Foråret var så småt ved at melde sin ankomst siden sidst Miranda havde begivet sig ind til hovedstaden. Drikken som hun et godt stykke tid forhinden havde drukket, som fik hendes alder ned i sen teenager var begyndt at aftage. Men stadig ikke meget. Hun lignede en i tyverne selv efter så mange dage og uger hvor vandet kunne havde mistet sin virkning. Forbandede elverblod.
Men det gav nu sine fordele. For selvom hun havde været nervøs ved ankomsten til hovedstaden derfør, var hun ikke blevet opdaget. Hun var som sunket i jorden og levede nu nærmest livet som en helt ukendt person. En oplevelse hun ikke havde haft i mange mange år.

Formålet med at begive sig til hovedstaden havde dog intet med sin anomytet at gøre. Hun var ukendt, og gjorde det nemmere at løbe frit rundt, men årsagen var Caitlin. Hendes niece, som belejligt også havde givet hendes vand fra ungdommens kilde, ved en fejl. En fejl som bragte mere med sig.. Alt for kraftige ting med sig. Miranda gruede stadig over sin opførsel. Alligevel var hun kommet for at tjekke langt oftere, mens hun var ude på sine rejser. Hun havde i midlertidigt befundet sig i medanien.
Hun nåede ind gennem de høje porte, blinkede til byvagten med et kækt smil og begyndte nu sin søgning. En søgning som hun havde prøvet før. Måske ville hun ikke engang finde sin niece i hovedstaden mere.

Hjørner blev rundet, tage blev udforsket, gyder blev eftersøgt og kroer overvåget. Det var simpelthen som at finde en nål i en høstak! Dagen gik sin gang og pludslig var det allerede eftermiddag! Solen havde taget sin rute over himlen og var næsten ved sin ende, og Miranda havde stadig intet spor fundet af sin niece.
I hvert fald ikke før hun rundede et hjørne og så en velkendt skikkelse bevæge sig ganske roligt afsted fremad mod gyden. Miranda smilede som hun bevægede sig ud af den, nu stående fuldt synligt foran sin niece. "Hvor i al verden har du været? Du er svære at finde end en nål i en - hvad er der sket med din arm?" alvoren faldt promte over hendes udtryk som hun så skinnen der var bundet fast om Caitlins arm, tydeligt støttende. Det varslede ikke godt og Miranda var allerede tydeligt bekymret.

Foråret var endelig ved at melde sig og med det tiden for Caitlin at få den fordømte skinne af armen. Hun var ved at være mere end almindeligt træt af den og af konstant at føle sig hæmmet. Hendes modvilje mod den havde også forlænget tiden hun havde måtte gå med den, for de små stød hun havde modtaget når hun havde været ude og omkring, havde sikret hende et hævet øjenbryn og en rimelig ubehagelig formaning fra Gidions søster. En formaning hun havde rettet sig efter - sådan da.
For det var hende bare ikke muligt at sidde stille, når hun intet rigtig kunne foretage sig. Gidion var sød til at underholde hende med historie og snak mens han arbejdede, men alligevel måtte hun bare ud en gang imellem. Derude ventede dog alle de dårlige ting også. Derude kunne hun ikke ignorere Henrys eksistens eller dens tag om den nedre bydel. Derude kunne hun ikke ignorere at hun var hjælpeløs hvis nogen med ondt i sindet fik fingrene i hende.

Så Caitlin holdt sin kappe om sig, som hun nød menneskemængden på hovedgaden og smilede til de byvagter hun kom forbi. de var gået fra en ubehagelighed til en sikkerhed på ganske kort tid i hendes sind og det morede hende ærlig talt! Især som hun stadig så på boder og vinduer med øjne for muligheder til senere. For nu var hun dog ingen fare for de handlende. De havde også nok af andre at se efter som det var.
Hendes blik faldt på et tørklæde i en bod på den anden side af åbningen til en gyde. Med blikket på det gik hun frem efter, men ikke uden at se mistroisk ind i halvmørket, som hun kom den nærmere. Ikke at det hjalp hende det store, for som hun vendte blikket væk satte en skygge i bevægelse og havde nær fået hende i løb den anden vej, da hun i stedet stivnede og så perpleks på kvinden der med et var foran hende. Velkendt og samtidig ikke. Stemmen var det dog og fik hende til spørgende at sige. "Moster Mir?" Hun var ikke helt sikker og samtidig fuldstændig sikker, for kvinden kunne ikke rigtig være andre. Så skar hun dog en grimasse og så afslørende væk. "Betaling for at være dumme mig. Den er næsten hel igen."

Et tandsmil kom tydeligt frem på Mirandas læber, som hun blinkede til Caitlin da det gik op for hende hvem det var der stod foran hende. Det var som om at det vand havde fået en del af Mirandas alvor og hårdhed til at falde ned igen. Som om at hun havde fået en ny chance for at være lidt mere rolig og leve et, måske lidt hurtigere liv, men trods alt et liv væk fra Samsons klan. Hun følte på en måde at hun havde fået en ny chance. Denne nye chance havde også bragt nogle ubehageligheder med sig, men ikke destro mindre forsøgte hun nu langt mere på at være den person hun burde havde været for mange år siden.
Men selvom hun var mere løssluppen, var alvoren dog alligevel ikke langt væk i hendes blik, som hun betragtede niecens arm.

