Det var en fin lun aften. Rundt omkring engene ved Medanien husede der ro og fred, og midt i det hele sad en krigshærget dværg, for sig selv, ved et sølle lille bål og en stor flaske mjød i hånden. Han var en skygge af sig selv. Flere kilo havde raslet af ham. Før havde han haft en lille ølmave. Nu kunne man nærmest kalde ham en ganske normalvægtskriger. Det lange, prydede skæg var blevet klippet ned i kort længde, så det var nu bare beskidt, trimmet fuldskæg. Hans hår sad filtret og rodet og dele af hans rustning var blevet kylet væk. Nu havde han bare slagkoften, samt en smule rustning ved mave og skuldre. Armene var bare, bortset fra et par armskinner i metal, på underarmene. Øksen sad i bæltet, rengjort, godt og grundigt. Skjoldet lå ved siden af bålstedet, hvor det var tydeligt, at mærker havde sat sig i det efter en meget stor kamp. Han havde mudder og blod på støvlerne. Han var ikke en særlig mægtig dværg af udseende, selvom udseende sagtens kunne bedrage. Han var resterne af den kongelige familie i Dragorn. Eller det var dét, han var overbevist om. Der var ikke mere at gøre.
De var alle sammen væk nu. Dragorn var faldet, og nu var han alene. Guin var væk, far var væk. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv længere. Måske blive soldat for hyre? Måske tage til hovedstaden? For nu lød det dog meget bedre, bare at være en sølle dværg, der druknede i mjød på landevejen.

Normalt var Ragna at finde i gruppen af lejesvende, men efter lyden om Dragorns fald, havde hun haft behov for at være lidt for sig selv og arbejde sin vrede og frustration over ikke at kunne være der og hjulpet hendes folk. Selvom de teknisk set kun var halvdelen af hende var hun vokset op med dværgene næsten som var hun en af dem, på trods af hendes lidt specielle kropsbygning.
Frustrationen og vreden havde hun fåe ud ved at kunne hjælpe folk i Medanien, mod betaling selfølgelig, med at bygge huse og holde øje med at deres afgrøder ikke blev vandaliseret. Mad blev der tydeligt mindre og mindre af i landet, som krigen tog sit greb om bønderne og deres afgrøder. Ikke nok med at de færreste havde råd til kornene og markerne efterhånden som de blev dyrere og dyrere at leje, eje og købe korn til og betale afgifter for, men vejret havde bestemt heller ikke været til at råbe hurra for, i al fald ikke længere inde mod hovedstaden, her nede nær midnatsborgen var det ikke så meget vejret som det var mørkets folk og tilhængere deraf der vandaliserede de stakkels bønder.

Under hele tiden havde hun dog haft en vis kontakt med lejesvende gruppen, små fugle og des lige var sendt afsted med korte kodede beskeder om hvor de befandt sig eller arbejdet, så Ragna når som helst ville kunne finde tilbage til dem, de var jo trods alt lidt blevet som en familie for hende.

Det var en lummer og kedsommelig dag som kvinden satte sig op på en hest der dovent bevægede sig afsted langs vejen. Det var indtil en skikkelse pludselig dukkede op som i den grad virkede bekendt. Ragna stoppede betænkeligt hesten op, skævende rundt for at sikre sig at der ikke var andre dværge nær, for hun satte hesten i skridt indtil hun var på sikker afstand til at kunne stikke af hvis han skulle fare op, men også tæt nok på til at de kunne føre en samtale uden at skulle råbe direkte til hinanden.
Som han sad der, virkede han næsten som en skygge af sig selv. Hun sank kort noget inden hun afbrød tavsheden imellem dem der efterhånden var ved at blive en smule anstrengt og akavet.
" Jeg havde ikke ligefrem forventet at se barnebarnet af thanen helt nede i Medanien.. "
Flot Ragna, rigtig flot. Hun følte næsten for at sparke sig selv bagi ved sin åndssvage kommentar, men idet mindste brød den isen, forhåbentligt.
" Godt at se dig i live Magnar.. " Hun sendte ham et lille, om end anstrengt smil. Uvidende om hvor meget han vidste om hendes lejesvendegruppes arbejde for mørket. Hvis hun på noget punkt havde vidst hvad planerne havde været med alle de unge soldater og deres træning, havde hun bestemt nægtet at tage arbejdet, også selvom lønnen havde været god.

Magnar lod sig i starten ikke mærke af lydene af hove på landevejen. Det vedkom ikke ham, han havde ikke brug for at tale med nogen, og hvis det var en mørkekriger, kunne vedkommende bare prøve sig an. Der var stadig én af thanens børn i Krystallandet, der var tilbage, levende, og han skulle nok få dræbt hver og eneste af mørkets krigere. Det var den eneste ting, han kunne se, han ville du til nu. Krig. Krig og død.
Men da hestens ejer talte til ham efter at være stoppet med en hvis afstand, måtte han dog se op. Han kunne sagtens genkende den stemme. Ragna havde i lang tid været en meget god ven af Guin. Og nu var hun her. Han stirrede på hende, længe, før det gik op for ham, at hun sad dér, og sikkert forventede noget. Måske et høfligt svar tilbage. Han nikkede et par gange, tørrede mjød af skægget og rejste sig, omend en smule slingrende.

"Ragna.. Kom og sid med mig. Jeg planlægger mørkets fald. Jeg kunne godt bruge krigere," hilste han, blind og døv for alt andet end den plan der stille og roligt havde brygget i hans hoved, de sidste par uger.
"Det er virkelig godt at se dig. Sammen kan vi hævne Dragorns fald, Ragna," med et lille bump, satte han sig tilbage ned i græsset ved bålet. Han tog låget af mjødflasken og tog en lang slurk, der nok ikke var sund for én der allerede var godt fuld.

Da han ikke umiddelbart svarede hende, eller reagerede meget mere end med en drukken stirren, åndede hun for en stund lettet op. Omend han lod til at være alt andet end sober, var han i live og lod ikke til at være for vred på hende. Hun lod hesten komme tættere på inden hun gled af den og gik over for at sætte sig ved Magnars side.
Planer?
" Jeg tror der skal lidt mere til end bare to personer til at genindtage Dragorn er jeg bange for. " Hun havde en lyst til at ruske op i hans i forvejen rodede hår, men tog sig i det, nikkede istedet lidt imod mjøden.
" Du formåede at få noget af mjøden med dig, eller er det bare ganske almindelig mjød? Ved du om det er lykkedes andre at slippe ud? " Spørgsmålene hobede sig op i hende, mens hun lod blikket gleide videre imod hans lille lejr, derefter tilbage imod ham, efter lugten at dømme havde han nok ikke set meget til bad siden Dragorns fald.
Hun nikkede let.
" Lad mig høre, måske jeg vil kunne skaffe lidt mere hjælp så de kumpaner kan blive sparket ud, inden de sætter sig alt for godt til rette."