Få renset luften. Gå sig en tur i den sene aftenlugt i hovedstaden af de kendte gader og få luft til hjernen. Det var en fantastisk ide! Glimrende! Det var lige før det ikke kunne blive bedre!
Med mindre man selvfølgelig tog højde for det faktum, at det var hovedestaden en sen aften, hvor end ikke den lette larm fra værtshusene var nok til at bringe tykhed ud til gaderne. Endnu mindre hjalp det at for hver gade man passerede, syntes der at stå en ubehagelig skikkelse og kigge olmt ud på en, eller endnu værre, ondt. Fed ide. Fantastisk. Man skulle da prise sig selv for tankegangen i denne situation!
Der var ingen tvivl hvorvidt den rødhårede pige var i gang med at give sig selv den størst tænkelige verballe røvfuld nogensinde, som hun med lange skridt gik ned af den dunkle gade. Det var ikke engang fordi at den var så sen aften at mørket for alvor havde lagt sig. Det var mere en premørke tilstand som hele omgivelsen lå i. Normalvis ville Amy beskrive omgivelserne som værende badet i et varmt orange skær fra solens sidste dagsstråler, men i denne tilstand var det en dunkel og ubehagelig tilstand hun så husene, gaderne og boderne i. Det bragte kuldegys og tvang ligeledes Amy til at kigge sig over skuldrene et utal af gange, som hjertet pumpede afsted. Pisse fed ide!
¨
Normalvis ville Amy aldrig havde været så panisk over at skulle gå rundt i gader og gyder alene på noget tidspunkt af døgnet. Men tiderne havde ændret sig. Gaderne havde altid været usikre, men siden at Amy var flyttet fra gaden havde tingene set en del anderledes ud for hende. Det blev kun gjort værre med mødet enn snusser ude bag kroen. Amy havde aldrig været jagtede af snussere før, men havde set konsekvenserne af at havde sådan en efter sig. Nu havde hun også mærket dem, og var ærlig talt skrækslagende for at skulle løbe ind i en igen. Første møde var ubehageligt nok og havde også givet et par blå mærker og jagende mareridt.

"Please ikke find mig.. please, bare lad mig være!" en sammenbidt og hviskende stemme forlod de sammenklemte læber, som Amy panisk kiggede omkring sig, selvom hun forsøgte at holde det så skjult som overhovedet muligt. Dette var selvfølgelig også med til at hun ikke holde alverdens øje med vejen foran sig i lang tid.
Amy er ikke sikker på hvordan hun fik vendt blikket tilbage, men priste sig lykkelig for at hun nåede det, inden hun braste ind i den noget så finurlige mand! Uden helt at tænke, stoppede hun fuldstændig op foran manden med et noget forvirret ansigtsudtryk og ikke mindst måbbene.

Foråret var ved at glide over i sommer og solen havde for alvor vundet lyset tilbage på himlen. Det gav sig udfald i lyse nætter og tilsvarende aftener. Det var da også sådan en af slagsen at Teallach havde bevæget sig ud i. Det røde skær den synkende sol lagde over alt holdt skyggerne lange og svage, mens den kaldte de sidste aktive hjem mod deres senge. For ham var den tegnet på at endnu en dage var gledet fra ham i bøgernes dyb på biblioteket, hvor han naturligt søgte hen når han var i Hovedstaden. Hans andet ophold her allerede i år, men næppe det sidste som tingene gik.

Tywing skolen modtog stadig jævnligt nyovertalte elever fra hovedstaden og det var derfor han blev sendt af sted. De unge poder var ikke altid lige overbevist om at det var den rette vej byvagten sendte dem i og da slet ikke fordi en god del af dem aldrig selv fik noget at skulle sige om den sag. En hårdfør flok at fragte i nogen som helst retning og en underholdende udfordring for ham hver gang.

