I en skov på vejen til Dragorn:

Foråret var på vej og det betød forårsfest i Dragorn. Det havde været grunden til at Gracinya med et mindre følge fra templerne var på vej nordpå da alt forandrede sig.
De var kun to dage fra dværgenes rige da en rytter nåede dem og fortalte at Dragorn var under angreb. Han fortsatte sydpå så hurtigt som hesten kunne rende, mens præsterne og præstinderne gjorde holdt for at holde råd. De var fredelige folk, fredsfremmende folk, de havde intet at gøre i en kamp. De var dog også helbredelsens folk og fornyelsens folk også og det var hvad i den sidste ende vandt. Et ønske om at hjælpe dem der havde brug for det og hvor de kunne.
Så de rejste videre.

Dagen efter var de nærmere - langt nærmere end de normaltvis ville være noget - men ikke at det gjorde en forskel. I det fjerne over træernes kroner sås røg stige op blandt bjergene. Intet godt tegn. Endnu mindre var den stilhed der lå over alting og som de nåede toppen af en bakke kunne også se hvorfor.
Kampen var ovre og Thranens flag vejrede ikke længere over Dragorn.
De fortsatte et stykke ned blandt træerne igen, drev videre frem mod målet, men langt mere forsigtigt nu. Alle øre var efter andre rejsende, efter overlevende på flugt, efter håb. Nogen måtte jo være undsluppet, nogen måtte komme den vej, for skoven dækkede opdagelse fra himlen og skjulte rejsende mere effektivt end de bare sletter gjorde.
Da mørket faldt på slog de lejr i lysning og tændte bål. Det var farligt at signaler deres tilstedeværelse, men lyset gav dem håb. Så måtte de blot være forberedt på hvad end der kunne finde frem til dem i løbet af natten.

Til trods for sit utal af skader, påtog Guins sig instinktivt lederrollen i den lille forsamling af dværge og krigere som nåede væk fra dragorns porte. Dem som kunne betegne sig selv for heldige. De slap væk med skinnet på næsen. Men der var ingen glæde eller afslapning i nogens ansigter. Guin selv var på renden til at græde hver gang ingen kiggede på hende, selvom det sjældent skete. Hun havde mistet alt. Hendes familie, hendes hjem og hendes folk. Alt sammen var smuldret om hænderne på hende. Eneste som holdte hende i gang, var at hun vidste hun vendte tilbage. At hun ville slå til og få dragorn vendt omkring med sine meddværge. Det var selvfølgelig den ene faktor. De to andre, var Darmir, som knap ve fra hendes side og så ud til at være langt mere bekymret om hendes skader end hun selv var, og så hendes tvillingebror, Magnar.

Vandringen væk fra bjerget var lange, og følelserne tunge. Guin selv måtte døje med både at være så skadet at det kun var et spørgsmål om tid før hun dejsede om. Hun var så ubeskrivelig bleg hele tiden. Hun var blevet lappet sammen og bundet ind i bandager, mens hun fortsat gik og støttede med en vandringspind, som mere eller mindre fungerede som en krøkke. Her fortsatte de, til skoven under dem, var omkring dem. Alt virkede så fredeligt hernede. Indtil lyset fra et bål nåede dem. Spejdere blev sendt ud, men vendte glade tilbage. Det var præster og præstinder, på vej mod forårsfesten som normalvis lå på denne tid. Langsomt, men støt nåede de alle hen til bålets skær og gjorde sig til kende. Guin, i sin søvnige og vage tilstand genkendte dog hurtigt den høje slanke elver som var i bålets skær, som hun stod svajene op af krøkken. "Gracinya?"