Hakims nye arbejde tog en del mere tid af hans hænder, end han først havde regnet med. Han havde været på tronen i godt og vel en uge, før en ny problemstilling kom til ham. Med et lille suk, bød han sin embedsmand, at tale. Han sørgede dog for at smile, om end et lidt træt smil, mens embedsmanden forklarede, at der var mange syge folk fra Ikars regeringstid. Der var hårdt brug for flere healere, eftersom, at Hakim kun havde basishealere til rådighed. Og så var der ét enkelt problem - en alf, der var i en meget ringe tilstand, underernæret blandt andet. Hakim vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved det, før han kom i tanker om en helt specifik person: Nia. Hun var den dygtigste healer, han kendte. Hun ville måske gerne hjælpe. Han satte sig omgående til, at undersøge om han havde en teleporter i byen, og da han fandt frem til en passende gav han manden en stor sum krystaller for at hjælpe. Derefter håbede han virkelig, at Nia stadig befandt sig i det område, han sidst havde set hende.

Desuden sørgede han også for, at teleporteren havde hans ring og et brev med, hvor i hans problem var skrevet ned. Derefter sendte han teleporteren af sted. Det var af største vigtighed, at han fik fundet Nia. Han skyldte de mennesker, og alfen, at hjælpe dem på den bedst mulige måde, Det var Ikars skyld, alt det her, og han var af Ikars blod.

--------------

Kort efter dukkede der en teleporter op, ikke langt fra Nias lejr. De havde været heldige. Teleporteren, en mand ved navn Ralin, der gik i grå rober, gik langsomt hen mod healerens lejrplads omhyggelig med, ikke at virke skræmmende.
Da han var tæt nok på, til at være inden for høredistance, stoppede han. Det var kun høfligt.
"Undskyld, men er De Nia? Lord'en Sarghos har en vigtig besked," han rakte brevet frem, samt ringen, som konfirmation på, at det var Hakim.

Dagen var for Nia først lige begyndt, som hun sad og åd resterne af stuvningen fra natten før, skyllet ned med lidt varmt mjød. Selvom ørkenen havde en vidunderlig varm temperatur i dagtimerne, kunne nattetimerne godt bringe frost med sig. Roligt var hun begyndt at strigle sine heste, og ligge seletøj på den nye hoppe hun havde fået fingre i. Et prægtigt eksemplar, gode muskler, en smule bred over ryggen, men med lange ben der kunne bære hende langt og hurtigt. Det var bare tid om at få hoppen trænet op.

Hvor sandet dæmpede de fleste lyde, kunne hun dog ikke undgå at bemærke den fremmede som pludselig dukkede op ud af det store intet. Et øjenbryn blev hævet, mens hun sænkede hånden fra seletøjet ned mod den skjulte dolk. Det var ikke ligefrem tit hun blev opsøgt af folk på sådan en måde, hvilket i starten fik hende til at være temmeligt opmærksom på manden, mens hun ignorerede hoppen der slog uroligt med hovedet., mens den anden hoppe blot stod og gumlede på lidt havre.

Hun nikkede idet hendes navn blev nævnt. " Ja, det er mig. Hvem spørger? " Af, Sarghos.. Det gav lidt mere mening for sigøjneren, om end det gjorde hende bekymret at han sendte bud efter hende. Var han blevet bidt af en klapperslange? Eller havde folkene forsøgt at overmande ham? Det burde ikke ligne dem siden han var så langt meget bedre end sin bror. Med smidige skridt gik hun hen og tog imod brevet, skimtende igennem det, inden hun tog imod ringen og undersøgte den nøje. Et bid i den fortalte at den i al fald var af ædelmetaller, så hvis det var en efterligning var det en meget god en. Hun nikkede bestemt til den gråklædte imens hun gav ham brev og ring tilbage. " Er der noget bestemt jeg skal bringe med mig? udover mine læge remedier..? " Hun skævede over imod hestene. Det var nok bedst at løsne dem fra deres tøjr, i tilfælde af at ulve eller tyve eller lignende skulle forsøge at få fat på dem.

