Regnen rasede voldsomt i hele tusmørkedalen, overalt havde menneskene søgt ly for det skrækkelige vejr, men andre blev tvunget ud i det for at hente heste ind eller redde afgrøder der skulle sås inden foråret for alvor trådte ind. Også på den lille kro havde folk søgt tilflugt, i særdeleshed grundet varmen og mjøden, men ligeledes grundet skjaldene og de rejsende som kunne fortælle fantastiske nye historier og underholde til langt ud på natten for en skilling.
Det var dog imidlertid hverken skjaldene eller de rejsende der havde fået raget opmærksomheden til sig på det lille sted, i stedet var det en kvinde af umenneskelige dimensioner. Ikke fordi hun var skrækkelig høj, høj var hun, men ved siden af en elver ville hun blegne. Nej, det der havde fanget de flestes interesse var kvindens unaturligt muskuløse proportioner. Katah var større end de fleste kvinder, hun var usandsynligt muskuløs og ikke nok med det, så prægede røde stammetatoveringer hele højre side af kvindens krop, som ikke var så let blottede. På trods af vejret bar hun udelukkende hvad der mest af alt lignede et lændeklæde af blødt skind, foruden den havde hun en top på, der lod den muskuløse mave være nøgen og de store skuldre bare. Der skulle mere end regn til at afskrække Nordboreren. I starten var der ingen der havde åbnet munden, to byvagter havde skubbet til hinanden udfordrende, inden den ene havde taget teten op og udfordret kvinden i armlægning. Lidt vidste han dog, for udover Katahs fysiske fordel, havde hun også magien på hendes side og ikke længe efter måtte byvagten se sig slået og skylde kæmpekvinden et krus mjød som var en kæmpe værdig. I mellemtiden havde flere opdaget tilstedeværelsen af nordboren der kort efter livligt gik igang med en af sine lange historier.
"Hah, ikke nok med at de sagde at bjørnen var kæmpe, nej, den skulle efter sagnet kunne æde tre mænd i én mundfuld..." Katah spærede øjnene op og slog en stor hæs latter op, inden hun slog sig på det ene nøgne lår, hun tog et vældigt drag af den lune mjød inden hun fortsatte "Men der skal mere end sagn til at skræmme stolte Nordboer, vi drog afsted, ikke på heste som i gør her, nej, heste bliver man fede af, se i bare på ham der..." Katah pegede en tydelig overvægtig købmand ud i hjørnet, der tydeligvis ingen interesse havde i at deltage i barbarens åbenlyse scenelys og slet ikke efter halvdelen af kroen vendte sig om for at se tyksakken der åbenlyst blev gjort til grin.
"Hvad skete der så? Fandt i bjørnen?" En spinkel knægt på de 8-9 år og med gyldne krøllede lokker så spørgende på kvinden, tydeligt opslugt af historien, men blev kort efter tysset på af faderen, hvis bukser der hårdt blev klemt af drengens benede fingre, der ikke rigtigt vidste om han skulle være skræmt eller fascineret.
"Helt mig et krus mjød mere knægt..." Den sorthårede kvinde tømte kruset der et øjeblik efter blev hamret mod bordet så voldsomt, at det rungede gennem hele krostuen "... Så skal du høre resten af historien!"

