[Treds år tilbage i tiden]

Midnatsborgen var indhyllet, som resten af landet i komplet mørke. Regnskyerne havde trukket sig indover stort set hele landet, og overdynget landområderne som byområderne med sin nådesløse regn. Regnen var startet en sen nat, og fortsat ligeledes indtil den tidlige morgen - på trods af den kun lige var begyndt, ville denne regn ikke ende for mange dage. Den ville fortsætte ind i det uendelige og lidt længere endnu.
Lyden af den enorme metalport, åbnende sig indtil Midnatsborgens gårdsplads fik generalen til at tråde fremad. Den tunge pelskappe liggende omkring hans skuldre trak sig efter ham, sugende det beskidte vand opad i det sorte stof. Fem soldater var hans følge, da han mødte skikkelserne der trådte ind af indgangen til gårdspladsen. Han holdte stille, da han så skikkelserne træde frem fra skyggen.
Sortelvernes personer fik Melkor til at hæve ansigtet vurderende. Han vidste han havde gjort klogt i denne aftale; aldrig havde han oplevet bedre oplærte soldater end disse, og det at han havde fået udleveret nogle af de allerbedste til blot at vælge ud fra, behagede ham i voldsom grad. Som hans øjne passerede hvert enkelt person, mand som kvinde, fastholde hans stenansigt sin facade. Han vidste endnu ikke hvilken person han ville komme til at møde; hvem der ville tjene ham bedre, end mange andre.
"Jeg kan forstå de fleste af jer er minearbejdere?"
Hans stemme rungede igennem regnen, ville få de fleste til at krybe ved dens ryst. Disse personer var af en helt anden kaliber, og han vidste det. Melkor så frem til at se hvilke der ville falde fra, og hvem der endnu vil stå rang oprejst, når han var færdige med dem.
"Lad mig love jer én ting: de udvalgte, kommer I til at arbejde under åben himmel i fremtiden,"
Hans øjne fastsatte sig på et enkelt par af ravngule øjne, eget af en kvindes. Han hævede brynene, umiddelbart imponeret. Han lod sig kortvarigt fange af køligheden i hendes blik; tomheden var slående, næsten fangende.
"Hvem, afgøre jeg,"

(sølle start hon, jeg lover jeg bliver bedre 8D)

