Lyden af hove der skridtede livligt imod den frosne jord blev snart afbrudt af lyden af flygtninge, folk og fæ som forsøgte at komme vej ind i hovedstaden, med og uden papirer. Etheldred gned kort sine hænder, løftede dem op til munden og lod sin ånde varme dem for et par sekunder. Kulden havde i den grad overtaget landet, og selvom man skulle tro at det ville bringe mindre arbejde med sig, var det ikke helt sandt.
Den blonde kvinde havde selv været ude i en mindre by der var blevet nærmest massakreret af Mørkets tilhængere. Det havde været skrækkeligt at se alle de bygninger brændt ned, nogle med rester af både dyr og børn i dem. Hun havde fået snakket med landsbyens borgere og hørt deres beretninger, noteret sig alverdens ting ned og hjulpet dem med at få lavet nogle barrierer og primitive våben i tilfælde af at de skulle blive angrebet igen. Deres forsyninger var blevet taget, så Etheldred måtte finde sig selv nødsaget til at skulle gå op og søge om nødforsyninger til det hårdt tiltrængte folk.
Krig var virkelig ikke en flot ting, langtfra.
Troligt holdt hun hesten tilbage og lod et par bønder foran, inden hun stillede sig i kø, de kølige øjne betragtende rundt omkring de mange folk, holdende øje med om nogen skulle stikke ud, selvom hun vidste at byvagten højest sandsynligt gjorde det samme.
Hun skuttede sig let i sin kappe, allerede ønskende sig selv ind i en varm bygning, et godt langt varmt bad skulle i den grad gøre godt når hun kom hjem.

Længere bagude i køen gik Alexander for sig selv. Han var iklædt en fåreskindsvest, med en tunika inden under og nogle bomuldsbukser. Alting i brune farver. En kappe var uden over tøjet og han pakkede sig meget grundigt ind i den. Hætten dækkede meget af hans ansigt, i og med at den var trukket godt op over hovedet af ham. Med vingerne inden under så han større ud end han egentlig var og han var også 190 centimeter høj, så hans hoved stak over det meste af rakkerpakket rundt omkring ham. Han ville hjem nu, men han havde absolut ingen beviser på, hvem han var - faktisk var han sikker på, at han nok ville ende i byvagtens varetægt når han forsøgte at komme ind. Det ville ikke være nogen overraskelse hvis deres sikkerhed var lige så god som den havde været for tre år siden. Det regnede han stærkt med, til trods for det høje flygtningetal. Han var ikke sikker på, hvad der skete omkring i landet for tiden, men der var et eller andet galt, siden at der var så mange forhutlede folk omkring ham.

Selv virkede han ikke helt så forhutlet med sin høje størrelse og vingerne der fik ham til at ligne en stor og stærk person. Langsomt kom han længere op i køen, men nu begyndte byvagterne at kigge længere nede i køen, sikkert for, at sikre sig, at der ikke skete noget længere tilbage, der kunne skabe ravage. Én af dem fik øje på ham og virkede ret bekymret for, om han var en voldelig type. Manden kiggede strengt på ham og vinkede ad ham for at få ham hen til sig. Men Alexander så det ikke, og gik videre, uvidende om hvad der foregik. Vagten begyndte at råbe af ham og masede sig gennem mængden, hvor Alexander endelig opdagede hvad der foregik. Men han var ikke helt sikker på, hvad han skulle gøre, så han valgte blot at stoppe og vende sig mod vagten, forvirret. Han kunne, ud af øjenkrogen se, at der var flere vagter på vej.