Healeren ventede tålmodigt. Han var en ældre herre, med veltrimmet fuldskæg, så han var en af de typisk tålmodige typer. Da kvinden var færdig med at undersøge brev og ring og spurgte hvad hun skulle have med, trak han lidt på skuldrene. "Hmm.. Hvis du ikke ønsker at efterlade hestene, kan jeg godt tage både dig og hele oppakning, samt heste med, det tager blot et par ture. Men det er nok for det bedste," han havde allerede besluttet sig før hende, og lagde stille og roligt en hånd på hendes skulder. Kort efter stod de i Sarghos, hvor herren forsvandt og igen dukkede op med hestene, samt oppakning. Til gengæld så han også en smule træt ud nu. De stod foran Sarghos' palæ, og allerede nu var Hakim ude af dørene.

Han så yngre ud, iført en rød kåbe med guldborder. Rigtig fin i tøjet, men stadig vældig afslappet. Han smilede bredt da hans blik fandt Nia. "Hvor er det godt at se dig igen, Nia!" udbrød han glad. Han gik hen til hende og tog hendes hånd i sin, ret varme hånd. Efter at have fået sin nye magi, var han generelt blevet temmelig varmblodet. "Lad os komme lige til sagen. Efter jeg tog over, var der en masse ting, der skulle ordnes. Blandt andet de folk, der har lidt under min broders regime. Det værste eksempel er en alf, jeg har valgt at placere i mine egne gemakker. Han er ikke i en særlig god forfatning, og skader er for omfattende til, at mine egne healere kan gøre synderligt meget for ham. Kort sagt, jeg har brug for dine vidunderlige gaver," alvoren havde kort taget over, men til sidst dukkede et kærligt lille smil op på hans læber. Han skyldte Nia alt, faktisk hele sit liv, og ville glædeligt betale tilbage. Men nu havde han brug for hendes hjælp igen. Eller rettere, alfen havde. Han havde ikke tænkt sig, at lade nogen som helst i Sarghos lide længere. Det var ikke sådan, han ledte sit folk.

De brune øjne skævede over imod hestene. Hun var ikke helt sikker på at dyrene, især ikke den yngre af dem, ville tage det meget vel at blive teleporteret. Det var en smart evne, men hun vidste at den havde sine grænser, hvilket nok også var meget godt. Hun sukkede let, trak på skuldrene inden hun nikkede, mens hun hev sin taske med remedier over skulderen. " Fint, men pas på dyrene, de er en del af mit levebrød. " Lød det kort for hovedet, inden han fik hende teleporteret over til Sarghos.

Som hun stod foran det store palæ, rystede hun kort på hovedet for at ryste den ubehagelige rejseoplevelse af sig. Det var ikke første gang hun blev teleporteret, men det gjorde det ikke lettere for kvinden der foretrak at se vejen foran hende og selv mærke jorden under sine fødder forandre sig naturligt. Ubehaget blev dog hurtigt rystet af idet hun hørte en ganske velkendt stemme. Et stort varmt smil prydede hendes læber idet hun i lange skridt gik Hakim i møde, alt imens hun rigtigt så ham an. " Sikken en mundering, jeg håber ikke de klæde er på bekostning af befolkningen og dens velvære. " Lød det halv i dril, halv i alvor.
Hun havde kort en trang til at kramme ham, men det ville være upassende, både af hensyn til deres generelle vidt forskellige range standsmæssigt, men også grundet situationen hun var kaldet ud til. " Er der virkelig ingen bedre i byen? Det forklarer hvorfor Ikar kidnappede mig og låste mig inde.. " Et misfornøjet udtryk skyggede kort det ellers varme ansigt imens hun kort klemte hans hænder. Heldigvis var Ikar død. Det var meget sjældent hun ville nogen død, men Ikar havde bestemt været en undtagelse.

