En rød pelsklump farer som en pil igennem skoven. Grenene svirper over hans ansigt og ryg. Han løber i siksak mellem høje graner, slanke aspe og tornede buske, men det går langsommere og langsommere, fordi den pote, han holder op til kroppen, somme tider falder ned og bliver slæbt hen over jorden og støder på stammer og sten. Bag sig efterlader han små røde prikker som perler fra en halskæde.

Det er først, da han snubler og ruller hen ad skovbunden som en pelset bold, at han opdager, de ikke længere er efter ham. Ingen lugte, ingen lyde. Han kan slappe lidt af igen og ryster kroppen, så pelsen står ud til alle sider. Ræven ser sig omkring og genkender stedet. Ikke langt herfra plejer han at havde samråd med de andre halvdyr i skoven, og lige rundt om hjørnet ligger hans lille rævehule. Forsigtig bevæger ræven sig haltende over til hulen, og for hvert skridt slår en kildrende lugt op af vild rosmarin, tyttebær og blåbær, fylder hele næsen og gør en ør i hovedet hvis man ånder for dybt ind. Ved foden af hans hule, under et stort træ, sidder en krage og skratter. Igen ryster han sig med hele kroppen helt ud i halespidsen og gaber. Samtidig jager det igennem poten. Som om han bliver skåret med en kniv, og med en jamren kaster han hovedet bagud og piver. Ræven forsvinder ned i den kolde, forladte hule for at dukke op igen, med noget tøj i gabet. Den ligger sig ned for en kort bemærkning og slikker den blødende pote. I begyndelsen er han stadig agtpågivende, spejder ud og lader ørene vejrer fra side til side. Men der er helt stille. En enkelt krage flyver forbi over hans hoved. Hans pote smerter, han har blodsmag i munden og han kan høre sine egne hjerteslag banke i tindingerne. Blodet smager lidt vammelt og han krummer sig sammen som en kringle. Efterhånden begynder trætheden at overmande ham, og han holder op med at lytte. Clement forvandler sig til menneske og skynder sig at krybe i sin himmelblå skjorte, og sort presset bukser. Ærmerne på den himmelblå skjorte, er smørret op og er nonchalant knappet op så det meste af hans brystkasse er blottet. Det ildrøde hår er uglet og de hvide hår i siderne stryger han forsigtig tilbage.

På trods af hans usoigneret facade, ser Clement stadig fortryllende ud. De smaragdgrønne øjne har stadig det charmerende, frække glimt i sig og den fejlfrie hud bærer præg af et liv i luksus. Clement tager sig til hånden, som bløder fra et dybt knivsår i håndfladen.

Makoto havde været langt væk hjemmefra i en rum tid og var begyndt at blive lidt småsulten så han havde gået og plukket af modne bær trods det langt fra var nok til at stille hans sult i den store hestemave han havde. Han gik der i sine egne tanker og spiste af efterårets sidste bær på træer og buske da en lyd fra et rovdyr fik ham til at stivne. Det lød lidt som et hvin, måske et dyr som døde. Han blev bekymret. Han var jo et byttedyr og overvejede kraftigt at stikke halen mellem benene og løbe for sit liv, men der var noget som gjorde ham nysgerrig, noget som fik ham til at ignorere faresignalerne og den angst hans krop lige var gennemgået. Som var han i en trance, skridtede han varsomt mod lyden og opdagede da et halvdyr i færd med at klæde sig på. Godtnok var personen halv rovdyr, men Makoto som troede på det bedste i alle, afslørede sin position med et "Hey, Er du okey?" Da han så at den potentielle nye ven blødte fra sin hånd. Det så ikke rart ud, det måtte føles lidt som at gå uden sko tænkte han.

Makoto var i modsætning til rævemennesket, helt bar. Han ejede ikke tøj eller noget andet, end ikke hestesko havde han, hvilket resulterede i at ydrevæggen af hans hove var helt slidt ned og han gik på strålen som er det midterste bløde stykke af en hov. Det efterlod sommetider blodspor hvor han gik, men Makoto var meget fysisk udholden efter hans arbejde som slave gennem 30 år. Han tog sig ikke synderligt af skaden, der var ikke noget han kunne gøre ved det ud over at få hestesko på, men han havde ikke råd til hestesko. Han ejede jo ingenting, end ikke penge. Men han var glad, hans gode humør var svært at tage fra ham. Han smilede til halvdyret og gik diskret tættere på. "eg hedder Makoto Viltess." forklarede han og rakte først den ene hånd til en hilsen, men trak den tilbage og rakte den anden i stedet for så den fremmede ikke behøvede at bruge sin skadede hånd til at hilse med. "Er der noget jeg kan gøre for dig?" spurgte den 2,33 m høje Kentaur "altså for at du får det bedre." han hadede at se andre lide.

En enkelt krage sætter sig på jorden, ikke langt fra Clement, sikkert den samme som før. Sikkert lokket til af blodlugten, men en krage er han ikke bange for. På trods af, at han er i hans menneskeform, knurrer han advarende af den, ”Skrid. Jeg dør ikke i dag,, og kyler en håndfuld løse sten og grene fra skovbunden efter den, så den skratter og flyver op i træet over ham.

