i raseri. "Rafixul.." det var nærmest som en hvisken, og nok til at hun kom over bakketoppen, for at løbe ned, med pile flyvende fra buestrengen. Ikke hendes foretrukne våben, men hun besad egenskaber gode nok til at bruge den til jagt, så selvom hun ikke var den hurtigste, ramte de målet som hun kom tættere på. Noget der også tiltrak Orkernes opmærksomhed. De bagerste, som nærmest stod i kø til at blive synderbanket, valgte at ændre deres fokus for at gå imod hende i stedet. Det betød at det var tid at skifte våben til det foretrukne elversværd, som hun efterhånden havde haft i en lang årrække. Stærk stål, og effektiv til at skære orker i småstykker. Hvilket da også hurtigt blev udvist som den først modtog et dødeligt snit ned over halsregionen.

En pileregn tog kort Rafixuls opmærksomhed, men et øksehug, der kom for tæt på, fik den voldsomme galskab tilbage i hans sind, som han mødte hugget med sin egen økse. Orkens økse splintredes og før orken nåede at overveje, hvad der var sket, sad Rafixuls økse i dens ansigt. Han slap dog ikke orken af den grund. I stedet brugte han øksen til at slynge orken videre ind i den næste, som han derefter også selv angreb. Der gik ikke længe før han var midt i den store mængde af orker, og blodet igen sprøjtede til alle sider. Han svang sin økse til højre og venstre og skabte et blodbad uden lige, til han stod ryg mod ryg med roden til pileregnen. Han kunne genkende det røde hår hvor som helst og hans raseri blev til glæde, blandet med lyst til, at smadre alle orkerne til helvede. "Godt at se dig igen, Miranda. Din form er blevet bedre siden sidst!" udbrød han mellem sammenbidte tænder, dog stadig med et blik af glæde, da han hakkede endnu en ork ned. Desværre så det nu ud til, at orkerne organiserede sig lidt bedre end før, før de begyndte at lukke af for flugtmuligheder, dog uden at sætte i angreb. Rafixul tøvede let, før han valgte, at lave en mindre plan. "Hm, nogle idéer til, hvordan vi skal rive resten fra hinanden?" spurgte han en smule eftertænksomt.

Det var ikke uvant, at bevægelserne rundt om orkerne til sidst resulterede ud i at hun stod med ryggen op af medvarulven. Det var den mest effektive måde at kæmpe på når man var i undertal. På den måde fik man ikke pludselig en dolk stukket i ryggen. Gensynsglæden var gensidig, som Miranda kort fik rettet blikket over på ham, inden orkerne tog al opmærksomhed. "I lige måde, Rafixul. Jeg kan godt li dit nye hår" svarede hun højt tilbage, med morskab i stemmen, selvom hun begyndte at blive mere fokuseret på orkerne omkring sig, som hun stadig var effektiv til at ligge angreb ind på og der var allerede et par stykker der var faldet. Problemet lå mere i at Orkerne åbenbart ikke var helt lige så dume som man kunne ønske. "Jeg kan lave noget is, men jeg ved ikke hvor meget det vil hjælpe?" svarede hun, mens hendes blik løb fra den ene til den anden ork som kom dem nærmere. At lave issøljer, spyd eller andet godt var hende muligt, men at orientere sig til hvor det var bedst at sende dem hen, krævede mere end to sekunderst tænkning.
Hun nåede dog ikke ret meget end det før den første gik mod hende, og blev stærkt overrasket af det tykke og sylespidse isspyd som gik direkte igennem brystkasse på ham med stor kraft. Det var blot begrænset hvor mange af dem hun kunne lave og hvor meget fart de kunne få på. Miranda måtte indrømme at det her havde været et rent held.

Rafixul grinede let ved Mirandas kommentar om hans nu lange viltre hår. Det havde faktisk ikke rigtig været meningen, at det skulle gro så langt, men hvis hun godt kunne lide det, måtte han vel nok hellere beholde det. Det hjalp i hvert fald hvis en kvinde godt kunne lide det. Hendes idé med is, fik ham blot til, at nikke, da en ork fór frem og blev gennemhullet af en issyl. Han kiggede lidt mod hende. "Hm, lad os bare gå amok så. Jeg healer os hvis det går helt galt," brummede han mens han knækkede nakken en gang. Derefter tog han øksen op i begge hænder, hvilket nok var et stort faresignal i sig selv, i og med, at han ingen problemer havde med, at holde øksen i én hånd. Bedst som han gjorde sig klar, blev han ramt af en orkkølle hen over skulderen. Det gjorde rigtig ondt, og det satte virkelig Rafixuls pis i kog, da han med en dyb, ulveagtig snerren hamrede sin økse i orken. Han sprættede hurtigt maven op på den, hvorefter det gik helt amok. Han så rødt, og nu skulle de alle sammen bare dø! De næste mange orker blev fældet ved øksehug og afhuggede lemmer der fløj rundt over alt.

