Efter mange år i noget som bedst kan beskrives som social isolation, begyndte Argan igen at vandre på strækninger med navne som er kendte.
Han vandre således i skoven. Ukendt over hvad der er ham i vente og ikke mindst ligeglad. Han var på vejen blevet mobbet af en gruppe elvere, som kastede sten og skød efter ham med buer for sjov.
Mange ting havde han oplevet i disse par år. Mange forfærdelige ting, som gjorde at han ikke følte sig velkommen nogen steder.
Derfor havde han valgt at vandre. Hvorhen var ligegyldigt. Så længe at han kunne skaffe føde nok til at stå på sine hove, samt praktisere sin bueskydning som han i mellemtiden havde forhøjet til en kunstform, da det var det eneste han havde kunne underholde sig med i disse ensomme tider.

Argan spejdede derfor nu rundt i Lindeskoven. Han kikker rundt efter åbninger imellem de hegnede træer. Han stopper op og kikker imod himlen. Han kan se at han har vandret længe og derfor ikke har lang tid til at finde sig ly, inden natten opsuger det flotte, orange lys.
Han kikker ned på sin venstre hov. Selve hovneglen er blevet meget skæv, grundet en flænge han fik, da han prøvet at bestige en klippe. Et dumt, men lærerigt indfald.

Han finder efter en mundfuld tid, en flot åbning hvorpå han påbegynder indsamling af grene, så han kan lave sig et bål, samt pakker sine ejendele ud, som skal muliggøre et primitivt telt for natten. Alt dette gjorde han, imens han nød skovens blæsen og fuglenes duetter.

Grunden under halvdæmonens fødder føltes ubeskriveligt blødt. De snehvide fødder gled igennem skovbunden som det var nyfalden sne, blot knap så køligt. Blomsterne og andre grønne planter omfavnede hans bare hud ganske fint, imens han trådte igennem skoven et stykke fra Elverlys grænser. De ibenholtsfarvede hår hang løst omkring hans skuldre, kærtegnende hans silkebeklædte skuldre. Man ville ikke skænke hans flugt fra samfundet en tanke, taget hans udseende i betragtning - han var nyvasket, velduftende ville nogle påstå, og yderst, yderst velklædt. Den skræddersyede kimono faldt ham godt, og ligeledes havde hans ophold i Elverly. Det husly Toorah havde givet ham var en konge værdi; de mange kilo han havde tabt igennem hans måneders flugt fra Lyset og Mørket var genvundet ganske fint, sammen med de mange dages søvnunderskud. Han følte sig mere frisk end nogensinde, og alt virkede til at falde blot en anelse på plads igen. Om nok vidste hans fjender hvor han opholde sig (Mørket var en undtagelse i denne sag) men deres jagt på ham synes at have taget en ende (for nu). De mange dage hvor han havde begivet sig ud på sine ture i skoven havde han endnu ikke stødt på lysets tilhængere. Han håbede på denne aften ville blive som alle de andre, stilfærdig.
Morgoths isblå øjne gled for en stund opad, imod himlen. Himlen var ikke længere blå, men farvet mange forskellige farver. Rød, orange, gul. Solen var ved at sænke sig. Han rynkede brynene, knibende øjnene sammen overvejende. Den røde farve var i særdeleshed gennemtrængende.
Lyden af grene knasende længere fremme, fik halvdæmonen til at reagere. De forhenværende rolige hænder formede sig til to knyttede næver, og hans førhen afslappede holdning fandt sin kampposition. Langsommere bevægede han sig fremad, skrånende et par enorme træer på sin vej, indtil hans blokerede udsyn til lysningen blev synliggjort. Han øjne fangede noget han ikke havde set komme - eller set før, for den sags skyld. Han havde igennem fortællinger hørt om kentaurerne, hørt om deres natur og liv som beboere af skovene. Han var bekendt med at de var strejfere, men helst i flokke, og som det så ud (han fornemmede ingen andre i skoven i nærheden af de to skikkelser) var Han ganske alene. Den enkelte af de knyttede næver greb omkring et lille, ganske fleksibelt træ og standsede op. Han granskede skikkelsen foran sig for nogle sekunder. Den skadede hovnegl fangede hurtigt hans trænede øjne. Han bredte sine læber ud i en lille umærkeligt, forpint trækning. Han huskede hvordan enkelte heste der engang blev huseret på hans families palæ havde været igennem samme oplevelse. Det havde pint dem noget så voldsomt.
Efter hvad der kun var få sekunder, rømmede han sig, prøvende. De isblå øjne så imod Argans, prøvende på at fange hans blik.

