Licinia vandrer frem og tilbage i rummet, med hænderne i siderne, og mumler uforstående på et oldgammelt sprog. Ordende føles uvante og akavet. De er ikke blevet talt og kærtegnet af hendes tunge i årtusinder. Et øjeblik stopper hun op og stryger håret tilbage fra panden, mens hun lader øjnene glide i. Kzar Mora, mit hjem, mit oprindelse, er omsider åbent. Der brænder en urolig ild inde i hende, der truer med at fortære hende, hvis ikke snart hun springer til handling. Den brænder i tusinde flammer. Hun kan høre ilden knitre lystigt i ildstedet og mærke varmen sprede sig i rummet. Vandet drypper fra hendes øjenvipper, og vand fra hendes våde hår løber ned ad nakken på hende og videre ned ad den nøgne ryg. Det minder hende om, at hun overrumplet af tanker, endnu ikke engang har svøbt et håndklæde omkring sig, da hun steg op ad hendes bad. Den rastløse gang i rummet, har efterladt et vådt spor på det golde stengulv. Stadig lige optaget af sin tankemylder, går hun over til sit enorme skab og tager en kimono frem. Hun slår den omkring sig. Halsudskæring er dyb nok til, at man kan ane en antydning af hendes bryster, og stoffet følger kroppens konturer uden at være for stram. Ved badet, der er nedsænket i gulvet, finder hun et håndklæde, som hun tørrer sit hår med, hvorefter hun slanger sig på sengen betrukket med gyldent satin og stirrer op i loftet under lange, sorte øjenvipper. Hun tapper sine lange sorte negle eftertænksomt mod sin mave. Kzar Mora... Navnet er som fryd og honning på tungen.

Ra sad roligt på hans trone og alt var som det plejede, der var ro og han sad blot i sine egne tanker, noget der beroliget ham ikke nogen der kom og brokkede sig eller larmede, han besluttede sig efter noget tid at gå ud og gå en runde omkring hans palæ.

Der gik ikke længe før Ra blev stoppet op af en af hans vagter, en visken i hans øre fik ham til at slå øjne op, Kzar mora var åbnet en ting han ikke troede ville ske for når alt kommer til alt, havde Ra blandede følelser med dette, for på den ene side var det hans tilbage venden for hans race, men på den anden side så havde han ikke brug for at de dæmoner der havde været indespærret skulle true hans plads om herre dømmet i dette land.

Ra nikkede og begynde at gå ned imod Licinias gemakker da han regnede med det var der han kunne finde hende, på vejen der ned gik han med tanken om at hun nok vil forlade klanen nu, en ting han ikke kunne lade ske for han havde bruge for hende, og for det andet så kunne hun ikke forlade klanen uden hans tilladelse det var en pagt, Ra stoppede op foran døren til hendes gemakke og ventede kort inden han bankede på døren og stod nu blot og ventede.

Det banker hårdt på Licinias dør. Lyden fylder opgangen med korte, kontante smæld. Ingen reaktion. Vedkommende banker på igen, hårdere. Licinia sætter sig op i sengen, rank i ryggen og fordybet i sine egne tanker. Det svage stearinlys falder ind over hende, som hun sidder der og grubler, smuk, strækker sig lidt med løftet arme og ruller sit hoved fra side til side. Det banker hårdere, mere indtrængende. Forsigtig og stille rejser hun sig op fra sengen, og begynder at gå langsomt hen til døren, mens hun vrider sine fine hvide hænder. Hun lytter intenst, men hun kan allerede fornemme hendes herre tilstedeværelse. Hun læner hovedet mod døren, mens hun rækker ud efter håndtaget, som gør hun mine til at åbne, men stopper med hånden på håndtaget i stedet. Hun hviler hånden lidt og venter et par øjeblikke. Hun ser nærmest ud som om, at hun er gået i en form for trance.

Licinia drejer om på hælen, går hen til kaminen og på vejen skænker sig et stort glas af en dybrød vin. Vinen havde hun smuglet med sig ind, den er legende, liflig og funklende rød. Dæmonen lægger kinden mod den blanke overflade af glasset, lader den hvile dér, det køler det brændende kinder. Flammerne i kaminen blusser, og Licinia stirrer ind i ilden med et eftertænksomt udtryk i ansigtet. Omsider finder hun stemmen og råber, med ryggen mod døren, "Der er åbent!,, Hun tager en stor slurk af vinen, og skærer ufrivilligt en grimasse af den overvældende, stærke smag.

