Nu var tiden kommet. I flere uger havde Beon ladet sig høre at han skulle holde sig opdateret og også helst i nærheden af borgen, indtil hans næste mission blev ham givet. Nok havde han haft en kort tur hen til kystlinjen ved en mindre by for at holde lidt øje. Men den tid var slut nu. Nu var det tid til en større opgave. Her var han blevet kaldt op til en samtale ved ridderne. Dette plejede ikke altid at være en særlig behagelig eller god ting, men havde man et arbejde som Beon var man efterhånden vant til ubehagelige situationer. Specielt når man havde en tendens til at pisse folk så meget af som Beon havde.

Ethelihn havde overtaget positionen som værende den som gav bud videre og gik med direkte ordre fra Mørkets lord selv. igen, meget normalt at de yngre i hæren og dem med knap så meget magt, ikke ligefrem fik et møde med det største af det største. Missionen var i midlertid noget som fik Beons øjenbryn til at skyde i vejret. Hovedstaden og lysets krigere. Nogen som han helst så ikke at bruge særlig meget tid på, og stedet var heller ikke lige hans ynglings. At snige sig ind ved lyset var i sig selv et stort arbejde, og selvom Beon sagtens kunne snige sig til hovedstaden uden problemer, var det resten af vejen der blev en udfordring. Her blev næste sten lagt på hans bro. Ikaris. Ridderen som havde været ved lyset i et år. Hun var blevet orienteret omkring Beons opgave og nu var det hans opgave at tage hen til hende, stille spørgsmål og derefter selv ligge sig resten af broen og rent faktisk udføre sin opgave. En grum følelse fortalte manden at dette kom til at tage lang tid at udføre..

Tankerne løb, som han gik ned af gangen i et rask tempo, mens han ledte efter det lokale han var blevet henvist til. Om Ikaris var dukket op eller ville komme senere, måtte tiden vise når han åbnede døren om få sekunder og gik ind i lokalet.

Ikaris havde haft problemer med sin drage Kaar'zal hele dagen, hun havde ikke haft andet end bøvl med det store reptil, som havde modsat sig alt hun ville have ham til, før han fik mad og Ikaris var stædig nok til at fraholde ham ethvert måltid til han havde gjort hvad der blev sagt. Ridderen havde fra dag et vidst, at det ville blive en kamp med det stædige kræ, det var derfor hun havde valgt netop ham, hun skulle ikke have en drage der bukkede under og rettede ind med det samme, hun skulle have en der skule tæmmes og rides til.
Kampen med dragen var dog ganske afslørende, den røde kappe som hæftede til mørkelverens skulderplader var halvt brændt væk i den ene side, og de hvide kraftige lokker, som sad bundet op i en hestehale havde fået svedet spidserne til nogle mistænkeligt udseende krøller. Heldigvis for Ikaris var det ikke noget hun tog sig synderligt af, det var de færreste på borgen der havde modet til at spørge ind til mørkelveren alligevel. Mange af krigerene anså hende som værende sær især fordi hendes loyalitet mest af alt fik hende til at virke som en religiøs fanatiker.

Sammenstødet med det skællede bæst havde dog ført til, at Ikaris var intet mindre end et par minutter forsinket, en ting man ellers aldrig oplevede elveren være. De store metalbeslåede støvler larmede voldsomt i borgens tomme gange, de orangegule øjne søgte interesseret efter den rigtige dør. Rustningen elveren ellers normalt var at finde i, var pænt blevet taget af og lagt på hendes kammer, der var ingen grund til at troppe op til så simpelt et møde i fuld mundering, af samme årsag havde elveren nu kun en tætsiddende slagkofte, hvorpå kappen hæftede, samt et par store posebukser i mørkegrøn nuance.