Hun lyttede opmørksomt til hans forklaring om alfen. " Hvordan er hans forfatning helt præcist? Fysisk og psykisk. " Underernæret gættede hun allerede på, måske på grænsen til vanviddet. Eller var den allerede endt i vanviddets favntag hvor den blot lod dyriske instinkter overtage og ikke stole på nogen. En lignende situation som Hakim selv en gang havde været i.
En kort latter forlod hende. " Gaver? Hårdt arbejde min kære~ " Lød det let drillende. Det at hun overhovedet var kommet så langt med sine healende evner var noget af det eneste hun kunne være Ikar taknemlig for. " Men jeg advarer, jeg har stadig ikke helt kontrol over mentalismen.. Det er som at genfinde en ny del af sig selv, men det har jeg fornemmelsen at du selv kender til. " Endnu et varmt smil forlod hende som hun fulgte ham med ind i palæet. Bedre sætte i bevægelse og få infoen end at lade tiden gøre tingene værre for den lille alf. Jo længere tid uden hjælp jo sværere ville det blive.

Hakim rystede med det samme på hovedet til Nias spørgen ind til hans påklædning. "Det er de klæder, jeg havde, før Ikar kom til magten," fortalte han roligt. Det var dejligt at være tilbage i dem igen.
"Og nej, det er der ikke. Du er vitterligt den dygtigste healer, jeg har kendskab til," indrømmede han med et varmt smil. Som de begyndte at gå, og hun spurgte ind til alfen, blev Hakims mine mere alvorlig. Han brød sig ikke om alfens forfatning. "Han er underernæret, og har brækket en arm. Og så har han en del sår rundt omkring, og han virker til at have infektioner og feber. Psykisk kan jeg ikke svare dig på, men mine mænd fandt ham i et lille bur, hængende fra loftet," forklarede han, mens han kom i tanker om, hvis rum det havde været. Det satte hans blod i kog. Bogstaveligt talt, røg det kort fra hans hænder. "Forresten, så blev han fundet i Teto's gemakker. Så det skulle ikke undre mig, hvis han er stærkt såret psykisk også," hans toneleje var iskoldt. Han havde fået Teto bandlyst fra Sarghos. Men han havde virkelig overvejet at myrde dæmonen. Måske burde han også have gjort det.
Nias varme smil, gjorde også Hakim mere rolig. "Ja, jeg tror godt, jeg forstår. Så er vi her," han åbnede forsigtigt døren ind til sine private gemakker, for ikke at skræmme alfen. Men det lille væsen lå heldigvis bare, og sov i hans seng i øjeblikket, om end noget uroligt. Nok febermareridt. "Jeg vil overlade ham til dine hænder. Jeg ved, at du nok skal kunne gøre noget for ham," det var ikke nok for Hakim at sige, at han stolede på Nia til det. Han ville trygt lægge sit eget liv i hendes hænder, så han vidste komplet, at hun nok også godt kunne hjælpe alfen.
Med de ord, sendte han sigøjneren endnu et varmt smil, hvorefter han forlod lokalet og lukkede døren efter sig.

//OUt

Hun lo let. " Det er godt at høre. Du kunne næsten gå for at være en sigøjner. " Drillede hun, selvom hans tøj var af en del mere kvalitet end hvad man normalt så på en sigøjner. " Hnn.. Det kunne være jeg skulle lære nogle af dine op når jeg har fået sat alfen i en bedre forfatning. " Lød det tankefuldt. En by uden gode healere kunne hurtigt gå i forfald, hvilket bestemt ikke var hvad Hakim ville have brug for i denne stund hvor hans gerninger højest sandsynligt ville sætte spor efter sig i hans undersåtter til at de ville kunne huske ham og gå til ham med deres problemer i fremtiden.