Argan bøjede sig ned efter nogle store grene som han kunne tilføje til sit allerede, store bundt i venstre hånd.
Pludselig forenes hans øjne med et blik af et menneskeligt ansigt, som stirre på ham fra en stamme i det fjerne.

Argan får et lille gisp og træder langsomt tilbage, næsten snublende med alt brændet i processen.

Han spørger stille: "Hej.. Hvad er din hensigt?... Vil du mig noget?.. Jeg er ikke ude på noget."

Argan føler næsten at tiden stod stille omkring ham i det øjeblik. Som om at han er fanget i en bobbel, da blikket mødtes skikkelsen i det fjerne.
Vinden føltes kold omkring ham, imens den slikkede ned af hans hud. Hans hår flagrede langsomt og små dråber af sved, begyndte at udvandre fra hans bryst og pande.

Halvdæmonen fanger sig selv i at trække lidt på sig, da han oplever Argans reaktion på hans opdagen af Morgoths tilstedeværelse. De isblå øjne spærre sig næsten op på vidt gab, da han ser kenutaurens noget forskrækkede skikkelse næsten falde på grund af hans tilkendegivelse. Morgoth slipper træet, løftende begge sine hænder i en blotte gestus. Han ligger hovedet ganske let på skrå, beskuende den anden imens han træder Argan et enkelt skridt nærmere. Svedperlerne (sammen med lugten af frygt, der besk danner sig i hans skærpede næse) på kenutaurens krop fortæller halvdæmonen alt hvad han behøver at vide.
"Intet-" en kort pause indfinder sig i Morgoths tale, da han rynker brynene, formende de næste ord prøvende: "- ven?"
I en forsigtig bevægelse sænker han sine hænder, ladende dem falde imod det bløde stof som former kimonoens jakke ganske fint. Hans kropsholding er ganske rolig, da han standser omkring tre meter fra den større skikkelse foran ham. Han kaster et blik omkring sig, betragtende hvad der ser ud til snart at blive til et opholdssted for kentauren. Noget der minder om et tandsmil former sig på de sorte læber, imens han atter genoptager kontakten imellem hans og de grågrønne øjne.
"Så skulle det da være et råd,"
En af de to hænder kaster et håndtegn over hans venstre skuldre, imod retningen hvor Morgoth netop er kommet fra. Han lader denne falde tilbage på sin plads langs hans side, da han fortsætter hans tale: "Er De bekendt med Elverly? - byens grænser er mindre end en halv kilomet herfra,"
Han tager endnu et skridt fremad, fortsat betragtende Argan. Morgoth finder tvivl i om hvorvidt skikkelsen er bekendt med landets nyheder, nærmere sagt eftersøgte kriminelle. Han vil nødig kaste sig selv ud i et ubehageligt scenarie, noget han har prøvet ofte efter at folk har fundet genkendelse - eller lighed - med billedet af hans ansigt på mange eftersøgningsplakater.
En irriteret trækning danner sig ganske let ved halvdæmonens ene mundvige, ved netop dén tanke. Han håber ikke på, at kentauren og han skulle gennemleve sådan et øjeblik sammen. Det ville være at spolere en ellers okay aften, for dem begge to.
"Nu ved jeg ikke hvordan De har oplevet elvere opføre sig, men -- de kan være tilbøjelige til at være, hvad skal vi sige, lidt fordomsfulde," han sukker, mærkende hvordan trækningen glider af hans ansigt, og langsomt erstattes med et undskyldende smil.
"- Undskyld, jeg forskrækkede Dem vidst?"