Miranda nikkede i sammentygge og var egentlig ret glad for at havde en healende hånd, skulle noget mod forventning gå galt. Det hjalp selvfølgelig ikke meget hvis hun blev slået ihjel, men hun var heldigvis ikke fremmed til kamp, og hendes ismagi var en behjælpende faktor, specielt som orkerne ikke var forberedt på det pludselige temperatursskift, som omsluttede dem. Miranda koncentrerede sig om orkerne foran hende selv, men kunne ikke undgå at bemærke at Rafixul gik fuldstændig amok bag sig. Noget havde ramt en nerve i hans temperament, og han var gået fuldstændig amok i blod og vold.
Hun kunne ikke videre fortænke ham for det, men holdte selv hovedet koldt, som hun forsøgte at klare dette ved hjælp af magi som orkerne ikke var vant til at parrere imod. Det virkede også ganske udemærket, som hun kunne sende sylespidse pile afsted i luften, og selvom de var små, var de effektive til at penetrere orkernes læderhud.
Men i kamp, skete der altid uventede ting. Denne gang var det et overraskende angreb, som gav Miranda en hård mavepuster og dybt indhak af en øksesiden af kroppen. Der lød ubehagelige knæk bag huden, for ikke at tale om følelsen af at få flået kød op og et udbrud af smerte fra varulvekvinden som faldte til jorden. Til trods for smerter der var næsten uudeholdelige fik hun trukket sværdet og med besvær og langt underlegenhed over at ligge ned, forsvarede sig mod orken over sig, hvor hun rullede sig til siden for hvert hak den gjorde mod hende med øksen. I hvert fald indtil han pludselig forsvandt og angrebet var hørt op.
Alt var sløret, og med gode brok fra kroppen fik hun sat sig op og forsøgte at ignorere det kraftige sår. "forbandet møglort!" knurrede hun gnaven, som hun forsøgte at danne fokus, selvom det var mere besværligt end hun havde troet. "Note, magi fungere ikke alene mod de fandens til uhyre." trods alt havde hun ikke mistet al sin humoristiske sans af at blive skadet.

Dækket af snitsår, så det ud til, at folk var ved at dø. Han kunne høre lyden af Miranda der blev skadet et eller andet sted bag sig, og der kom nyt kul på det brændende bål af raseri, da han omgående vendte sig, og kiggede på orken, der forsøgte at myrde hans ven. Han satte i løb med et dyrisk brøl og tænder, der måske var blevet lidt mere skarpe. Han ramlede direkte ind i orken, og de fløj et par meter, før de rullede rundt på jorden et par gange. Rafixul var i en vild og voldsom blodrus, og han endte oven på orken. Uden den mindste barmhjertighed, satte han hænderne på hvert side af orkens hoved, før han nikkede den tre hårde skaller, der fik dens næse og noget af ansigtet til at have nogenlunde samme konsistens som grød. Derefter klemte han resten af kraniet i smadder med et højlydt brøl af galskab. Vreden var så godt som forsvundet, da orken lå med et udsplattet hoved, meget stille, under ham. Han rejste sig op, lettere forpustet, og gik lidt slingrende hen til Miranda, som han satte sig ned ved siden af. Uden at sige meget andet, lagde han en hånd på såret på hendes hofte, og lod sin healende magi sætte sår og knogler sammen. Det tog lidt tid og derefter var Rafixul faktisk godt træt. Og sulten. "Hrmm, nu er jeg sulten. Har du noget at æde?" spurgte han, noget misfornøjet.

Der skete tomult et sted derude, nogle meter fra hende, men præcist hvad var rimelig sløret. Så snart hun bemærkede at hun ikke længere blev angrebet, var hendes arm faldet træt ned, med våbnet. Det var først nu hun sad op at blikket ramte den noget så maltrakterede ork, som mest af alt lignede noget ugenkendelig klamt. Han var da ikke blevet så lidt surt. "Av! Rolig!" hendes hænder søgte ned oven på hans, som han ganske vant havde taget fast for at heale hendes hofte sammen. Noget hun var ekstrem taknemmelig for, selvom hun området stadig var umådelig ømt. Hun fjernede hænderne som knogle og kød var healet og bandede mentalt over at hun nu igen skulle havde lappet sit tøj. Det var snart ikke andet end en stor lap.
"Ikke lige på mig" svarede hun med et grin, og kæmpede sig op og stå igen, med en let misfornøjet lyd. Hvordan helvede kunne han være sulten efter at havde lavet en ork om til en meget klamt udseende gryderet! Det var imponerende. Lige nu var Miranda dog ovenud lykkelig for at Rafixul havde healende evner, ellers var det blevet en meget lang tur hjem til flokken, som hun gjorde sig klar til. "Men der skulle gerne være sat mad over hjemme i lejren" tilføjede hun træt og tog en dyb indånding, mens hun så lidt nærmere på ham. "Du har fået ny rustning" kommenterede hun, som hun guidede ham til at skulle følge efter sig.