Hun havde tålmodigt ventet, med tankerne på varme, mad og bad, på trods af at hendes arbejde så langtfra var fuldført. Hun skulle trods alt have hevet fat omkring problemerne i byen, hevet fat i de rette folk og skrevet en rapport over hendes tur derhen. Noget hun håbede på hun kunne gøre under sit måltid, medmindre et eller andet uforudset hændte. Og det var lige akkurat det der skete idet vagterne begyndte at brøle op. Hun drejede sig halvvejs om i sadlen for at se hvad postyret skyldtes.
Blikket faldt umiddelbart på en person, højest sandsynligt en mand. Stor og ulmenede, og virkede mistænktsom vag. Med en dyb sukken, fik hun styret sin hest ud af køen, over imod den skare af vagter der var ved at stimle sammen. Hun sendte et par af dem et skarpt blik, som for tavst at spørge dem om de ikke havde nok at gøre med at holde styr på hvem der gik ind og ud af porten.
Hesten stoppede ved siden af den lille forsamling. Det virkede næsten som om byvagten var lidt for meget på dupperne, hvilket fik hende til at overveje om der var sket endnu et angreb imens hun havde været væk.
"Undskyld mig, men vi bliver nødt til at se dine papirer og vide dine ærinder i hovedstaden. Og få den hætte af. " Lød det bryskt fra en halvskaldet mand. Ethel regnede med at det nok var ham der havde kommandoen lige pt. Og hun valgte at forholde sig tavs, for nu i det mindste.
Øjnene holdende vagtsomt øje med den høje person, der synes at have været uheldig at få alles opmærksomhed lige pludseligt.

Offer for alles opmærksomhed igen, bøjede Alexander hovedet i usikkerhed. Han var ikke vant til den slags opmærksomhed. Første gang havde han været nøgen midt i en nordby og alle havde stirret på ham som om at han var et ældgammelt støvet artifakt der skulle til at eksplodere i hovedet på ham. Nu virkede det som om, at de regnede med, at han ville myrde dem alle sammen. Ubehaget steg i ham da én af vagterne endelig talte til ham, noget brysk. Papirer. Åh nej, hvad skulle han gøre? Det hele var komplet til rotterne, og han overvejede, om han mon bare skulle gå den vej han var kommet fra og komme tilbage senere. I stedet reagerede hans krop før ham, for han kunne sagtens høre på mandens tanker, at han jo egentlig bare gjorde sit arbejde. Mange af de andre i mængden tænkte, som det var typisk for dem, "godt det ikke er mig". Han sukkede lavt. "Beklager. Jeg har ingen papirer," mumlede han, stadig noget hæs. Hans stemme var ikke helt den samme som dengang, hvor han ikke var konstant anstrengt over at skulle fryse konstant.

Hans hænder rystede, da han rakte op for at trække hætten af. Han fik øje på en kvinde ud af øjenkrogen og genkendte hende med det samme. Ethel! Han tog hurtigt hætten af og kunne mærke opmærksomheden fra vagterne stige, så han skyndte sig derefter at holde hænderne oppe, som for at berolige dem med, at han ikke var ude på problemer.
"Mit navn.. Er Alexander Malcharion. Jeg ved at I ikke tror på mig, men det er jeg sikker på lysets kriger Ethelred derovre gør," med ordene så han over på sin gamle, bedste ven. Hans blik var forvirret, men både fyldt med sorg over, hvad han havde udsat hende for ved at dø og ved at han nu så hende igen. Det virkede som om, at det var årevis siden at han sidst havde set hende, men han vidste egentlig ikke hvor længe, der var gået siden den forfærdelig dag på issletterne.

Idet den mistænksomme begyndte at tale, gled Etheldreds tanker hen på en kamp, for år tilbage. Stemmen lød så sært bekendt, at det næsten gjorde fysisk ondt på hende at tænke på at den person hvis stemme denne mindede så meget om, var død og aldrig ville komme tilbage i hendes liv igen.
Hun gnavede let på sin kind for at få tankerne væk.