Argans sved drypper fortsat ned af hans krop, da den pæne skikkelse rykker nærmere. Han stopper op, tager en dyb indånding og svare: "Så du er ikke ude på noget? Hvem er du egentlig? Undskyld min mangel på ordentlig introduktion. Jeg har ikke haft det så godt omkring levende væsener i et stykke tid. Jeg vandre meget ser du."

Argan prøver at fremane et smil, dog med nogle øjne fyldt med nervøsitet. Han ligger brændet ned ved siden af sig. Han betragter nu den flotte kimono og det ibenholtsfarvede hår. Argan havde aldrig set sådan et væsen før. Han kunne se at det ikke bare var et menneske, eller sågar en hver anden krystalisiansk herkomst. Nu kunne han bare håbe på, at det også var en med en god, og troværdig hensigt.

"Jeg har aldrig været på disse kandter før. Jeg har mødt massere af elvere, så tænkte nok at der var noget om snakken. De har desværre ikke taget pænt imod mig, men i det mindste ladet mig gå."

Argan spigler øjnene op, da der bliver fortalt at der ligger en by i nærheden.

"Tak for oplysningen. Jeg vil for alt i denne verden undgå sådan et sted.. Jeg har ikke gode erfaringer med sådanne samlinger af civilisation. Og ja.. Fordomme har jeg set, følt og ikke mindst været udsat for."

Argan samler nu brændet op igen. Han sveder ikke så meget mere, da han er blevet mere rolig over den fremmedes tilstedeværelse. Det føles som om at tiden har indfundet sig igen og at verden går sin gang som den plejer. Han kikker op og ser de glødene farver i himlen, blive mørkere og at de første få stjerner begynder at titte frem i den smukke aftenhimmel.

Han spørger derefter den fremmede: "Hvad laver du så på disse kandter? Hvad er dit navn og hvorfor den interesse på mig? Har du egentlig set en Kentaur før? Jeg vil gerne kunne takke din venlighed allerede. Det betyder noget for mig skam."

Halvdæmonen udbreder et af hans umærkelige smil, imens han ganske forsigtigt ryster på hovedet. Hans tonefald er ganske roligt da han fortsættende taler til kentauren:
"Jeg har ingen onde hensigter, det kan jeg love Dem,"
Seende det prøvende smil på Argans læber for ham til at brede sit yderligere ud i et mildt tandsmil. Et udtryk der ikke har sat sig i længere tid på hans ansigt, men ikke desto mindre glæder det ham voldsomt. Morgoth tilter hovedet ganske let på skrå, herefter liggende armene overkors. Hans kropsholdning er ganske afslappet - noget han håber på vil præge skikkelsen overfor ham, der synes at være ubehageligt nervøs ved hans tilstedeværelse. Hvad mon han har oplevet igennem tidens løb? Sky er han ihvertfald, konstatere han i hans tankecenter, bidende sig overvejende i underlæben.
"Man skal også passe på med at opgive sit navn for tiden,"
En dyb, men ganske lav latter høres fra hans hals efter hans tale. Han fortsætter dog, fortsat smilende imod Argan:
"Og selv tak. Jeg har skam ingen speciel interesse i Dem, udover - misforstå mig ikke, Deres pludselige tilstedeværelse,"
Han gør sig en kort pause, da han ser hestemanden bøje sig ned efter det tabte brænde. De mørke bryn i halvdæmonens pande rynker sig ganske let, da han tillader sig at betragte hans skikkelse yderligere. Han holder sig på nuværende tidspunkt fra at gøre brug af hans mentale evner. Det ville være spild af kræfter, indtil videre.
"Jeg er bare, hvad skal jeg sige, overrasket over at se folk som Dem på disse kanter? - Hvis De ikke er interesseret i at opgive Deres navn, skal jeg ikke tvinge Dem,"
Han træder endnu et skridt fremad, nu indenfor en rækkevide. Morgoth løsriver den enkelte af sine hænder for hans egen omfavnelse, for at række den hilsende imod Argan. De snehvide øjne ser prøvende imod de grønne, for at binde sig i et bånd; én kontakt.
"Mit navn er Morgoth,"

Argan tøver et par sekunder, da han ser Morgoth række hans hånd ud, fra det ellers tillukkede udtryk.
Til sidst rækker han den ene hånd ud for at møde Morgoths og siger med en mere rolig stemme: "Mit navn er Argan. Jeg rejser rundt. Det er hvad jeg har gjort de seneste par år ivertilfald."