”Ha!,, jubler han hoverende, og føler sig straks bedre tilpas – som et naivt barn, der lige har overkommet sin største forhindring.

Alt imens ræven har hovedet i skyerne over sin totale og modige sejr over kragen, er det lykkedes Makoto at overrumple den snarrådige Clement. I det kenaturen, der er overvældende større end Clement, gør sig bemærket og spørger om Clement er okay, er Clement lige ved at tumle bagover af forskrækkelse. Kroppen hopper af overraskelse, og desværre kommer han til at tage fra med sin dårlige hånd. Hylende og bandende af smerte, ruller ræven rundt på jorden, med hånden trukket tæt ind til kroppen. De efterlader hans fine skjorte plettet med blod. Endelig får han behersket sig selv, og sætter sig op. Det røde hår gnistrer selvsikkert om hans pæne ansigt, og efter hans rulletur, stikker kviste og blade ud af den pjuskede frisure.

Clement er spændt som en fjeder. De smaragdrønne øjne er store og undrende. Sender Makoto et, hvor-pokker-kom-den fra blik, med en tilsvarende skeptisk grimasse. Skiftevis stirrer Clement skeptisk fra Makotos hånd, til hans blide ansigt. De første mange sekunder kigger han overvejende, dumdristigt på Makoto som en rovfugl, der så den lille mus an.

”Hey,” starter han med at svare tøvende og fortsætter, ”Clement… Du ligger vel ikke inde med helende kræfter?,, Man kunne jo håbe, for sådan som det sveg i hans hånd, ville han nok snart dø af smerte, ”Eller et plaster i det mindste?,, spøgte han

Makoto overværede at halvræven kylede sten og grene efter en krave og tænkte at han nok måske var en aggressiv type. Han håbede ikke at han ville blive angrebet. Han så hvordan ræven hoverede og efterfølgende fik øje på Makoto's store skikkelse hvorefter han væltede tilbage og rullede rundt i skovbunden, tydeligvis i smerte. Makoto fik rigtig dårlig samvittighed. "Undskyld! Det beklager jeg meget! Går det?" han knælede ved halvdyret og forsøgte i god tro at hjælpe ham op, bange for at det var hans skyld at ræven ikke havde det godt. "kan du nogensinde tilgive mig?" spurgte han bekymret. "Jeg vil gøre alt, bare du får det bedre."

Det blik rævefyren sendte Makoto efterfølgende, var et rigtigt rovdyrblik og Makoto overvejede at trække sin hjælpende hånd til sig igen bare af frygt. Instinktivt ville han helst løbe, men han var også skyld i at den fremmede led og det var nok det der holdte ham hængende omkring lidt endnu.
"Nej, jeg kan ikke heale... men jeg kan forvandle mig til en spækhugger hvis det skulle være noget?" Svarede han og lo kort over sin egen sigen. "Jeg har heller ikke noget plaster. Faktisk så ejer jeg ingenting så jeg lægger ikke lige inde med noget. Men jeg vil gerne hjælpe dig med at finde et" ^^

Efter hurtig, men grundig overvejelse, lader han Makoto hjælpe ham på benene. Han rækker ham den raske arm, og får ubesværet rejst sig op. Clement mumler fraværende til modsvar, og er egentlig alt travlt optaget af at få børstet skovbunden af hans ellers så rene bukser og skjorte, til at koncentrer sig om Makotos beden. Halen får sig også en tur, og bliver svunget op under armen og redt nænsomt med hårets retning. Pelsen på halen er tyk og lang. Den ildrøde farve matcher hans røde hår, og er silkeglinsende med hvide og sorte strøg.

Interessen for Makoto vender først tilbage efter kentaurens forsøg på en spøgefuld bemærkning. Clement ser op på den utrolig høje mand, og bliver grebet af nervøsitet, da det går op for ham, hvor stor Makoto egentlig er i forhold til ham. Hele hans fysik er enorm, og det er ikke til at forstå, hvorfor det lige er Makoto som virker anspændt omkring Clement. Han er jo blot en lille ræv eller... egentlig menneske, men op imod en hest!

Clement ler tilforladeligt "En spækhugger? Det skal fedt hjælpe i en skov,, og når lige akkurat at forhindre sig selv i at give sig til at slikke sit sår. Det ville se lidt dumt ud, nu hvor han er i sit menneskeskikkelse. Hånden bløder stadig fra et kødsår, og smerten er kun lige til at holde ud. Han ser overvejende ned på sin hånd, hvor bloddråber drypper ned på blade i skovbunden, og maler dem røde.

"Tror vist der skal mere til end et plaster,, Med stor fortrydelse indser han, at han må rive et stykke af sin dyre skjorte af. Lyden af det fineste stof, der bliver revet fra hinanden, går lige ind i hjertet på ham som en kniv. "Pokkers!,, beklager han sig og rækker den blødende hånd frem mod Makoto.

"Kan du binde stoffet her rundt om min hånd? Stramt!,, beder Clement, med en lidt autoritær undertone og forbereder sig på smerten.