Torfinn havde været undervejs i dagevis. Endnu havde rygterne ikke bredt sig, hvorfor han stadig kunne holde sig til de store veje - hvis han altså overhovedet blev sat i forbindelse med hændelserne i den hellige bydel. Torfinn havde haft kurs imod kroen i Tusmørkedalen fra starten. Han elskede stedet og ville nyde det en sidste gang, hvis han altså blev hængt op på hvad han havde gjort. Kroen ville være uden for rækkevidde længe.
´
Regnblødt trådte Torfinn ind på kroen. Ingen værdigede ham et blik. Torfinn fornemmede hvordan folk var stimlet sammen omkring en kvinde, men han måtte tage sig af sine egne behov inden han fandt ud af noget andet. Stemningen var lystig og det var tydeligvis historietid. Torfinn fik sig et glas mjød, men da han skulle betale bemærkede han, at de mønter han havde i hænderne var røde af størknet blod. Han trak på skuldrene, imens han hurtigt tørrede dem i sin våde kappe og derefter betalte. Det var der vist ingen der lagde mærke til. "Du fik mer' end rigeligt, ok? Bare fyld lortet op med det samme igen" sagde han og hev fat i kroværtens ærme da denne var på vej væk; for Torfinn havde allerede sat kruset for munden og hurtigt drukket det hele ud. "Aaaaaah!" udbrød han og lyste op i et stort smil. "Mjød, det klarer i sgu godt nok!" konstaterede han og fik hurtigt sit krus fyldt igen.

Med det fyldt krus i hånden vendte Torfinn sig ud imod gæsterne igen. Han betragtede kort flere tilstedeværende, selvom han naturligvis vidste hvor han til sidst ville rette sin opmærksomhed: Kvinden med historierne. Torfinn gik langsomt hen imod den lille flok af mennesker der havde samlet sig om kvinden og iagttog hende imens hun talte. Hun var stor, større end nogen af menneskekvinde han før havde set; og hun var tatoveret på hele hendes ene side, af hvad han kunne se. Tatoveringen var sexet. Kvinden rettede alles opmærksomhed imod en fed gut der sad for sig selv. Torfinn smilede sagde for sig selv, da han hurtigt vurderede manden til at være et udmærket offer. Han kunne være næste krus mjød. Torfinn tog en slurk af sit krus og åbnede munden - det passede fint med, at kvinden netop havde sendt en purk på udflugt efter et krøs mjød. Der var altid fordele ved at være i centrum. "Ja" sagde han højt og mærkede hvordan alles øjne rettedes imod han, kort, afventende, "Kvinden der," Torfinn nikkede i kvindens retning, "Tæske-kælling som vi kalder hende" skød han hurtigt ind, "Hun tog sgu bjørnen med de bare næver og dræbte bæstet med dens egne klør" erklærede han. "Jeg så det hele selv, så sandt som de kalder mig Spotter-John." løj han i en lind strøm. Der var ikke noget særligt formål med det, andet end at han momentvis var jaloux over at kvinden var i centrum - så var det altid godt, at man havde sine egne historier i ærmet. Han opnåede sandsynligvis ikke andet end at irritere kvinden og eventuelt ødelægge noget af stemning, hvilket egentlig også var helt okay. Der behøvede ikke være en dybere mening end det, for Torfinn. Han drak igen af sit krus, ganske veltilfreds. Han regnede med, at kvinden, uanset hvem hun var, nok ville klappe en smule i - klappe i, eller rigtigt kæfte op. Torfinn havde intet imod noget af delene - han ville nyde kroen i disse dage, og man havde jo ikke andet sjov end da man selv lavede.

De tilstedeværendes blikke rettedes skiftevis fra Torfinn til kvinden. "Er det rigtigt?" spurgte en så kvinden, imens nogle andre, gemt uden for kvindens synsfelt, gentog "tæskekælling" og begyndte at le. "Med bjørnens egne klør?" udbrød en anden.