Hun lyttede opmærksomt til hvad Hakim havde at sige om alfen og dennes forfatning. Hun skar en mindre grimasse ved lyden af Tetos navn. Hun havde ikke selv mødt dæmonen, men hun havde set så rigeligt til hvad han kunne udføre af skade på folk, såvel som hørt historier om hans grusomhed. Som hun bemærkede røgen fra Hakims hænder lod hun beroligende en hånd op mellem hans skulderblade. " Han er her ikke nu, og hvis han skulle være dum nok til at komme tilbage vil du have overhånden. Jeg er temmelig sikker på han intet ved om din nye evne. Medmindre han har en mindre besættelse af dig."
Som de kom til gemakkerne kiggede hun forsigtigt ind på den lille skabning der lå og sov uroligt i en seng der virkede alt for stor for ham. Han så bestemt ikke godt ud, så meget kunne hun da se på denne afstand. Før hun lod sig lukke ind i gemakkerne tog hun de ringlende bjælder af sin ankel og løftede det ene skørt, det yderste som også havde små metalspænder der klingede let sammen ved bevægelse, og lagde det sammen med ankelbjælderne. Smykker der også kunne give distraherende lyde fra sig blev ligeledes lagt i bunken. " Hellere være på den sikre side. Jeg ved ikke om lyden af bjælder og metal vil triggere noget ved ham. " Forklarede hun let inden hun trådte ind i gemakkerne. " Jeg skal gøre mit bedste. Sørg for at have lidt havregrød eller havresuppe klar til ham om aftenen. små men ofte måltider er hvad der kan hjælpe hans system i gang lige nu og få ham til at tage på." Så havde hun da ikke lovet for meget. Hun sendte Hakim et sidste lille smil inden hun vendte sig om for at tage rummet ordentligt i betragtning mens døren gik i bag hende.

Hendes blik faldt på en frugtskål der var nærved, Hun valgte at tage den med sig idet hun gik over og satte sig på en stol ved sengen, på respektfuld afstand fra den lille skabning. Hun ville ikke vække ham, mente at han nok havde mere behov for hvilen, så kunne hun altid gå i gang når han var vågen. I mellemtiden begyndte hun i stedet at skrælle et halvt æble og skære det i tynde skiver der blev mast til en mos under dolken. En smule banan røg med i mosen, der ærligt ikke så alt for appetitlig ud på trods af dens søde duft. Nogle få vindruer blev skåret i halv, alt imens hun diskret holdt øje med om han vågnede op. Stadig sad hun flere meter fra ham, ville ikke virke som en truende skikkelse når engang han vågnede op, hvilket også var derfor hun fik pakket dolken væk igen. Han skulle jo ikke tro at hun ville skade ham, for det var jo så langt fra hvad hun ville.

Jandar havde sovet tungt, men uroligt ind til nu, hvor hans søvn blev forstyrret af snak og lyde. Og feber. Men ind til videre vågnede han endnu ikke op. Det var først et godt stykke tid efter, og det var med noget af et sæt. Han havde haft de mest bizarre mareridt, og da han vågnede, følte han sig panisk og groggy på samme tid. Kort tid efter kunne han mærke at der var nogen i rummet, og det skræmte ham til, at begynde med. Nok til, at en blomsterkrukke fløj ned af sin vindueskarm og landede på gulvet med en klirren. da han satte sig brat op. Heldigvis for dem begge, nåede hans magi ikke længere end det, for da han havde sat sig op, flød hele rummet sammen for hans blik, og han blinkede flere gange i et forsøg på, at stille skarpt. Derefter kom smerterne. Både i alle leddene, i siden, i armen, og i hovedet. Han kunne mærke feberen, for det var den, der gjorde ham så sløv, og sikkert også den der var grunden til, at han følte sig klam.

Dynen, der var forsvundet, afslørede han bare overkrop. Friske ar fra afskårne vinger viste sig frem på ryggen, samt op til flere små sår, gamle som nye. Han havde dog en forbinding om maven, og armen.
Da han havde "vænnet" sig til sin dårlige forfatning, kom han i tanker om, hvorfor han i det hele taget var vågnet op. Hans blå, matte og lidt våde øjne rettedes hurtigt mod den fremmede, der sad et stykke fra den seng han lå i. I øjeblikket ville han intet andet hellere end at stole på de folk der var omkring ham, men angsten overmandede det, han helst ville, og stirrede forskræmt på kvinden. "Hv... Hvem er du?" fremstammede han hæst. Han ville helst have afstand. Hans krop agerede før hans fornuftige tanker, da han kantede sig lidt væk og forsøgte at kravle ned fra sengen. Det gik ikke så godt. Han manglede lidt en arm, så i sit forsøg væltede han ned i stedet for, oven på den dårlige arm og jamrede lavt over hvor pisse ondt det gjorde.