Ikke længe efter skubbede hun døren på, inden de pupilløse øjne betragtede Beon kortvarrigt, hun havde kun set soldaten kortvarrigt, de havde uden tvivl ikke været i samme deling, eller haft samme formål, det havde ironisk dog nu, af samme grund var de endt her. Elveren kunne dog sværge på, at hun havde set ham vade over gårdsplads uden vinger engang?
Ikaris kneb kort øjnene sammen, inden hun rettede hovedet og gav et kort nik.
"Beon, antager jeg?"
Stemmen var hæs og rå, havde man nogensinde omgivet sig med skovelvere havde man nok aldrig forstillet sig, at sådan en lyd kunne komme ud af en af deres mørke slægtninge, men nu var Ikaris til tider også et særligt intimiderende tilfælde af de mørke spidsørede væsener.

Beon var begyndt at vandre let. I lokalet hvor der egentlig ikke var givet noget særlig personlig præg. Det var nærmest koldt at være i, så ufølsomt. Præcis som det skulle være, specielt når man befandt sig på midnatsborgen. I rummet stod der et bord, et forsamlings bord nærmest, med kun fire stole. Ikke at Beon havde tænkt sig at sætte sig. Han holdte mere af det mere utraditionelle. At holde sig i et hjørne, eller stå lænet op af et møbel. Holde sig mere distranceret til de større planer selvom han nok var en del af dem. Det holdte ham i hvert fald nogenlunde sane i sit hoved.

Beon vendte hovedet som døren blev skubbet ind og holdte sine blå øjne fæstnet på Ikaris som netop var dukket op. Han havde nok set mere til hende end hun havde til ham. Dog kun indenfor den sidste tid, men Beon var heldig med at kunne falde så nemt i et. Ja, det var i hvert fald før de store hvide vinger gjorde deres entre. Noget som spionen virkelig godt kunne havde levet uden. "Korrekt." Beon stoppede sig selv fra at kalde hende frøken. Af en eller anden årsag fik han ideen om at en sådan tiltale ikke var særlig velset for mørkelveren. Beon foretrak at holde sig i nogenlunde levende tilstand så længe som muligt.
Beon skubbede sig væk fra væggen og rømmede sig lidt. "Jeg går ud fra at De har hørt hvorfor jeg søger Deres selskab?" startede han ud, mens han med stor besvær forsøgte at læse Ikaris udtryk. Han havde hørt om hende, men aldrig rigtig helt forstået hvad det betød, eller også havde det ikke interesseret ham det store før nu. "Mørkets Lord vil sende mig ind i lysets rækker.. Som spion."

Ikaris trådte helt ind i lokalet og lukkede døren efter sig i en mekanisk bevægelse, den udveksling der skulle til at ske mellem de to skikkelser var for deres ører udelukkende, og det ville være løgn at sige, at der ikke fandtes sladderlystne og nysgerrige folk på borgen.
Selvom de fleste mennesker ville have hang til at læne sig dovent op af et møbel eller en væg stod Ikaris op, som var det slet ikke en mulighed, hendes holdning var mere rank end den burde være, men det lod ikke til, at hun skænkede det så meget som en tanke.
"Jeg har snakket med Generalen..." startede hun hæst, uden at flytte blikket så m eget som et splitsekund fra Beon. Under normale omstændigheder havde hun sat spørgsmålstegn ved mandens mission og grundlag for at opsøge hende. Især med så lyssky et emne, det var vigtigt, at Lyset ikke anede hvad Mørket vidste om dem, men nu havde Ethelihn selv sagt god for det, ordren kom fra en højere magt end Ikaris selv og af samme årsag tøvede hun ikke et øjeblik.
"Lysets hær er opmærksomme, jeg blev genkendt af en af krigerene hvis bror jeg tilsyneladende har skaffet af vejen, ubelejligt for en gangs skyld", mørkelverens ansigt var som hugget i sten, ikke en træning eller tøven faldt over hendes udtryk, til gengæld sugede hun alt til sig, som Beon gav udtryk for. "Deres General hedder Geir, umiddelbart en svag karakter, med med en voldsom magisk kraft, det ville være bedst at undgå ham så vidt muligt!"
Mørkelverne nikkede svagt, hun huskede endnu den dag hun selv havde lusket sig ind på Geirs loyalitetsliste, hvordan han havde fjernet den mørkets krigers hoved, som Ikaris havde medbragt for at vinde hans tillid, med en enkelt men voldsom energiudladning.
"Jeg har ikke fundet ud af, hvilken form for information du søger hos Lyset?" For første gang hævede Ikaris de hvide øjenbryn og det rolige stenansigt ændrede sig kort til et spørgende udtryk, hun kendte ikke Beon, hun anede ikke hvad han var i stand til eller hvilke evner der gjorde ham egnet som spion, uanset hvad, kunne hun ikke dy sig til en lille sidebemærkning der alligevel trak et slangelignende smil på de mørke læber.
"Uanset hvad, tror jeg du vil passe godt ind med den fjerpragt du pryder dig med, hah!"