Hendes blik var bekymrende og en ubehagelig følelse voksede i maven. "Altid noget at den er ved at være ved fulde fem igen. Men Caitlin... Du er ikke typen der sådan uden videre kommer til skade." tilføjede Miranda inden hendes blik hurtigt blev drejet mod forbipasserende. Hun brød sig stadig ikke om at folk opsnappede hendes samtaler, selv hvis de var intetsigende eller uskyldige. "Hvad er der sket?" stemmen var rolig og mild, i hvert fald så mild som man kunne forestille sig at varulven kunne fremkalde.
Miranda tog sig selv i kort at løfte armen for at røre ved Caitlins skulder, give den et lille klem eller bare et eller andet. Hurtigt stoppede hun sig selv midt i bevægelsen, og huskede tydeligt hvad der sidst skete. Dette minde fik Mirandas blik til kort at flakse, inden hun trak sin hånd til sig, ind mod sig selv i stedet, som hun lukkede den i igen.

Det var lidt af en forandring der var sket med hendes moster siden sidst Caitlin havde set hende. Det var stadig ikke den Miranda hun havde mødt på Samsons borg for snart et år siden, men så sandelig heller ikke den teenager hun havde skiltes veje med for nogle måneder siden. Derimod lignede den anden den kvinde Caitlin huskede fra sin tidlige barndom, som var kommet på besøg og altid havde været glad for at se hende. Det fik en varme op i den unge piges øjne, som hun hverken kunne eller ville skjule. Det forskubbede også minderne om det angreb Miranda havde lavet på hendes sidst de havde været sammen.

Bekymringen i den ældre kvindes øjne var da heller ikke til at tage fejl af og fik Caitlin til at gemme den skinnebelagte arm lidt mere væk i kappens folder. Ikke at det ville betyde det store, når det kom til mosterens opmærksomhed. "Så du vil ikke tro mig hvis jeg siger at jeg faldt?" Hun forsøgte at lyde såret over denne mistro fra hendes slægtning, men mest af alt forsøgte hun at skjule hvor ubehageligt hun stadig fandt emnet. Intet var ændret der og kom da også en smule afslørende til at skæve til omgivelserne efter kendte ansigter.

Så var hendes blik dog tilbage ved Miranda. Lige i tide til at se den lille bevægelse mod hende og det udtryk den ande fik, som bevægelsen blev stoppet. Det fik Caitlin til stivne og så til at række ud og give den andens hånd et lille klem, som hun forsigtigt udenomssvarede. "Kan vi tage den hvor der ikke er så mange omkring os? Det er ikke ligefrem noget jeg har lyst til at alle skal vide..." Hun så bedende på sin moster og gav så et lille trak mod en sidegade der førte til en af de mindre grønne parker der fungerede som åndehuller i hovedstaden.

Miranda bed sig let i læben og rystede svagt på hovedet. "Ikke rigtig. Kender dine evner for godt til det." svarede hun ganske roligt og kunne ikke undgå at more sig en smule over Caitlins forsøg på at virke såret. En ting som hun tvivlede stærkt på at pigen rigtigt var. Specielt fordi det godt gemt faktisk var en kompliment til Caitlins almene overlevelsesevner som at springe rundt og ellers overleve farlige ting, som andre ville havde gjort helt forkert. Men hendes forsøg, vidste også en let forsøg på at skjule. Noget Miranda selv havde gjort et utal af gange. Specielt på borgen. Der var det aldrig en god ide at udvise svaghed af nogen art.

Miranda blinkede et par gange som hun sænkede blikket, men løftede det hurtigt igen som hun mærkede hånden om sin egen og det lille klem der kom derefter. Miranda regnede ikke med at hun var tilgivet fuldt ud endnu, men stemningen var allerede blevet bedre efter at de havde haft en afstand og fået lov til begge at falde ned efter den uheldige episode. Miranda vidste ikke hvad der havde gjort det, men åbenbart havde hun opnået at få en smule tilgivelse. Måske endda bare ved at dukke op.
Miranda nikkede hurtigt og fulgte med hen til gyden i et normalt og ubemærkelsesværdigt tempo. Alt imens holdte hun øje med sine omgivelser og at ingen fulgte efter dem. Det var først da Miranda var helt sikker på at de var alene, at den ældre vendte sit blik mod Caitlin og kiggede bekymret på hende igen. "Er det her isoleret nok? eller vil du længere væk?" Miranda var på mirakuløs tålmodig med at høre oplysninger denne gang. Nok fordi hun vidste at dette var et følsomt emne. Et som aldrig havde været på tale før og som var tyngene hos Caitlin.

Caitlin sukkede påtaget, men måtte indrømme at den undskyldning var alt andet end god for hende at bruge. Der var bare for meget kat i hende til at hun kunne falde og komme til skade uden at det var fra et højt sted eller virkelig uheldigt. Det var dog stadig den første undskyldning hun kom op med når nogen spurgte og især da nu hvor tegnene fra slagene var forsvundet. Det var også uheldigt at Miranda var kommet tilbage før den skinne var kommet af.
Der var så ikke det store hun kunne gøre ved det andet end sørge for at snakke med sin moster lidt væk fra andre folk. Ikke kun for at holde det skete lidt mere privat, men også fordi hun kendte sin mosters temperament og ikke ville have det gik ud over en tilfældig forbipasserende. Det var hvad optog den unge piges tanker, som hun rakte ud efter den anden og gav dennes hånd et klem før hun trak hende med sig.