Katah måtte indrømme, at hun ike var typen der holdt øje med hvem der kom og gik. Hun havde absolut ingen grund til det og alle der så Katah her i syden gloede alligevel på hende som om hun havde tændt ild for første gang i verdenshistorien. Hernede havde hun ingen fjender, eller, det havde hun nok, men det var årevis siden hun sidst have vist sig udenfor nordens kolde sletter, så sandsynligheden for at rende på dem var nok næsten ikke-eksisterende.
Af samme årsag havde kvinden ikke bemærket Torfinn før han åbnede munden. Som Katah sad og svælgede mest i sin store selvfedhed brød en tandløs mandsperson ind, hvilket fik kvinden til at trække et faretruende smil, som hele massen vendte sig væk fra hende og over imod manden. I det mindste talte det da til hans fordel, at han ikke var så spinklet og bønnestageagtig som nogle af de andre skravlede sydboer, men det betød ikke at hun ikke tog det ilde op. Noget fra dybet blussede op i Katahs stålgrå øjne som hun rettede sig på stolen og nikkede langsomt.
"Åhja, det er skam rigtigt, jeg vred dens ene pote af og stak den så langt ned i gabet på bæstet, at den kvaltes!"
Katah rejste sig fra skammelen der gav en beklagende lyd sig fra sig under Katahs vægt. Knægten med de gyldne lokker var stivnet med det store krus i hænderne, på trods af, at vægten fra den gyldne væske fik de tynde arme til at dirre, på trods af knøsens unge alder havde han allerede opfanget, at der var noget under opsejling.
"Jeg kunne naturligvis ikke have gjort det uden lille Spotter-John der..." Den sorthårede kvinde rakte langsomt ud mod knægten og befriede ham fra krusets vægt, inden hun tog en ordentligt slurk af den lune mjød, uden af afbryde øjenkontakten mellem de to. "... Nåh ja, der er jo en grund til at han bliver kaldt Lille og det er sgu ikke fordi han er lav. Hans øjne fejler sgu ingenting, men det er der så meget andet der gør!"
Katah slog en stor bråten latter op, et par enkle kvinder i ankellange kjoler rødmede og fnisede en lille smule.

Kvinden stemte i. Hun var mere muskuløs end Torfinn selv, som primært bare var slank. Det hele handlede heldigvis ikke om fysisk styrke - gad vide hvor kvinden kom fra? Torfinn havde ikke se tatoveringer mage til kvindens før; det måtte være symbolet på en bestemt klan, stamme eller et andet tilhørsforhold. Måske kvinden var en eller anden religiøs fanatiker. Torfinn kunne dog ikke lade være med at tænke, særligt grundet kvindens påklædning, at hun måske var nordbo som ham selv. Sydboere gik ikke klædt som hende - ingen han endnu var stødt på, i hvert fald. Så rejste kvinden sig fra stolen og fandt øjenkontakt med Torfinn, udfordrende. Han fastholdt hendes blik imens et lille smil spillede i hans ene mundvig.

Da blev Torfinn så kaldt lille, eller rettere, så blev der stillet alvorligt spørgsmålstegn ved hans manddom. Han var ved at få sin mjød i den gale hals og måtte hoste et par gange, da kvinden havde givet ham svineren. Han sendte først et vredt blik rundt, imens han mærkede hvordan kroppen spændtes som en buestreng, inden han mindede sig selv om, at han ikke ville smides ud af kroen - han skulle jo nyde den, imens han stadig kunne. Med en dyb indånding, så blev Torfinn klart mere rolig og hans blik fandt hurtigt tilbage imod kvinden. Han kunne jo ligeså godt spille videre med, han havde jo selv været skyld i situationen alligevel.

"Det' sgu ikk' så mærkeligt, er det?" sagde han derfor og så rundt imens mange afventende blikke hvilede på ham. "Hvem fanden kunne få den op med tæske-kællingen der?" han spurgte igen. Måske grundet kvindens størrelse og væremåde, så fik Torfinn ikke den reaktion fra menneskerne som han havde håbet på. Torfinn ændrede derfor med det samme strategi, da han tydeligvis ikke havde rummet; ikke at det overraskede ham synderligt - for det havde han trods alt næsten aldrig. "Men jeg prøver sgu gerne igen," sagde han og mærkede hvordan det lød usikkert - han var ikke skide god til den slags, "Du kommer til at skrige lige så højt som fedebæret derovre," han nikkede i retning af samme tykke mand, med vildsvin på bordet, som kvinden før havde lavet grin med, "Når svinet løber tør for svin" et par stykker grinede, men det var ikke en suveræn reaktion. Torfinn blev langsomt vred og en anelse frustreret.

