Solen var begyndt at synke mod horisonten, som Maralinda bevægede sig ud på borgmuren. Hun nikkede let til den nærmeste bueskytte, som var posteret lige ved døren og flyttede sig så i dansende gang væk fra ham og hen mod et mere ubevogtet stykke. Ikke at det var helt det, men afstanden til bueskytterne var størst her og hun trængte til at samle tankerne i fred. Som hun fat et godt sted, lænede hun sig frem og så ned mod foden af muren, før hun satte sig op i skydeskåret og så ud mod solen og landskabet under hende.
Skoven var en mørk form bag orklejrene og som solen farvede toppen af kronerne på træerne blodrøde, så den mere skummel ud end nogensinde. Mere passende til stedet, der selv uden de varsomme bueskytter ville have set uindbydende ud. Det var mørkets fæstning og ingen kunne være i tvivl om det.

Maralinda lænede ryggen tilbage mod de afkølende sten og nød synet. Hun var så småt ved at falde til på borgen. Ikke at hun var accepteret helt for hun havde endnu intet gjort der beviste hun hørte til, men det ville komme. At falde til betød at folk havde vænnet sig til hun var der og at hun dukkede op over det meste. Som i aften hvor der kun var blevet hævet et øjenbryn af at hun var på muren, men intet sagt.
Det passede hende fint.
Jo hurtigere hun kunne blive en del af skyggerne jo friere kunne hun tillade sig at være og snart ville hun kunne gøre som det passede hende igen. Den næste tur var hun ved at planlægge.
En fugleflok flyvende ind foran solen fangede hendes blik og fik hende til at fokusere helt på omgivelserne igen. Røg steg op fra bålene i orkernes lejre og fra skoven lød hyl fra en ulveflok. Et smil krøb frem på hendes læber, som hun holdt blikket ud over det omgivne land og forblev et med skyggerne i skåret hun sad i. Orkerne tog støt til i antal stadigvæk.

Hvis man virkelig gjorde sig umage, kunne man skimte små glimt de våben som Mørkets vogtere bar, når de bevægede sig lydløst omkring Midnatsborgen.

Der var en trykkende ro over hele området, som om det hele kunne eksplodere på to sekunder. Mens Terras falke vinger havde båret hende lydløst hen over Mørkets Skov, virkede hele skoven til at have sukket i træthed. Alligevel havde hun fundet de grumme og døde træer indbydende til at hvile på og området for spændende til at fortsætte hen over, hun vidste dog at med hendes manglende viden omkring skoven, ville det sikreste være at fortsætte.

I sidste ende var det ikke fordi at noget var sikkert. Ikke i denne del af Krystallandet. Men Terras nysgerrighed havde startet ved Havnen og havde derefter trukket hende længere og længere ind.
At en fra havfolket havde et så stort ønske om at se alt over vandet var ironisk, men hvad skulle hun ellers bruge sin forvandling til en falk til?

Terra bøjede vingerne let, mens hun holdt skarpt øje med om nogle af vagterne lavede uønskede bevægelser, før hun med en sådan stilhed, at det mørkeste sted i havet end ikke ville kunne eftergøre hende, landede på et af tårnene, der gav hende mulighed for at se det meste af Midnatsborgen.

Som fugleflokken forsvandt i det fjerne fandt Maralinda en anden flyvende skikkelse over skoven. En større denne gang, men stadig en fugl af en slags. Hun havde aldrig gjort det store for at lære at kende forskel på dem, men det til trods så kunne hun da se det var en rovfugl. Silhuetten på dem var bare anderledes og hun havde flere gange været fascineret af at se en af dem jage. Her ved Midnatsborgen var rovfuglens tilsynekomst så heller ikke fulgt af angst og alarmskrig fra andre fugle. Natten forblev stille - eller så stille som der nogensinde var med orklejrene så tæt på.

Rovfuglen forsvandt dog ikke tilbage ned blandt træerne, men fløj mod borgen. Det fik Maralinda til at beholde blikket på den og til at bide sig i underlæben. Fløj fugle mod steder som borgen uden grund? Hun burde måske lære lidt mere om dem ved lejlighed. Bueskytterne virkede dog ikke til at tage sig af den, så det måtte ikke være helt unormalt. Enten det eller også var de ikke meget bedre end dem hun havde passeret ved porten da hun var ankommet til borgen.