Beon nikkede, og fik derved også bekræftet at Ikaris havde talt med en overordnet om dette møde. Skulle Beon havde klaret dette på egen hånd, var han sikker på at ridderen ville være vækken til at prikke eller stikke i for oplysninger af nogen art. Det var hun for loyal til. En umenneskelig stærk loyalitet som ligeledes kom til syn i hendes bevægelser og holdning. Beon begyndte svagt at overveje om hjernevaskning egentlig var en reel mulighed, da hun mere eller mindre virkee sådan.
Der gik ikke lang tid før at informationerne startede med at svømme. Beon havde ikke regnet med at det var så nemt at få hende til at tale. Så igen, med ordre ovenfra så havde hun vel neppe et valg. "Uheldigt sammenstød, men jeg har længe sørget for at holde mig ude af de større magters blikfang." svarede han, men lyttede med det samme efter til næste information. Et øjenbryn blev hævet og et let undrende udtryk fyldte ham. "Forstået." Beon havde ikke hørt om Geir andet end at han var stærk. Meget stærk. Men hans mål lå faktisk heller ikke hos generallen. Det lå i Beons erfaring at dem som vidste mest, var de almene krigere, der hørte og lyttede mere end nogen anden.

Beons blik låste sig fast på Ikaris ved dennes spørgsmål, rømmede sig let og rettede sig op, i en mere rank tilstand. Hendes næste ord bragte mere morskab over han ansigt end noget andet. han vidste at det var en hån. han var uemærket klar over at vingerne var særprægede. "Og jeg som troede at De var uden humor." Og så slog det ham, som lyn fra den klare himmel. Han åbnede munden let og det var tydeligt at han havde fået en ide. "Vingerne..." hviskede han lavmeldt inden han tvang sig selv tilbage til virkelighedens verden og Ikaris som stod foran ham.
"Informationen jeg søger, kan virke uinteressant og unødvendig. Jeg har i sinde at starte i de små. På en eller anden måde, vinde en af disse lysets krigeres tillid og plads som væbner i deres rækker. Når de lærer mig op vil de da lærer mig om svagheder og styrker i hovedstaden. Hvor der er behov for ekstra vagter, og hvor muren er næmmest at svække. Dertil. Mørkets Lord ønsker et svagt punkt. Og jeg er nødt til at være kreativ for at finde det." besvarede han hendes spørgsmål, håbede hun forstod hvad han mente. Beon var ekseptionel til at samle oplysninger, fra nær og fjern. Dette talent måtte også være hvad der havde givet ham opgaven.