Hans tanker gled let fra de kommende elever til og den seneste bog han havde haft af en hylde. Der holdt de sig - nogenlunde - til en usædvanlig nervøst udseende kvinde dukkede frem i bunden af gaden og kom imod ham. Hendes påklædning var som kropigernes var flest, men det røde hår stak ud. Dets hoppende, viklende liv ville en hver anden aften havde fået ham til at smile, men i aften var det hendes nervøse måde at bevæge sig på der fangede hans blik først. Et blik der af sig selv gled til omgivelserne bag hende og tog en beslutning for ham.

Roligt fortsatte Teallach frem mod den unge kvinde, mens han umærkeligt rettede sine skridt ind, så de ville mødes midt på gaden. Hendes blik nåede kun lige at finde ham, før hun ramte ham, men det var til at hun fik stoppet op. Teallach missede let med øjnene, som han rettede blikket op mod hendes og rettede let på monoglen. "Min unge dame. De burde virkelig se mere fremefter end til siderne når De går. Hvor køn De end er ville det ikke være det hvis vi var endt på jorden sammen!" Hans stemme var mere fornøjet end belærende og han havde da også grebet ud for at støtte sig let til hende, som havde han været ved at falde. Så blinkede han let til hende og slap, kun for at hånden forsvandt i kåbens ærme. "Se fremefter kan i det hele taget altid bedst betale sig. Fremad ligger det nye, det spændende, det uoplevede, mens bagud og til siderne kun ligger ens egen skygge. Altså når solen ikke lige står bag en for så skygger man jo ganske glimrende fremefter også, men det er helt anden snak... hvor var jeg nu...?"

En skiftevis gående og småluntende tilstand, var hvad Amy i dette øjeblik befandt sig i, som hun forsøgte at skabe så lidt opsigt som det overhovedet var hende muligt. En besværlig ting, specielt hvad det røde hår angik, men hvis blot man forholdte sig nogenlunde normal fik man ikke tildelt meget opmærksomhed fra sine omgivelser. Eller fungerede den taktik kun hvis der var en del flere folk omkring en? Amys sanser var mere eller mindre alle vejne, og derfor ikke helt specifiserede nok til at hendes tanker fik afsluttet alle de spørgsmål som dukkede op. Ej heller nåede alle tanker at blive afsluttet.

De spørgsmål og tanker blev alligevel også hurtigt erstattet af nogle helt nye, som hun bumpede let ind i personen foran sig. Hun havde været alt for opsat på at kigge omkring sig, i søgen om at finde lokationen af hvem end der i dette øjeblik syntes at være efter hende. Om det var hendes egen paranoia der spillede hende et pus eller om der rent faktisk var en snuser efter hende, var et af de spørgsmål som ikke nåede at blive besvaret før den næste hændelse tog over.
"Det må De virkelig undskylde Hr." blev der fremstammet efter at hendes tanker syntes at samle sig blot en smule igen. Det vil sige, et par sekunder efter at hun havde set fuldstændig paf på den ældre mand, som lød mere rolig omkring situationen end Amy havde turde håbe på.
Den måbende tilstand forsvandt ikke meget fra hendes ansigsudtryk, og allermindst fra de blå øjne som hvilede på manden og tog de mærkværdie belærerne og kloge ord til sig, mens hele hans aura svagt frembragte et let skævt smil. Et smil der kun blev en smule breddere af at høre ham kludret let rundt i sine egne fremsagte tanker. "Se fremefter i din tilværelse, for at få et bedre resultat? Vil jeg mene at De var kommet til Hr." et kort øjeblik syntes Amy at glemme alt om forfølgerne. Men desværre også for en kort tid før en ubehagelig frysende følelse løb ned af hendes rygsøjle og fremprovokerede hende til at vende hovedet til at kigge sig nervøst over skulderen. "Jeg håber ikke at der skete Dem noget ved det mindre sammenstød, men jeg er virkelig nødt til at løbe" hun begyndte ikke at gå, da hun søgte en blot svag bekræftelse på at han ikke var kommet til skade over det lille stød. Ikke at hun regnede med det, men hendes tanker fløj som vinden i øjeblikket og fik hende til at gøre ting hun normalvis havde blæst langt væk. Alt imens voksede nervøsiteten og kriblen i fingrene efter at komme væk. At flygte tilbage til kroen og søge i ly hos de mange gæster som normalvis befandt sig der.

