Ethelihn stod bag sit skrivebord og skimmede et dokument, mens hun ventede på, at hendes fange vågnede op fra sin ufrivilige slummer på gulvet.

Det første Cazador mærkede var en tung hovedpine, der lå som et tæppe omkring hans knold. Han åbnede øjnene og stablede sig stønnende op i en siddende position, hvorved han opdagede kvinden foran sig. Åh nej.

"Hvad vil du have? Det er de færreste kvinder der opsøger mig så meget som du. Men jeg ved jo også at du har et godt øje til mig" snøvlede han omtåget og forsøgte at sende hende et af sine skæve smil. Alt gjorde ondt - hvorfor gjorde alt ondt?

Ethelihn smilede. Smerterne stod skrevet med store bogstaver ud over alle Cazadors bævrende kropsdele, inklusiv hans forsøg på et skævt smil. Ethelihn syntes mere det lignede, at han forsøgte at holde sin kæbe fra at hoppe af resten af kraniet. Hun kunne sagtens have svaret på, hvorfor han havde ondt over det hele, men det var ikke det, hun blev spurgt om.
"Jeg ville såmænd bare se, hvordan du havde det. Vi havde jo en lille aftale om, at du skulle fungere under Mørkets kommando mod en lille bonus, men siden du ikke fungerer særligt godt... Spørgsmålet er vel i virkelighden, hvad du vil?"

Cazador ransøgte sin hjerne for grunden til at hele hans krop værkede så meget. Det var som om at hele hans korttidshukommelse var indhyllet i en tyk hvid tåge, der gjorde det umuligt at huske hvordan han helt specifikt var havnet på kontoret her. Sidst han havde set Ethelihn havde hun været dækket af hans bræk, og fået sin store dumme bavian af en håndlanger, Atlas, til at banke ham sønder og sammen.
Vent lige. Atlas havde vidst haft noget med hans ankomst at gøre. Cazz kiggede ned af sig selv, og opdagede at hans grålige skind var marmoreret af store blå-grønne mærker og lange, tynde rifter. Et vagt minde om en skurebørste dukkede op - bavianen havde vidst fået til opgave at vaske ham - og det havde han åbenbart valgt at gøre med en stålbørste. Han håbede han i sin rus havde bidt idioten. Nå ja, det var jo nok derfor han intet kunne huske - der havde været en skøn, skøn flakon med glemsel til ham efter badetorturen. Cazz fik et drømmende blik i øjnene - det var flere år siden han havde haft fingrene i det stof, og rusen havde været næsten lige så befriende som første gang han prøvede det.
Langt borte i tankerne om den vidunderlige glemsel, hørte han knap hvad Ethelihn svarede ham. Men så igen - kvindemennesket havde en ret irriterende, gennemtrængende stemme. Han forsøgte at fokusere blikket på kvinden foran sig, og fejlede gentagne gange, indtil han brugte en hånd til at støtte sit ømme hoved. Fingrene mødte en uventet følelse ved hans skalp - Atlas havde kronraget ham, nok så han bedre kunne se hvor han skulle slå. Eller var det mon en hævnklipning fra Ethelihn? Hun havde været ret sur over hans klipning af hende, selvom han nu synes det klædte hende med kort hår. Nå ja, og så havde det reddet hans liv, den lille "bonus" hun nu snakkede om. Hvad han ville? Det burde være rimelig åbenlyst for hende nu, det var ikke just noget han plejede at lægge skjul på.
Han sukkede. "Jamen jeg har det da strålende, kan du ikke se det? Jeg har aldrig set bedre ud" Hans stemme var tyk af sarkasme; hvert eneste ord sendte jag af smerter gennem hele hans krop.
"Er det virkelig et valg du giver mig? For jeg har, utroligt nok, lidt svært ved at tro at der er noget her, der handler om hvad jeg vil. Måske er det egentlig det der er mit problem med det her sted. Men så igen, det er vel ikke noget der kun gælder mig - hvornår har DU sidst gjort hvad du ville, kære Ethelihn?" Han formåede endelig at fokusere sit blik på hendes. Hans hoved var ved at klare op.