Selv med hovedet bøjet ind over frugten, kunne Nia fornemme, liges meget som høre, bevægelsen fra sengen da alfen brat vågnede op, kun for at smadre en vase. Hun krængede mentalt ved lyden af glasskårene, men holdt ellers ansigtet ganske neutralt da hun hævede blikket for at betragte ham.
Han var bange, selvfølgelig var han det. Hun undredes over hvor lang tid han mon havde været taget til fange. Det måtte på et punkt være værre når man kunne sidde og tælle dagene i et bur, end at være i en mørk fangekælder hvor man kun kunne gætte sig frem.

En enkelt rynke trådte frem imellem brynene idet hun fik øje på stedet hvor alfernes vinger normalt sad. Det var bestemt ikke medfødt, hvilket bæst! Bare tanken om den smerte han måtte have fra det havde nær fået hende til at krympe, istedet lagde hun tallerkenen fra sig på et nærtstående kaffebord. " Mit navn er Nia. Jeg er healer, og blevet bedt om at hjælpe dig. " Selvom tonen og svaret var professionelt, var der stadig en vis varme at spore i den.

Hun forstod godt hans handling, forsøget på at skaffe større afstand imellem dem. Det ville nok have været der, om hun så havde siddet i det modsatte hjørne af værelset, splitterragende nøgen, som guderne havde skabt hende..
Sigøjnersken måtte bekæmpe sit naturlige healer instinkt, idet han væltede ned og landede på den i forvejen brækkede arm. Nej, hun måtte selv lade ham vænne sig til hende, det var hun sikker på. At fare frem imod en der havde været udsat for tortur af naturens onde skabninger, ville bestemt ikke falde i god jord. Hun strakte dog halsen for at se om hun kunne få øje på ham.
" Er du okay..? Skal jeg komme over? "

Det professionelle svar fra kvinden hjalp lidt, fordi der var et eller andet over hendes stemmeleje. Men det havde ikke ændret på hans falden ned af sengen. Nu lå han dér og rodede lidt rundt, pokkers øm i armen og igen ude af stand til, at stille skarpt med sine øjne. Han jamrede lidt mere, da han kom op at sidde, og da han hørte healerens spørgsmål, rystede han let på hovedet. "N-nej... Jeg har det fint," hans hæse, trætte stemme sagde noget helt andet, men han ville selv. Og han var bange for, at hun måske ikke var, hvad hun påstod hun var. Han kom langsomt på benene, men da tog svimmelheden til for fuld styrke, og han måtte hurtigt tage fat i sengen, mens han kort vendte det hvide ud af øjnene. "Undskyld. Jeg løj," han sænkede hovedet, kæmpede mod svimmelheden, og kom på én eller anden måde tilbage op i sengen igen, selvom det havde taget så hårdt på hans kræfter, at han ikke kunne meget andet end at ligge og trække vejret hurtigt. "Jeg.. Jeg ved godt, hvordan healing fungerer," konstaterede han. Angsten var ikke lige så slem som smerten, og nu hvor han vidste, at hun var en healer, ville han bare gerne have en lille pause fra smerterne. "Vil du få det væk? Vær sød at sige ja," han kneb øjnene sammen kort, før han kiggede ordentligt over på healeren. Hun havde lidt underligt tøj på. Ikke tøj, som han kendte til, men han havde heller aldrig været fri til at se kulturen her. Hun så også ret venlig ud, mørk hud og pæne øjne. Han besluttede sig for, at hun ikke virkede ond, og derfor lå han stille, så han hverken gjorde det værre for sig selv, eller mere besvæligt for hende.