Hvor de stoppede virkede isoleret nok. Caitlin lod dog først blikket glide afslørende nervøst rundt, for hun brød sig virkelig ikke om at være gemt et sådan sted længere. Alligevel nikkede hun let, før hun fandt Mirandas blik. "Det gør an... håber jeg..." Hendes blik flakkede til omgivelserne igen med en nervøsitet der var så afslørende som noget. Hun kendte sin mosters beskyttende instinkter og det var dem hun frygtede ligenu ville få den anden til at eksplodere over noget der et eller andet sted var mere eller mindre hverdagskost på gaden. "Jeg kom til at pisse en af de mere magtfulde bandeledere af i sommer og han og nogle af hans folk fik fat i mig for nogle uger siden. Han var stadig ikke glad for mig der." Ikke glad var en mild måde at sige det på, men der havde også været noget andet i hans, før det første slag, der ikke havde lovet godt for hende senere hen skulle hun overleve.

Det varslede virkelig ikke godt at Caitlin var så uroig for at bliv opdaget. Nok var Caitlin ikke uforsigtig til at starte med, men hun havde sine rebelske øjeblikke. De virkede så langt væk, de øjeblikke. Miranda lod sig trække med og ventede indtil Caitlin mente at det var fint.
Miranda begyndte instinktivt at snuse led, for at være helt sikker på om hun kunne lugte andet end de to. Selvfølgelig kunne hun lugte andre mennesker og overraskende racer i deres nærhed, men de var alle i en forsvarlig afstand, til at Miranda lod sine let anspændte skuldre falde let, og hun tog en dyb indånding, kiggende på Caitlin.

Mirandas udtryk i ansigtet, ændrede sig fra det mere rolige, til langt mere alvorligt og hun kunne ikke skjule at hun mærkede hidsigheden stige i sit blod. Hun trak en dyb indånding og pustede langsomt ud. "Okay.. " Miranda rømmede sig let og fjernede noget hår fra sine øjne. "Okay.. Så.. Denne 'person' valgte simpelthen at få dig tævet, pågrund af det faktum at du sagde nej?" startede hun ud med at fortælle, også for at være helt sikker på at hun havde fået tingene med. "Hvor har du været siden? Jeg mener.. Du ligner ikke ligefrem en som har lagt på gaden helt alene. Det ville du have flere sår af?" bekymringen vandt over alt andet igen. Hun var ikke ude på at få hver eneste lille oplysning at vide, andet end Miranda selvfølgelig var nysgerrig. Men hun ville gerne forstå hvad der var sket, og hvordan hun havde klaret sig.
Det tryggede mere og mere i brystet på hende, at få lov til at tage Caitlin ud herfra. Ud af hovedstaden. Men igen. Hvor skulle hun fragte pigen hen?

Caitlin holdt nøje øje med sin moster som hun forsigtigt gav sig til at svare på hvad der var sket. Hun havde set hvordan den anden havde undersøgt gyden de stod i og tilsyneladende havde fundet den sikker. På det punkt stolede hun fuldt ud på den ældre kvinde. Det gjorde hun ikke når det kom til at kontrollere temperament og som Miranda trak vejret i dybere og mere præcise drag, tog Caitlin det første lille skridt baglæns. "Ja. Han tog ikke mit nej særlig pænt og slet ikke at jeg forsvandt for ham derefter..." Hun havde med succes undgået Henry i over et halvt år efter at hun havde sagt nej til ham. Det havde bare ikke været et nej han havde kunne acceptere og et nej til flere ting samtidig. Ikke at Miranda skulle vide det!

Så var det lidt bedre at Mosteren skiftede emnet rundt og det var bekymringen der fyldte den andens træk frem for begyndende, ulmende vrede. Alligevel tøvede hun med at svare og lagde da også ud med at undvige det lidt. "Nu er det ved at være noget tid siden og den slags har det med at heale op af sig selv..." Hvilket måske var et dårligt argument og kun en bekræftelse af at hun havde set ikke så lidt værre ud da det lige var sket. Hvilket hun havde, men det havde Miranda bestemt ikke behov for at vide! Caitlin holdt dog temmelig varsomt øje med sin moster, som hun fik sig selv til ikke at bakke yderligere. Flugt var ingen mulighed. Ikke fra det her problem i hvert fald.

Miranda tog en dyb indånding og kunne ikke undgå at kigge en smule over Caitlins hovede, i sit stop på at rulle øjne let. Ikke af Caitlin trods alt. Men af situationen mere eller mindre. Miranda levede jovidst på kanten af alt man kunne kalde lov og orden. Hvis hun da ikke var flere meter fra linjen. Så faktisk undrede opførelsen hende ikke. Det var ikke undrende at han var blevet sur, hvem end der havde været efter hende. Sådan lå det i kortene. Specielt som gadebarn. Men det ændrede imidlertid ikke det faktum at Caitlin ikke bare var hvem som helst for Miranda. Caitlin var hendes niece og Miranda foretrak at så lidt skade kom i hendes retning, som det nu var muligt.
"Du skal holde dig væk fra de typer. Lidt sent sagt fra min side.. og hjælper nok egentlig heller ikke ret meget at jeg påopeger det..." hun sukkede let og satte en hånd i siden. "Caitlin, hvorfor har du ikke fortalte mig om ham noget før? Jeg kunne måske havde gjort noget?" tilføjede hun hurtigt bagefter, stadig med et bekymret udtryk.

Endnu en dyb indånding blev indraget, men ikke for at dulme vrede. Faktisk blev det efterfulgt af et lille smil, som hun kiggede på den yngre pige. "aha.. Caitlin.. Din forbinding. Det er ikke muligt at ligge sådan en selv i begyndelse af healingsprocessen af en brækket arm." påpegede hun med hovedet let på skrå. Hun forstod godt hvorfor Caitlin forsøgte at undgå emne, specielt også emnet om hvor hun havde været. Miranda lagde armene løst over kors. "Hør, jeg er bare glad for at du har det godt.. Taget alt i betragtning med din arm." Miranda var stadig nysgerrig efter at høre hvor hun havde været og holdte til. Men for hvad Miranda vidste, kunne hun lige så godt havde mødt et par venlige sjæle der havde lappet hende sammen, og så havde hun klaret sig selv siden da. Miranda betvivlede denne teori, men den var ikke umulig.