Ikaris hævede hovedet en kende, hun holdt en pause inden hun talte, mange folk ville tage Beons kommentar som en fornærmelse, egentlig stod han lige foran hende og sagde, at han teknisk set kunne gøre et bedre job end hende, fordi han havde taget sine forholdsregler. Sådan tænkte Ikaris ikke, hendes tankegang fungerede slet ikke sådan, i hendes verden var det et spørgsmål om at få jobbet gjort, på bedst og mest effektiv vis.
"Godt!" Kommenterede hun tørt, inden hun rettede en kende på skuldrene, et bevægelse udelukkende for det opmærksomme øje, hun var træt og øm, men umiddelbart var det ikke noget man kunne se, uanset hvor længe man så havde kendt til elveren. "Du får brug for det, de er ikke dumme, kun et naivt fjols ville sige det!"
Konstanteringen var tør og ligegyldig, Ikaris lod ikke de pupilløse øjne vige et øjeblik fra Beon, de fleste havde det dårligt med at både give og få så konstant opmærksomhed fra et sæt øjne, men der var virkelig intet mere naturligt for Ikaris, det var naturligt at have opmærksomheden på rette sted, især når det var så vigtigt.
"Du får brug for en undskyldning så god, at end ikke guderne ville løfte øjenbrynene af den!" Ikaris var ikke selv kvinden bag den slags planer, det ville være løgn at sige, at hun havde kreativiteten, hendes evner inden for den slags haltede en hel del, da hun ikke selv var vokset op med løgn. Den slags blev straffet hvis man da overhovedet dristede sig til noget så latterligt et sted som i undergrunden, hvor der ingen vinding ville være. Mørkelveren havde selv fået hjælp til at strikke en god historie sammen da hun infiltrerede Lysets hær, dette var dog ikke noget hun nogensinde ville sige højt, med mindre man spurgte og havde en oprigtig god grund.

"Mange anser mig ganske rigtigt som humorforladt, så løb nu ikke med sladder!" Hvad der nok skulle have været et venligt smil, men som mest af alt endte med at være et lettere makabert, lidt for bredt et af slagsen dannede sig på Ikaris læber, de færreste ville nok have let ved at finde ud af, om det var en skjule trussel der lå under det faretruende udtryk, der kort efter smeltede sammen og forvandledes til den stenhårde facade elveren var så kendt for. Til hans forklaring nikkede hun, det var smart, det var ikke så svært som at komme ind på selve Lysets borg, med alt sandsynlighed, med mindre de virkelig havde skærpet tilsynet efter hendes lille visit, men Ikaris tvivlede ærligt på, at de overhovedet havde ressourcerne til den slags. Ligeledes var det et område som Ikaris selv ikke havde beskæftiget sig med i sin tid i Lysets hær, hendes fokus havde ligget helt andre steder.
"Suverænt. Mange flygtninge er strømmet til hovedstaden, de har sikkert svært ved at holde trit med byen, portene er muligvis lukkede og svære at gennemtrænge nu, men tænk på alt det tyvepak og andet smuds de har lukket ind i byen i panik. Det er et inferno og et kaos, jeg tror dine chancer er gode når alt kommer til alt. De har alt for travlt med at holde styr på egne rækker til at bemærke et diskret menneske, ingen fornærmelse ment!" Ikaris havde stik modsat mange andre elvere sjovt nok intet imod mennesker, eller andre racer, så længe de kæmpede for Mørkets interesser var hun sådan set ligeglad med hudfarve og leveår, de havde et fælles mål så længe det var intakt kunne hun ikke være mere ligeglad.

Beon var udemærket klar over, at i Ikaris' selskab, blev han nærmest vogtet som var elveren en høg der havde fundet sit bytte. Vogtede hver bevægelse og træk i hans ansigt. Noget der altid havde gjort manden lidt mere eftertænksom på sine træk, men i dette tilfælde var han ikke lige så bekymret. Ikaris var på samme hold, og var et æreværdigt medlem af mørkets hær. Dertil søgte han hendes hjælp og havde ikke i sinde at holde ting skjult hvis hun spurgte.
Som Ikaris var begyndt at tale igen, i det meget specielle toneleje, tog han sig selv i at rette ryggen og stå med hænderne på ryggen. "Javel.." det var sjældent at man så hvorvidt Beon rent faktisk mente sin respekt for en anden, men denne gang lå der intet bag. Han havde fuld respekt for Ikaris og det arbejde hun havde udført, selvom han måtte indrømme at han personligt selv havde valgt langt andre opgaver til hende, som ville udnytte hendes potentiale bedre. Ikke noget han sagde højt, men noget han stadig mente.
"Jeg håber at etablere et fælles standpunkt med lysets krigere. Måske endda blot en. En som kan guide mig op. En, som vil tro mig nok til at kunne overbevise andre om at jeg har rent mel i posen." Beon vidste at dette betød at han måtte udnytte en uskyldig person til fulde. Noget han egentlig ikke havde et problem med så længe han holdte sig følelsesmæssigt distranceret. En ting som Beon efterhånden var blevet verdensmester til.