Rafixul fjernede ikke hånden før han var helt færdig med at heale hende, til trods for hendes brokkeri. Det var et slemt sår, og det kunne han godt mærke. Men nu var han færdig, og hun kunne få lov til, at gøre, som hun ville. Da hun nævnte, at hun ikke havde mad på sig, brummede Rafixul let, mens han slæbte sig på benene. Han var godt træt og blodig. Hendes konstatering til hans rustning fik ham til, at trække på skuldrene, og derefter ømme sig let over den, der var blevet hamret godt til. "Jeg fandt den i en dragehule. Sammen med nogle krystaller. Kan du li' den?" han kunne godt selv lide den. Den fik ham til, at se lidt krigerisk og majestætisk ud, syntes han. Der var i hvert fald mange, der havde givet ham respektfulde nik, når han gik gennem byerne. Måske troede de, han var ridder? Tanken fik ham til at grine let. "Nå, Miranda. Hvad går du så og laver for tiden? Jeg har været nødt til at tage til Norden for at undgå at blive smidt i fængsel," myndighederne skulle bare vide. Hvis de forsøgte at komme efter ham nu, hvor han var færdig med, at leve i skjul, så fik de med øksen!

Den var i hvert fald ny og anderledes! Hun havde i hvert fald ikke regnet med at se ham i den. Miranda var heldig med at hun genkendte folk på mere end blot deres udseende, for det kunne godt være at det havde taget et stykke tid at regne ud at bag den nye rustning og det nye lange hår, var Rafixul. "Ja, den er dog meget anderledes! Helt ridderagtig. Jeg kunne næsten ikke genkende dig" den var uden tvivl også effektiv. Miranda selv holdte sig til det hun var vant til. Lige nu var hun ikke engang udstyret med nogen form for rustning lige nu, eftersom hun blot havde været på jagt og ikke havde regnet med at skulle i direkte kamp. Med en let brummende og utilfreds lyd, fik hun bøjet sig ned efter buen hun havde smidt fra sig, inden hun fortsatte op af bakken.
"Oh ja, der var ret stor efterspørgsel efter os, efter Samson forsvandt." Det havde været en meget speciel oplevelse, som hun heldigvis havde klaret sig ganske godt udenom. "Jeg startede ud med at blive udsat for vand fra ungdommens kilde.." Miranda lød meget træt ved denne udtalelse, og var ekstrem tilfreds med at effekten var aftaget, i hvert fald rent udseendsmæssigt. Hun var ikke sikker på om resten af hende havde taget kroniske bivirkninger af det. Caitlin havde ikke været spor populær efter den dag. "Og så er jeg blevet blødsøden på mine gamle dage. Jeg har startet en ulveflok op, her i Medanien" Miranda var blevet lidt en anden end tilbage på Borgen. Hun var blevet mere rolig og havde fået nye mål i livet. Et hjemsted, for andres men også for hendes egen skyld.

Rafixul lod hende lede vejen, grinende over, at hun næsten ikke kunne genkende ham. Det var vel et godt trick så. Måske han skulle af sted en gang til hovedstaden i den her rustning, bare for at se, om han blev taget eller ej.
Som hun fortalte om ungdommens kilde, blev Rafixul dog jævnt forvirret. Det havde han ikke hørt om før, så han forstod ikke helt hvad det skulle betyde. MEn han var for træt til at spørge, så han lod være. I stedet lod han hende blot tale ud.
"Nå, for fanden, så er det sgu dig, jeg har hørt om i Medanien. De snakkede lidt om en ulveflok der holdt sig i nærheden. Hyggeligt!" udbrød han glad, mens han kom til at kigge lidt for meget på hendes røv. Den var jo en god udsigt, nu hvor hun alligevel ledte vejen. "Men jeg har sgu ikke noget imod at du er blødsøden. Din røv er stadig lige så pæn som sidst, forresten," kommenterede han med et ulvegrin.

Rygterne havde da bestemt spredt sig hvis de var nået helt til Norden! Det var både en god og en ret uheldig ting. Miranda havde forsøgt så vidt muligt at holde lav profil i starten, så længe de stadig var få medlemmer, men klanen var naturlig vokset som tiden var gået, og det samme ville snakken derfor gøre. "Rygter om mig kan også kun være gode" svarede hun drillende tilbage og blinkede til ham. Ikke meget havde ændret sig på den front. Miranda var kendt som værende alvorlig og følelsesmæssigt lukket ned, i de fleste situationer. Med mindre Rafixul var i nærheden. Det satte en mere løssluppen side fast i hende, hvilket i sig selv måtte være ekstrem sundt.
Miranda smilede måske lidt for meget til den kommentar som hun kiggede over skulderen. Han ændrede sig da heldigvis aldrig. "Godt du nyder den. Hvis du bliver hængende, for du den at se noget oftere"
Der gik ikke lang tid før stoftelte begyndte at komme frem i horisonten, hvor røg fra bålstedet også meldte sig. Hulerne var endnu ikke helt gjort klar og siden vinteren ikke var over dem endnu, gjorde det ikke forfærdelig meget at være ude i det åbne.