At se rovfuglen forsvinde over borgen var dog mere end hendes nysgerrighed kunne holde til. Sprudlende af fornyet energi smuttede hun ud af skydeskåret og hen langs borgmuren. Hendes grønne kjole var en blød farveklat hen over de hårde, mørkegrå sten som hendes ansigt lyste i sin hvidhed. Hun stoppede på en afsats på trappen ned mod gården og så sig rundt. Hvor hun stod var hun skjult fra de fleste blikke, men havde selv et godt udsyn. Mange gik forbi, men det var ikke lige noget der bekymrede pigen. Hun hørte trods alt til. Hvad interesserede hende var hvad der var blevet af rovfuglen.

En eneste ting som Terra kunne blive enig med sig selv om, var at stedet nærmest trak hende til sig. Stemningen der lå hen over borgen fik en til at bøje hovedet i respekt. Netop den tanke tiltalte hende, da hun var født til at tjene. Hun var født til at adlyde ordre og ikke stille dem.
Hendes personlighed, der ikke rummede de store følelser, var perfekt til den rolle, alligevel havde hun forladt Aquarin uden tilladelse. Hvorfor? Hun var ikke blevet opdraget med et nysgerrigt sind.

Hendes falkeblik fangede en lille skikkelse, der var stoppet brat. Havde den lille pige fået øje på hende? Næppe. Sætningen "en lille pige" blev ved med at gentage sig i hendes tanker. Måske fordi hun havde svært ved at placerer hende her? På dette sted? Men hvorfor skulle Midnatsborgen ikke have børn og ældre som alle andre steder. Medmindre der selvfølgelig i dette tilfælde ikke var tale om en lille pige.

Terra trykkede sig længere ind mod tagstenene, mens hendes pupilløse øjne spejdede rundt, for at finde en lille bitte grund til hvorfor hun var tager herhen.

"Ved Zaladin..! Hvem har sluppet et barn herind... Hey! Tøs! Se så at skrube af! Det her er ikke en legeplads!" Stemmen skar igennem stilheden i gården og fik Maralinda til at fare sammen. Langsomt vendte hun sig om på afsatsen og så tilbage mod toppen af trappen, hvor en skikkelse var kommet til syne. Værre. Det var ikke bare en skikkelse, men tydeligvis en af krigerne og en med rang nok til at være vant til at blive adlydt. Noget hun altid havde problemer med.
Han ventede da heller ikke på svar fra hende, men var allerede på vej ned mod hende, som hun fik blikket drejet om mod ham. Det gav hende lige tid nok til at bakke et halvt skridt, før en handskebeklædt hånd lukkede sig om hendes overarm. "Jeg kigger jo bare!" Hendes stemme var så fortørnet som irriteret, men der var intet andet end barn over den eller hendes blik. Krigeren fnyste da også bare af hende, som han ledte hende med sig videre ned af trappen uden at give hende mulighed for at stritte noget videre imod eller komme med indvendinger mod hans beslutning. "Så kig et andet sted! Muren er intet sted for et barn."

Maralinda åbnede munden for at vrisse af ham, men lukkede den og så ned i stedet for. Hun havde set hans blik, der ikke lovede godt for hende hvis hun blev ved med at sige ham imod, men mest af alt havde hun fornemmet følelserne der lå bag. Den blanding havde hun ikke lyst til at teste lige i aften, men det var værd at huske på til senere. Så hun foregav at lytte og acceptere hans ordrer. Han gav hendes arm et advarende klem mere, før han slap hende og blev stående for at se hende gå væk.
Med et blik tilbage på krigeren, masserede hun fjernt den lettere ømme overarm som hun så kuet det var hende muligt forsvandt væk fra trappen og hen langs muren. Gården havde mange mørke kroge at skjule sig i og det var da også mod en af dem hun søgte nu. Ud af det sparsomme lys og de irriterende blikke fra folk der blandede sig i hvor hun befandt sig henne. I krogen var en stabel af kasser stillet op sammen med et par tønder og på en af de sidste krøb hun op at sidde for at holde øje med gården.