De kom dog straks myldrene tilbage idet samme manden trak hætten ned, hvilket umiddelbart fik krigeren til at glane med åben mund, uden helt at kunne fatte det. Det kunne ikke passe. Var det hans bror? Måske? Eller måske bare et tilfælde.. Rent og skært tilfælde. Langsomt steg hun af hesten, mens hendes øjne ikke et øjeblik forlod hans ansigt. Idet han nævnte hendes navn kunne hun ikke styre sine følelser, anede ikke hvordan hun skulle reagere. Mest af alt havde hun lyst til bare at kaste sig om halsen på ham, men fornuften sagde hende at hun ikke kunne vide sig sikker, måske det bare var en af fjendes mænd der forsøgte at agere som ham, ligne ham i alt.
En hånd gled forsigtigt frem, rørte forsigtigt ved hans hud. Hvor var han kold, og kindbenene ru. Det føltes næste som evigheder, som om der pludselig kun var de to af dem og ikke en bunke årvågne byvagter og nysgerrige flygtninge og des lige der holdt øje med hele scenen.
Hånden gled om bag ham, lindede let på hans kappe for at se om hvad hun mistænkte var sandt. Og det lod det til at være idet hun så hvide fjer og dun under den. Respektfuldt lod hun den tilbage på plads igen, inden hun så ham i øjnene, med en ro hun knapt kunne tro at hun ellers ville kunne frembringe i sådan en situation, når hele hendes indre var i oprør og fyldt til randen med spørgsmål efter spørgsmål.
" Vi skal have dig over på hovedkontoret.. Det er du godt klar over. Ikke..?"
Logikken sagde hende at for at skåne ham, og hende selv, mest, var det nok bedst at han kom igennem en afhøring i hovedbygningen. I papirene ville han stå som død, og alligevel stod han lyslevende foran hende, eller.. Så levende en engel nu kunne være. Glæden ved at gense sin barndoms bedste ven i live, var lige ved at få hende til at tude. Hvor flovt.
Hun nikkede imod hesten, som tegn på at han kunne hoppe derop, inden hun tog sig sammen og myndigt vendte sig imod lederen af byvagterne. " Det lader til at min kære ven.. Alexander Macharion.. " Hun gentog hans navn for at gøre det tydeligt for manden at hun ikke var blevet hjernevasket indenfor den korte stund. " ..Er genopstanden fra de døde. De vil kunne se i byens papirer at han for.. Omkring tre år siden blev nedskrevet som værende død men uden et lig til at begrave.. Jeg vil personligt sørge for at han kommer i rette behandling, det rette sted. Uden alt for megen publikum. " Hun skulede kort til forsamlingen, der nærmest lod til at blive pinligt berørte og glo væk.

Alexander kiggede op på Ethel da hun steg af sin hest og gik hen til ham. Hendes berøring mod hans kind føltes varm og han stivnede let. Han frøs, og var iskold, hvilket han havde været i rigtig lang tid nu, og at hun rørte ved ham var mærkeligt, men på en underlig måde behageligt. Da hendes hånd rørte hans vinger, kiggede han direkte på hende, tavs, før hun brød stilheden. Han nikkede sit samtykke, for at vise hende, at han var komplet enig Det var både godt og måske også lidt skidt, da han ikke ville være til besvær. Men han gjorde, som der blev sagt og gik hen for at stige op på hesten, mens hun forklarede tingene for vagten.

Da de tre år blev nævnt stivnede han på ny. Tre år?! Død i tre år. Han var mildest talt i komplet chok over det og stirrede hende, uden hæmninger, mens han overvejede, hvad han skulle sige til det. Det var meget mærkeligt. Og det gav ham et stik af ubehag i hele kroppen at tænke på, at hans lig havde ligget dér, på issletten i over tre år og enten var blevet berøvet for alle sine genstande eller blevet spist af ulve eller bjørne. Tanken gjorde ham svimmel og gav ham en kvalme uden lige.

Han kiggede over på vagten med et undskyldende, men også lettere pint blik. "Jeg.. Beklager mit postyr.. Jeg skal nok lade være med, at lave flere problemer i fremtiden," forklarede han skamfuldt, før han satte sig op på hesten, stadig meget dårlig tilpas over de tanker der sværmede rundt i hans hoved. Han havde lyst til, at kaste op, lige nu og her, men han gjorde det ikke. I stedet holdt han sig sikker i sadlen med et anstrengt ansigtsudtryk og ventede tavs på, at Ethel kom med ham. Hvad de skulle nu, vidste han ikke. Han ville helst gerne drikke sig hjernelam og glemme alt det, han lige havde fået at vide.