Caitlin flyttede endnu engang usikkert på sig, som hendes moster så hen over hovedet på hende og tydeligt skulle samle sig for ikke at sige det første det værste der faldt hende ind. Gnisten af temperament var der stadig i den andens blik som det fandt tilbage på den unge pige, men det virkede ikke til at være rettet imod hende. Det fik Caitlin til at blive hvor hun var og faktisk tage et lille bitte skridt tilbage ind mod Miranda igen. Så kunne hun dog ikke lade være med at rulle med øjnene af sin moster. Hun lod det da også være ved det og et morende blik over mosterens fortsættelse med at trække det lidt tilbage igen. Det var jo ikke lige frem fordi det var let at holde sig fra den slags typer på gaden.

Så sænkede hun dog blikket og trak afværgende på skulderen. Så hævede hun dog lidt mere forsvarsberedt atter blikket og mødte sin mosters. "Hvornår skulle jeg have gjort det? Da du overfaldet mig ude ved landevejen?" Det var lidt lavt måske og det fik hende da også til at stoppe op, som hun indså det og fortrydende række ud efter sin mosters hånd for undskyldende at give den et klem. "Undskyld, Mir. Det var ikke det jeg.. Han var bare ikke et problem før efter jeg kom tilbage ude fra borgen af.. det var det ville sige..." Hun så med let bedende øjne på den anden og håbede hun ikke havde gjort mosteren alt for vred med sin uheldige stikpille.

Det var dog ikke hvad fyldte mest hos den anden, da Caitlin forsøgte at snakke uden om hvor hun havde opholdt sig den sidste tid. I stedet var det en drillende irettesættelse der fik den unge pige til at smile skævt tilbage og så se væk. "Nok ikke nej... tror ikke jeg kunne gøre det nu heller." Det var dog betryggende at høre omsorgen i den andens stemme og det var da også hvad fik hende til at møde Mirandas blik endnu engang som hun omsider og lidt tøvende svarede. "En tømre fandt mig i sin lade og tog mig ind. Hans søster så på skrammerne..." Hun talte let sine skader ned for hun havde virkelig ikke lyst til at mosteren skulle vide hvor slemt tilredt hun havde været.

Øjnene flakkede i samme splitsekund som orderne havde ramt hende. De havde derfør været fæsnet på niecen, men som den tone blev ført afsted og hun fik minderne tilbage om en episode som hun var langt fra stolt af, fjernede hendes øjne sig øjeblikkeligt. De spejdede ud over gaden og hele Mirandas krop, der før havde stået med fronten mod pigen, vendte nu mere med siden til, som hun forsøgte at gemme sig, som hendes arme lagde sig op mod hendes bryst. Først ville man havde antaget det som at hun lå dem utilfreds over kors, men det var en mere mild bevægelse og knap så tvungen som hendes arme lå der. Det var mere en beskyttelse, som holdte hun om sig selv, mens hun kiggede væk. Miranda udvidste sjældent sårbarhed, og når hun endelig gjorde, forsøgte hun ubevidst at skjule det. Specielt når det var så følsomt et emne som dette. Ingen vrede var dog at spore i hendes blik. Hun rømmede sig lidt, men fik aldrig helt vendt øjnene tilbage mod niecen, selvom denne kiggede bedende på hende. "Nej, du har ret.. hvorfor skulle du havde fortalt mig det.. Er han.. Er han væk nu?" hun fik tvunget sit blik tilbage til pigen, selvom det næsten virkede svært for hende at holde det.

Miranda blødte lidt mere op i et varmt smil og åndede lettet op, som den anden begyndte at lukke lidt mere op for hvad der egentlig var sket, til trods for at det virkelig ikke var meget der kom ud. Hun rynkede sine bryn lidt sammen som hun hørte om hvem der havde taget hende ind. "I katteform eller?" spurgte hun og kunne se det tydeligt at hun i hvert fald havde tænkt på sin dyreform. Det ville være mest praktisk i sådan en situation.
"Men godt at der var en der var villig til at hjælpe dig. De mennesker hænger desværre ikke på træerne." Der var en let dysterhed i hendes stemme. Ikke rettet mod Caitlin, men mod folks måde at opføre sig på generelt. Miranda var nok selv en af dem i sidste ende. Men sådan havde hun ikke altid været. Man blev påvirket af alt omkring en, og hvis folk ikke var indbydende eller villige til at hjælpe, så blev man selv lige så dan. Folk hjalp sjældent hvis de intet fik ud af det.

Caitlin brød sig ikke om den forandring hendes ord havde haft på hendes moster. Det var så tydeligt at hun havde ramt hvor det gjorde mest ondt og det havde på ingen måde været hendes mening. Hun havde måske ikke tilgivet sin moster for det der var sket, men det var ikke retfærdigt at smide det i hovedet på den anden ved en hver given lejlighed og bare fordi Caitlin følte sig en smule presset. Hun brød sig ikke om at tale om Henry, men det var fortid og det var hvordan hun ville have det skulle være. Så hun strøg blidt Miranda over armen, som hun vedblev med at se bedende på hende. "Han er væk nu." Hun gav mosteren den bekræftigelse som denne havde brug for, men Henry var alt andet end væk. Han havde dog opnået hvad han ville - håbede hun - og ville ikke komme efter hende igen uden fornyet grund. Det var i hvert fald hendes håb. Med Henry var det dog aldrig helt til at vide.