Terra fulgte optrinnet med lidt for stor opmærksomhed og opfattede kun med nød og næppe en stemme der kæmpede sig igennem de andre:
"Tror du den er blind?"
Hun stivnede, hun vidste udmærket godt at der kunne være tale om hende, med hendes hvide iris og pupil, der fik hele øjet til at genspejle en mat mælkehvid farve. Hun bad til at stemmerne enten kom fra beboere i borgen eller at der var tale om noget helt andet.
"Det er der kun en måde at finde ud af på"
Begge hendes håb bristede, da en pil fløj alt for tæt på hendes krop. Hun var godt klar over at hvis vagterne havde ville ramme hende havde de ramt. Det var på tide at tage afsted. Hun kastede et hurtigt blik tilbage for at være sikker på hvor vagterne befandt sig, før hun lettede hurtigt. Hun skulle væk fra borgen før de gjorde det at skyde hende ned til en sport.
"Der er en falk! Få fat på den, en falk kan man altid bruge"
Hun nåede lige at sætte et ekstra skub under vingerne, da en smerte borede sig gennem hendes højre vinge. Et skingert skrig undslap hendes næb, mens hun med venstre vinge forsøgte at holde sig i luften, men umuligt.
Hun faldt med en alt for stor hast og nåede ikke at styrer, før det var for sent.
Hun var landet inden for borgmuren, som en uønsket gæst. Hun var udmærket klar over at hun ikke kunne forblive i sin falkeskikkelse så længe som det krævede, hvis de fik fat i hende.
Skjult af nogle tønder i gårdspladsen, tog hun en hurtig beslutning, som skulle redde hendes liv.
Med en hast, der slog alle hendes rekorder under hendes øvelser, brød hun fugleskikkelsen og gik direkte videre i hendes forvandling til menneskeben. Forvandlingen gik så stærkt at hun ikke nåede op og stå, før hun hørte vagternes fødder ned af stentrappen mod gården.
Det eneste hun kunne gøre var at trække sin kappe godt sammen om sig og forhåbentlig dække både hendes hvide øjne og hendes blålige hud og håbe på det bedste.

Som hun havde sat sig på tønden lod Maralinda blikket glide tilbage mod krigeren ved trappen. Denne så ikke helt tilfreds ud med at hun bare var forsvundet i skyggerne og ikke ind gennem den nærmeste dør til selve borgen. Der var dog ikke det store han kunne gøre ved det og med et sidste irriteret blik i hendes retning forlod han sin post ved foden af trappen, krydsede gården og forsvandt ind i borgen. Sikkert på vej mod spisesalen hvis Maralinda ikke tog meget fejl.
Ude af øje var dog næsten ude af sind for hende nu og hendes opmærksomhed var da også vendt mod tagene så snart hun havde set krigerens ryg forsvinde. Der var bevægelse ved et af dem. Nærmere bestemt ved et af tårnene hvor en fugl lettede kun for at blive ramt af en pil og styrte mod jorden.
Som det skete kneb Maralinda øjnene sammen, men mørket var allerede for tæt i gården til at hun rigtig kunne se detaljer. Hun kunne dog se at rovfuglen kontrollerede sit fald i nogen grad og at den havde kurs mod hendes hjørne. Over sig hørte hun soldaternes råb til hinanden, men det fik hende kun til at sukke indvendigt. Var de virkelig så dumme at tro det kunne være en almindelig fugl der landede på Midnatsborgen? Åbenbart. Det gav dog hende et dilemma, men det gjorde da også aftenen en del mere spændende!

Stille svøbte hun skyggerne tættere om sig, så hun blev en lille del af mørket over en af tønderne og heldigt hun gjorde det for få øjeblikke efter styrtdykkede rovfuglen og søgte skjul bag tønderne der.
Maralinda rakte forsigtigt ud med sin magi mod fuglen og stoppede så, som hun fandt et følelsemæssigt sind alt andet end en fugls. Det var bekræftelse nok for hende til ikke at gøre kontakten tydeligere og afsløre sig selv. Det gjorde hun så alligevel, for som stemmerne fra muren blev tydeligere og et par skikkelser dukkede op på trappen ned i gården lod hun skyggerne falde tilbage på plads omkring tønder og så på dem med troskyldige øjne.
"Fik du ikke besked på at forsvinde tøs?" Den ene gik direkte fra trappen og hen mod hende, mens den anden så ud til at spejde rundt i gården. Sikkert efter fuglen, men Maralinda holdt blikket på ham der kom mod hende. "Kun fra muren - og det her er jo ikke ligefrem muren vel?" Hendes tone var alt andet end respektfuld. Flabet kom det nærmere og det var tydeligt at manden ikke satte det mindste pris på at blive talt sådan til. "Skal du være flabet også?" Han så ud til at have den største lyst til at gribe fat i hende, men noget holdt ham tilbage. Det fik Maralinda til at lægge hovedet let på skrå. "Altid!" Så hoppede hun ned fra tønden, som ville hun gå, men i virkelighed ville hun bare helst have fast grund under fødderne som hun smed den næste stikpille. "Burde I ikke også passe jeres vagt? Jeg høre I lod en engel smutte forbi jer den anden aften... De er ellers ret svære at overse..." Hun blev afbrudt af et slag på siden af hoved, hun mere en halvt havde forventet og drejede sig med, før manden hvæste. "Se så at forsvinde med dig, møgunge." Hvorefter han vendte sig og vinkede sin makker til sig. "Hundene finder den eller rotterne." Han var ikke helt tilfreds med at gå glip af sit bytte, men de var på vagt og at forlade den var ikke noget der blev set pænt på.

