Cordelia bed tænderne sammen. Hun skulle have den ged hjem. Hun hev hårdere i rebet, der var bundet om dyrets hals og kiddet snublede klodset er par skridt fremad.
Cordelia sukkede. Nok var den irriterende, dum og stædig, men en ged var en ged. Om ikke andet kunne hun slagte kræet, hvis det blev for besværligt. Trods gedens stædighed, var Cordelia godt tilfreds. Hun havde ikke givet mere end et par jader for dyret og det var ganske billigt. Kiddet var sundt og raskt og om et par år ville det begynde at give mælk. Tyk, hvid gedemælk. Det var en god investering. Og hvor ville hendes mor blive glad.

Hendes kamp med kiddet tiltrak en del nysgerrige handlende. De sluttede ring omkring hende og kom med begejstrede tilråb. En lille dreng kravlede endda helt tæt på geden og hev den i halen. Cordelia sendte ham et lynende blik og han sprang tilbage. En af Guldkronens stamgæster brølede af grin. “Hvad fanden, Cordelia,” lo han. “Der sidder en ged fast i dit reb.” Cordelia ignorerede manden og trak så hårdt i rebet, at geden faldt på næsen. Tilskuerne lo og klappede.

Aella havde solgt næsten alle de sidste af det tidlige forårs urter på markedspladsen, betalt den købmand hun havde med rejst til hovedstaden fra sydlandet. Hun kunne ikke påstå at det havde været et tårefuldt farvel, faktisk brød hun sig næsten ikke om den ældre mand, men hans skyldte hende en tjeneste så hun havde fået en plads på hans vogn billigt.
Nu var urtesamlingen omsat til en væsentlig mindre pose jader, godt skjult dybt under hendes kjortel, og hun havde frihed til at gå hvorhen hun ville.
I første omgang var hun småsulten, så kursen blev lagt mod kroen men blev optaget af en optog ved udkanten af markedet. En stædig ged, nå da. Hendes første impuls, at klappe det bedårende kid, blev hurtigt opgivet da hun så det blik en jævnaldrendeudseende dreng fik af den ældre pige.
"Sludder og vrøvl." Sagde hun højt og møvede sig forbi en leende mand og ind i cirklen, "der sidder et reb fast i hendes ged."
Hun skævede irriteret rundt, men hendes alvorlige blik havde ikke helt den neutraliserende effekt hun håbede og menneskecirklen forblev lige tæt. Med et suk stak hun hænder dybt i vadsækken og lyste op da hendes fingre lukkede sig om blade. Hun lugtede til dem, rosmarin, perfekt.
"Prøv med demme her." Tilbød hun og rakte bladene til denne 'Cordelia'.