"Det kunne aldrig falde mig ind!" at hendes smil ikke var hendes speciale var nok noget der blot morede Beon, til trods for den lette afskræk det gav. Alligevel smilede han til hende, med et drenget smil, som han ikke havde planlagt skulle ankomme. Det lå så tæt på hans overflade at det altid var sådan han var mere eller mindre. Med den drillende undertone når han så snittet og muligheden for det, uden at miste knobben. Alligevel bragte smilet ikke en betryggende følelse fra Ikaris. Faktisk var han ikke helt sikker på om hun rent faktisk halshuggede ham hvis han sagde det til andre. Han havde en ide om at det var sandheden.
"Ingen taget. Jeg udnytter min 'normalitet' ganske fortræffeligt. At falde i et med omgivelserne er en egenskab som mange ville dræbe for!" svarede han roligt, samtidigmed at han tog absolut alle oplysninger til sig som en svamp. "Jeg frygter, at hvis jeg træder for hurtigt, så lugter de lunten. Nogen råd som De kan give mig, med henhold til at holde mig ude af søgelyset samtidigmed at jeg kommer tættere og tættere på kernen?"

Ikaris fugtede kort de mørke læber, de orangegule øjne hvilede endnu tungt på mennesket foran hende som prøvede hun at stirre direkte igennem ham. Hun havde ingen tvivl til manden, hun havde lært nok om mennesker i sin tid til at vide, at de kunne være ualmindeligt effektive, selvom nogle af dem havde bøvl med deres såkaldte morale. En ting der stod i vejen for mange dødelige, etik og moral var intet der nogensinde havde stået til hinder for Ikaris, hun slog ihjel med de mest beskidte kneb hun kendte til, hvis det medførte, at jobbet blev lettere eller mere effektivt, hun løj så det drev, hvis det hjalp hendes sitution og sidst men ikke mindst så pådrog hun sig gerne nogle af de menneskelige følelser for at fremstå mere troværdig over for Lysets side, hvis det var hvad hun blev bedt om. Ét år havde hun udholdt. Ét år så tæt på hver og en af de vantro hunde, ikke én dag var gået forbi, ikke én gudstjeneste eller såkaldt ærefuld begravelse havde hun deltaget i det år, hvor intet andet end tanker om mord og ødelæggelse havde kredset under de hvide lokker og alligevel havde hun holdt sig i skindet, sagt nogle smukke mindeværdige ord eller grædt en lille krokodiletåre for at vise sin sympati for de pårørende. Det var næsten kvalmt, nu var det Beons tur, og Ikaris måtte indrømme, at hun ikke misundte ham. "Aha." Det lød ikke videre overbevisende, en let trækning ved Ikaris ene øje bredte sig let ved mindet "Må Zaladin være med dig, de er mindre udholdelige end man kan forstille sig!"
Ikaris nikkede og tog en dyb indånding "En egenskab der er yderst effektiv, med mindre man ynder at sætte sine spor i tidens sand. En mand ingen ser, bliver næppe husket!" Mørkelveren kneb øjnene sammen, det var en ting hun var vokset op med, et brændende ønske om at blive husket. OM det var hendes egne ønsker, eller det var nogle hun gennem tiden var blevet pålagt var for hende ikke længere klart, men hun vidste at det var noget at stræbe efter.
"pas på deres mentalister, det er alt hvad jeg kan sige, jeg ved ærligt ikke hvor mange der er, sikkert ikke mere end en håndfuld..." Startede hun hæst, inden hun langsomt lagde vægten overpå det ene ben, så den store metalbeslåede kampstøvle gav en faretruende rungen mod det rå stengulv "Det var ikke sådan en der fældede mig, men hvis de ikke har nogle, vil det komme bag på mig!" Ikaris kendte ikke til Beons evner eller færdigheder, men mentalister var en ækel ting, noget hun ikke kunne styre.
"Og så husk at aflevere din medalion, pas på den ikke hænger for tungt om din hals. Mange glemmer hvordan det er at leve uden den gave vi allernådigst er blevet skænket af Mørkets Lord!"

