Bag det majestætisk teater ligger en lille have. Haven er karakteriseret som "en oase skjult bag mure i midten af hovedstaden". Den fungere som et friluftsted, hvor tilskuer i teateret kan strække deres ben og nyde duften af blodrøde roser, der vokser på buske, der skjuler murene omkring haven. Stierne er bestrøet med muslingeskaller fra Topalis berømte, hvide sandstrande, og rundt omkring i haven står besynderlige statuer af krystallandets magiske væsner og små bænke af marmor.

Solen, som havde stirret ned på den travle hovedstad hele dagen med skarpe, lysende øjne, er ved at gå ned mellem de rødmende skyer. Blomsterne dufter kraftigt sødt efter en dag under den bagende sol. Rundt omkring kan man høre folk snakke på hjemvejen fra den daglige gøren. De er på vej hjem til varme gryder, og duften af tiltberedt mad blander sig med havens grønne aroma, i en pirrende sanseoplevelse. Der, i blandt denne udsøgte blanding af dufte går den absolutte cremé de la créme i teaterverden... og krystallandet generelt, den mest prominente og toneangivende skuespiller, Clement McAlaistair. Som så ofte står han i sine egne tanker, dybt optaget af en scene i sit nye teaterstykke, der udspiller sig i hans fantasi. Der er ikke mange dage til den store premiere, og de kan mærkes i hele hovedstaden. Det summer af spænding, og er genstanden for samtlige samtaleemner. Dronningen ville jo være der til at åbne for teatersæsonen, som hun har gjort hver eneste år.

Påklædningen vidner om en hel dags arbejde. Ærmerne på den himmelblå skjorte, er smørret op og er ikke stoppet ned i bukserne. Den elegante skjorte er nonchalant knappet op så det meste af hans brystkasse er blottet. De sorte bukser er krøllet, og han står barfodet i haven. Håret er uglet, efter han gentagende gange har gledet sine hænder igennem det af frustration eller eftertænksomhed. På trods af dette, ser han stadig lige så charmerende og fortryllende ud som altid. Ingen kan modstå rævesmilet.

Clement har skabt en illusion, og hele haven er forvandlet til en scene med teaterkulisser og statister, der udlever hans teaterstykke.

En af de sjældne gange Ireth Kench bevæger sig uden for Mørkets skov er når hun skal samle ting der på ingen måde kan hverken dyrkes eller findes i skoven eller sumpen der ligger vest for skoven. Det er en lang tur til hovedstaden i Krystallandet især når man kun har sine ben til at bære sig til sin destination. På den 4 dag var Ireth også nået frem. Iklædt en lang kappe med hætte havde hun fået adgang til byen ved bymuren. Nu hvor solen var så småt ved at gå ned var der ingen tid at spilde. Hendes nøgne fødder bar hende over byen sten veje og igennem gyder for at skyde genvej til teatret i bymidten.
Hun satte sig udenfor murene der omringede teater haven. Ireth trak vejret helt ind i lungerne og med luften fulgte den søde duft af roser. Hun fik kuldegysninger og hun lænede sig op af muren for ikke at falde på sne knæ. Var der noget Ireth ikke kunne modstå var det rosenduft på en så varm dag som det havde været idag.Det var for lokkende, for indbydende til at modstå. Med hurtige og lydløse bevægelser havde hun klatret over muren og landet på den anden side.

Hun sad stille inde imellem nogle buske til hun viste at alle teatrets gæster var taget hjem inde hun gik på jagt. For ud over roser var der et dusin andre blomster og en lille urtehave også. Men ide hun var igang med at plukke den tredje rose stoppede hun og vendte blikket igennem haven. Der var nogen der brugte illusions magi... hun var helt sikker.

Clement er så optaget af sit arbejde, at han ikke engang bemærke den sorte skikkelse trænge ind i den paradisisk have. Noget han normalt ville havde lagt mærke til, hvis han havde været lidt mere tilstede i sine dyriske sanser. I stedet er al hans energi og opmærksomhed rettet mod sit kunstværk. Illusionen skyller ind over haven, som en steppeild og buske og roser forvrænges til en dyster skovbund. Træer, med grå bark og sorte trækroner tårner sig op i haven, mens man rundt omkring kan høre desperate menneskeskrig.