Hun bemærkede godt at han stivnede, men det var ikke så meget at gøre ved det. Byvagten var trods alt nødt til at få af vide hvad der var sket før hun kunne tillade sig at tage ham med sig ind i byen.
" Hvis De mangler yderligere beviser er jeg sikker på at min øvrebefalende, Sir Constantin Solomon, gladeligt vil fortælle dem den samme historie, med alle beviser der skulle måtte være behov for."
Hun rømmede sig let idet hun tog hestens tøjler Selvom det ville føles sikrest at de begge var oppe på hesten, var de begge bevingede personer, men da han var bleg, og højest sandsynligt i en form for choktilstand, fandt hun det bedst at han fik lov at være på hesten, så måtte hun tage det hårde skridt med at mase sig igennem folkemængden inde bag murene, når de engang kom igennem.
" Hvis De vil undskylde mig. " Hun fremviste kort sit segl, lindende lige så kort i skjorten for at vise stenen der indeholdt lysets kraft, inden hun dækkede den til igen, tog et bedre fat om tøjlerne og satte igang, hen imod muren.
Nogle folk brokede sig højlydt, mens andre mumlede sammen, som de betragtede de to. Etheldred lod dog ikke til at tage sig yderligere af det, som hun gjorde det samme idet de kom til porten, med selv samme ord hun havde givet de andre, inden de fik lov at gå ind bag murene.
Hesten trippede kort men fandt sig forholdsvist hurtigt i den tiltalende larm og menneskemylder, imens Etheldred valgte at tage hovedvejen hen imod hovedkontoret, selvom hun nok normalt ville have undgået trafikken og taget smutvejene, var det bedst at tage mylderets vej og den vej undgå bøller og ballade. Alt sammen af hensyn til Alexander som hun skævede til i ny og næ, stadig ude af stand til helt at opfatte at det virkelig var ham.
"Hvordan har du det..?" Tåbeligt sprøgsmål, men det var trods alt bedre end at gå i akavet stilhed.

Alexander blev siddende, bomstille, mens Ethel forklarede at hendes øvrebefalende ville give samme historie. Han kunne godt huske Constantin, en ganske fin mand i hans øjne, men han var ikke sikker på hvad han skulle tænke om noget som helst i øjeblikket. Han kunne ikke rigtig finde hoved og hale i sine tanker og valgte derfor, ikke at sige noget som helst. Han blev bare siddende stille, mens de kom stille og roligt gennem det brokkende menneskemylder, der kun var mere med til, at han blev mere desorienteret og dårligt tilpas.

Da hun pludselig spurgte hvordan han havde det, kiggede han ned på hende kort før han tog sig til hovedet og gned sin ene tinding. Han følte sig både kold og også lidt klam. Der var svedperler på hans pande og han havde stadig en voldsom følelse af ubehag og kvalme. "Hvis jeg skal være helt ærlig... Meget dårligt.. Tre år.." mumlede han, en smule kort for hovedet. Hans tanker endte tilbage på det lig, der lå ude i sneen i norden og han så for sit indre blik hvordan hans ansigt langsomt blev ædt af en isbjørn. Det var nok til, at han komplet mistede kontrollen over sig selv. Det var ikke fordi han besvimede. han mistede bare den smule balance han havde tilbage, og til trods for, at han egentlig sad solidt på sadlen, så blev han bare pludselig slap i alle sine led, til han langsomt drattede af hesten, uden at have nogen mulighed for at forhindre det.

Det var nok meget godt at folkemængden sørgede for at de ikke kunne gå særligt hurtigt. Hun skævede rundt, men sørgede for at holde farten forholdsvis stabil, trods alt ville det nok være bedst for ham at ende et sted hvor hans sanser ikke skulle overanstrenges sammen med tankerne der utvivlsomt ville være i ham.
Igen skævede hun op imod ham da han svarede. Brynene rynkedes let. Han så bestemt ikke godt ud, faktisk lignede han næsten en af dem der lå i en form for koma på helbredelseshuset.
Hun havde været ved at vende sig om igen, idet hun fornemmede at han var ved at dratte ned. Hvilket han da også ganske stille og roligt gjorde. Faktisk roligt nok til at hun tidsnok kunne komme op på siden af hesten og gribe ham med en arm og en enkelt vinge bredt ud for at støtte op hvor armen ikke kunne.
Et mindre 'huff' forlod Etheldred under besværet med manden der alligevel var det stykke højere end hende, og desuden havde en anden type vinger end hun havde. Al den vægt hun ikke selv havde.
" Eugh.. Tornerose.. Ikke noget med at vælte sådan rundt. " Fik hun frempustet som hun besværet fik trukket hesten ind til siden, og halvvejs slæbt ham med sig. En anstrengelse i sig selv, ikke desto mindre formåede hun at få ham over til en husmur, hvor hun lige måtte tørre sig over panden af ren og skær anstrengelse.
Med hånden fik hun løsnet sin vanddunk idet hun knælede over til ham, med armen gennem hestens tøjler, selvom den nu ikke så ud til at have planer om at stikke af.
Forsigtigt lænede hun hans hoved tilbage så han kunne få lidt væske ind. Om han så havde brug for det eller ej.
" hey.. Ikke noget med at dø fra mig igen.. Okay..? Jeg ved godt det er noget af et chok.. Det er det også for mig.. Men jeg bliver nødt til at få dig til hovedkontoret..Og gerne i hel tilstand.. "
En enkelt behandsket hånd strøg ham over håret, igen som en form for sikkerhedsforanstaltning om at det rent faktisk var ham.