"[b}Jeg beklager. jeg var vidst ikke tydelig nok: Vil du helst lette røven og gøre hvad du bliver bedt om,når du bliver bedt om det, inklusiv at tage vagterne på borgmuren også om natten, tage på missioner uden at lave dine egne krumspring på vejen, og gøre din egen rustning ren uden at sprøjte syre ud over det hele? Eller vil du heller rådne op nede i fangekælderen temmeligt langt væk fra de dyre dråber, du ikke arbejder hårdt nok for. Hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg sige, du ikke kunne lide at være her,[/b]" vislede Ethelihn og ignorerede næsten de spørgsmål, Cazador stillede - selvom han havde ret i, hun er ikke gjorde, hvad hun selv ville, så tit som hun kun ønske. Men det var ofte nok, og hun var mere end villig til at ofre lidt frihed, for at opnå, hvad hun ville.
Hun skævede kort over til et skab, der stod op ad væggen. Der var en enkelt flaske af det hvide stads, hendes kriger fik som betaling. "Jo, det kan jeg godt se. De blå og lilla mærker klæder dig, men det er ikke dem, du bør bekymre dig om. Bare rolig, det varer lidt, før abstinenser bliver rigtigt slemme." Hun havde intet problem med at matche Cazadors niveau af sarkasme. Og hvad hun vidste om stoffets effekter på kroppen, havde hun lært af at observere ham, når han havde siddet i sin celle et par dage. Hun havde regnet med, at han ville være genstridig. Han var trods alt ikke frivilligt trådt ind i hæren, men det her havde været en meget stor mundfuld at bide over.

Seriøst, hvorfor dunkede hans hoved så meget? Det var ikke igår han havde fået tæv af Atlas, det huskede han nu. Snarere for et par måneder siden. Men hvert et blåt mærke, hver en bloddråbe og løs tand føltes som var røvfulden blevet leveret for få timer siden. Han kunne endda ane duften af sæbevand, og han havde ikke været i bad i flere uger, nu han huskede det. Vandet var koldt og ubehageligt, og ingen af de andre havde synderlig god hygiejne, så Cazador havde ikke set det som en nødvendighed.
Det var en sideeffekt af det hvide stof, der lagde sig som sådan en vidunderlig tåge omkring hans bekymringer - de tog hukommelsen med, og alle dage, måneder, år, flød sammen til én stor pærevælling, der ikke gav megen mening. Sandt at sige kunne han faktisk slet ikke huske nogle af de eskapader Ethelihn rakkede ham ned for; hvertfald ikke i detaljer, og slet ikke at de var sket flere gange. Han forsøgte at skille tingene ad, at få sat tingene i kronologisk orden af en art, men opnåede ikke meget, før en grum hovedpine trængte sig ind på ham. Han knurrede dybt nede fra struben, mens han forsøgte at ryste hovedpinen af sig, uden held. Med rødsprængte øjne og et vildt blik lod han øjnene glide op på Ethelihn igen, og forsøgte at få det hun sagde til at hænge sammen - en ret svær opgave. Hans krop hungrede efter de hvide dråber, og det var svært at fokusere på meget andet.
"Ikke kan lide at være her?" Det gjorde ondt at grine, så han endte med at sprutte/grynte et hånligt svar. "neeej da, jeg elsker det her. Jeg elsker de mørke, fugtige vægge, den mugne, fugtige mad og de grimme truntebørn her i huset. Selvom sidstenævnte kun bliver bedre når de er fugtige, hvis du forstår sådan én." Han kneb øjnene sammen. Lyset generede ham, og føltes som et spyd der blev boret ind i hans pande.
"Hvad JEG ikke forstår er, hvorfor jeg bliver sat sammen med en flok svæklinge, der ikke kan kende den ene ende fra den anden på deres sværd, men bare ævler løs om deres troskab mod mørket. Det giver mig brækfornemmelser; beklager syren." Han var blevet sat sammen med menige, rekrutter der var under oplæring til at kæmpe for mørkets side. På sin vis fair nok, men Cazz så det som dybt forulempende. Han havde kæmpet hele sit liv. Han kæmpede med sit bid og sine knive, hans hud var hans skjold. Hele hans krop var bygget til at snige sig, jage og dræbe, hver en muskel spændt til bristepunktet med energi. Men den energi var langsomt blevet drænet fra ham af endeløse træningstimer med sværd, rustning og skjold, ting der gjorde ham klodset og tung, og som overhovedet ikke udnyttede hans potentiale. De kæmpede endda med sløvede sværd for ikke at slå hinanden ihjel under træningen. I Cazador's familie havde de kæmpet til den ene overgav sig eller døde. Han havde trænet alene ved at kæmpe mod skovens bjørne. Folk der ikke kunne forsvare sig selv imod en medkrigers angreb var ikke værd at beholde.
"Du ved jeg er et farligt våben at have, ellers ville du have slået mig ihjel." Hans lyslilla, næsten hvide øjne låste sig fast på hendes, og han hævede et øjenbryn "Eller du kan måske ikke undvære mig?"