Ra vidste ikke helt om dette var en god ide, normalt lod han altid sine folk have deres gemakker for sig selv et sted hvor de nærmest kunne gør hvad de vil, om de så ville rende nøgen rundt så kunne de det, ikke at det kom Ra ved.
Da Ra havde stået og banket på længe nok og skulle lige til at gå, lød der en lyd inde fra rummet " der er åbent " var de ord der kom ud af døren svagt.

Der gik noget tid før der blev taget handling fra Ra side, men på den anden side han kunne bare hurtigt sige hvad han ville også gå igen, han trak i håndtaget og gik ind af døren. det synd hans øjne møde da han kom ind var smukt og udfordrerne, han prøvede så godt han kunne at skjuler hver en minde han havde omkring hende." vi er nød til at snakke " sagde han og kiggede kort rundt i rummet af hendes gemakker, inden han gik over imod hende Ra passerede kort noget vand der lå på stengulvet, vand fra et bad hun lige havde taget.

Kaminen i hendes rum gjord der ikke var koldt, og man vil nærmest kunne sidde der inde bare i shorts hvis man ville, han gik hen og satte sig på en stol der stod overfor hende, han satte sig til rette med blikket over på hende " Licinia du ved du ikke bare kan smutte fra denne klan og flygte til Kzar mora, du vil bleve jaget hvis du prøver at forlade denne klan, og lige nu ser jeg gerne du reportere ti mig om hvor du går hen " sagde han med kort pause og blev mere seriøs i hans stemme og udtrykkene på hans ansigt vidste seriøshed.

" der vil komme en tid hvor vores klan virkelig ville blive sat på prøve, og har brug for de folk jeg kan stole på " sagde han og rejste sig op fra stolen og stillede sig hen foran kaminen med ryggen til hende " er det dig jeg kan stole på " lød det fra ham af.

Hendes tætte, hvide hår, der indrammer hendes ansigt og når helt ned til hofterne, skinner i skæret fra ilden med en gylden glans. Det flakkende lys trækker lange skarpe skygger ned over hendes ansigt, mens hendes iskolde øjne skinner, som det blålige lys inde fra et isbjerg. Licinia lukker øjnene og ligger forsigtigt pegefingeren på hendes underlæbe. Hun ønsker, at han lod være med at sige noget, men denne samtale kunne vel ikke undgås. Kzar Mora er genopstået med fornyet kræfter og med en uudslukkelig hævntørst. Endelig kigger hun på ham, med sovekammerøjne, som han finder plads i en stol over for hende. Hendes mund er halvåben, åndedrættet hurtigt og afventende. Først står hun helt stille og betragter Ra indgående uden at afbryde ham.

Det er som om, at der ikke er nok luft i værelset, da han er færdig med at tale. Hun føler sig overvældet af visheden om, at alt i hendes krop higer efter at svare Kzar Moras kald, mens hendes hoved og forpligtelser hviler hos denne dæmon, der har budt hende indenfor i denne klan. Taget hende til sig, da hun var helt ude af den. Alene. Ude af kontrol med hendes evner.

”Herre, med al respekt, ville De virkelig fornægte en dæmon, at vende hjem?,, siger hun endelig og drejer frustreret om på hælene, mens hun marchere med frem og tilbage. Vinen drypper fra hendes glas, som det skvulper rundt. Licinia fortsætter stædigt sin prædiken ”Er det ikke det her, som vi har ventet på? Er det ikke meningen, at vi skal stå sammen med vores brødre og søstre fra Kzar Mora og omsider vælte den uværdige og ynkelige krystalisianer, der vover at kalde sig hersker af Krystallandet?,,

Omsider kommer hun til kort, og tager en dyb indånding. I et lille stykke tid, står hun og tripper tøvene, som kan hun ikke helt finde modet til at gå op til hendes herre. Endelig får hun dog taget sig så meget sammen, at hun tager de få skridt op på siden af Ra, og lader en hånd hvile på hans skulder.