Maralinda blev stående ved tønderne, mens stjernerne fortog sig fra hendes øjne og den svidende fornemmelse i huden sank ind. Det slag ville efterlade et mærke, men det havde været det værd for at få de to idioter til at forlade gården igen. Stilheden var da også rungende nu, hvor de var væk og det virkede til det kun var hende og fuglevæsnet bag tønderne der var tilbage.
Forsigtigt trippede hun rundt om tønden hun havde siddet på for at se ind mellem de andre. Hele tiden klar på at springe tilbage og lægge afstand mellem sig og hvad end der kunne være derinde. "De er væk nu..." Hviskede hun så.

De brune øjne der spejlede ind i mørket efter hende, virkede ikke til at kunne tilhører en lille pige, der var så meget kraft bag dem at Terra måtte blinke en ekstra gang. Enten var den lille pige ufattelig modig eller ufattelig dumdristig, men lige meget hvad havde hun reddet hende. Men ville hun fortryde det når hun fandt ud af hvem eller nærmere hvad Terra var og hvor langt hjemmefra hun var kommet.
Der var ikke meget andet at gøre end at håbe, hun kunne ikke forvandle sig tilbage til sin fugleskikkelse med det samme og med en skadet vinge, ville hun aldrig kunne nå væk fra bogen, ligeledes ville hendes menneskeben ikke kunne bære hende langt. Hun havde øvet sig i både forvandlingen og benyttelsen af dem længe, men hun havde aldrig løbet på det og bare at gå tog hårdt på hendes kræfter.
Hun havde kun et valg og det var at stole på pigen, alligevel satte hun sig klar til at rive pigen ind til hende, hvis hun nu skulle finde på at skrige, men hun vidste at hendes lånte krop ikke var til at stole på og at musklerne var mere indviklet end med hendes hale.
Hun lod hendes ansigt glide en smule frem, så hendes mælkehvide øjne genspejlede den smule lys, der var i gården og afslørede hendes blålige hud.
Skulle hun sige tak? Skulle hun sige noget som helst? Lige nu ventede hun bare på pigens reaktion og vidste at reaktionen betød alt for om hun nogensinde kom til at se mørket i havet igen.

Maralinda var mest af alt varsom, som hun kantede sig rundt om tønden og nærmere det der havde søgt tilflugt bag ved dem. Et godt skjul for skyggerne var tætte i hjørnet af muren og tønderne sammen med kasserne gjorde dem kun ekstra dybe som de skærmede for tilfældige blikke. Det betød så også at hvis Mara vovede sig for meget om bag tønden ville hun forsvinde af syne og gøre sig selv det mere sårbar end hun allerede var. Det var en af de ting der kunne ses i hendes mørke øjne. Hvor vovet hun følte sig - og så nysgerrigheden. Følelser hun valgte at vise, men også følte. Mest det sidste dog nok.

Det begyndte at pusle deromme som hun talte og det fik hende til at stoppe op. Hendes ene hånd lå på låget af tønden, som den strammede grebet om, da en skikkelse tonede frem i mørket. En menneskelig skikkelse. Det var dog ikke hvad der fik pigen til at spærre øjnene overrasket op. Det var de mælkehvide øjne der mødte hendes og den blå nuance huden i ansigtet omkring dem havde. Det var noget nærmest helt nyt for hende at se! Orker kunne se blå ud i kulden oppe mod nord, som nogle af de væsner der boede i bjergene kunne være blålige og have hvide øjne, men ingen af dem lignede helt mennesker på den måde skikkelsen gjorde.

Overraskelse gled hurtigt over i undring, som Maralinda lagde hovedet let på skrå og bare mødte væsnets blik troskyldigt. Så flyttede hun let på sig, før hun forsigtigt og med forsimplede ord spurgt. "Du tale fællessproget?" Væsnets tavshed havde bragt hende lidt mod den mulighed at det måske ikke gjorde. Nogle tænkende væsner levede fjernt fra de ellers befolkede steder i Krystallandet, men de fleste talte det til en hvis grad. At Maralinda selv talte det en del bedre end hun gjorde nu havde hun jo så også allerede bevist.