"Nu ikke så næsvis, unge frøken. Det klæder Dem ikke." Teallach fandt hende nu ikke specielt det, men som han sagde det forsøgte han at se strengt på hende. Noget der mislykkedes for hans grå øjnene funklede let af morskab. Ikke mange ville have lyttet nok til ham til at kunne have givet så meget af et svar som hun havde og det var en lille ting han satte pris på. Hvilket han også gjorde ved at skifte en smule spor i sin tale. "Men ja, det var noget i den retning jeg da bestemt var nået frem til! Blot udtrykt med flere ord og knapt så entydigt!" Han hævede et øjenbryn af hende før han sænkede stemmen og tilføjede. "De skulle jo nødigt gå hen og tro De fik det hele serveret uden selv at være nødt til at tænke over det."

Som han talte med hende rejste han en beskyttende cirkel omkring dem. Det var ikke noget han behøvede at tænke over og det krævede kun den svageste af koncentration at holde den i gang. Som den unge pige så sig over skulderen fulgte han hendes blik, men uden at se noget. Ikke at behøve det for at stole på sit instinkt om hvad han havde opfanget før. Han stolede på forsigtighed frem for held trods alt.
Hans blik var tilbage på hende, før hendes var det på ham. Ikke at det helt var det alligevel men det kom det som hun talte og fik ham til at se forundret på hende, så ned af sig selv, før han klappede sig undersøgende efter. "Det virker ikke sådan..." Så rettede han rigtig blikket mod hende som han flyttede sig let. "Men er De?"
Han hørte skridt nærme sig på gaden og lod blikket søge i den retning. Personen han fandt var ikke en han kendte, men det behøvede han heller ikke for at vide det var dårligt nyt. Især da denne havde blikket på dem.

Amy bed sig selv let i læben for at minimere hendes morerne smil, selvom det ikke helt lykkedes. Hun kiggede lidt ned i jorden, for at kunne tillade sig at give sit smil lidt mere frit løb, mens det var let i skjult. Som hun fik styr over sine ansigsudtryk, men stadig holdte et venligt ansigt, rettede hun blikket opad igen. Nervøsiteten svagt brikkende bag det hele, men alligevel indfanget af den kort startede samtale. "Det har jeg ladet mig fortælle, at man heller intet lærer af, Hr." det var jo sandheden. Hvis man fik alle ting forklaret, behøvede man ikke tænke over hvad orderne i virkeligheden betød. Amy var ikke dårlig til gåder, eller svært udformelige sætninger, hun benyttede dem blot ikke så tit og havde heller ikke altid haft den største interesse deri. Alligevel fandt hun interesse i at denne mand have så nemt til det.

Amy nåede desværre ikke at tænke længere over de kodende ord og hvad de kunne lærer hende, som den evige nervøsitet kom over hende igen, og hun begyndte at spejde rundt. Hun kunne ikke tåle at stå stille for længe. Det var der hun var mest sårbar.
"Jeg.." mere nåede hun ikke at svare før hendes ord slap op ved synet af at mandens blik der skiftede retning. Det fik hende til lidt mere panisk at vende sig og til sin store skræk så en alt for gruopvækkende mand gå i deres retning. Blikket der før havde hvillet på den ældre herre skiftede nu ned til den rødhårede pige, hvis hjerte allerede var begyndt at galoppere. "Jeg er virkelig nødt til at løbe, undskyld." imens hun talte var hun begyndt at gå forbi den ældre herre, stadig med blikket rettet hovedsageligt bagudtil, indtil hun ramte noget. Det kunne så absolut ikke være manden denne gang, og panisk vendte hun blikket fremad. Der var ikke noget. Hun ragte armen frem, som blev bremset i at fortsætte ud til at strække sig helt ud af et felt. "Hvad i al.." Amy forstod ikke hvad der foregik men panikken voksede stødt og hun kiggede forvildet rundt. Havde snusseren fået hende fanget ved at sætte et kraftfelt omkring hende? Hun vendte sig og stirrede mod snusseren som holdte blikket skiftevis på de to personer. Hvad skulle hun gøre nu? hun kunne ikke flygte og havde ikke lyst til at modtage samme behandling som sidst.