Alexander, der havde regnet med, at lande nede på jorden, endte i Ethels arme i stedet for, og selvom han gerne ville have hjulpet til, endte han bare med, at lade sig slæbe helt hen til den mur hun endte med at stå op ad. Det var lidt komisk, at hun kaldte ham for tornerose. Og pinligt, at han ikke engang kunne holde sig oppe på en hest. Han følte sig svag, helt anderledes end ude i mørkeskoven på vej herned hvor han havde hjulpet en ulvekvinde med, at overleve et angreb fra en gruppe af mørkets krigere. Dér havde han været helt okay og stærk og sund og rask, hvis man så bort fra den kulde, der konstant var i hans krop. Han tog imod det vand, der blev hældt i ham, mens han kunne høre hende bede ham om, ikke at dø igen. Dårlig samvittighed tog over og han kom på benene, lænet let op ad væggen, hvor han tog et dybt åndedræt, for at få ro på sig selv. Panikken havde gjort ham dårlig, hvis han bare undlod at tænke på sin egen død skulle det nok gå. Dét og så den tår vand hun havde hældt i ham, fik i en nogenlunde bedre tilstand. Han var stadig ret træt, men i det mindste forsvandt kvalmen lige så stille.

"Undskyld.. Det må være forvirrende, at jeg er tilbage, når folk er blevet vante til at jeg ikke er her mere. Det må være virkelig frustrerende," indrømmede han med et melankolsk smil, der stadig havde en smule varme i sig. Han vidste godt, hvordan folk reagerede på sådan noget, og han var også helt sikker på, at Grev Theodyn, hans far, ville gå komplet amok, når han kom hjem og sagde hej.
"Hvis det kan være nogen trøst, så har jeg skyndet mig som død og helvede for at komme tilbage hertil hurtigst muligt. Jeg har savnet dig og de andre i hæren. Og min familie. Jeg håber ikke, du har taget det ilde op, at der er gået tre år, men for mig føles det ikke sådan. Jeg... Døde... Og vågnede op igen. Det var meget underligt," indrømmede han, meget mere roligt, før han ved egne kræfter kom tilbage på hesten og trykkede den i siderne så den satte i gang igen. Stille og roligt. Han skulle til hovedkontoret, som hun havde sagt, så han rakte hende også tøjlerne, så hun kunne følge med.

Hun betragtede ham tavst som han langsomt kom til hægterne igen, og fik stablet sig selv op på benene. Hun nikkede. " Mere forvirrende end frustrerende.. Men for dig må det i den grad være begge dele.. Og nok også noget af et chok.. Undskyld.. "
Et sagte smil forlod Etheldred idet hun rejste sig op fra sin knælende stilling og gik over til hesten for at holde den stille mens han fik svunget sig op igen. Hun kunne slet ikke forestille sig hvordan det var at dø... Og vågne op igen.
" Det er lidt som at vågne op fra en meget lang søvn, hva?" Hun strøg kort vallakken over mulen, inden han fik den sat i gang. Hun tog imod tøjlerne og gik endnu engang med hesten. " Nu ikke noget med at falde af igen.. Det vil være loveligt besværligt at sidde to personer med vinger på den krikke. " Endnu et lille smil forlod hende, som om humoren kunne hjælpe hende til bedre at overkomme at han havde været død i tre år og nu pludselig var i live igen.