Katah fangede lynhurtigt, at manden eller 'Spotter-John' følte sig trådt på over hendes kommentar, og det morede hende kosteligt. Ærligt havde Katah aldrig rigtigt været den skarpeste kniv i skuffen når det kom til rappe replikker, hun besad ikke samme viden eller intelligens som mange hun mødte sydpå, hvor hun ko fra, var det næverne der talte for det meste eller grove hentydninger. Af samme årsag måtte hun starte med et drabeligt fnys da manden nu på fuld skrue hamrede en fornærmelse tilbage i ansigtet på hende. Alligevel, kunne hun ikke lade være med at trække et skævt smil, han var modig nok, at han turde, det var ikke alle der gjorde det.
"Hah, jeg tror nu hverken det var min størrelse eller mænge af tæsk jeg har uddelt der skræmte dig lille-john. Nok nærmere at jeg faktisk var en kvinde!" Smilet blev kortvarigt endnu større, de fleste mennesker i kroen var efterhånden begyndt at holde vejret, i tvivl om dette udviklede sig til et kroslagsmål eller endnu flere vilde historier. For en gangs skyld havde Katah ikke rigtigt humøret til at slås, hun havde rejst langt og syntes efterhånden, at hun havde sin del af ruinerede kroer på bagen. Ikke nok med det, nød hun til fulde, hvor store målene på krusene var på netop dette sted.
"Tro mig, når det kommer til at skrige som et svin så har Thorrask berettet om hvordan du føre dig frem som en kælling på lagenerne!" Katah lagde armene over kors og hævede hovedet en kende, for at se manden for alvor an. Det var som regel nu, at det bar eller brast med den type, men et øjeblik senere blev alles opmærksomhed igen vendt mod den fede, ædende mand i hjørnet. Det morede hende kosteligt, så meget, at hun måtte klaske sig på det ene halvnøgne, muskuløse lår så det rungede gennem krostuen, inden en brogen latter brød ud. Meget kunne man sige om Katah, men at more sig på andres bekostning, blev hun aldrig træt af!

Torfinn var ikke vant til, at være på den modtagende når det kom til tilsvininger og fornærmelser. Han havde dog været smart nok til, ikke at have mjødkruset for munden da kvinden talte, i denne ombæring. Havde han haft det, havde han uden tvivl fået endnu et mindre hosteanfald. Ikke nok med, at kvinden først havde stillet spørgsmål ved hans manddom, nu hævdede hun også, at han var til mænd. Torfinn var egentlig ligeglad med den slags, men måden det blev fremført lagde ikke skjul på, at det var en stor fornærmelse - og når det var ment som sådan, så blev det opfattet sådan. Torfinn bed sig først tankeløst i tungen, hvilket fik ham til at knibe øjnene sammen og han mærkede hvordan vreden boblede i ham og han knyttede sin frie hånd så knoerne blev helt hvide på hans ellers solbrune hånd. Hvorfor havde han ikke bare holdt sig for sig selv? Hvorfor var de i en stor kro? Kunne det ikke bare have været andre omstændigheder.

Meget havde Torfinn kunne finde sig i, men han kunne alligevel ikke undertrykke sig egen værdighed eller stolthed i en sådan grad. Mjødkruset blev hårdt smidt imod gulvet og splintredes højlydt. Menneskerne omkring ham selv og kvinden trak sig tilbage og gav ham plads. Stemning var hurtigt en helt anden. Torfinn måtte vel bare lægge bag sig, at han ikke ville kunne nyde tiden på kroen. "Det' fandme satans, hore!" råbte han til hende, "Det kommer du til at fortryde!" fulgte han op og sparkede hårdt til bordet hun sad ved, så det ville presse imod hende.

Et par byvagter udenfor arbejdstid var allerede ved at gøre klar til, og hive fat i Torfinn og få ham smidt ud, men en mindre mand stillede sig vejen og foreslog slesk, at de istedet kunne lade slagsmålet ske først - kunne det alligevel ikke være sjovt? Den ene af byvagterne huskede manden på, at der var tale om en kvinde, men en anden mindede hurtigt denne på, at han let var blevet slået i armlægning. Byvagterne indvilligede i at holde tilbage, så længe der ingen våben kom til syne.