Antydningen af et smil kom frem og gengældte Mirandas som denne blødte en smule op. Så nikkede hun. "Ja til en start. Den er lettere at komme væk i." Hun havde flygtet som kat og gemt sig som kat. Det var først da Gidion var begyndt at ville se på hendes skrammer at hun var blevet til et menneske i sit forsøg på at komme væk. Hendes smil forblev som hendes moster blev mere tillukket og en varm glød sprang frem i hendes blik. "Det gør de ikke. Jeg kunne næsten heller ikke tro det, men Gidion virker til at være den ægte varer. Han har heller ikke smidt mig ud eller virket som om jeg burde forsvinde af mig selv. Det er meget... anderledes at bo der." Hun tænkte ikke rigtig over hvad hun sagde, men fik kort et fjernt glimt i blikket, før hun blinkede og atter strøg sin moster blidt over armen. "Men du er i byen igen? Bliver du længe?"

Miranda var ikke helt sikker på at hun var færdig om emnet med denne mandsling. Hun hungrede stadig efter at vide hvem han var. Hun var ikke sikker på om hun ville bruge den oplysning, men så længe at hun var uvidende var hun restløs. Miranda ønskede ikke at gøre noget dumt i dette øjeblik og sørgede derfor også at holde sig så roligt som muligt, mens hun stadig forsøgte at ryste skyldfølelsen af sig. En følelse der imidlertid nægtede at gå sin vej. "Hvem var han?" spurgte hun direkte og mødte endelig Caitlins blik fuldstændig.

Miranda nikkede sammentyggene og forstod udemærket hvorfor niecen havde valgt sin katteform. De var mindre og havde en del større fordel et sted som hovedstaden, specielt når det var nødvendigt at gemme sig. Caitlins evne var bestemt en som var værd at misunde, selvom Miranda var af kategorien der mente at hun havde dyr nok i sig selv allerede som det var. Et smil begyndte roligt at vokse frem på hendes læber, som Caitlin fortalte om denne Gidion. Det måtte være anderledes. Det kunne jo næsten ikke blive værre end at bo på gaden, end at bo hos Mirandas søster. Ikke at søsteren var nogen ond person, andet end når det kom til sin datter åbenbart. Hun havde aldrig udvist den store tilknytning til pigen. "Jeg fornemmer at anderledes i dette tilfælde er godt" også at Caitlin var begyndt at få mere og spise, og nok også en seng at sove i. Hun var stadig skeptisk overfor denne nye mand, Gidion, som var blevet en del af Niecens liv. Men at læse udfra pigens udtryk var han ikke nogen skidt mand. Spørgsmålet var hans intentioner, noget som Miranda ikke ville bekymre pigen om.

Miranda kiggede lidt rundt, og bemærkede at de stadig stod rimelig godt isoleret. Noget der var en fordel for dem lille nu, som Miranda blødte op i et smil igen. "Ja, jeg er i byen. Men jeg ved ikke hvor længe." startede hun ud med at svare, som hun løsnede lidt op og løsnede beskyttelsen om sig selv. "Jeg søger.. andre som mig, som kan være i hovedstaden i denne tid. Mange af os rejser gerne rundt, og jeg tænkte at bliv i byen i 3 uger og finde de fleste af dem." Caitlin burde vide hvad Miranda mente, når hun nævnte andre som Miranda selv. Det betød naturligvis varulve. "Vi har været en jaget race for længe... Det er på tide at vi finde vores eget sted, slår os ned og kan leve i fred." meget havde forandret sig sinden RT gruppen og meget i selve Mirandas liv var faldet mere på plads. Hun ønskede ikke længere at leve vildt. Hun var ikke et vildt dyr. Hun ville blot ønske at andre havde det lige som hende. Et sted hvor de kunne leve med deres familie og ikke frygte for at blive skudt hver gang de gik udenfor en dør.

Caitlin mærkede øjeblikkelig intensiteten der var kommet i mosterens blik, som denne langt om længe valgte at se på hende igen. Det havde taget noget tid efter hendes uheldige ord, men nu hvor det var sket ønskede hun bestemt ikke at være fokus for det. Af samme grund tog hun halvt skridt baglæns, som hun sank en klump og så vendte blikket væk. "Bare en fra gaden..." Hun havde ikke tænkt sig at sige Henrys navn højt. Så længe han forblev unavngiven havde hun ikke sladret og vigtigere, så havde hendes moster ikke det at jage. Noget ved måden den kvinden foran hende snuste ind på fortalte Caitlin at jagt bestemt var på tale lige nu. Aldrig godt tegn hos en varulv.

Et varmt smil kom frem på den unge piges læber, som hun fortalte om sit nye sted at være og den der havde givet hende det. Et smil der kun blev stærkere som hun så et på læberne af Miranda. Så nikkede hun. "Meget godt. Trygt." Efter så mange år på gaden var tryghed den højeste kvalitet et sted kunne have. Det stod over varmt, tørt og sikkert - det sidste noget ikke mange steder helt var når det kom til stykket. Tømrens hus var dog. Det var dog sværere at skulle forklare hvorfor så hun lod være. "Han smiler når han ser mig..." Hun sagde tanken uden helt at ville det, men smilede så til hendes moster, der var en af de andre få personer der gjorde lige det. En lille ting, men en sigende ting.

