Morgana var i et forfærdeligt humør. Hun havde mistet sit skib, sit mandskab og vigtigere endnu de skatte hun havde haft ombord! Hun havde været heldig overhoved at overleve, men det var ikke ligefrem noget hun lovepriste Chance for. Måske ville hun havde skænket sit held en tanke hvis hun ikke havde siddet fast i hovedstaden, hvor intet piratskib det viste bedre lagde til, uden mønt nok på lommen til at forlade byen.

Det var noget af en kattepine hun var havnet i.

En kattepine der nu så hende stå på et mørkt gadehjørne i den pænere del af den nedre bydel, hvor de rige unge mænd kom for at slå sig løs. For en køn kvinde som Morgana, var det ikke svært at væve et slør af mystik om sig, og før de viste af det dansede de efter hendes melodi.

William var i et ganske udemækret humør denne dag. Han havde været så heldig at undgå at blive vækket op til morgentræning denne morgen, og derved sovet så længe han lystede. Ikke nok med det, synes han blot at det hele virkede ganske godt omkring sig. Bortset fra hans moder evindelige ævl om ægteskab. Noget der snart drev ham til vanvid, men mon ikke det gik. Forhåbentlig havde hun forstået at Will ikke var helt fjentlig overfor ideen længere, såfrem han selv fik lov at vælge. Og vigtigst, at hun valgte ham.

Alt det skænkede han dog ingen tanke som han gik ned igennem gaderne efter at havde spasseret lidt rundt. Han befandt sig mere eller mindre alle steder i hovedstaden, og dette var ingen undtagelse. En følelse løb dog hurtigt ned af ryggen på ham, ved synet af en skikkelse der stod i det mørke gadehjørne. Hun virkede alt for bekendt, og alligevel så fremmed for ham. Ikke destro mindre, sagtede den unge mand farten og kunne ikke få noget til at hænge sammen. Det måtte være flere år siden! desuden var han også ret overbevist om at hun ville havde befundet sig andet sted end hovedstaden.

Morgana mærkede et blik på sig, og fandt hurtigt kilden. Hendes mundvige trak sig op i et bredt smil. Måske hun skulle lægge vejen forbi Chances tempel alligevel, for heldet var vist med hende i dag mere end hun havde fortjent!
William havde ikke været andet end en stor knægt da hun havde slået sine klør i ham sidst, og hans selskab havde da moret hende, men ikke mere end hun havde forladt byen igen uden et ord.

Nu lod det dog til han kunne blive hendes redning! Morgana rettede lidt på sit hår, og tjekkede diskret at hun stadig bar de øreringe hun havde fået i gave ham af, blandt vældet af øreringe hun havde i, inden hun trak håret ud over den ene skulder, og trådte ud af skyggen "Will!" kaldte hun ufortrødent og vinkede.

Som skikkelsen trådte ud af skyggen, var William ikke et sekund i tvivl om hvem der stod foran ham. En kvinde, som havde haft noget af en indvirkning tilbage hvor han blot var en uerfaren og alt for letpåvirkelig knægt. Han stoppede op i sin gåen og det trak let i hans mundvig i et forsøgende smil, mens et diskret suk kom frem. "Morgana." svarede han og det lykkedes endda at få et smil frem. Hun bar tilsyneladende stadig øreringene som havde været en gave for så mange år siden. Han huskede hvordan han ville havde gjort alt for den kvinde dengang. Hvordan hun vendte hans hovede op og ned. Og nu, nu føltes hun mere som et dårligt minde. Dette skyldtes mere hendes meget kolde måde at gå fra ham på. William havde ærligt ikke hørt fra kvinden i flere år nu, og intet havde hun sagt som hun var forsvundet som dug fra den klare himmel. "Lige så charmerende som altid." påpegede han med hovedet let på skrå. "Hvor mange år er det siden? 3? 4?" bitterheden i hans stemme var at mærke. Så igen, det havde givet ham muligheden for at finde en anden i sit liv, som han først havde været overbevist om var Morgana. En mærkelig tilstand han syntes at havde været i dengang.

Morganas smil blev en tand bredere da han nævnte hendes navn. Ikke fordi han huskede hende, for det bar hun ingen tvivl om at han gjorde, men fordi det sparede hende for at skulle gætte hvilket navn hun havde givet ham i sin tid. Hun havde brugt så mange i tidens løb, men netop hovedstaden var et af de steder hvor hendes vatpik af en eksmand ikke havde sat efterlysnings plakater op. Selvom at Morgana ikke lignede det stor-øjede pigebarn på plakaterne særlig meget længere, så måtte hun give gamle Aldramech en ting. Han gav ikke op!