Terra kunne have beundret hvor rolig pigen forholdte sig, hvis hun da ikke havde siddet i den kattepine hun sad i. Hun forholdt sig selv roligt i forhold til situationen, men sådan var hun opdraget. Et roligt sind tænker bedst.
Hun var stadig parat til at gribe fat i pigen hvis der skulle blive problemer og heldigvis for hende havde pigen bevæget sig tættere på og rent faktisk givet hende en chance for at få fat i hende. Pigens kropsholdning afslørede dog også at hun var på vagt og havde alle hendes sanser åbne.

Da pigen talte kunne hun først ikke finde sammenhæng i ordene, der gik et stykke tid før hun rent faktisk forstod hvad hun havde spurgt om, mest af alt fordi at hun ikke havde regnet med at blive spurgt om netop dette. Spørgsmål som 'hvad er du', 'hvad laver du her', 'jeg tilkalder vagten' havde noget været det første hun ville have spurgt sig selv, men det var selvfølgelig dumt at stille spørgsmål som ingen forstod.

Hun nikkede langsomt, uden at tage blikket fra pigen. Hvad sagde man når man skulle få små piger til at slappe af og være stille og i sidste ende hjælpe en med at komme væk? Hvis flugt da overhovedet ville blive en mulighed. I stedet bed hun tænderne sammen og spændte i kæben. Hvad skulle hun sige? Det føltes som et skakspil, hvor begge spillere forsvarede sig selv i stedet for at angribe. Hvis det bare handlede om et forkert træk, skulle Terra ikke være den der tog det.

Væsnet bevægede langsomt hovedet i en let nikken. Det var i hvert fald hvad Maralinda antog det måtte være. En bekræftelse af at væsnet talte fællessproget - eller i hvert fald af at det forstod det. Hun var trods alt stadig til gode at høre væsnet sige noget. En smule foruroligende faktisk. Især som de spøgelseshvide øjne blev ved med at hvile på hende og der intet givende var i dem. De vogtede så meget på Maralinda, som hun gjorde på væsnet bag dem.

Det lille nik var dog hvad hun greb fat i og videre ud fra. "Hvad laver du her? Hvad er du i det hele taget? Jeg har aldrig set nogen være blå på den måde før - eller med hvide øjne..." Hvad væsnet var virkede til at optage pigen mere end hvilken trussel det kunne være. Hun bed sig eftertænksomt i underlæben, som hun tog endnu et lille skridt længere frem for at kunne se bedre. Så fangede lyden af skridt hendes opmærksomhed og fik hende til at vende sig mod pladsen igen. En vagt kom ud af døren den anden var forsvundet ind af og begav sig med rolige skridt hen mod trappen til borgmuren.

Maralinda spændte op som hun så ham. Hun genkendte ham fra sine besøg i fangekælderen og han havde intet behageligt sind. Ikke mange her havde, men ham her var være end de fleste. Han nød ikke bare den magt han havde over andre, men forstod at udnytte den til det yderste - og var mere end almindeligt kreativt anlagt også når det kom til hans metoder til at få informationer ud af sine ofre - eller bare nydelse. Hun kunne klare ham, men ikke uden at gøre det klart for alle hvor meget ældre hun var end hun så ud - og hvor meget farligere.

Pigen virkede ikke bange, bare nysgerrig. Spørgsmålet var hvor længe den nysgerrighed ville varer ved og hvornår pigen ville anse Terras besøg uværdig.
Hun så hvordan pigen spændte op, da gården igen blev lydt. Hun fulgt hendes blik, der så bekymret mod en vagt der var på vej. Pigen ville sladre. Terra kunne ikke tage den chance.

Inden hendes lånte menneskeben overhovedet nåede at forstå hvad der skete, sprang hun lydløst op, stadig skjult af skyggerne og greb fat i den lille pige.
Hun lagde hurtigt hendes slanke fingre hen over pigens mund og trak hende med ind i mørket.
"Shh" Hviskede Terra i hendes øre, mens hun krympede sig så meget sammen i skyggerne som muligt, mens vagtens langsomme slæbende skridt kom nærmere.

Terra bad til at han ikke havde lagt mærke til pigen inden hun forsvandt ind i skyggerne, eller at han måske bare ville tro at pigen var bange for ham, hvilket forhåbentligt var almindeligt.
Hans skridt kom tættere på og lidt efter forsvandt de langsomt op af trappen.
Terra åndede lettet op. Hun vidste ikke hvad politikken for ubudne gæster var her på stedet, men hun havde ikke i sinde at finde ud af det.
Hvis vagterne fik fat i hende ville de hurtigt kunne se at hun var en kriger fra havet og hurtigt opfatte det som en opfordring til krig.

