Hvad skulle han gøre. Han havde nu snart rent rastløs rundt i flere timer, og var stadig ikke nået frem til nogen konklussion. Det var virkelig en kattepine, og han havde allermest lyst til bare at holde sin mund lukket og aldrig nogensinde nævne Morgana for nogen som helst. Men han kunne ikke få sig selv til det. Hun fortjente at få det at vide. Morgana var trods alt en del af hans fortid, og havde han en forhåbning om en fremtid med Isadora, så skulle det også fortælles. Hvor lidt han end ønskede at bringe det på banen.
Dertil havde han heller ingen ide om hvorvidt sladderen allerede var gået i gang. Det lå fast nu. Isadora skulle ikke høre gennem sladder hvad der var sket i den gyde og hun skulle absolut heller ikke høre det ud af kontekst eller sagt forkert. Will havde absolut ikke nogle stærke følelser, andet end irritation og en smule foragt, vendt mod Morgana efter dette møde. Han måtte blot håbe at han kunne overbevise hende.

William havde siddet ved bymuren og kigget ud over landskabet, imens hans tanker var løbet løbsk og han endelige nåede frem til en konklusion. Han sukkede dybt og lænede sig op af muren. Der gik heller ikke mange sekunder, før han hoppede tilbage i forskrækkelse. En lille og meget hurtig skabning var kommet op lige foran ham og flavrede nu stille rundt i luften. Han stirrede på alfen i et langt stykke tid, en anelse måbene. "Øhm. Hej?" Alfen blinkede og så ham an med hovedet på skrå. Intet svar kom fra den. Den løsnede en krystal som sad i beltet og ragte den frem. "Til mig? Øhm.. okay?" alt i alt så alfen uskyldig ud som den ragte krystallen frem. Og der skete da heller ikke noget uventet som han tog imod den. Alfen grinede legende og fløj videre. William stod tilbage kiggende efter alfen med et forvirret utryk, trak på skulderne og gik ned fra bymuren.

En ting William begyndte at bemærke efter han stavrede sig igennem byen, var at folk syntes at stirre meget mere på ham end før. Ikke at folk plejde at stirre på ham, hvis han selv skulle sige det. Men i dag virkede det som om at alle stirrede intenst og nogle endda stoppede op.
Det var først da han kom hjem, og hans mors skrig fylgte rummet. William hoppede forskrækket og kiggede bag sig. "Hvad?! Hvad er der?" moren guidede ham stumt hen til et spejl, hvorefter Will næsten følte hans hjerte holdte op med at banke. Hans hånd knugede sig hårdere fast om den lille krystal mens hans nu helt igennem sorte øjne spejdede rundt for at se hans eget spejlbillede. Det kunne ikke passe. Han var fra fødsel helt lys, og det havde han absolut alle dage været. Men nu. Nu var han næsten lige så mørk som nattehimmelen. Hans øjne som altid havde været mørke, var blevet endnu mere mørke end før. Men det som sprang allermest i øjnene på ham, var forandringen fra det brune hår. Det smålange hår, som havde haft en ganske normal brun farve, var nu helt igennem blodrødt. Will slap sit spejlbillede og lod blikket glide ned af sig selv. Det var rigtig nok. Han så helt anderledes ud, men kun rent farvemæssigt. Alt andet var han helt normal. "Vi skal havde dig til lægen!" Will blinkede forvirret. "Læge?" Will blev hevet med ud af døren og så gik der ellers en rask gågang afsted ned til healingshuset. William tvivlede dog stærkt på at der kunne gøres noget, mens han så fascineret på sin egen nu helt mørke hånd.