Williams modvilje mod hende kom ikke som nogen overraskelse. Det var alt sammen en del af dansen, en dans Morgana var blevet ganske god til med årerne. William ville snart glemme hvordan han nogensinde kunne leve uden hende, og kun bebrejde sig selv for de mange års afstand.
Morgana slog blikket ned, hendes udtryk en anelse forlegent ved hans 'kompliment', men hendes øjne fangede snart hans igen "Det føles som en evighed.." erkendte hun længselsfuldt hvorefter hendes ansigt pludselig blev alvorligt "Jeg troede du var død Will... Du svarede aldrig på mine breve!" hendes stemme var på grænsen til fortvivlelse, men det fordampede snart til fordel for et ledende smil "Jeg er så glad for at se dig igen, og finde dig uskadt" tilføjede hun så, hendes stemme sød som honning og tung af magi. Hun rakte ud og rørte bildt hans arm, en elskers kærtegn.

Hendes reaktion frembragte en undren i Williams blik, og ikke mindst et hævet øjenbryn. Det virkede ikke som hende at blive forlegen. Han huskede i hvert fald ikke et øjeblik før i tiden hvor det var sket. Og så kom stemmen, der fik ham til at fjerne blikket fra hende kort. Den stemme hun brugte forvirrede ham, og det krævede sin kamp at tage sig sammen og se tilbage på hende.
Han så længe og forvirret på hende, som hun talte videre med en fortvivlelse så overbevisende at Will havde svært ved at sætte sig fast på om han skulle tro hende eller anklage hende for at lyve. "Jeg har intet modtaget." svarede han derfor neutralt, mens tankerne spandt sig rundt i hans hovede, givende både den ene og den anden i ide om hvad der var sket.
"Hvorfor kom du ikke tilbage?" spurgte han så, efter berørelsen af hans arm havde fået hans blik til at se derhen. hans stemme var langt mere rolig og blid overfor hende nu, end den havde været før. Noget havde tydeligt påvirket ham til at være mere tilgivende end han først havde i hensigt. "Og hvorfor sagde du intet om at du tog afsted? Der er gået flere år, og i mange måneder var det spørgsmålet der blev ved med at komme tilbage. Hvor du blev af." der blev gravet op i gamle følelser, men stadig noget manglede. Nok var hun som hun altid havde været, denne smukke og charmerende kvinde, som dengang havde fejet benene væk under ham. Og alligevel var han stadig stående denne gang. Tanken om den hvidhårede Isa, måtte være hvad holdte ham i skak.

Morgana blinkede oprigtig overrasket da han sagde han intet havde modtaget. Det var ikke orderne, for hun kunne knap være overrasket over at han ikke havde fået breve der aldrig var blevet skrevet, men måden han sagde det på, den ligegyldighed han sagde det med.
Havde hun begået en fejl? Havde han groet en rygrad mens hun havde været væk?
Nej, han begyndte at bløde op nu. "Jeg prøvede at komme tilbage!" forsikrede hun ham "Jeg ville aldrig have forladt dig hvis jeg havde haft et valg" fortsatte hun, og lod magien flyde og tvang en tåre frem i øjenkrogen "Jeg skrev og skrev uden nogensinde at få et svar tilbage. Men jeg viste du ikke kunne have glemt mig, der måtte være sket et eller andet! Så jeg tog et skib tilbage hertil men.." hun mødtes hans blik. Intet solgte historien bedre end et skud ærlighed, så hun kunne lige så godt fortælle ham hvad der faktisk var sket, selvom de ikke helt var sket under de omstændigheder "skibet blev angrebet. De bordede os. En af dem sårede mig og jeg røg overbord! Jeg.." Morgana gik i stå og slå blikket ned. *Jeg døde..* tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen, men hun samlede sig og fortsatte "Jeg skyllede op på land, og ville være godt bort der, hvis det ikke havde været for en noble ridder. Han reddede mit liv. Jeg var ilde tilredt, men han gav ikke op og det kunne jeg heller ikke! Jeg måtte se dig igen Will" hun lagde blidt en hånd på hans kind "Jeg ved der er gået mange år, men mine følelser for dig har ikke ændret sig Will. Jeg blev nød til at se dig igen, om det så bare var for at sige ordenligt farvel"[/i].

Som prikken over i'et lænede Morgana sig ind for at kysse ham lidenskabeligt. Ikke så hurtigt det ville skræmme ham, men stadig hurtigt nok til at han ikke fik for længe til at tænke over det.