"Vis mig et sted jeg kan gemme mig" hviskede Terra til pigen og løsenede langsomt sig greb i hende. "Jeg er ikke til farer for hverken dig eller dit folk" forsikrede hun, mens hun gav helt slip, dog klar til at gribe hende om munden i dag, hvis det skulle blive nødvendigt.

Maralinda fulgte vagten varsomt med blikket, som han begyndte sin tur over gården. En del af hendes opmærksomhed var dog stadig bag hende, så hun opfangede lyden af væsnet der satte sig i bevægelse. At nå at reagere var dog en helt anden sag. Hun havde løftet en fod for at træde frem, da en hånd lukkede sig om hendes ansigt og lukkede munden på hende effektivt. Trække vejret kunne hun stadig, men det var hen over skællede fingre. Hun havde gjort sig næsten skeløjet for at se så meget, mens hun strittede imod holdet af princip. Ikke at det hjalp det store heller. Maralindas styrke lå på ingen måde i noget fysisk.

Den dæmpede tys'en tæt på hendes øre fik hende dog til at stivne i væsnets tag og forblive sådan. Hun havde ingen ide om hvad der var bag hende eller hvor farligt væsnet var, så det var dumt at få det til at gøre noget forhastet. Dets sind var roligt, skønt vagtsomt. En trænet bevidsthed, der vidste hvad det havde med at gøre. Sådan nogenlunde da. Maralinda lod let sin magiske kraft glide på jagt efter noget at bruge mod den anden hvis nødvendigt, men for nu virkede det ikke som det. End ikke som vagten forsvandt uden at have bemærket noget og lod de to alene tilbage i skyggerne.

Væsnet var lettet, Maralinda var mere delt omkring det. Hun flyttede lidt prøvende på sig, for at teste den andens hold og blev snart efter belønnet med at grebet også blev løsnet. Hun drejede sig om mod den anden og så for første gang mere end øjnene. Stadig skjulte skyggerne dog andet end omrids, men det var også nok for den der vidste hvad hun skulle se efter. Det var en kriger af en slags hun stod med. Mindre godt. Så nikkede hun dog tøvende og trak sig lidt væk i et forsøg på at nå udenfor rækkevidde. Det næste var hun langt fra overbevist om, men hun lod sig ikke mærke med den velbegrundede tvivl. For nu var hun det barn hun så ud til at være. "Hvorfor skulle jeg tro dig? Du holdt mig! Og jeg ved ikke engang hvad du er!" Hun så anklagende på væsnet, skønt hun havde fundet følelsen af frygt frem og blandet den ind i sit udtryk. Ikke stærkt. Nysgerrigheden var stadig stærkere end den, men den var der som den hele tiden burde have været der.

Terra vidste at hendes ben ikke ville kunne holde til endnu en voldsom bevægelse og pigen havde allerede rykket sig væk fra hende, men ikke så langt væk at det virkede som en bange flugt, nærmere bare en afstand så pigen kunne få et bedre kig på hende.
Hvis børnene ved Aquarin var lige så nysgerrige som hende, ville de for længst være blevet ædt eller fanget af fiskere der ikke mente havfolket havde følelser. Overfladen havde nogle helt andre farer end de havde under vandoverfladen.

Hvorfor skulle hun tro hende? Hendes hjerne vred sig, havde hun været god med ord var hun ikke blevet kriger, men svaret formede sig langsomt. "Fordi jeg er ligesom dig" Terra sørgede for at lægge mærke til hvert enkelt træk ved pigen der kunne tyde på at hun sagde noget forkert. "Nysgerrig" Hun lagde hovedet på skrå, mens hun forsøgte at fremtvinge et smil, men blev hurtigt enig med sig selv om at et falsk smil ikke ville gøre charme på pigen.

Et savn for at slå halen i vandet skyllede pludseligt over Terra, men det var lige så hurtigt væk igen. Hun savnede at være vægtløs, menneskekroppen var så tung og ustyrlig. Tænkte man sig ikke om hvordan man placerede benene, faldt man. I havet var der ingen konsekvens hvis man slog forkert med halen, hvis man da overhovedet kunne gøre noget forkert med sin hale.

"Jeg lover at fortælle dig alt, bare du får mig i sikkerhed" pressede Terra på. Vidste pigen overhovedet om der var et sikkert sted? Og var der egentlig overhovedet et sådant sted på borgen?