Torfinn prustede som en tyr, imens han slog hænderne sammen foran sig og så rettede en pegefinger i kvindens retning. "Kom så, tæskekælling!" råbte han og så rundt. Torfinn mærkede hvordan folkemængden veg en smule, når hans blik hvilede på dem. Havde kvinden ikke været så stor og muskuløs, så ville flere af dem uden tvivl hurtigt være kommet hende til undsætning. Som landet lå, så var de fleste nok nærmere nysgerrige omkring "tæskekællingen" og hvad hun kunne udrette i en slåskamp. Om Torfinn og hende i virkeligheden kendte hinanden, og fornærmelserne derfor var reelle, var ikke så vigtigt. Stemningen var ikke trykket, den var nærmest afventende. Spændt.

Torfinn havde bestemt ikke regnet med, at hans visit på kroen ville ende i slagsmål - og så ovenikøbet med en kvinde. "Sådan må det være..." tænkte han til sig selv og overvejede allerede hvad han skulle gøre når han havde vundet, hvilket han naturligvis ville gøre, "Måske tvinge hende udenfor," fortsatte tankerne, imens han bed tænderne sammen. "Så skal kællingen fandme se hvem der skriger...".

Katahs smil bredte sig til upassende proportioner som den lille mand begyndte at hidse sig op, det morede hende væsentligt mere end det burde, men i Katahs lille verden, var der absolut ingen grund til at tage det sådan på veje. jo, hun var da grov i munden, men hvem fanden havde ikke prøvet at blive kaldt en bøssekal? Det var da den mest normale fornærmelse man kunne finde, især hvor hun kom fra.
"Den lille mand begynder sgu at se lidt presset ud, er det så længe siden han var ville se dig?" Kata hævede et øjenbryn inden hun endnu engang måtte le, så hele krostuen rungede. Flere mennesker begyndte hurtigt at flytte, en stakkel bag baren begyndte næsten at se helt håbløs ud, han havde tydeligvis se sådan et optrin tusind gange før og vidste, at det endte med et rod, som der kun var én til at tage sig af, netop ham.

Bordet der blev sparket mod Katah nåede hun ikke at tage sig af, inden bordkanten ramlede imod hendes maveregion, modstanden bordet mødte kunne dog sammenlignes med sten, som havde han losset bordpladen ind i en væk, mens Katah sad urokkelig på sin stol, der dog gav en klagende lyd fra sig, og mjød fra hendes krus skvulvede over, løb henad bordet og lige ned i skødet på kæmpekvinden. Fra kollisionen gled det store smørrede smil straks af kvindens ansigt, inden de stålgrå øjne gled fra det gennemvædede lændeklæde og op på Torfinn som bad om det, noget så grusomt. Kortvarrigt skævede hun til sin trofaste tveæggede økse, som stod lænet op ad væggen. proportioner på den var absurde, der var næppe mange mennesker der ville være i stand til at svinge den nogen steder, men Katah kom til den konplusion, at det slet ikke var nødvendigt.
"Er du sikker på, at du kan tåle flere fysiske end verbale tæv lille-John?"
I en unødig langsom bevægelse rejste hun sig fra stolen der gav efter med en klagende knagen, Katah var en titan ved siden af mange af sydens mennesker, høj og bred, sej og senet og så var hun ikke bange for, at folk vidste det.
"Jeg tror dog, at Thorrask bliver glad for, at jeg slår resten af pløkkerne ud af kæften på dig!"
Igen kom det brede smil frem på kvindens læber, lændeklædet dryppede endnu af det klistrede mjød og videre ned på pelsen der var viklet omkring skinnebenene over støvlernes skaft.
Nu flyttede folk sig endnu længere væk, det var ikke så mange der havde turdet tage sig tiden til at studere Katahs figur på tæt hold før nu, men det var rigeligt til, at der bredte sig en stor cirkel i modten af krostuen, hvor der blev plads til de to kamphaner.
Den sorthårede kvinde bredte armene ud til begge sider, inden hun tiltede hovedet til den ene side, udmærket klar over sin yderst provokerende attitude.
"Så kom da tøs, du kan få det første slag gratis!"