"Men du er ikke helt overbevist?" Teallach så på hende med et let hævet øjenbryn, men ellers udstrålende al den ro der var i verden. Han havde heller ikke travlt med at skulle nogen steder og det lille pigebarn han var løbet på havde en tilpas blanding af hjerne og manerer til at han fandt hende interessant. Hun virkede ikke det mindste genert eller til at være irriteret på ham, hvilket også talte til hendes fordel.
At han så havde andre grunde til at holde hende lidt hen med snart der hang sammen med det der havde fået ham til at rejse en beskyttende cirkel uden et ord om det til hende, var så en anden sag. Noget han kun fik bekræftet af hendes nervøsitet som værende berrettiget. Hendes vandre og flakkende blik var så afslørende som hendes lette trippen.

Han smilede let som hun startede med at sige noget, og betragtede hende bare undersøgende som hun gik i stå. Så fandt hendes blik hvad han havde set øjeblikket før og Teallach kunne se alt andet end behagelige følelser træde frem i hendes træk. Så vendte hun blikket tilbage til hans og han mødte det svagt smilende. Også som hun undskyldte sig og begyndte at bevæge sig væk fra ham.
Forberedt på hvad der ville ske rakte han roligt ud og støttede hende med en hånd mod ryggen til hun stod helt stabilt igen. "Skønt måske næsten fortjent er der ingen grund til at du også er ved at tage en tur til jorden grundet et sammenstød, min pige. Det ville se noget kønnere ud med dig, måske, men bestemt ikke være behageligt. Jeg husker så glimrende..." Han afbrød sig selv som han drejede sig halvt om mod manden der med et alt andet end behageligt smil var på vej hen mod dem.

Det fik Teallach til at fæstne blikket på ham, men hans ord var stadig henvendt til den unge pige. "Må jeg spørge hvad du har gjort for at tiltrække dig den herres opmærksomhed?" Han brød sig ikke om mandens blik på nogen af dem eller måden han smilede på. Det fik ham til at se på pigen igen og lægge en beroligende hånd på hendes arm.

Amy trak let på skulderne med et skævt smil på læberne. "Ved nogle ting, men det har det med at koste dyrt at lærer på egen fod." bekendtgjorde hun med et smil. Det meste af hvad Amy havde lært igennem livet, havde været tvunget til at ske gennem bitter erfaring og ikke nedarvet fra forældre eller lærer på samme måde. Hun havde haft ældre børn på gaden til en start, men de fleste oplevelser og lærerige situationer var hvor man stod alene. Men Amy betvivlede ikke lærdommen i at få den udleveret, men man tog absolut ikke samme stof til eftertanke på den måde.

Amy tog sig stadig til ansigtet efter det pludselige frontale stød der havde ramt hende. Brummende ømmede hun sin næse lidt ekstra og så en smule usikkert og forvirret på den ældre herre foran sig. "Vidste du at der var en barriere?" hendes stemme var en smule panikken, og hun følte trangen til at begynde at slå hårdt imod den, men holdte stadig sin ryg vendt mod den, for at se på den ældre mand og snusseren igen. Svagt begyndte opgivelsen og nedslåetheden at melde sig. Hun var bange og nu virkede det ærligt som om at der ingen udveje var for hende.

