Det var koldt og skønt og sent og absolut det bedste tidspunkt for én, der ikke ville ses, at bevæge sig rundt i skumringsgyden. Det havde egentlig aldrig været et problem for kvinden, at bevæge sig igennem byens mere usle gader. De få fjolser, der havde været så uheldige at støde ind i hende, havde hurtigt lært at de i fremtiden skulle holde sig på afstand. Man må sætte sig i respekt, tænkte hun bittert. I sidste ende havde hun det dog bedst, når hun kunne komme ud og hjem uset og ubemærket. Kvinden var iklædt en lang mørk kutte, med sorte fjer syet fast om skuldrene. Det var bedst, havde hun erfaret, hvis man tog den samme rute i det samme tøj - så vidste de, der var ude på problemer, hvem man var.

Mørket havde lagt sig for længst og skyggerne, der før havde været lange, var nu gået i et med de mørke brosten. Der var en beroligende dog summende stilhed. Lyden af de få, der turde begå sig i disse gader på denne tid. Kvindens blik gled henover ansigterne på dem hun passerede. Hun bar hverken hætte eller maske - hvilket var unormalt for folk indenfor hendes erhverv. Hendes blik gled fra ansigt til ansigt. Fra et par skræmte øjne, til det næste. Kvinden hævede øjenbrynene; hvorfor gik folk ad denne sti, hvis de var kontrolleret af frygt? Fra et blik til det næste - og pludselig mødte hun et par grønne øjne, som hun bestemt havde set før. Øjne der ikke hørte til her. Øjne der ikke passede ind. Hun stoppede. Øjnene passerede hende. Hun vendte sig efter deres ejer. "V..." hun tøvede. Var det... Virkelig? Efter alle disse år?
"Venus?" spurgte hun endelig, højere end hun havde ønsket. Hun trådte frem i lyset fra månen. Det blege lys var ikke stærkt nok til at vise alle kvindens kendetegn, men for venskabelige øjne ville der ikke være nogen tvivl. På Alwyns nu synlige ansigt bredte der sig et stort smil. "Venus, er det virkelig dig?"

Alwyn flyttede hurtigt sin højre fod bagud, for at give sin balance en smule styrke; hun havde set omfavnelsen komme og nåede just at reorganisere sine ben, inden Venus' arme havde kastet sig omkring lejemorderens hals. Et hav af rødt hår omringede dem. Alwyn lo mildt og lettere akavet, og klappede blidt sin gamle veninde på ryggen. "Det er også godt at se dig." forsikrede hun og tog sig selv et øjeblik til faktisk at nyde øjeblikket. Det var længe siden nogen havde kastet sig om halsen på hende med gode intentioner. Det var nu meget rart at vide, at det ikke var alle der var ude efter hende.

"Hvordan har du haft det? Hvor længe har det været?" Hun lod tankerne trække hende tilbage i fortiden; åh ren nostalgi! Dengang havde de set hinanden næsten dagligt, brugt flere timer i hinandens selskab. Men... Alwyn sukkede. "Jeg beklager at jeg har været væk så længe." sagde hun, ganske pludseligt, kun et kort øjeblik efter at have stillet sine egne spørgsmål. "Jeg er klar over, at jeg måske burde have givet lyd fra mig. Men..." hun betragtede sin veninde - så uskyldig og fin. Ville Venus overhovedet kunne forstå det? Alwyn trak på smilebåndet. "Men det var ikke helt nemt." afsluttede hun blot, og valgte at sætte sin lid til, at denne forklaring måtte være tilstrækkelig.
"Hvad laver du forresten herude? Det er da ikke et særlig rart sted for en som... en som dig." Lejemorderen kastede nogle hurtige blikke over sine skuldre og konkluderede at der ikke var nogen mistænkelige øjne på dem - kun de fra forbipasserende fulde mænd, der ikke havde bedre at lave, end at kigge efter kvinder.