Ethelihn stod stadig bag skrivebordet. Synet af hver eneste smertefulde krampetrækning på Cazadors mørbankede krop gjorde det langt mere udholdeligt at være oppe klokken lort om natten for give dyret hans 117. skideballe. De bidske bemærkninger gjorde hende ikke noget, ligesom hun vidste, de var en leg for ham. På det sidste havde hun dog fået fornemmelsen af, at hun nød deres arengerede sammenstød mere end han gjorde. Men hvad kunne man ellers forvente, når de altid startede med, at hun stjal hans slik, en tur i skammekrogen og et godt lag huslekager på Atlas' regning.
"Fugtige?" Ethelihn kneb øjnene sammen i et forsøg på at se meget utålmodig ud. Hun var skam ved at miste tålmodigheden, men det var først sket nu. Hun burde have mistet den og kappet pulsåren på manden for uger siden.
Ethelihn tog et par langsomme skridt rundt om bordet og satte sig på hug ved siden af den lidende Cazador, støttede hans hage mellem tommel- og pegefinger og vente hans ansigt mod sig.
"Interessant.. Personligt foretrækker jeg mine 'trunter' er lidt mindre kold og Klam tilstand. Jeg har mine metoder som du ved." Ethelihns grebblev pludseligt noget mindre forsigtigt, mens hun lod Cazadors kæbeknogle gennemstrømme. Det var muligt, hun havde nogle sadistiske tendenser.
"Stofferne har gjort dig mere tomhjernet end jeg troede. Jeg hat ikke brug for, at du slår min hær ihjel, før den er ude af borgen. Jeg har brug for, at soldaterne ikke mister blod et sekund, før det er nødvendigt. Og det ville passe mig fint, hvis det først var efter de har slået fem af Lysets krigere ihjel." Ethelihn havde rejst sig igen, åbnet skabtes låger og taget flasken ud. Hun stod nu og viftede med den. "Men nu ved jeg jo, du ikke ligefrem deler mine ambitioner"