”Selvfølgelig kan De stole på mig, men hvorfor er De så mistroisk omkring Kzar Mora?,, spørger hun hårdt, men man kan ane hendes stemme svigter hende i styrke.

At fortælle hende den hele sandhed var nok ikke noget hun ville synes om, men på den anden side vil hun ikke kunne gå fra dette sted, Ra vil ønske at han kunne stole på hende 100 procent men det havde hun ikke vist at han kunne, alle de gange hun havde været kæk overfor ham, alle de gange hun skulle sættes på plads det var ting som var okay, og på en måde ting han kunne lide, men hendes trang til at vende hjem til Kzar mora efter riget var åbnet var noget han ikke bare kunne lade ske, Ra tog imod hende da hun var sårbar og ude af den, han tog sig af hende og tog hende ind i klanen fordi hun havde en gave han kunne bruge, men hun burde også huske det brandmærke hun har gør hun er bundet til ham og hans klan, ligeså vel som alle de andre medlemmer.

Ra lyttede til hver af hendes ord og ide hun lagde hendes hånd på hans skulder, vende han hovedet og så på hende dog valgte han ikke at svare på hendes første spørgsmål. " Jo at vores brødre og søstre skulle blive fri er vel dejligt for dem, men du skal vide jeg har levet i så mange år uden dem efter hånden, det eneste der er godt ved Kzar mora er åben igen er at vi kan tag af sted imod biblioteket som er inde bag riget, hvor dets beskytter Vidya holder til, hun har en bog med mit navn i som skal slettes, plus der er nok andre bøger hvor der står nogle vigtige ting i som vi kan bruge til vores ejen fordel," sagde han med en kort pause, før han forsatte igen.

" i sidste ende er jeg faktisk ligeglad med at riget er åben, for alle de magtfulde dæmoner der kommer ud og skaber Chaos og ødelægger min plan om totalt magt, dem er jeg nød til at have kontrol over, ellers ville dette land aldrig blive mit, du må forstå at jeg kunne tænker på mig selv og det der er godt for mig og min klan min familie, min rigtige familie ser du muligvis er de andre dæmoner mine brødre og søstre, men ingen har opsøgt dette sted Mig, dig eller nogen anden." . sagde han meget bestemt.

han huske hende første spørgsmål hun havde stillet, og vende sig med hele kroppen imod hende hvor efter han lagde han hånd på hendes kind " dit hjem er her Licinia og kun her, dine brødre og søster er blot nogen der er fri for lånt tid. " han gik lidt tættere på hende med blikket fast i hendes " mig tværtimod jeg vil altid være her for dig " .

Licinia krydser armene over brystet, og undertrykker trangen til at træde et skridt baglæns, da han vender sig mod hende. De safirblå øjne betragter ham kritisk, og i det øjeblik han lægger sin store, stærke hånd på hendes kind stivner hun. Licinia stirrer ind i hans sikre, glitrende mørke øjne og forsøger at sluge hans ord, men hendes hals snørrede sig sammen om hvert eneste åndedrag. Om lidt ville hun uden videre dø af luftmangel, det ved hun. Hun er forbløffet, hvem skulle have troet, at Ra kunne virke så blid. Hans berøring og ord minder hende mere om hendes omsorgsfulde elsker Henry, end hendes majestætiske og magtbegærlige leder. Berøringen sender elektrisk stød igennem hendes krop, og vækker hende fra hendes trance og fascination af Ra.

”Så længe jeg er nyttig for Dem,, mumler hun og sænker blikket for at skjule hvad hans berøring og denne forfærdelig sande kendsgerning får hende til at føle. Fuld af lige dele forvirring og taknemmelighed for at være en del af hans klan. Ubevægelig fortsætter hun, ”De dæmoner længes lige så meget for at komme ud, som vi andre dæmoner, som har været afskåret fra vores rige, længes efter at vende hjem til Kzar Mora,,
Licinia smiler skævt, for hun har aldrig været i tvivl om Ras higen efter magt. Det har været som en rus for hende, og hvad der har drevet hende til at blive. Men hun tvivler nu, for hvordan skal Ra formå at havde magt over samtlige dæmoner i Kzar Mora?