"Det er en kompliceret, lang og dog interessant historie.. Som måske ikke just er tiden at ytre på dette tidspunkt, Sir. Kort, min fortid bragte mange ubehageligheder med sig.." Amys blik var nervøst og let skælvende fæsnet på mandslingen der kom dem nærmere. "Ham deriblandt.." en tydelig gestus til manden, som nu stod foran dem, stadig med den grumme smil på læben der var begyndt at hælde til det mere irriteret. "Godaften min gode herre! Tak for at opholde hende til jeg nåede frem. Så, nu er tiden kommet til at udlevere pigen" der var noget skræmmende og ikke mindst truende over hans stemme som han med et tandsmil ragte hånden frem mod dem, som fik Amy ubevist til at gemme sig lidt bag manden og ligge sin hånd på hans, som havde lagt sig beroligende på hendes anden arm.

Teallach kluklo let over pigens ganske rammende svar og det lette smil hun lod følge med ordene. Bestemt en pige der havde lært en del på den måde, men som alligevel havde holdt sig selv oppe og i live. Hvilket jo selvfølgelig også kunne være en af grundene til hun nu fandt sig i en knibe med at blive forfulgt på gaden - åh ja og opholdt af hamselv ikke at forglemme. Han så dog det sidste som ganske positivt i forhold til det andert.

Hans ro ændrede sig da heller ikke over at hun ømmede sig tydeligt efter sammenstødet med hans cirkel. Den havde ikke givet sig det mindste som hans opmærksomhed på den også kun delvist var der. Den havde trods alt en opgave og så var det det. Han hævede let et øjenbryn ved hendes spørgsmål. "Selvfølgelig. Gjorde du ikke?" Det havde hun tydeligvis ikke gjort og der var da også en let skælmsk glinten i hans grå øjne som han sagde det. Om ikke andet så til han så panikken i hendes øjne og i stedet smilede beroligende til hende. Han havde skam styr på tingene.

Nok til at nikke let til hendes svar, mens han holdt blikket på herre der var næsten henne ved dem. "Den må du virkelig dele med mig en anden gang så. Hvis dette kan være resultatet må den indledende del være ganske interessant som fortælling." Teallach holdt stadig blikket på manden og det neutralt inspicerende, som var manden en interessant ny art han var stødt på. Det var han på ingen måde. Teallach blinkede dog let, så tilbage på pigen, som var forsvundet mere om bag ham og gav så hendes arm et beroligende klem under hendes hånd. Hendes tillid var ikke helt, men dog lidt til at han ville beskytte hende. Pudsigt når det kom til stykket, men bestemt ikke uberettiget.

Så var hans blik tilbage på manden og han rystede let på hovedet. "En god aften blev det så sandelig ja min herre, da jeg løb på min niece her." Han smilede som han sagde det, men det var et smil der forsvandt som han fortsatte noget mere strengt. "Så nu er spørgsmålet blot hvorfor De følger efter hende?" Han ignorerede tydeligvis at den anden mente han skulle have pigebarnet med sig væk derfra. At han havde stukket en lodret løgn var ikke til at høre på ham, som det ikke var til at se han kun lige havde mødt pigen. "Har hun lavet unoder?"

Amy ømmede sig med et mistroisk blik mod det som hun tydeligt ikke kunne se var der, men som lige havde givet sit tilkende som stadig værende tilstede. Herefter vandrede blikket undrende og forbløffet tilbage mod den ældre herre, mens hun bar et udtryk af uforståethed overfor situationen. En masse forvirrede følelser som havde overvældet en kort stund, indtil mere skræmmende og slående følelser ramte over hende ved synet af manden der nærmede sig igen. Amy var desideret et sted af håbløshed og lyst til at synke ubemærkeligt ned i jorden. ikke at noget af det i dette tilfælde ville gavne.