Beon hævedet lidt overrasket et øjenbryn. Nok vidste han at Ikaris havde måtte befinde sig i lysets midte i et år, men at hun direkte bekendtgjorde at de ikke var så udholdende som man først ville antage. Faktisk langt mindre, undrede ham. Måske var det i forhold til hendes egen måde at leve livet på som kom til udtryk her, men selv ikke Beon kunne være sikker, selvom han efterhånden havde stukket sin snude ned i så mange oplysninger som muligt omkring sig. "Vil jeg håbe. Det vil indvidere koste mig dyrt at undervurdere krigernes udholdenhed og egenskaber. Men tak, enhver oplysning gavner min fær." svarede han hende med et let buk med hovedet, for at vise hende sin respekt. For et var virkelig hvad han havde for kvinden. Respekt.

Beon rømmede sig let og sneg sig til at smile. "Præcis det jeg skyder efter. Når alt kommer til alt, vil jeg nok helst at ingen i sidste ende husker mig." så sandt som det var. Hans profession gjorde det også besværligt og ikke mindst farligt for ham at være iøjefaldende. Det ville derfor ikke være smart at tiltrække ham selv mere opmærksomhed end højst nødvendigt.
Han nikkede forstående til de næste ord og lod Ikaris tale færdig og tog hver eneste oplysning til sig. Mentalisterne ville ikke blive et problem for Beon selv. Det var sjældent at han blev betegnet for en mentalist selv, men det var nok mest fordi at hans evne kun påvirkede ham selv, og ingen andre. Med mindre man selvfølgelig talte med at han kunne ændre hvad andre mentalister forsøgte at grave frem i hans sind, med mindre han blot blokerede dem ude. En evne han faktisk var nødsaget til at benytte med forsigtighed for ikke at vække mistanke om sig selv. Det ville ikke være videre praktisk eller hensigtsmæssigt hvis han dannede sig en mistænkelighed, fordi ingen kunne læse hans tanker eller minder.
Hendes næste ord fik Beon til per automatik at løfte sin hånd og lukke sig om halssmykket der lå gemt under hans skjorte. Medalionen havde han skam haft i tankerne, men han var stadig ikke færdig med at tænke den igennem. Han kunne naturligvis ikke tage den med, men så den i mange tilfælde som hans eneste beskyttelse hvis noget på en mission gik galt. Desværre kunne hans mission ikke engang begynde med denne medalion om halsen. Beon tog fat om lædersnoren og tog medalionen over hovedet for at kigge på den. "Det er i særdeleshed en gave som Mørkets Lord har skænket os. Den har i mange år også været mit eneste hjælpemiddel til at slippe væk, skulle missionen fejle." modviljen til at slippe taget blev tungere i hans sind, som han så undersøgende på den kuldsorte krystal. Hans hånd lukkede sig stramt om den, som han løftede blikket mod Ikaris igen, med et mere fast og beslutsomt blik. "Tak for Deres hjælp og råd. De har gjort det krystal klart for mig, at jeg er nødsaget til at efterlade mit eneste hjælpemiddel. Det vil forhåbentlig også hjælpe mig til at stå mere fast i min opgave og ikke flygte når opgaven bliver for krævene af mig."