Han burde have set det komme, men hans omtågede hoved gjorde det svært at følge Ethelihns bevægelser. Således nåede han knap at ænse at hun satte sig på hug foran ham, før han mærkede de elektriske ladninger gennemstrømme hans krop. Strømmen nåede hans tinding, og hans øjne rullede bagover, mens han faldt ned på knæ fra stolen. Ethelihn gav ham ikke megen opmærksomhed i dette øjeblik, men hvis hun havde, havde hun nok bemærket at hans krop trak sig sammen i krampetrækninger, mens hans kæbe udvidede sig i knasende hakker. Det var som om det elektriske chok havde fordampet den sidste smertefulde rest af det hvide stof's hallucinationer over hans hjerne og blik, og de lyse øjne gnitrede med en dyrisk vrede.
Og pludselig blev rummet kulsort. (OOC: altså hans mørkets kriger kraft, dvs også for ethelihn)
Det var ikke noget han gjorde med vilje - hans mørkets kriger kraft var aldrig noget han rigtig havde tilpasset sig med. Han jagede alligevel altid om natten, og dyr havde andre sanser end synet. Men Ethelihns chok havde åbenbart sat alle hans sanser i højeste beredskab - og derved også aktiveret alle hans magiske evner. Han kunne mærke hvordan hans hud hærdede og blev hård som den fineste rustning, mens alle de blå mærker, sår og skrammer svandt ind og blev glemt.
Ethelihn så muligvis ikke så godt i mørke, men Cazz havde tilbragt nok tid i mørke skove og for nyligt i klamme, kulsorte fangekældre, så det tog ham ikke længe at tilpasse sig mørket. Og den frihed det gav. Han skramlede sig op på hug, og kiggede hastigt efter et refugium, et sted der kunne skjule ham når mørket lettede - eller i det mindste gav ham en fordel når Ethelihns vrede ville ramle ned over ham - for det tvivlede han ikke på den ville.
Han bemærkede en stor, sortbejset træbjælke, der lå som et spær cirka to tredjedele oppe i rummet. Med en kats elegance og hurtighed svang han sig op på en reol og derfra op på spæret, hvor han satte sig på krumspring, med al fokus rettet mod kvinden, nu under ham. En dyb og langtrukken knurren rumlede op fra hans brystkasse, mens han iagttog hende.

Ethelihn blinkede overrasket med øjenene. Og så blinkede hun igen. Og endnu engang, men lige meget hvor meget hun blinkede, blev alt omkring hende ved med at være kulsort. Det ene øjeblik havde hun kigget Cazador nedladende i øjnene, med et smil der gjorde meget tydeligt udtryk for, hvem hun mente havde overtaget. Det næste kiggede hun ledladende ud i et stort, mægtigt og begsort ingenting.
Et dybt suk, der kom helt nede fra bunden af Ethelihns lunger understregede, at hun nu havde mistet lidt mere tålmodighed. Men modsat Cazador, så havde hun hvis ikke fuld kontrol, så fuld forståelse for, hvad der foregik. Hun kendte til alt, hvad Mørkets gave kunne prestere, og hun vidste, at Cazador ikke havde en skid kontrol over den. Det havde han aldrig haft, og det ville han ved Zaladin heller aldrig få med den attitude. Det var også godt det samme. Kontrol eller ej, så virkede evnen tydeligvis nu, hvilket betød, at lige meget hvor godt Ethelihns nattesyn var, og det var ikke specielt godt, så ville hun ikke kunne se igennem en anden krigers skyggetåge.
Ligesom Cazador havde gjort det tidligere, selvom det var fuldstændigt ufrivilligt og af helt andre årsager, så vendte hun det hvide ud af øjnene og lukkede dem så, for i det mindste at have sin hørelse at gå efter.
"Dit fjols," begyndte hun med en stemme, der lød som, den gjorde, nu hun for fyrretyvende gang havde bedt en rekrut om at sigte for han kastede med knive, "Du kan vel ikke engang kontrollere din bonusevne nok til at fjerne tågen, kan du, dit uduelige skvat." Mens hun talte, lænede hun sig lidt baglæns for at placere sin dertil indrettede bagdel på kanten af sit skrivebord og lagde armene over kors.
"Og du spørger, hvorfor du træner med rekrutterne. Jeg har set væbnere med bedre kontrol!" tirrede kvinden alt imens hun lyttede efter Cazador, der tydeligvis havde forladt stolen.