Ræven vrikker med sin hale, og tørre små svedperler af sin pande med håndfladen. Man kan tydeligt se passionen brænde i hans øjne, og lyse det smukke, solskinskysset ansigt op. Han synker udmattet, og kan mærke hvor tør hans hals er blevet. Det er efterhånden også ved at være længe siden, at han sidst fik noget indenbords. Eller, sidst han fik noget indenbords der havde en fast konsistens. Rosenduften besnærer ham, sammen med ønsket om den flaske vin, som han har smuglet med herud. Lige så pludselig som illusionen er opstået, fortager den sig igen. Som morgentågen der løsner sit greb om de gyldne marker, trækker illusionerne sig bort og rosenbuskene og de hvide statuer vender atter tilbage.

Clement læner hovedet fra siden til siden, så man kan høre et knæk efterfulgt af et tilfreds suk. Derefter spejder han hungrende efter den flaske vin, og da blikket falder over den griber han hurtig om dens hals og tager en ordenlig slurk. Den krydret smag ophidser hans smagsløg, og midt i dette velbehag fornemmer han pludselig, at han ikke er alene. Halen, der før logrede fra side til side, bliver stiv og Clement ligger vinen forsigtig fra sig, mens han kigger opmærksomt længere ind i haven. Han undrer sig over, hvor længe dette væsen har været i haven. Om det var en tilskuer, der havde trukket sig tilbage i haven. Men alle var jo gået hjem og teateret var lukket?

"Nu ikke noget med at luske rundt herude,, siger han drilsk og venter spændt på et svar

Uden at trække vejret betragtede hun illusionerne der strakte sig i haven og badede hvert et blad og strå. Med haven henstillet i mørke og solen blokket ude føltes det helt hjemmeligt. "ikke dårligt.. slet ikke dårligt tænkte hun og nød til kunstværket der viste sig for hende. Efter et par sekunder fik hun øje på personen der stod i dyb koncentration. Ikke meget højere end hende selv, hankøn og af pænere rang at dømmer efter hans mundering. Ireth var ikke stødt på nogen der kunne lave ordentlig illusions magi i nogle år og det virkede interessant hvad manden kunne finde ud af så hun tænkte hun ikke behøvede at flygte lige nu ihvertfald.

Men lige så hurtigt det var dukket op, lige så hurtigt forsvandt det igen. solens sidste stråler skinnede over muren og den varme fugtige luft kom tilbage igen. Lidt skuffet over den korte varighed kom Ireth til at starte sin vejrtrækning igen med et suk.
Det lød og så også ud som om han opdagede hende. Kunne det bliver mere ubelejlig? hendes plan havde været så enkelt: hop ind, snip det du skal have, hop ud igen... simpelt. Men nej. Hun hørte godt hvad manden havde sagt og trak derfor sit hætte tæt op omkring sit ansigt og satte sig ned på jorden. Det kunne være heldigt hvis han ikke viste hendes præcise position.
"Jeg lusker ikke... Jeg er bare diskret" lød det for hans øre fra ingen retning da hun sendte sine tanker til ham via hendes telepatiske evner. "Noget af et mørkt scenarie du skaber for dig selv?" fortsatte hun og smilte skævt for sig selv...

En kuldegysning løber igennem ham, og får hårene i nakken og halen til at rejse sig. Det var første gang, at han oplevede en anden person i sit hoved. Først tror han, at det er ren indbildning, symptomerne på overanstrengelse, men stemmen er tydelig. Alligevel kan han ikke placere den. Umærkeligt ændrer hans vejrtrækning sig. Fra forholdsvis rolig, men smule ståkandet til stødvis og hektisk. Han åbner og lukker munden, forvirret over hvorvidt han skulle svare med sin egen stemme, eller blot tænke det han ville sige... Begge dele gav mening, men virkede stadig ligeligt idiotisk. Lige nu er hans tanker et stort virvar af kolbøtter. Det måtte være ganske underholdende at være tankelæser lige nu. Endelig får han samling på sig selv og svarer Ireth med sin genfundne selvsikre stemme, "Du er heldig at havde fået et smugkig ind i mine grandiøse planer" Clement folder hænderne på ryggen og begynder at vandre søgende rundt i haven, med den kraftige hale svingende glædeligt fra side til side.