Maralinda fnyste benægtende og udbrød med den logik hun havde hørt så mange børn bruge tidligere. "Vel er du ej! jeg er hverken blå eller skællet!" Hun var ret sikker på det var noget andet væsnet mente, men hun ville ikke bryde for meget af sin facade ved at virke for voksen. Det gjorde hun ofte og lige nu var det en meget farlig ting at komme til. Hun vidste stadig ikke hvad hun stod overfor, men havde et par ideer om det. Mest at det ikke var en der var del af mørket.
Væsnet tilføjede da også et ord mere til det sagte, der fik Maralinda til at smile skævt til hende, før hun atter så undersøgende på kvinden. Nysgerrig var nok et lighedspunkt ja. For nysgerrige også. Det sidste noget væsnet mærkedes til også at føle sig, som det gjorde anstød til et smil, der dog aldrig blev til noget.

Det næste var mere forvirrende for Maralinda. Følelsen kendte hun, men den virkede upassende lige nu, hvis ikke den galt savnet om sikkerhed. Det var dog ikke længsel hun mærkede hos den anden. Forvirringen fik hende til at rynke brynene og så skæve ud mod gårdspladsen, som vejede hun for og imod om hun turde hjælpe væsnet. For et normalt barn der gjorde noget sådan uden anden tanke end få sin nysgerrighed styret ville det komme til at koste ikke så få skrammer. For hende var det dog noget andet hun vejede for og imod. Nemlig hvad hun kunne opnå mest ved.

Det tog hende ikke længe at beslutte sig og da hun så tilbage var det med en forventningsfyldt nysgerrighed. "Lover du det?" Hun ventede på et svar, før hun nærmest fornøjet ubrød. "Aftale! Men du må ikke fortælle nogen om det!" Hun så alvorsfuldt på den anden vel vidende at det løfte aldrig ville blive holdt og at hun håbede det ikke ville blive det. Så nikkede hun let og smuttede dybere ind mellem tønderne og kasserne. Bag dem i muren var en lem med en forsvarlig lås på. Det så i hvert fald sådan ud til man så nærmere på låsen og kunne se den var lige til at klikke op. Maralinda så tilbage på væsnet og sænkede stemmen konspirerende. "Den fører lige ned i kælderen i en del af borgen hvor ingen rigtig kommer. Det perfekte gemmested..." I hendes stemme lå tydeligt at hun selv gjorde brug af den og ofte.

Pigens udbrud fik alligevel et lille smil frem på Terras læbe og hun grinede inden i sig selv. Det var tydelig at hun var klar på eventyr og at et par skræmmende vagter ikke slog benene væk under hende. Terra var faktisk en smule fascineret af den styrke pigen udstrålede, ikke som de fleste børn hun havde mødt, der bare havde pisset hende af.
Hun var dog bange for hvor længe at hun kunne opretholde pigens interesse, det øjeblik pigen fandt ud af hvor hun var fra og hvad hun var ville der ikke være flere spændende ting tilbage ved Terra. Hun kunne næppe forestille sig at pigen ville finde Terras hale interessant nok til hendes arm kom sig og hun kunne komme væk.

"Du fører an" Terra lod hurtigt blikket spejde omkring dem, for at sikre sig at der ikke var nogen på vej, før hun bevægede sig langsomt hen mod lemmen. Hendes ben rystede allerede af udmattelse, men i det mindste var der et sted hun kunne hvile nu. I hvert fald lige om lidt hvis der ikke opstod flere problemer.

Smilet på væsnets læber virkede så ægte, som det var lille og løsnede lidt op for den truende fornemmelse der havde været mellem det og Maralinda siden det havde haft grebet pigen. Hun virkede måske mere godtroende end hvad godt var og mere styret af sin nysgerrighed end noget andet, men hun holdt stadig øje med den anden og havde ikke brudt sig om at være holdt fast hvor hun vidste hun skulle gøre noget drastisk for at komme fri. Så det var en mental lettelse af væsnet intet gjorde for at forhindre hende i at trække sig en smule.

Væsnet accepterede dog handlen om viden for sikkerhed. Ikke direkte, men de enkle tre ord om at vise vej var nok for Maralinda. Hun nikkede igen, klikkede låsen fri af lemmen og skubbede den op. Bag den herskede mørket. Maralinda smuttede ind i det og lod sig opsluge kun for at komme til syne lidt efter med et blødt skær mellem hænderne. Hun havde en lampe stående til formålet trods alt. "Skynd dig. De skifter snart vagt." Hun kendte tiderne for den slags for det var vigtigt for hende når hun smuttede nærmest ubemærket rundt.