Nia betragtede så roligt som muligt alfen som han kæmpede sig op, tydeligt svimmel, men da han endnu ikke havde bedt om hendes hjælp ville hun ikke gå hen til ham. Hænderne lå åbent i skødet imens et lille smil spillede på hendes læber over den pludselige undskyldning. Smilet forsvandt dog hurtigt igen. " Det er helt i orden. Med hvad du har været igennem er det overlevelses-instinktet der slår ind og mener du ikke skal stole på nogen. Det er en helt naturlig reaktion. Tro mig, jeg har set det før. "
Lød det forklarende imens han fik kæmpet sig op i sengen, tydeligt udmattet.
En tavs nikken forlod hende idet han spurgte om hun kunne hjælpe, ville hjælpe. Selvfølgelig ville hun det. Hun kunne da ikke bare efterlade ham liggende sådan der, det ville stride direkte imod hendes morale.

Roligt rejste hun sig fra sin stol og tog nogle rensende urter samt nogle rene klude fra hendes taske. Begge dele endte hurtigt i et vandfad der stod ved døren, nok beregnet til at vaske ansigtet i om morgenen, men nu ville den stå til en anden anvendelse. Det tog ikke lang tid før lugten af mynte og andre urter fyldte værelset. Hun tog vandfadet med sig hen til sengen og stillede det på gulvet.
" Siden du kender til healing, kender du nok også til procedurerne. Alligevel vil jeg bede sig om at ligge stille og tage dybe indåndinger hvis det gør alt for ondt. " Forsigtigt lagde hun en let kølig hånd på hans brækkede arm, tog selv en dyb indånding før hånden blev varm idet hun gjorde brug af sin healende magi og fokuserede på at sætte splinterne i armen samme på den mest skånsomme måde.
Da det var gjort sendte hun en svag bølge af magien rundt i hans krop så hun kunne få et bedre overblik over hans skader. Ribbenet blev ganske forsigtigt sat tilbage og healet inden hun måtte tage en pause. Konstante strømme af healende magi til brækkede områder kunne let tage for meget på hendes chakra.

Hun brugte dog det lille hvil fornuftigt idet hun bøjede sig ned og vred en af de gennemvædede klude op, og forsigtigt gav sig til at rense hans sår ved tindingen. " Du har fået dig en voldsom hjernerystelse.. " Lød det konstanterende.

Nias forklaring på hans angst, fik det hele til, at give så meget mere mening. Det var mere naturligt nu, og han følte sig derfor mere sikker i sine følelser, på trods af, at de ikke var synderligt positive. "Det lyder.. Logisk," mumlede han anstrengt, mens han rettede sig lidt i sengen.
Kort efter fortalte hun ham, at han skulle lægge stille. Umiddelbart gjorde han som der blev sagt, men det kunne ikke undgås, at han spjættede let ved kontakten med hendes kolde hånd. Ellers valgte han at tvinge sig selv til, at ligge stille, på trods af det lette ubehag ved selve healingen. Hans tilstand forbedredes let ved det, men der var stadig kvalme og feber. Og nu hvor de andre skader var ordnet, kunne han meget bedre mærke hovedet, da Nia rensede såret i hans tinding. Det måtte være derfor, at han følte sig så syg og svimmel.
"Det tænkte jeg nok. Det er min egen skyld," konstaterede han selv, mens han tog sig lidt til hovedet. Kvalmen steg lidt mere, og han lagde sig langsomt om på siden, med front mod Nia, så hun stadig havde mulighed for at rense såret. "Så... Hvor.. Hvor længe har du været healer?" igen lød hans ord lidt anstrengte, men det var for at undgå, at tømme maven, der egentlig i forvejen var ret tom.