Mere interessant næsten var Mirandas svar, der fik Caitlin til at stoppe helt op i tanke og handling og bare se på hendes moster. De sidste ord fik en gysen til at løbe hende ned af ryggen, men også et smil frem. Hendes moster havde altid været omvandrende og virket som om hun manglede noget. Et sted at høre til, en plads at udfylde. Caitlin mistænkte det lidt til at være dyret i hende der søgte mod det velkendte. Ulve var flokdyr trods alt. "Hvor tænke du på at skabe det sted? Og tænker du med nogen af dem fra tidligere?" Caitlin så undersøgende på sin moster som hun sagde det. At have et sted at høre til var noget der også var vokset på hende. Så brød hun ud i et stort smil. "Men tre uger betyder jeg når at se mere til dig?"

Miranda fortsatte med at se undersøgene på niecen, som både med træk, udtråling og udtryk vidste at hun følte ubehag ved at snakke om denne knægt fra gaden som havde voldt problemer. Frygt for afsløring. Frygt for at blive jaget igen. Miranda tog en dyb indånding, men nikkede til sidst accepterende til Caitlin. Hun kunne ikke tvinge det ud. Det var nok også for mange dage siden at hans lugt stadig hang fast i Caitlins tøj. hvis de da havde været så tæt på hinanden. Noget Miranda ikke kunne vide. Men hun havde tre uger mindst. Hvem vidste hvad hun kunne grave frem på den tid, såfrem hun fik chancen.

Ingen af disse tanker valgte Miranda i midlertid at vise. Hun slog dem hen til at blive gemt og taget op senere når hun var alene og rigtig finde frem til en løsning. Lige nu var opmærksomheden på Caitlin som begyndte at fortælle om hendes nye hjemsted. Miranda var stadig i tvivl om hvordan hun skulle føle omkring det, selvom smilet og varmen fra niecen fortalte hende at det nok ikke var det værste sted i verden. Faktisk at det nok nærmere var et af de bedste. Miranda klukkede let og så mildt på pigen. "Det er vel fordi han er glad for at have dig der." svarede hun og selvom tankerne fløj rundt i hovedet på varulven om hvorvidt manden var troværdig, havde ren meld i posen, og ikke kun var ude på at udnytte pigen. Men Caitlin var vant til at se dette når hun levede gadelivet. Hvis hun var tryg i hans selskab, måtte han være en af de specielle. En af dem, som rent faktisk mente sine ord. "Han lyder til at være god for dig? Har han andre i huset? En kone, børn.. Hund?" det var en lille ting som kunne sige meget.

"Medanien vil være mit første valg. Der er massere af natur, høje.. og vi vil med lidt held, kunne finde et område langt nok væk fra bondefamilierne. Hvad angår folk til flokken.. Nogen af de gamle, men også nye." startede hun ud med at forklare, mens hun ganske roligt og en smule ubevidst fra sin egen side, lænede sig op af væggen bag sig, med armene let over kors men hun så eftertænktsomt frem for sig. "Dem som behøver et sted, som jeg har gjort. RT var mit hjemsted i mange år, men det var en tilflugt fremfor et egentligt hjem. Jeg vil ikke skabe en bande til krig eller anden forbrydelse. Jeg vil skabe et hjem. Hvor vi kan leve uden at frygte at få en sølvpil gennem hjertet hvert sekund." som hun talte og forklarede gik det op for hende, hvor meget hun egentlig havde tænkt over det. Hvor meget hun brændte for at få det op at køre. Dertil var hun ikke pånippen med at det kun var varulve. Ønskede de deres familier med, var det godkendt. Det var trods alt en del af mange varulves flok.
Miranda smilede varmt. "Det håber jeg da så sandelig! Alt efter hvor godt det går her i byen, kommer jeg måske igen efter en månedstid." hun havde jo også Caitlin at besøge, men det var nemmere hvis hun ubemærket kunne rende rundt i byen uden at blive jaget rundt.

Caitlin mærkede sit blikke flakke hver gang hun forsøgte at se tilbage på hendes moster efter at hun noget afværgende havde nægtet at sætte navn på hvem der havde brækket hendes arm og i det hele taget banket hende. Det var ikke noget hun ville fortælle og da slet ikke til en hun vidste var så overbeskyttende som Miranda. En beskyttelse Caitlin rent faktisk sjældent havde været rigtig genstand for, men som hun aldrig havde tvivlet på var der. Mosteren havde bare ikke været det. Så hun havde lært at klare sig uden. Ganske glimrende til hun lige havde taget valg der havde ført lidt hårdere konsekvenser med sig end hun nok havde været forberedt på. Mest fordi hun havde en fornemmelse af at det ikke helt var ovre endnu. Hun skubbede det dog fra sig og åndede en smule lettet op, da hendes moster virkede til at acceptere ingen nærmere oplysninger at få. Det gjorde det også muligt for Caitlin at møde hendes blik igen.

Hvilket hun gjorde som hun fortalte lidt om det sted hun havde fået at bo. Det var dog svært at sætte ord på det for hende for det var svært at forklare hvorfor det var et godt sted. Især uden at sige noget om moren og det var ikke noget hun ville huske på. At leve i nuet havde sine fordele trods alt, skønt det ikke helt kunne forsvares. Mosterens latter fik hende til at smile skævt, men der var stadig varme i hendes blik, skønt en gnist af usikkerhed og tvivl sneg sig frem som hun svarede. "Det siger han ja..." Hun havde bare ikke den tillid der skulle til for at tro på det så hurtigt. Det var for anderledes i forhold til hvad hun var vokset op med. Voksne kunne ikke lde at have hende omkring sig. Så fik Miranda hende dog tilbage på sporet igen, som hun et smil nikkede. Han var god for hende. Det måtte hun nok stå ved. Så rystede hun dog benægtende til det sidste. "Ingen af delene faktisk. Han bor alene med værksted i laden, men han arbejder også i køkkenet med nogle af de finere ting." At kunne forme træ på den måde var hun blevet ret fascineret af.

