Nogen timer inden showet

Der var travlt i de små gader, i det nedre bydistrikt, og larmen var næsten uigennemtrængelig. Det var her de fatigestehandledee. Hvor de værst satte inden for Hovedstadens by murer holdt til. De folk, der oftest blev overset ved store events. Ved luksusen, varmen og behagen i den ovre by. Det var stadig bedre end mange steder uden for murene, men det var ikke her man fandt de mest velsatte. Depression og angst, havde efterhånden overtaget de fleste hjerter i Krystallandet. Krig og ødelæggelse hærgede landet, og stemningen blev mere og mere trykket.
Men det var der nogen, der ønskede at ændre på. Derfor, ville der ske et helt specielt event på Teatret denne aften. I visse dele af hovedstadens mest fattige distrikter, troppede nu vel klædte herrere frem, og stllede sig på kasser, for at råbe nyheder op. Dette var ikke helt unormalt, men det specielle var at det ikke var tid til nyheder. Nej, der var noget specielt, med nettop disse herrere.
”Kom nærmere, kom nærmere og lyt! Råbte herrerne i grammofoner, imens de ringer med deres store klokke. ”I aften, er en helt speciel aften, i denne vor dejlige by! Som I alle ved, er disse noglen kolde, hårde dage, og der er ikke mange smil at finde, når man kigger sig omkring. Men! Dette ønsker Satyrs Grove’, at ændre på! Om ikke andet, ønsker de at give -jer- en forestilling, I sent vil glemme! Og ja, jeg snakker om den Teatertrup, der de senere dage har spillet i det øvre bydistrikt Teater. Og så tænker i sikkert, at I ikke ville kunne finde krystallerne til det, men betvivl ej! Fordi I aften, Præcis klokken halv seks, åbner det store teater dets døre igen, og denne gang.. Er det for alle! Kom til mig, og modtag jeres billet! Og behold jeres kostbare ejendele i lommerne, for jeg beder jer om intet! Intet andet end at tage imod en gratis billet, og begi jer imod jeres hjem, efter jeres fineste selskabstøj, og så imod Teatret! Fordi I aften, er der gratis entré, for de der henter deres billetter her!” Ville de velklædte herre råbe, samtidigt med at en vogn blev kørt op ved hans side, ledsaget af et par vagter, for at beskytte vognens indhold, og herren der skulle dele det ud. Folk betvivlede det i starten, men da de første stykker havde fået deres billet, og så at den var god nok, myldrede det pludselig med folk. Billetterne var blevet rippet væk, men stadig mange nåede at få. Der var gjort ekstra plads i teateret, med ekstra stole i nogen af mellem gangene, og ståpladser hvor det kunne presses ind. Dette ville blive en proppet aften.


Ganske kort, inden showet
Der havde været megen snak, omkring den nyankomne teatertrup, og deres forestillinger i det store Teater i Hovedstaden. Stykket havde stort set kun fået gode anmeldelser, og Gwynedd og hendes venner elskede det. De var blevet taget så godt imod af befolkningen, at Gwynedd næsten ikke kunne komme til i make-up rum, uden at gå ind i roser, og diverse buketter hun havde fået. Hun fik lagt de sidste nogle finesser af makeup på, og skyndte sig da hastigt ud af døren, med dansende skridt. Hendes hæle klikkede mod tunnelens trægulv, som hun løb imod hendes duets rum, og ankom lige til at rende ind i ham.
”Rhisi! Er du klar!? Er du spændt!? Har du set hvor mange folk der er!?” Gwynedd trippede hypert imod trægulvet, imens hun dansede rundt i cirkler med den høje, mandlige Satyr, hendes duet sanger. Rhisi dansede ivrigt med, og var mindst lige så opkørt som hende.
“Yeah, det er… Helt utroligt! Vi har aldrig spillet for så mange før!” Juplede han, imens de sammen begyndte at løbe imod deres entré.
”Bliver jo helt nervøs!” Juplede hun, og gemte på den rumlende mave fornemmelse. Sanheden frem, var hun altid en smule nervøs, når hun skulle op på scenen. Men så var der altid.. Evelyn..
”Gwyyn.. Du skal nok klare den. Du har en smuk stemme.. Et fantastisk talent.. Du ville kunne hoppe derud, og få dem allesammen til at græde, grine eller sukke, helt alene.. Og, du har de andre.. Vi er alle med dig.. Gwyyn..” Sagde stemmen i hendes hoved, og hun lukkede kort øjnene, med et lavt suk. Hun takkede Evelyn, inden hun stirrede mod tæppet foran hende, og hendes duet. De gav hinandens hænder et blidt klem, enden at tæppet langsomt gled op..