Hendes ord gravede sig ind i ham, og gjorde nærmest hans hjerne helt blød og forvirret. Som en tåge havde lagt sig over hans sanser, og tvang ham ud i et stadie af direkte påvirkelse. Han følte sig sløv i sine tanker, og direkte påvirket af hele hendes tilstædeværelse. At hun virkelig talte sandt, at hun virkelig mente hvad hun sagde, det var alt han troede. "Du er svær at glemme." intet negativt var også denne sætning. Der kom faktisk et smil frem på hans læber, som han lod hende tale videre. Et smil der falmede da historien nåede ham for øre.

Han lukkede sine øjne, tydeligt påvirket af hendes direkte stemme og de følelser de medbragte. De gravede sig så dybt ind og fandt ting som enten for længst var glemt, eller gemt godt væk. Han var direkte tom for ord, påvirket af hendes historie og hendes efterfølgende lovende og bindende ord. At hun stadig havde følelser for ham og at det ikke var ændret. Det gav ham direkte dårlig samvittighed. Det fik ham endda til at genoverveje om han havde følelser for hende. Om endt de var gemt, men om de stadig var der. Betød hun stadig det samme for ham som før. Derfor reagerede han ikke som hun kom nærmere, før skaden var sket.

knap havde læberne berørt hans før William vågnede op af sin trange med et sæt og trak sig væk fra hende og holdte hende fast med sine hænder placeret på hendes skuldre. Forvirringen havde overstrømmet først, men han var ikke forvirret længe. Hvor glad han end havde været for hende engang, var han ikke længere forelsket i hende. "Vent." William var uden ord for hvad han skulle sige. Det var ikke ligefrem en vant situation for knægten. "Jeg kan ikke det her. Jeg elsker en anden." det blev sagt som det var, og som han udtalte orderne for første gang, gik det også op for ham hvor sande de var. Han var ikke kun forelsket i Isadora, han direkte elskede hende, til trods for at de ikke havde kendt hende længe. Det var alt ved hende, og selv ikke engang Morgana kunne ændre dette.

Morgana stirrede uforstående på ham da han trak sig væk. Hun huskede ham ikke som værende ked af det når det kom til den slags? Og Morgana var ikke ligefrem en kvinde folk fik kolde fødder overfor. Hun sank en klump. Var det fordi hun var ved at blive gammel? Hun havde rundet de tredive og viste rynkerne måtte være lige om hjørnet!
Så fortsatte William, og Morganas bed tænderne sammen. Kærlighed.. af alle ting så skulle det lige være kærlighed!! Ingen mængde af søde ord eller kærtegn kunne kurrere den sygdom kaldet kærlighed! Der kæmpede selv guderne forgæves!

Morgana knyttede nævnerne og måtte bruge alt sin viljestyrke på at holde sig selv i skak. Med en arrig bevægelse fjernede hun Wills hænder fra sine skuldre og stak ham en syngende lussing. Alt hendes viljestyke var ikke nok.
"Og det siger du først NU!?!" råbte hun hidsigt "Jeg DØDE næsten på vej herhen og NU siger du der er en anden?! Har du overhoved FORSØGT at kontakte mig i al den tid, eller håbede du bare jeg ville blive væk så det ikke ville blive akavet med din nye dame?!" rasede hun videre. Hun gik over stregen der, og var udemærket klar over det. Will fortjente ikke det her, og det var ikke engang rigtig ham hun var vred på. Men nu var det ham det gik ud over. Sådan var verden nogle gang.

Will så nemt hvordan orderne ramte Morgana og der var ingen kamp mod at få fjernet sine hænder eller den syngende lusning som ramte ham hårdt over ansigtet, der alligevel frembragte et let tick af smerte. Det var ikke ligefrem behageligt at få en lusing, og denne var heller ikke mild.
Han lod hende rase ud og ventede til hun fik sagt det sidste inden han overhovedet gjorde tegn til selv at tige noget. Han forstod skam godt hvorfor hun var vred, hvis det hun sagde var sandt. Og han bebrejdede hende heller ikke for at være sur. Men sandheden var, at hun ikke vidste hvad han havde gjort for at finde hende, og vidste heller ikke hvor ny Isadora egentlig var i hans liv, selvom det var ved at være lang tid siden han havde mødt hende på kroen.
"Ja, jeg har forsøgt at kontakte og finde dig, Morgana. Men du var væk. Du forsvandt fra den ene dag til den anden, uden så meget som at efterlade en note til mig." begyndte han, ikke så meget for at forsvare sig selv, til trods for de voldsomme beskyldninger. Men han gjorde det faktisk for hendes skyld også. At hun skulle vide at han ikke havde glemt hende, men var kommet videre. "Og da jeg intet svar fik og intet talte til at du vendte tilbage, eller overhovedet var i live. Stoppede jeg. Og kom videre." Om hans forklaring ville bringe hende ned til et mere roligt stadie var stadig ikke at vide. Men han var ikke til at bide og stikke i hvad angik hans følelser. Og de talte ikke til Morganas fordel, selvom hun var en del af hans fortid. "Dertil starter jeg sjældent en samtale med; Hør, jeg elsker en anden, hvordan har din dag ellers været" tilføjede han roligt. Imens var smerten i den ene kind også begyndt at falde igen. Will var naturligvis ikke sikker på om han fik en igen lige om lidt.