Det var et af de længere svar Caitlin fik på sit spørgsmål og et der viste ikke så lidt om hvor mange tanker hendes moster havde gjort sig om det allerede. Det var ikke en ide opstået fornyligt, men en der havde haft tid til at modnes og til at falde på plads som en nødvendighed at føre ud i livet for den ældre kvinde. Caitlin kunne forstå hvorfor. Det var rart at høre til et sted og følge tryghed. Noget hun vidste ingen varulve rigtig gjorde noget sted. Så hun nikkede samtykkende til det første, mens hun stillede sig lidt mere afslappet foran den anden. Hun stod dog stadig med siden ud mod gaden, så hun ville fange hvis nogen kom dem nærmere. "Tror du de vil slutte sig til dig?" Hun så spørgende på den anden. Det var aldrig helt til at vide hvordan folk havde det med den slags, men på den anden side. Sluttede bare nogle stykker sig til Miranda og de fik startet et sted op, så ville andre nok komme til senere.
Hendes smil lyste lidt op igen, som hendes moster svarede. "Dejligt!" Så gled en smule bekymring dog alligevel frem i hendes udtryk. "Og det er ikke for farligt for dig der?" Foryngelsen havde aftaget en del allerede og det havde været den der havde beskyttet mosteren til nu. Begyndte folk at kunne genkende hende fra plakaterne, så var det sket.

Usikkerheden som sneg sig hen over Caitlin var ikke voldsomt iøjefaldende, men alligevel nok til at Miranda faktisk åndede lettet op. At hendes skeptiske side ikke helt var forsvundet, var betyggende. Naivititet havde sine utrolig mange konsekvenser! Med det sagt, ønskede Miranda også at Caitlin skulle føle sig hjemme og sikker. At hun havde et sted hvor hun ikke hele tiden behøvede at være på vagt eller frygte for sit liv. Alligevel, så var det en kort periode hun havde været der. Forhåbentlig viste denne mand sig fra sin bedste side og tog sig ordentlig af Caitlin, nu da den ældre kvinde selv havde måtte se i øjnene at hun nok ikke var den bedste værge. Hvis man da overhovedet kunne kalde hende en værge.
Alligevel måtte hun løfte et øjenbryn ganske overrasket over at han rent faktisk var alene. Strejfen af at han måske var ensom nåede også hurtigt frem, selvom Miranda intet nævnte om lige netop det. "Hvad arbejder han med?" at have et værksted og kunne lave noget til køkkenet, pegede ind på at være et håndværk, som var mere bestemt til enten noget med metal eller træ. Hvilke måtte tiden vise. Det virkede dog ikke særlig praktisk at arbejde med varme genstande i en lade. Men der kunne være taget forhold.

Miranda smilede skævt og trak let på sine skuldre. "Nogen af dem vil nok.. Regner ikke med at alle vil være med. Nogle var-- af os, foretrækker at være alene. Nok mest af frygt for at gøre skade på andre.. Hvis man da skænker det en tanke" sådan var det ligesom med mennesker. Ikke alle tænke på konsekvenserne eller om de gjorde uskyldige fortræd. I mange år havde Miranda også selv levet i en mere ligeglad tilstand for hvem hun skulle løbe ind i. Med årerne lærte man alligevel at det var sikrest ikke at gå amok i en landsby. Man blev jagtet i flere måneder efter sådan et raserianfald. "Men starter nok stille ud med få medlemmer, indtil vi får fundet et sted at være.." fortalte hun let videre og tankerne vendte igen tilbage til Medanien, i et håb om at hun huskede et sted hun havde været der kunne bruges.
Miranda rystede smilende på hovedet. "Nej, ikke endnu. En enkelt har stoppet mig, men behøvede ikke engang at sige noget før han gik ud fra at jeg nok blot var lillesøster til mit ældre jeg. Blev udspurgt en halvtimes tid om jeg vidste noget om min egen placering, og fik lov at gå, da jeg konstaterede at jeg ikke havde haft noget med min 'storesøster' at gøre siden hun stak af hjemmefra.. Den virkede.. imponerende nok."

Det løftede øjenbryn fik Caitlin til at skære en grimasse af sin moster og så smile skævt. En mand der levede alene og tog en ung pige ind? Det lød også som en mand med bagtanker for hende, men Gidion virkede bare ikke sådan. Det hjalp også en del at hans familie virkede så tæt og til at komme forbi i tide og utide. Hvad anden grund til at en mand tog en pige ind slog hun helt hen. Hun kunne bare ikke tænke den slags om ham. Noget der gjorde at hun dog snart nok måtte finde en måde at snige sig ud en nats tid. En lille skygge gled over hendes ansigt ved tanken om det uundgåelige, men så slog hun det væk til senere bekymring. Det var trods alt ikke noget hendes moster behøvede at vide noget om.
"Træ. Han laver møbler, skrin og kister, men også huse..." Hun smilede som hun sagde det. Det var så... solidt og nyttigt. Noget hun aldrig rigtig havde været for nogen. Jo, lidt, men ikke på den blivende måde, ikke på en skabende måde. "Han har snakket om at tage mig i lære..." Det kom noget tøvende og tvivlende fra hende som en tilføjelse hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre ved.