Argan fumler rundt med øjnene. Han er bange for at kikke Morgoth direkte i blikket. Han spørger: "Hvad bringer dig til disse kanter? Kender du dette sted? Jeg er egentlig faret vild og ville væk fra nogle elvere, men har ingen ide om hvad for en skov, det her er. Jeg kender kun området i Tusmørkedalen."

Argan tænker sig lidt om. Han er ikke helt klar over hvordan han kan vise sig på den mest venlige måde. Han spørger så Morgoth: "Hvis du vil, er du velkommen til at sidde ved mit bål og æde noget af den kanin, som jeg kom til at trampe ihjel på min flugt? Jeg skal nok rengøre den. Er sikker på at det bliver lækkert! Ellers hvis du ikke spiser kød, så kan jeg sikkert lave dig en god salat."

Argan begynder igen at svede en smule. Han føler sig lettere ved siden af, men er spændt på hvad Morgoth siger. Han er trods alt det første væsen, som har hilst ham velkommen på denne lange rejse rundt i riget.
Argan samler brændet op igen, denne gang med blikket op imod Morgoth. Han turde egentlig ikke før, men det var også mere for at være på vagt.
Da han så Morgoths blik denne gang, blev han meget mere rolig. Han følte faktisk at der ikke var hverken nogen bagtanke, ond hensigt eller sindsyg galskab bag.

"Det glæder mig, at møde dig, Argan,"
Venligheden i halvdæmonens tonefald er ganske, ganske oprigtigt da han taler i Argans retning. De dybe smilehuller der former sig ved hans smil, skubber hans kinder ganske let opad. Smilet sætter sig ikke kun på hans læber, men også i de isfarvede øjne. Han tilter ganske let hovedet, da han ganske let klemmer hans nydannede bekendtskabs hånd. Hans flakkende blik for Morgoth til at smile yderligere; han finder hans nervøsitet ganske sød, men prøver dog at skjule hans voksende smil for kentauren. Han ønsker ikke at håne ham.
Som hans hånd glider ud af hans, svarer han Argan:
"Jeg er gæst hos elverne - har været det ganske længe nu. Jeg kan sagtens guide Dem, hvis De ønsker det?"
Han trækker på sit tandsmil, ladende sine øjne slippe Argans for en tid for at studere hans bevægende person.
"Hvor er De på vej hen?"
Da Argan tilbyder ham en plads i hans lejr, endda også en måltid, tager Morgoth sig selv i at se mildt overrasket imod ham. Han løfter en hånd, overvejende, for at køre den igennem det lange, glatte hår. Noget der minder om en mild latter høres fra hans hals, da han atter taler. Overraskelses spores stadig i hans tonefald:
"Jeg kan ikke takke nej til Deres venlighed,"
Han nikker understregende, da han atter placere sine øjne imod Argans grønne.

Argan smiler, mere roligt denne gang og vender sig om og går imod den cirkel af sten, som han har forsøgt at omdanne til en primitiv bålplads. Han bøjer sig ned og med to flintesten, forsøger han ihærdigt at få ild i det brændt som han har samlet.
Han kikker tilbage imod Morgoth, imens at han knalder de to sten imod hinanden.

"Jeg kunne virkelig godt bruge en guide på disse kandter og ikke mindste lære noget mere om Elvernes væremåde. Alting føles så anderledes i forhold til de andre kandter af verden som jeg har besøgt. Alting er så frodigt og alligevel så vildt og til dels uimødekommen."

Han smiler blidt.

"Men.. I det mindste virker det som om at du har mødt dit bundt af mærkelige sjæle. Har du nogensinde mødt en kentaur?"

En lille svedperle falder atter over Argan's pande i det at han siger dette.