Alexander kiggede forvirret på Ethel idet hun undskyldte. Hvorfor gjorde hun det? Han var nok stadig lidt forvirret og havde ikke helt fanget grunden til det. Det gjorde ham intet, så han smilede blot lidt til hende, mens hun overtog tøjlerne på hesten og de igen bevægede sig fremad. Da hun spurgte ind til om det føles som, at vågne fra en lang søvn, koncentrerede han sig om, hvordan det helt præcist havde været. Det var faktisk mærkeligt, for det ene sekund var han død og det næste vågnede han op. Han havde ikke følt nogen søvn, så han kunne ikke helt svare ja til hendes spørgsmål. Han kneb øjnene lidt sammen i fokus, før han rystede på hovedet.

"Jeg skal nok lade være med at falde af igen. Og nej, det føles ikke som en lang søvn, det var noget anderledes. Jeg... Døde... Og vågnede op igen, bare... Hrmm, nøgen.. I sneen. Det var skide koldt, og så fløj jeg pludselig og endte med at styrtdykke ned i centrum af en landsby. Det var lidt.. Småpinligt," forklarede han mens han igen kom til at smile. Det havde faktisk været ret pinligt, og meget, meget forvirrende. Han gned sig lidt om hagen, før han igen så ned på Ethel.
"Men hey... Vi har begge to vinger nu. Så kan vi.. Flyve.. På fjenden sammen," hans joke var tør, men ikke desto mindre var det da bedre end at sidde og være gravalvorlig konstant. Det lå ikke til ham at være sådan. Han var en mand med et let humør, god til at smile. Det havde han været før sin død, og det ville han også arbejde stærkt på, at være den dag i dag.

Ethel lyttede opmærksomt på ham imens de endnu engang bedrog ud i menneskemylderet. Det var næsten altid værst på dette tidspunkt, når solen var nær ved at gå ned og portene skulle lukkes, folk var nærmest panikne efter at komme ind i sikkerheden bag de tykke mure, selv hvis sikkerheden var falsk.
Et øjenbryn blev hævet idet hun så op imod ham. "Nøgen? Ja det tror da pokker at det har været koldt.. Issletten er jo ikke ligefrem det mest solskins og varmebrigende sted i landet. " Hun lo, en let og blid latter, hun kunne ganske levende forestille sig ham flyvende nøgen, som guderne havde skabt ham, kun for at styrtdykke ned i en af de få byer der var at finde på sletten. " Men det ser da ud til at du fik dig noget tøj. Der var måske nogle gavmilde gamle koner? "
Hun skævede om bag imod ham, mens hun ikke rigtigt lod sig mærke med hvad der var foran, blot lod hesten føre vejen.

" At flyve på fjenden kunne være praktisk, næsten.. I den tid du har været væk.. Er landet gået i krig igen. Endnu engang Mørkets Lord og hans tilhængere, men det er ikke Morgoth der er Mørkets Lord længere, faktisk er der ikke rigtigt nogen der ved hvor han er eller hvad der er sket med ham.. Men sandt at sige.. Har både Lyset og Mørket fået drager i staldene. Så vi kan flyve men så skal vi godt nok træne os op i hurtighed og smidighed. "
Hun sukkede igen. " Undskyld jeg smider alt dette på dig.. Det må være forfærdeligt overvældende. "

Alexander lo med, da Ethel grinede af hans nøgenhedsproblem. Det var første gang han havde grinet rigtigt siden han var genopstået, og det føltes ekstremt rart. Da hun snakkede om, hvem der havde hjulpet ham, rystede han på hovedet med et smil. "Nej.. Ikke gavmilde gamle koner. Det var to unge kvinder," med det ændredes hans smil til et skævt et. Han kunne godt lide kvinder. Det var en del af dét, at være en grevesøn. Han var ikke blevet gift med nogen endnu, for hans fader var gavmild med den slags, i modsætning til Ethels, som han havde en grundig afsky for. Han kunne slet ikke vente til at han kunne komme hjem til sin familie og forsikre dem om, at han i live, om end ikke i helt bedste velgående, så dét at han skulle på hovedkontoret var faktisk lidt en hindring for ham. Men han var en tålmodig mand og valgte, ikke at tænke for meget over det.