Et svagt og overhovedet ikke overbevisende grin forlod hende ganske kort, som var præget af nervøsitet frem for noget andet. Nok ville det være en spændende historie at se tilbage på, men i denne situation så Amy absolut ingen fordele ved den! Det var også med fortiden i tankerne, og den mulige fremtid som manden foran dem kunne sætte på bordet, der fik hende til at krybe sig sammen. Ikke fordi Amy ønskede at den ældre herre foran sig skulle lide nogen nød, men når man var bange, var der ikke så mange veje udenom. Dertil, hvis det kunne lykkes ham at bibeholde dette skjold eller hvad det nu end var, så var der trods alt lidt lysere ting at spejde i fremtiden.

Der skulle derfor heller ikke mange sekunder fra at herrens løgn var sluppet løs før den var fuldstændig indregistreret hos Amy. Ikke at hun altid ville stå ved at hun havde den del så tæt på overfladen stadig, men overlevelse på gaden hang desværre tit sammen med løgne og bedrag. Derfor faldte det hende også alt for naturligt at falde i et med hans ord.
Manden foran dem grinede desideret hånligt af dem og rystede opgivende på hovedet. "Unoder kan man vidst tydeligt betegne dem som! Hør, gamle mand. Jeg skal blot snakke lidt med tøsen.. Intet ondt mellem os, vel?" den sidste del var tydeligt rettet til Amy som hans øjne hvilede overraskende betagende på hende. Hans ord var heller ikke spor troværdige og generelt udstrålede hans aura ikke just af blot at ville tage en venskabelig snak. "Det var ham jeg fortalte om Onkel.. Han overfaldte mig bag kroen, efter arbejde.." dette blev naturligvis sagt for at gøre mandens ord mindre troværdige, men ikke destro mindre var hendes ord sande. Hun bar stadig mærker efter mødet og havde endda vidner på hvordan hun havde fået de mærker. Måske havde kromutter ikke set manden, men hun havde set den knap så gode tilstand hendes arbejder havde været i. "Hvad er det da for noget at bilde din onkel ind! Mester vil skam bare være sikker på at hans budskab er trukket ind, og at i ikke tilfældigvis har flere af hans egendomme liggende rundt omkring." Amy trak sig ufrivilligt lidt mere sammen og så frygtsomt på manden. "Vi har ikke mere.." kom der næsten toneløst fra Amy der alligevel fik kæmpet sig til at stå lidt mere frem.. "Det hele er afleveret..[/color]" lige nu følte Amy det nødvendigt at samle mod til at kommentere at nok var både hende og Caitlin unge, men de vidste begge hvornår det var klogest at bakke ud.. Det var den sikreste måde at overleve på.

Teallach betragtede manden med et mildt udtryk af interesse som denne nedladende gjorde endnu et forsøg på at få den unge pige udleveret. Hans ord var så sleske som noget, men hvad der virkelig understregede at det ikke var en mand professoren ville overlade en sten i sikker varetægt til var det blik da blev sendt bag ham til pigebarnet. Denne var faldet hurtigere end han havde troet muligt ind i rollen som han havde givet hende og det ganske overbevisende med sin hviskende stemme og faste tag i hans ærme.
Han drejede sig let og så på hende med et bekymret blik, før han vendte sig tilbage mod manden og sendte ham et strengt blik af slagsen. "Kan det virkelig have sin rigtighed? At en mand af deres kaliber skulle have opført sig så simpelt?" Han var ikke det mindste i tvivl om at det var tilfældet. Simpel udstrålede i den grad fra mandens tale så meget som blik og holdning. Denne var dog ikke langsom til at tage til genmæle og skubbe anklagerne fra sig. Han benægtede dem dog ikke direkte.

Hans ord fik dog Teallach til at se endnu engang på den unge pige, som denne synligt krøb sammen bag ham og med sine ord bekræftede at hun havde været på gale veje overfor mandens herre. Noget der fik Teallach til at sende hende et strengt og let advarende blik, før han vendte sig tilbage mod manden foran dem. "Jeg er sikker på Deres mesters budskab er trængt ind og budskabet forstået. Var der andet De ville?" Han havde fundet autoriteten frem, som han ellers sjældent gjorde og holdt mandens blik fast. Denne mødte det, blinkede overrasket og rystede så på hovedet, før han tog sig i det og knurrede dæmpet. "Kun sørge for hun huskede det." Blikket han sendte pigen lod ingen tvivl om hvrdan. Det var dog hurtigt tilbage på Teallach da han talte igen. "De kan forsikre Deres mester om at ingen af pigerne vil give ham flere problemer."