Han kan fornemme hvordan hans nysgerrighed nærmest spinder ud af kontrol. Det overrasker ham hvor mange dage siden, han sidst havde haft en samtale, der ikke drejede sig om teaterets dagligdag og gøren. Som teaterets sjæl og velgører, er teateret hele denne prominente herres verden. Men han stor nød det. En hverdag, hvor han dagligt kunne få lov til at eksperimentere med sine illusioner, sammenkoblet med spas og ballade på en daglig basis. Det er hans store drøm!

Clement indsnuser den søde duft af røde roser og andre eksotiske planter, men fornemmer også en anden duft... Halen begynder at svinge frem og tilbage med større iver, og hele situationen føles som en jagt. Han fortsætter med samme slevsikkerhed, dog mere pralende, "Det er en scene til den store premiere her om nogle dage. Spektakulær ikke sandt min kære? Det er mit livsværk. Hvad folk ikke ville give for bare en lille smule viden om, hvad der venter dem til premieren. Selvom de selvfølgelig ved, at jeg aldrig ville kunne skuffe dem... Det er jeg bare for fantastisk til at kunne gøre,,

Planer? Var det hans planer? Han må da ikke ændre haven? Det her er det bedste sted at høste til til æteriske olier det kan han da ikke. Vreden over at miste haven her som hun har samlet i i flere generationer får hende til at skære tænder, men hun forholder sig stille til at mandfolket åbnede munden igen. Knuden i brystet falder til igen og forsvinder. Forestilling? Jo hvorfor ikke, illusions magi virker da ret oplagt at bruge et teater. Ikke at hun selv har været til noget lignende før. Det tætteste på hun har været til en forestilling var nogle gøglere på vej igennem Tusmørke dalen for lang lang tid siden.

Ireth holder sig for munden for ikke at grine over hans måde at tale på. Hun er aldrig blevet kaldt noget venligere end hendes navn, så kære var næsten latterligt sjovt for hende at høre. Da selvkontrollen er genvundet samler hun en af de tre blomster op fra jorden som hun tidligere havde plukket og stikker næsen i den. "Jeg tager det som du er ansat på teateret. Men det betyder vel at du ikke rigtigt har autoriteten til at smide mig ud siden det ikke er din have i teorien." sendte hun ham i tankerne.
Duften fra rosen fik hendes sind og krop til at slappe af hvilket gjorde tanke forbindelsen nemmere at holde ved lige og det sørgede for at hendes stemme som klart og tydeligt igennem nu.
Ireth kikkede op imod solen der ikke kunne ses mere fra hvor hun gemte sig. Hendes plan var forsinket og hun skulle også finde et sted i byen at overnatte inden alle kroværelser ville være taget. Høsten af planter kunne næsten ikke venete længere.

Clement er forsigtig med ikke at lave larm. De bare fødder træder fløjlsblødt på den hvide sten-sti, netop som hans poter ville havde grebet lydløst om jorden under ham i hans ræve form. Halen er en kende løftet og laver en lille bue efter ham. Det kan påstås at han mere glider end går. Spændingen får hans blod til at pumpe rundt i kroppen, en dyrisk refleks over denne tilsyneladende katten efter musen-leg. Det råber ud efter ham med så stor en tillokkelse, at han har svært ved at stå imod.

Klart og tydeligt kan han pludselig høre hende stemme give genlyd i hans hoved, med en kraftig dog melodisk klang. Han slår en latter op og øjnene glimter drilagtig, ”Der tager du fejl min kære, jeg har al autoriteten her. Jeg ER teateret,, svarer han og forsøger at skjule skuffelsen over, at Ireth overhovedet ikke har en anelse om hvem han er og væsentligst af alt, hvor vigtig han er. Clement stopper midt i sin bevægelse, den ene fod lidt hævet fra jorden. Han kan lugte hende, men ikke se hende endnu. I stedet for at forfølge hende, beslutter han sig for at blive stående, rank med hænderne foldet bag ryggen. Halen logre afventende, mens han jonglere med mulighederne i hovedet.

”Jeg har ikke i sinde om at smide dig ud kære, sådan er jeg ikke. Hvorfor kommer du ikke frem?,, hans stemme er blid og lokkende, som forsøgte han at lokke en kat ud fra sit skjul.