Kort efter gav hun ham en lektion i, hvad der var sket siden sidst og da hun nævnte dragerne, stirrede han forskrækket på hende. "... Drager?! Dem... Skal jeg IKKE op at sidde på!" udbrød han, halvt i joke, halvt i alvor. Han havde sgu nok i sine vinger! "Jeg har nok i mine vinger, der synes jeg skal op at flyve og så styrtdykke hele tiden. Og drager? De er jo skide farlige," mumlede han, halvt for sig selv, før hun undskyldte ham. Han afvinkede det, med en nervøs latter. "Det behøver du ikke undskylde for, det går nok! Jeg tror jeg er kommet mig over de værste af de chok, verden har at byde på, efterhånden. Jeg er bare glad for, at jeg er tilbage, og at jeg snart kan komme hjem og forsikre min familie om, at jeg ikke er død," forklarede han, ganske uvidende om, at hans fader var død af sorg for godt og vel et halvt år siden.

" Unge kvinder ligefrem? Det er ellers sjældent man ser den slags i de småbyer. Men godt at de kunne give dig varmen, og noget tøj. " Dette var bestemt ikke sagt uden en vis moro i stemmen., imens hun fik trukket hesten hen af en mindre sti der endte ved en mindre port ind til en større gårdsplads hvor det vrimlede med folk, igen blev Etheldred mindet om hvilket tidspunkt på dagen det var.

" Det er også kun ridderne, og dem højere oppe i hierakiet der får tilladelsen til at ride på en drage,og får tildelt en de kan skabe et bånd med. De er bestemt bistre dyr. Jeg skal ikke nyde godt af at få mig sådan en. Der må mine egne vinger være tilstrækkeligt. " Hun nikkede samtykkende, idet hun gav hestens tøjler til en staldknægt der alligevel ikke så ud til at lave det store. " Sørg for at han får godt med hø, Det har været et langt ridt. " Sagde hun, henvendt til knægten.
Det skar hende i hjertet at høre ham glæde sig sådan til at komme hjem. I forhold til hendes forhold til hendes far, var Alexanders langt bedre. Men manden var død af hjertesorg. Dette turde hun dog ikke nævne overfor ham, og lukkede mentalt tanken væk, håbende at han ikke fornemmede den lidt trykkende tanke og forsøgte at læse den. Den nyhed skulle hans familie bringe ham, han havde fået nok med dårlige nyheder at vide for nu.
Men hun skulle nok gøre sit for at være der for ham, hvis han skulle få brug for det. Det var alt sammen en temmelig skrøbelig sagde der skulle tages nænsomt omkring, ikke ligefrem noget den blonde kvinde med det bistre temperament var yderligere vandt til.
Istedet nikkede hun op imod trappen. " Så.. Er du parat?.. Og hey.. Jeg skal nok hjælpe dig med de vinger der, det er trods alt mit speciale. " Hun blinkede kort til ham for at lette stemningen en smule.

Alexander rystede på hovedet, halvt smilende, halvt irriteret, da Ethel begyndte at snakke om varme. Han blev konstant ved med, at være kold over alt, så han vidste udmærket, at der var et eller andet galt med ham. "Mhm, godt. Jeg har bare stadig ikke rigtig fået varmen endnu," mumlede han en smule distræt, mens han så sig omkring, og endte med, at få øje på kontorbygningen, da de drejede ned af en mindre sti. Kort efter gik snakken tilbage på dragerne, og han nikkede. "Jeg tror også bare, at jeg holder mig langt væk fra de bæster," lød det fra ham, mens han gned sine hænder lidt, ubevidst, i et forsøg på, at gøre dem varme. Der var dog ingen ting, de blev ved med, at være iskolde.
Snart var de ved gården, hvor han steg af, en smule træt efter den lange dag, hvorefter han fulgte Ethel hen til trapperne.

Da hun spurgte om han var parat, kunne han ikke lade være med, at stikke en albue i siden på hende, dog kun i et blidt og drillende stød, som han plejede at gøre førhen. "Jaja, lad os nu se at komme derind og få det overstået. Mine vinger skal bare holde deres mund og blive liggende deromme som de er," jokede han med et lille grin, før han gik op ad trapperne, fulgt af Ethel.

//Out