Teallach drejede sig med de ord om og skiftede grebet i den unge pige til et der så en del mere bestemt ud, som han ledte hende videre af den vej hun havde været på vej i. Hans beskyttende cirkel fulgte dem usynligt og skærmende. "Og nu er det vist på tide vi får os en lille snak, unge dame." Hans stemme havde stadig myndigheden i sig og strengheden af en ældre der ikke var tilfreds med en ungs opførsel.
Bag dem fulgte snuseren dem med blikket til de drejede om et hjørne. Så forsvandt han tilbage hvor han var kommet fra. Han havde trods alt opnået hvad han ville og måske mere til, hvis tøsen vitterlig var kommet i problemer med familien også.

At falde i et med roller, var en tydelig overlevelsesmekanisme. Det var ikke tit at den blev brugt, da de færreste ville hjælpe til når en gadepige blev jagtet. I de fleste tilfælde fortjente hun det. Der var ikke mange forskelle fra dengang og nu, andet end at Amy ikke længere var gadepige, og så den markante forskel, at der rent faktisk var en som hjalp hende. Og han så ud til at have en del flere es oppe i ærmet end han gav udtryk for.

Som det strenge og advarende blik ramte, mærkede Amy en følelse af skyld skylle over sig, over andre ting end førhen. Normalvis var skyldfølelse ikke på menukortet, men lige denne gang ramte det. Dertil hjalp det godt til rollen at kigge skamligt ned i jorden. Men forskellen var, at hun mente det. Hun brød sig ikke længere om at hun havde levet den vej, til trods for at det havde været nødvendigt for at overleve. Alligevel havde alt den skyldfølelse også fået hende til at indse hvor meget hun var faldet af på den. Hvor dårligt hun ville klare sig alene nu end førhen.

Uden indvendinger fuldte Amy med som den ældre herre havde et bestemt tag i hende og anledte til at hun skulle følge med. Hvilket hun ganske naturligt gjorde, men stadig med et nervøst blik over skulderen, indtil snusseren var ude af syne. Da dette endelig skete, slap Amy en hel del af de spændinger som havde grebet fat i skuldre, arme og generelt kroppen, og sukkede lettet. Ikke at hun var helt ude af stegepanden, men det her kunne umuligt bliver lige så ubehageligt som at blive trængt op i en krog af en mand der tydeligt ønskede at gøre hende fortræd. "Tak.. tusind tak.." hendes stemme afslørede tydeligt at hun mere eller mindre havde holdt vejret under hele samtalen mellem den ældre herre og snusseren. Alligevel kunne hun fornemme at hun ikke slap så let. Dette krævede en forklaring. Hun havde bare ikke lysten til at slippe taget i den.

Teallach så til siden på pigebarnet, som de var kommet ud af syne af den anmassende mand og hun tydeligt slappede mere af. Hendes skuldre holdt op med at være stivnede optrukne, bevægelsene blev blødere og holdningen det samme. Kun en ting mere der forsikrede ham om at hans indblanding havde været en god ting for den unge dame. Hvad hun havde gjort for at tiltrække sig så uheldig opmærksomheden var en anden sag og en han havde som næste mål at få afklaret.
Af samme grund beholdt han sit tag i hendes arm. Bestemt mere end hårdt og med en klar førende kvalitet over sig som de få folk de passerede genkendte og kun kunne smile af. De så hvad han ønskede de skulle se - en ældre herre førende en yngre person hjem mod en omgang af den ene eller anden slags.