”Havde De virkelig forventet, at samtlige dæmoner ville møde op ved Deres port? Der findes langt ældre og mere magtfulde dæmoner end Dem. Selv jeg er en ung dæmon sammenlignet med de kræfter der holder til i Kzar Mora,, hun bider sig i læben og ser atter op i Ras mørke øjne, der synes upåvirket af denne kendsgerning ”Vidya er også blandt de mægtige og jeg tror næppe hun frivilligt vil lade nogen, end ikke dæmoner liste rundt i hendes bibliotek efter hemmeligheder,, Den dæmon er en af de mest lunefulde, og de ville helt klart være på udebane, når de først satte deres fod i det bibliotek. Desuden, hvem ved om denne ældgamle dæmon ikke ville kræve noget af dem tilgengæld?

Det er som om, at hun først nu kommer i tanke om, at Ra stadig har sin hånd på hendes kind. Hendes kæbe strammedes og hun føler sig skamfuld over at være blevet forført så let. Hun trækker sig bagud og går over for at skænke sig endnu et glas.

”Desuden er det vist ikke helt sandt, at her ikke har været andre dæmoner udover os,” Hun udstøder et hånt latter og bunder sit glas i en slurk, ”Åh Ra, ligesom De ikke er blind over for min færden, er jeg heller ikke helt uinteresseret i Deres. De holder øje med Deres håndlangere, jeg holder øje med min leder, og der har vist været et par snusket dæmoner, der har fundet vejen til Deres port. Ikke sandt min Herre?,, Licinia betragter ham indgående, og går udfordrende hen imod ham, mens hun knuger det kolde glas mod hendes hals.

Af alle de dæmoner som var i hans rige var hun den værste og den bedste på en og samme måde, hun vidste virkelig hvordan hun fik rusket rundt i Ra sådan han på en måde nærmest lod alt sin opmærksomhed være på hende, Ra lyttede til hendes ord og smilede kort til nogen af hendes sætninger " nogen gange skulle man tro at du tror jeg ikke ved hvad jeg gør, for jo ved er er dæmoner der er stærker ind mig, og ja ved at Vidya nok ikke ville have mig snusende rundt omkring hendes bibliotek, men seriøst du glemmer mig og mine evner tror du selv jeg vil vandre et sted hen hvor jeg ikke har en fordel på hånden, ser du min kære" sagde han med en kort pause, en pause på få sekunder hvor han tænke over hvad han blot lige havde gjord ved hende og sagt til hende, men han forsatte og satsede på hun blot ikke hørte det.

Denne Vidya vil sikkert have noget til gengæld for at jeg skal have noget af hende, men tror mig hun har været spærret inde i så langtid og ved ikke noget om den verden riget er åbent op til, jeg skal nok finde på noget bare rolig, og for det andet der er en grund til jeg søger det sted, og det er nemlig for at have en fordel overfor de stærke dæmoner, ser du mellem du og jeg så er der en bog hvor alle dæmoners navne står i, og hvis jeg kunne få fat i den bog ville jeg blot med et enkelt navn have kontrollen over alle de dæmoner, som måtte befinde sig indenfor det rige " sagde han tilfreds og nød hans plan oppe i hovedet, men der gik ikke længe før den plan forsvandt for hendes næste ord var ord der satte sig lige på ham igen.

Ra Gik frem imod hende som hun gik frem imod ham efter at hun havde været over og skænke endnu et glas vin til sig selv, han tog med et hurtigt ryg og stramt greb med en rå kraft af styrke fat om hendes hals, et grab der var nok til at han kunne holde fast og et greb der gjord hun ikke ville kunne løsne hans greb fra hendes hals, et greb det var ment legene men stadigvæk alvorligt, " du burde ikke stikke din næse for langt frem hvad der angår mig Licinia " sagde han kort inden han hev hende meget tæt til sig, nærmest så tæt at hun kunne mærke hans ånde når han snakkede til hende " er du da misundelig " sagde han viskene sådan hun lige præcis ville kunne hører det.
og uden videre at tænke på hvad han faktisk lige nu havde gang i.