Torfinn fulgte mjøddet som det skvulpede i skøddet på kvinden, imens hun stadig sad ned. Under næsten samtlige andre omstændigheder, så ville han kun tænke på hende seksuelt, som hun viste så meget hud og havde en sådan tatovering på hele den ene side - men dette var blevet noget helt andet. Kvinden skulle pilles ned af sin piedestal og det skulle hun øjeblikkeligt. Han studsede kort over, at bordet end ikke havde slået luften ud af kvinden. I hovedet var han igang med at formulere en slagplan for deres slåskamp. Noget sagde ham, at kvinden havde været i utallige slagsmål ligesom ham selv. Hun var den største kvinde han havde set - af menneskeracen, i hvert fald. Som hun rejste sig, så skød Torfinn hende til at være et par centimeter højere end ham og han kunne se, at hun var mere muskuløs. "Heldigvis," tænkte han, "Så handler det om mere end styrke", selvom det var som om en stemme i baghovedet modvilligt indrømmede, at han måske havde indvilliget i noget han ikke burde have. Torfinn havde dog nået, og overskredet, sin grænse, så det var slet ikke et spørgsmål. Ikke et tema. Kvinden skulle sættes på plads.

Kvinden holdt sine arme ud til siderne og bad ham tage det første slag. Torfinn var måske voldsomt vred, men idiot var han ikke. Man gjorde ikke sådan noget, hvis man ikke havde noget i ærmet, om man så var lille eller stor, kvinde eller mand. Torfinn viste tænder, både som svar, men også som reaktion på hendes udsagn om, at hun ville slå resten af dem ud af munden på ham. Hans mundvige vendte opad. Kvinden var sgu noget for sig selv. "Pis af" svarede han istedet, og trak istedet hurtigt sin bue og pilkogger af ryggen i en glidende bevægelse. Han havde ikke regnet med, at det var noget han blev nødt til - men det stod nu klart for ham, at kvinden kunne et eller andet, og han havde bestemt ikke til hensigt, at tabe. Hverken at tabe slåskampen eller tabe ansigt. Bue og kogger blev smidt på gul. Kappen med hætte beholdt han på, selvom den ikke var skide super for bevægeligheden, så bragte den ham held - samtidig med, at den skærmede for de to daggerter han havde gemt i bæltet bag ryggen.

Torfinn knyttede hænderne foran sig og ruskede så liv i musklerne. Han måtte indtage føde oftere og i større mængder, samtidig med, at noget af den daglige alkohol nok skulle erstattes-- "Fandme nej," tænkte han til sig selv og så kvinden i øjnene, "Du ryger sgu ned, kælling...".

Da kom Torfinn så endelig med et udfald. Det var en afledningsmanøvre. Han regnede med, at kvinden besad en eller anden stor fysisk styrke - det var let af gå ud fra med tanke på hendes krop, men samtidig også som han havde set hende stjæle et blik imod en økse; en stor økse, som garanteret var hendes våben. Torfinn var samtidig overbevist om, at han var hurtigere. Han skulle nok vinde, det tænkte han.

Han holdt højre arm i vejret med åben, vibrerende hånd "Kælling!" sagde han da hårdt og sparkede så ud imod kvindens højre knæ med sin venstre fod, hele kroppen klar til at lade en opfølgningslag glide af på skulderen eller hoppe til siden. Så længe han ikke blev ramt i ansigtet, så skulle han nok klare sig. Det var måske ikke en "ren" måde at slås på, men der var jo tale om et barslagsmål. Havde de ikke haft så mange tilskuere, heriblandt byvagter, så havde Torfinn allerede taget møblementet i brug eller sine våben.