"Du er velkommen." Han fandt hendes blik som han sagde det og mente det. Han fortrød på ingen måder at han var trådt til og havde hjulpet hende. Så fortsatte han dog sigende. "Men du slipper ikke for snakken, unge dame, eller at komme med en forklaring." Han holdt hendes blik et øjeblik længere, før han så frem og fandt det han ledte dem mod få skridt længere fremme. Et lille spisehus af den bedre slags.
Teallach åbnede døren og puffede blidt Amy ind gennem døren. Rummet indenfor havde seks mindre borde og to langborde sparsomt besat på dette sene tidspunkt. Bag baren stod en yngre mand, der smilede ved synet af Teallach og hævede spørgende et øjenbryn ved synet af hans unge ledsagerske. Teallach genvandt grebet om Amys arm, som han ledte hende med sig til baren. "Caleb. Alt for længe siden. Er et af jeres private spiserum ledige?" Han ventede på bekræftelse og smilede så til Amy. "De servere den mest formidable æbletærte her." Mere gav han hende ikke, før han ledte hende efter Caleb, gennem en dør og ned af en kort gang til hvor de blev vist ind i et lille rum me et bord til to. Der slap han hende endeligt og signalerede for hende at tage plads ved bordet, mens han hurtigt afgav en bestilling på the og tærte til to.

Da døren faldt i vendte han sig atter mod Amy og smilede let. "Det var bedre. Intet som the til en alvorlig snak." Han satte sig overfor hende og så afventende på hende. Ikke at han forventede hun brød sammen og fortalte ham alt sådan uden videre, men han kunne jo håbe hun gjorde. Gnisten i hende talte dog imod det. Han ville dog ikke spørge direkte før deres bestilling var serveret.

Amy åbnede munden for at komme med indvendinger om at det ikke var nødvendigt. Det var ovre nu og der ville ikke komme nogen efter hende. Forhåbentlig.. Ikke efter denne forestilling. Men noget i den ældre mands blik og hold i hendes arm, fik hende promte til at lukke munden igen og acceptere skæbnen som vildfaren pigebarn som skulle hjem og have en opsang af eller anden art. Derfor var der heller ingen indvendinger som han førte hende hen af gaden mod et mindre spisehus, hvor Amy sørgede meget effektivt for at undgå enhver forbipassenes blik. Hvorfor skammede hun sig? Hun kendte ikke manden, selvom denne havde været varmhjertet nok til at hjælpe hende ud af problemer.
Herefter nåede tanken hende. Det måtte være det som familiemedlemmer gjorde. Passede på hinanden, men lod ikke bare emnet falde igen. Det måtte være af bekymring? Nej.. Nej, hvorfor skulle han bekymre sig om en han lige havde mødt. Det kunne simpelthen ikke passe. Det måtte være ren indbildning, og måske endda ønsketænkning.

Amy løftede let blikket fra gulvbrædderne som manden begyndte at tale og så som det første den anden mands undrende blik, dette var nok til at blikket med det samme faldte ned til gulvpladerne igen og forsøgte af alt i verden for at undgå at danne øjenkontakt med folk, bortset fra Teallach. Et let smil kom over hende ved nævnelsen af æbletærte, selvom det hele stadig var underligt og hun ingen ide havde om hvad der i realiteten foregik.

Uden indvending satte Amy sig på pladsen hun blev henvist og åndede lidt op som alle andres blikke ikke længere fulgte hende. Alligevel var det tydeligt at alvoren langt fra var slut. "The plejer at være meget formidlende til at få folk i snak, Sir." medgav hun ham med et smil og forsøgte tydeligt uden held at få snakken over på noget mindre alvorligt. Hun betvivlede kraftigt at hendes forsøg havde den ønskede effekt. "Jeg ved dog ikke helt hvor meget der er at sige?" en sætning som skulle havde været bestemt blev mere spørgende, som hun kløede sig lidt på den ene arm, men alligevel tvang sig selv til at holde øjenkontakt. Blot for at fremstå lidt mere sikker i sin sag.