Et lille smil forlod sigøjnerkvinden. Logisk? Det var det vel. Enhver ville vel på et eller andet punkt nå et punkt, hvor de ikke længere stolede fuld og fast på andre væsner og især ikke på godhed. Det var bare et spørgsmål om at torturere længe og grundigt nok.
Hun tog sig ikke synderligt meget af hans dæmpede spjætten, det var værre hvis han havde kastet sig frem og tilbage i sengen, i så fald ville hun have haft brug for noget assistance, så hun var ham taknemlig for at være samarbejdsvillig.
Et øjenbryn blev skudt i vejret.
" Egen skyld? Hvordan kan det være din egen skyld? Var man lidt voldsom da Hakim frigav dig? " Et let drillende smil formede sig på hendes læber, på trods af det alvorlige spørgsmål. Forsigtigt tørrede hun det nu rensede sår af inden hun igen lod sin healende evne tage over og lukke det i igen. Uheldigvis kunne hun ikke gøre noget for den ømme og hævede hjerne.

" Hvor lang tid jeg har været healer? " Hun tiltede hovedet og så en smule skævt på ham. " Tjae.. Evnen er medfødt og udviklet siden barns ben. Jeg startede vel med at tage penge for det da jeg var omkring de 9-10 år... Men jeg har for alvor udviklet den og gjort brug af den i mine teenage-år.. Og da Ikar havde mig fanget i sin kælder. " Hun gøs ved den blotte tanke, mens smertensskrig og stønnen, Ikars maniske latter igen og igen lød, sammen med lyden af tæsk og knogler der brækkede. Dette var alt blot i hendes hoved, men for et øjeblik stod det hele så livligt for sigøjneren at det føltes virkeligt. En skælven gik igennem hendes krop inden hun rystede på hovedet og var nødt til lige at sunde sig ved at skæve rundt i det lyse varme værelse, taknemlig for at det var så stort som det var. Igen gled hendes varme øjne tilbage og fokuserede på alfen igen.
" Skal jeg se om jeg kan gøre noget ved sårene på din ryg? Se om jeg kan dæmpe skaderne en smule.?

Nias spørgen ind til hans skyldbevidsthed fik Jandar til, først at blive ubehagelig tilpas, men da han hørte det drillende toneleje, smilede han blot lidt forsigtigt. "Nej, ikke just. Det var bare svært at falde i søvn, når jeg var sulten," indrømmede han uden særlig stor tøven. Nia var klog, kunne han mærke på hende, hun ville nok regne den ud, selvom han måske var en smule kryptisk.
Som hun lukkede såret i hans tinding og begyndte at forklare om sine evner, lyttede Jandar nysgerrigt med. Han oplevede sjældent mennesker tale om deres magiske evner, generelt var mennesker egentlig bare rigtig interessante, at tale med, og at høre om. Indtil hun nævnte Ikar. Jandar var en meget empatisk person, så han lagde med det samme mærke til ubehaget der skyllede gennem sigøjneren. Han forholdt sig kort tavs, mens han så på hende med et lille, hævet øjenbryn.

Det virkede lidt som om, at hun måske ikke ville tale om det, for hun skiftede ret hurtigt og ret brat emne. Han nikkede med det samme. "Det skal jeg ikke sige nej til," sagde han, før han forsigtigt lagde en lille hånd på hendes. "Hvis du ikke vil tale om det, så kan jeg godt forstå det. Og jeg forstår dig godt. Han var en led mand," forklarede alfen med en blid stemme. Han havde ikke regnet med, at skulle sidde her og hjælpe en anden samtidig med at han selv var et værre nervevrag. Men nu gjorde han det så alligevel. Han sendte Nia et lille smil igen. I øjeblikket var hans tanker slet ikke på det års helvede han havde været igennem. Og så hjalp det, at få restoreret sin krop. Meget.

"Tsk...Selvskade er ikke nogen god løsning. Så længe du kan mærke smerterne eller sulten, så længe ved du at du er i live og forhåbentligt har noget eller nogen at kæmpe for, udover dit eget liv. " Skældte hun med et let løftet pegefinger, næsten som var han et uartigt barn.