Rummet indenfor lemmen var lille og tydeligvis tiltænkt forråd. Ting der havde brug for svag beskyttelse og som ingen havde lyst til at slæbe længere end højest nødvendigt. For nu var lageret dog kun sparsomt fyldt. Det var forår og tyden for at hente nyt ind. Det var også et af de forrådskamre der mindst blev brugt.
Maralinda så mod væsnet og ventede med at gøre mere før det var kommet ind. Så lukkede hun lemmen i efter dem. "Vi skal lidt længere. Her er der nogen gange nogen der ser ind." Mere varsel gav hun ikke før hun med lampen løftet satte af sted ned af en gang, der hældede ganske let nedad og dybere ned i mørket.

Terra fulgte halvt med mens pigen løsenede låsen og satte først i bevægelse, da pigen advarede hende om vagtskiftet. Hun skyndte sig så meget hun kunne, mens hun stadig var opmærksom på at have fuld kontrol over benene, selvom de syrede til i smerte. Hun ville blive nød til snart at forvandle sig til sin rigtige form, så hendes muskler kunne slappe af i en rum tid.

Der var ikke meget plads inden for lemmen, men der var dog plads til dem. Pigen viste hurtigt videre og Terra fulgte tavst efter, uden at give udtryk for den smerte der brændte i hendes lægge. Hun lod hætten forblive over hendes hoved, selvom hun ikke havde behov for at gemme sig i skyggerne mere, men hvis nogen skulle overraske dem, var hun klar til at blende ind. I hvert fald hvis man ikke kiggede ned på hendes bare blå, skellede fødder.

Lampen kastede et svagt skær på de klamme vægge, men den fugtige gang fik Terra til at føle sig hjemme.

Gangen Maralinda førte væsnet af skrånede svagt ned ad og blev stødt mere fugtig og klam. Lyset fra den lille lampe dansede over væggenes sten og kastede skygger rundt, der kun fremhævede det skumle ved stedet. Alligevel virkede pigen fuldstændig upåvirket, ja nærmest mere afslappet her nede end hun havde gjort oppe i gården. Det var her hun følte sig hjemme trods alt og her hun havde alle fordelene. Især da hun ud af øjenkrogen havde bemærket sig at væsnet ikke var det hurtigste i den menneskelige skikkelse.

Så stoppede hun op og så tilbage over skulderen på kvinden, før hun skubbede en dør op og forsvandt ind i et lille rum. "Ingen kommer her - ud over mig." Hendes stemme lød selvtilfreds over den kendsgerning. Det var hendes sted på borgen. Hun havde fundet det og ingen havde set grund til at følge hende dertil. Roligt trådte hun til side så den anden kunne følge hende ind i cellen. Lampen havde spredt skyggerne til næsten ikke at være der og dens lys havde afsløret en bunke af tomme sække i det ene hjørne og en kasse stillet op ved siden af den der så ud til at blive brugt som bord. "Så hvad er du?" Hun var så spændt som nogensinde på at finde ud af den oplysning - og hvad hun ellers kunne få ud af væsnet om hvorfor det var ved Midnatsborgen.

Terra fulgte efter pigen ind i rummet og lod hurtigt blikket glide rundt, men hvis der kom andre end pigen her var det nok indrettet bare en smule anderledes. Det var godt nok som et gemmested for en der var træt af borgen, men det ville være for fugtigt og klamt til andre.
Pigen spørgsmål kom kort efter at Terra havde trådt indenfor døren. Hun udstødt en kort og mørk latter og kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Hun var en snu lille en og alt for nysgerrig, men Terra ville alligevel ikke kunne holde sig i menneskeformen længe endnu.
Pigen havde endnu ikke virket forskrækket over noget, så Terra valgte at fortælle hende det ved at vise hende det. Hun satte sig på hug foran døren, så hun var sikker på at pigen ikke ville flygte skrigende og langsomt begyndt hun at antage sig sin naturlige form.
Hun lod kappen blive på og dække hendes skællede krop, men hendes ben gik nærmest i spasmer, da de lånte knogler smuldrede indeni hende, mens skellene fra begge ben greb ud efter hinanden og langsomt formede hendes lange, kraftfulde hale. Pigge viste sig overalt på halen og finnerne syntes knivskarpe. Hun kunne mærke hvordan hendes rygfinne skar ind i stoffet på kappen og truede med at skære igennem det.
Hun holdt skarpt øje med pigens reaktion, velvidne at hun i denne skikkelse ville kunne skade hende udelukkende med et enkelt slag med halen, hvis det da skulle komme dertil.