Så var det lidt lettere at lade tankerne flyve og i stedet lytte til hendes mosters svar. Det lød rimeligt nok og forventeligt. Caitlin nikkede let, men undlod endnu engang rigtigt at kommentere på det. Der havde været nogle ganske skræmmende individer i blandt varulvene på borgen og en del af dem ville hun ikke ønske nogen skulle møde en mørk aften alene. "Lyder fornuftigt. Det vil nok heller ikke tiltrække så meget forkert opmærksomhed..." Gnisten af bekymring var tilbage i den unge piges blik som hun sagde det. Tiderne var blevet mere urolige igen. De mange flygtningene en tydeligt bevis på det også, men det gjorde livet ekstra farligt for alle en smule på kant med reglerne.
Et noget større grin voksede frem som Miranda svarede hende på det sidste og blev til en varm latter til sidst. "Åh, det ville jeg gerne have set, men er da ingen dårlig historie? At forblive en yngre søster? Bare lidt tættere i alder på din eftersøgte "Storesøster"?" Måske havde det vand alligevel gjort mere gavn end skade når det kom til stykket, skønt den historie ikke ville gå overfor en person der kunne fornemme løgn.

Træ. Miranda vidste slet ikke hvad hun skulle forestille sig, andet end at det var en håndværker. Med træarbejde, var en af de ting, som krævede præcision! Specielt som Caitlin begyndte at beskrive at hans håndværk indeholdte mere end blot store konstruktions opgaver. Han kunne mere eller mindre det hele for træarbejde, noget som var et særsyn, selv for en tømre. "Han må virkelig have forstand på sit arbejde, hvis han kan lave alle de ting." Miranda var imponeret og det kom endda til udtryk i hendes stemme. Hendes næste ord, fik også Miranda til at næsten stirre overrasket på hende. "En lærerplads?" Tankerne om at manden blot havde været ude på at udnytte Caitlin at grunde som en del mænd gjorde, forsvandt mere og mere fra hendes sind. "Han forlanger ikke noget for det?" Miranda kunne sagtens forstå at man ønskede at lærer sit håndværk fra sig, og da også når man var dygtig. Alligevel virkede det også surrealistisk for varulven at en så frivilligt ville tage en mindre heldig stillet pige ind og give hende et hjem og ikke nok med det, også en perfession, et speciale og arbejde. "Er det noget du gerne vil?"

Miranda nikkede sammentyggende og sukkede let. Det var et større arbejde som hun havde sat sig selv for. Alligevel fortrød hun ikke sin plan. Det var som om at hun behøvede den for at være sammenhængene lige nu. For ikke at rende restløs rundt og være til fare for sig selv og måske endda andre. "Det er også langt fra dem alle jeg stoler nok på, til at lukke ind. Dertil er der en stor håndfuld af dem, som har svært ved at følge ordre fra en kvinde.." til trods for at hun havde banket dem et utal af gange. Nogle af dem i hvert fald. Det var også for farligt lige nu, med alt det påstyr som var rundt omkring i landet.
"Jeg ved ikke hvor længe jeg kan bruge det dække.. Men jeg ser stadig ti år yngre ud end min egentlige alder!" et grin kom hurtigt frem, som hun satte sine hænder på hofterne og så selvtilfreds ned af sig selv. Ikke at hun følte sig yngre længere, men det var stadig synligt når det kom til stykket.

Caitlin nikkede og smilede så tilbage til sin moster. "Det virker det som ja." Hun havde fulgt mere med i hvad Gidion lavede end denne nok havde bemærket. Mest når han havde arbejdet med træet inde i køkkenet, hvor en bunke af træfliger sammen med lim og snilde i løbet af en aften kunne blive til et mønster på låget af en æske. Det var den del, den finere del der interesserede hende. Ikke hvordan et hus blev solidt og holdbart, men hvordan tingene blev til der skulle være inden i huset. Smilet var der stadig sammen med usikkerheden i blikket, som hun nikkede bekræftende til Mirandas gentagelse af hvad han havde tilbudt hende. Hun kunne se det overraskede hendes moster, men også at det både fik hende til at slappe af og spænde op på en gang. Noget der fik Caitlin til at smile skævt, før hendes smil flakkede og forsvandt, som usikkerheden atter greb hende. Det var trods alt noget mærkeligt det hele. "Nej, intet." Så trak hun let på skulderen og så væk, for ikke at vise for tydeligt den gnist af håb om at det var en mulighed og lysten til at sige ja uden at tænke videre i bagtanker eller konsekvenser.

Konsekvenser var også noget hendes moster var i gang med at håndtere, blot en del anderledes end dem den unge pige sloges med. At have mistet alt endnu engang havde virkelig fået Miranda til at stoppe op og tage nogle ting op til overvejelse. Noget der kunne skabe bevægelse til at andre gjorde det samme. Eller det håbede Caitlin for hun havde altid holdt af mosterens besøg da hun var lille og mærket hvordan noget af det raskløse ved kvinden faldt af som de havde siddet sammen. Det havde været hos hende at Caitlin havde fundet tryghed, men også udfra hende at hun havde lagt mere og mere afstand til sin mor. Som denne så tydeligt ønskede det. At andre kunne få et trygt sted betød derfor meget for den unge pige også. Et sted de kunne tro på de var sikre. Det sidste fik hende dog til at smile skævt til Miranda. "Det er der så mange der har... af en eller anden grund." Hun havde selv bemærket det flere gange, når hun havde overhørt samtaler og set ikke så få kvinder vende øjne af de mænd de arbejde i blandt.
Så smilede hun igen. "Nej, og det vil nok ikke være for heldigt at blive genkendt herinde - og da slet ikke nu med hele landet opskræmt." Den slags havde det med at gøre alle straffe hårdere end ellers for at statuere eksempler på at ordensmagten gjorde noget.