" Desuden, når du skader dit kranie, skader du også din hjerne.. Du vil vel helst ikke ende med en kortslutning? " Hun så formanende på ham, selvom hun godt forstod ham. Der havde selv været tider hvor hun havde ønsket at hun kunne sove sig væk fra den smertende sult, kulden og ikke mindst lydene af tortur der nærmest syntes at have jagtet hende på alle tider af døgnet da hun var i kælderen. Flere gange havde hun overvejet om den fede herre dog ikke havde haft bedre ting at tage sig til.
Endnu en gysen gik gennem hendes krop inden hun fik øje på det lille svungne øjenbryn. Hun rystede på hovedet. " Nej, det er helt i orden.. Det er fortid nu. Ligesom din fangenskab og tortur er det, selvom minderne nok altid vil ligge et sted i din underbevidsthed. "

De, nu varme, hænder klappede let alfens langt mindre. En sælsom fornemmelse gled igennem hende, en følelse hun dog helst så sig fri for, og derfor ignorerede ved at vende over og hente et tæppe der lå blandt puder på en divan. Hun spredte den ud i et dobbeltlag på gulvet, inden hun forsigtigt instruerede alfen tættere på kanten. " Hvis smerterne skulle få dig til at kaste op, så forsøg at ramme tæppet, ikke? Det kommer nok til at blive temmelig ubehageligt." Hun sendte ham et lille undskyldende smil inden hænderne blidt lagde sig over de nogenlunde friske sår, der ikke var blevet helt til ar. Et mærke ville han nok altid have når hun var færdig, men det var bedre end to grumme ar.

Hun rynkede let på brynene da hun kunne fornemme de knuste knogle ender under huden, og forsigtigt fik kroppens immunforsvar til at tvinge splinterne ud ved en langt større hast end det ellers ville være foregået naturligt. Ud gennem sårene. Den resterende den af knoglerne fik samlet sig sammen og blev bøjet af så ingen skarpe kanter var at føle. Først da fokuserede hun på at lade huden lappe sig selv sammen.

En gang imellem, under selve behandlingen, strøg hun ham beroligende over armen. Usikker på om han ville synes om det i hovedet med den hjernerystelse han havde fået sig.

" Sådan.. Har gjort det bedste jeg kunne.. "
En tung sukken forlod hende da hun langt om længe var færdig og måtte tørre nogle svedperler af panden. Det havde taget mere af hendes energi end hun brød sig om at indrømme.

Nias formaninger fik først Jandar til at smile, senere til at kigge lidt trist op på hende. "Det var nu heller ikke min mening. Jeg tror det var midlertidig vanvid," indrømmede han skamfuldt, mens hun bredte et tæppe ud. Han rykkede sig ved hendes anvisninger, så han lå ved kanten af sengen, og ventede at det nok ville være lige, så ubehageligt. Problemet var, at hun var nødt til, at tage stykker af knogle ud gennem såret, hvilket var yderst smertefuldt. Han var for udmattet til at skrige, men hele hans krop blev til gengæld komplet anspændt, og han knugede om sengekanten med sin hånd, mens han kneb øjnene sammen og forsøgte at holde sig rolig. Han havde mest af alt lyst til, at skrige, men det kunne han bare ikke.

Han kunne knap nok høre hvad hun sagde bagefter, men lettelse lige efter smerte, fik han krop til, langsomt, at slukke ned. Han kiggede op mod hende, med et sløret blik. "Det er fantastisk... Jeg har det.... Meget bedre nu," mumlede han langsomt, mens han sendte hende et svagt smil. Kort efter blev alting sort.

//Blackout

" I det mindste var den kun midlertid, det ville være langt hårdere arbejde at skulle arbejde med en vanvittig person. " Hun blinkede kort til ham, for at lade forstå t hun ikke tog det så tungt, omend selvskade aldrig var en god ting.

Som Jandar lod til at besvime over smerterne og behandlingen, rejste Nia sig på let skælvende ben og for at hente kanden med kølig vand, forsigtigt lod hun en tynd stråle glide over hans pande for at få liv i ham igen.
" Jandar.. Jandar vågn op. Ikke noget med at ligge og snue. " Hvor meget hun end gerne ville lade ham ligge, ville det kunne være skadende for hans hjerne at lade ham hvile, hvilket også var grunden til at hun ruskede let i ham og gentagne gange forsøgte at vække ham op.