Williams ord nåde Morgana, men havde ikke ligefrem den ønskede effekt. Tværtimod.
"IGEN påstår du jeg ikke efterlod noget, når jeg lige har fortalt dig at det gjorde jeg faktisk! Jeg skrev og skrev, og hørte INTET fra dig!" hun plantede en anklagende finger på hans brystkasse og tvang ham bagud til hans ryg mødte muren. Hans rolige håndtering pissede hende grænseløst af. Hvor vovede han bare at stå der og lade som om alting var som det burde? Som om det her var HENDES skyld! Som om...

Det slog Morgana som en lyn fra en klar himmel "Du tror jeg lyver, gør du ikke.." det var ikke rigtig et spørgsmål så meget som en konstatering. Hun stirrede vantro på ham. Han havde selvfølgelig ret, men det stoppede ikke Morgana i at føle sig forrådt alligevel.
En ubehagelig fornemmelse krøb indover Morgana i takt med hendes kontrol over situationen forsvandt. Men hun nægtede at se sig slået. Morgana løftede hånden for at slå ham igen, men sænkede den igen, hendes blik hårdt, koldt og beregnende.

Åhhh nej, hun ville få ham til at FORGUDE sig, om han ville det eller ej!

Ud af det blå sprang Morgana på ham. Hun greb hans ansigt mellem sine hænder, pressede sin krop ind mod hans og op mod muren så han ikke kunne stikke af, tvang hans læber til at møde hendes og lod magien tage over.
Der var intet subtilt eller diskret over det, ingen kandiserede ord eller lette kærtegn til at skjule magiens indvirkning. Dette var ren magi, og den eksploderede ud af hvert et lille punkt hvor hendes krop mødte hans, rå og uhæmmet.
Ubudt kom en tanke til hende, fra et sted dybt nede som Morgana troede hun havde låst af for længst.

Hvad har jeg gang i?!

((Morgana bryder selv væk hvis ikke Will gør noget drastisk, men synes det var vigtigt lige at få Wills reaktion med ingen, så der ikke skete for meget på en gang))

William sukkede tungt og mærkede irritationen stige som fingeren ramte hans brystkasse. Hvor mange år var der efterhånden gået?! "Ændret ikke det faktum at det først var efter, at du var gået at du sendte breve! Som jeg desuden ikke har modtaget - om det så er din skyld eller andres, ved jeg ikke og gider jeg heller ikke tænke over." svarede han ærligt og lidt mere hårdt end før. Det var kommet tilbage. Hårdheden og selvom han var i tvivl om hendes skyld, var hendes opførsel alligevel med til at gøre at hans humør dalede endnu mere og han lige så godt kunne opgive at forklare ting for hende. Det virkede ikke voldsomt meget som om at hun havde i sinde at tage det roligt.

Endnu et suk forlod ham og han lod sit blik vandre let. Han vidste faktisk ikke helt hvad han troede længere. Will havde troet at Morgana aldrig ville vende tilbage, og han havde ladet hende gå lidt mere over i glemmebogen end han havde tænkt sig at indrømme overfor hende. Men ligemeget hvad han sagde, syntes det blot at gøre tingene værre. Hvilket også var grunden til at han intet svarede.
Det øjeblik var han ligeledes også uopmærksom og var nær hoppet som hendes hånd løftede sig igen, for blot at sænke sig igen. Han havde vitterligt troet at hun ville slå ham.

Hvad hun gjorde i stedet, var noget som William aldrig nogensinde ville havde regnet med ville ske. Hun sprang på ham, og hans arme blev løftet beskyttende op, da dette virkede mere som et angreb end hvad det egentlig resulterede i. Læberne ramte ham igen, men denne gang med en så toksineret følelse at William blev decideret svimmel og følte alt blive helt bløret i hans hovede igen. Dette var nok til at han i lang tid ingen modstand gjorde og blot mærkede Morgana og hvordan hendes indvirkning var. Dette virkede dog langt mere unaturligt end nogensinde før, hvilket til sidst også vækkede alarmklokker, og William fik hevet hende væk fra sig og holdte hende fast, en armslængde væk. "Hvad fanden sker der?!" var det første som kom lavmælt frem, selvom vreden og de andre overvældende følelser var alt mærke. "Hvad fanden er det du gør ved mig?" han havde bemærket noget nyt, og han synes ikke det var rart.