264 havde hele tiden vidst, at der var noget under opsejling, det var ikke noget, hun ikke havde oplevet før. Det var overraskende normal procedure, at årgangene blev delt op i prisklasser, vejet og vurderet af interesserede købere, der som regel ville ende med et billigere alternativ end de egentlig brød sig om. Denne gang var det anderledes, 102, en stor bredrygget elver, havde udpeget 264 til at gå gang. Hun havde aldrig oplevet noget lignende, omkring femogtyve var de, linet op i en lang række, mange af dem kendte hun ikke, de var fra et andet hold, eller en anden årgang, men hun havde set dem alle sammen, hver og én, i kamparenaen. Fælles for dem alle var de muskuløse, selv kvinderne havde kun få former tilbage for de slanke muskler der ikke var svære at se under den askegrå hud og så havde de alle været ved at slå hinanden ihjel under turneringerne.
"Næste!"
Køen rykkede fremad mod en smal disk, det var en del af undergrunden 264 aldrig havde befundet sig i, den mekaniske bevægelse gennem rækken var pervers ensformig, så indøvet, at de færreste ville tvivle på, at da nogensinde havde lavet andet. Alle pupilløse blikke var rettet mod samme mål: Disken.
De elvere, som allerede var skrevet ind stod i geled og ventede tålmodigt, ikke en muskel blev flyttet forkert, mens indskrivningen fandt sted.
"Næste!"
264 trådte frem til det tunge træmøbel, bag det sad en slank elver, spinkel var han, ved siden af de senede soldater, men blikket var det fængende, det var vagtsomt, mere opmærksomt end hvad man ellers så i undergrundens lange gange og tunneller. Han var gammel, selvom man ikke så ældningen var erfaringen og visdommen som elveren udviste, ikke til at tage fejl af. Han var ikke smuk, som andre elvere, han var spids i ansigtet, med et knæk på næsen og værre end det, så manglede han en arm. 264 havde set ham før, det var ham der noterede resultaterne i kamparenaen.
"Hold?"
Den slanke skarpe skikkelse så op mod den kvindelige foran ham, og kvinden lod der ikke gå mange sekunder inden hun svarede.
"To, Herre indskriver!"
"Deling?"
"102, Herre indskriver!"
"Nummer?"
"264, Herre indskriver!"
"Nuvel, du kalder dig Ikaris W'azak. Næste!"
Ikaris nikkede, hun var ikke den eneste W'azak havde hun hørt, deres efternavne var udtryk for deres hold og årgang, så man kunne genkende dem på slagmarken senere, så æren kunne tilfalde den retmæssige delingsleder.
Hvor længe hun stod, havde hun ingen ide om, hun var vant til at stå, længe, så længe, at hendes ben til sidst dirrede og sitrede, længe uden vådt eller tørt, et par sølle timer var ikke imponerende. Det imponerende kom først mange timer senere, en længere march gennem tunnellerne, til de nåede slusen.
Døren blev åbnet og et lys, som hun aldrig havde forstillet sig kunne eksistere, ramlede imod hele geleddet, der uden at flytte på sig, alle måtte knibe øjnene skånsomt sammen, nogle enkle følte sig sågar nødsaget til at skærme deres ansigter for solens voldsomme stråler. Den store elver der ledte gruppen der skulle føres til udvælgelse gav flokken nogle minutter til at sunde sig, han vidste, at det var overvældende.
Herefter begyndte vandringen, alle indtrykkene var overvældende, farverne, duftene, lydene. Ikaris tog sig selv i at blive næsten helt træt af indtrykkene, og hun kunne se, og mærke, på de andre, at de havde det ligeledes. Alligevel gik de i takt, ikke et eneste skridt skilte sig ud, heller ikke på trods af den mudrede undergrund, som den begyndende regn havde opløst. Det stoppede ikke flokken der troligt marcherede fremad, til natten faldt på og til morgenens tidlige lys igen begyndte at slikke henover himlen.
Pludseligt dukkede den op, den mægtige bygning, det kunne kun være den de gik efter, det fortalte hendes sanser i hvert fald om og ganske rigtigt, kort efter tårnede en mægtig metalport sig op over hovederne på de ellers høje skikkelser. Ikaris var fortumlet, træt og forvirret, hun var ikke klar over hvor hun skulle hen, hvem hun skulle møde, eller hvorfor de var blevet sendt afsted. Var de alle sammen blevet udvalgt? Hun havde aldrig set så stor en deling blive udsendt på samme tid, de færreste havde råd til mere end en håndfuld soldater. Spørgsmålene hobede sig op, sikkert hos alle de askegrå skikkelser, men ikke én af dem fortrak en mine, ikke én af dem lod så meget som tvivl falde over, at de havde nogen form for individuel mening, for sagen var, at de vidste, at det ikke var deres formål at have det. De kendte til deres opgave og hver og en af dem ville de værne om den, som var det det allermest dyrebare.
Friherren, som stod for at bringe de kommende soldater frem til udvælgelse lod blikket glide over flokken, mens de ventede på, at porten skulle lade sig åbne, et langt ar ned over hans ansigt og hans halvt kronragede hoved kendetegnede ham ganske fint. Alle soldater kendte Friherren, han havde stået for sin del afstraffelser, og det var hos ham man lærte, at disciplin var noget der betalte sig, og alle former for dovenskab, spørgsmål eller tvivl blev straffet, hårdt.
”Det er Herren Generalen der bestemmer inden for disse mure, gør jeres bedste!”
Mere blev der ikke kommunikeret ud, men det var rigeligt, rigeligt for de senede soldater til at vide, hvem der skulle lyttes efter og hvem der bestemte.
Pladsen der åbenbarede sig lignede intet Ikaris nogensinde havde set, regnen piskede nedover alle femogtyve skikkelser, hvorfra det drev på deres nøgne hud, som vand på en gås. Det var koldt når man sammenlignede med minernes tyngende hede, eller med kamparenaens ulidelige luftfugtighed, men trods elverenes sparsomme beklædning var der ikke nogen af dem, som lod sig mærke med dette. Hver og en havde de kun deres lændeklæder på, end ikke kvinderne havde dækket barmen, sådan var det lettere for en køber at vurdere standen og formen på den eventuelle vare og for mørkelverene forekom dette også kun ganske naturligt, de havde aldrig oplevet andet, måske med undtagelse af deres kampe med rustningen tyngde som træning.
Skikkelsen der trådte dem i møde var fremmed, bleg og unaturlig, men de havde alle set dem før, de lyse, rundørede væsener. Heller ikke hertil blev nogen spørgsmål stillet. Ikaris lod blikket glide nedover herren, han var høj, af et af disse væsener at være, anderledes. Hun kunne næsten lugte, selv gennem den tunge regn som skabte en duft af mudder og friskhed, at han ikke var som nogen af de andre hun nogensinde havde stiftet bekendtskab med.
”Ja, Herren General!”
Alle stemmerne rungede i kor til Melkors forespørgsel, sandheden var essentiel, den fik han, af samtlige hver og en af de femogtyve fremmødte. Dæmonens låste blik på Ikaris lod ikke til at røre hende, hun var vant til langt være når hun blev vurderet, det var ganske normalt for køberene at se tænder, hud og muskler an inden man skrev under på en aftale.
”Javel, Herren General!”

Han blandede sig imellem de nøgne skikkelser. Granskede dem alle, hver eneste krog af deres kroppe, vurderede deres stand i muskel og umiddelbare udholdenhed, men kun ganske, ganske kortvarigt. Han rakte ikke fremad, berørte dem ikke det mindste, da dæmonen ikke behøvede dette. Han vidste hvad han så, stolede ubetinget på, at soldaterne som var blevet bragt til hans herres hus var de bedste, af de bedste. Styrke, udholdenhed, loyalitet - alt dette besad de alle, helt og aldeles ubetinget. Han vidste hvad der ville udskille eliten fra alt andet og han vidste præcis hvordan dette skulle gøres.
Melkor indåndede da han talte elvernes tunge. Mørket i deres sprog tilfaldt ham ubehageligt godt:
<”Jeg forlanger ikke meget; hverken gør jeres kommende Herre, han der hersker over mørket og skyggen!”>
Hans skuldre sank fremad, tegnende et helt nyt kropssprog end hans forhenværende stolte, ophøjede og yderst ranke skikkelse. De rødsorte øjne beskuede alle femogtyve sæt gule synsorganer, der befandt sig indenfor borgens mure. Han tøvede ikke med at gennembore deres blikke, og blev ikke det mindste overrasket, da ingen synes at vie fra hans øjne; de gengjaldt og bandt sig sammen med hans. De blev ét, som en dødbringende, brændende flamme var de. Han kunne ikke tilbageholde det kolde smil, der formede sig i hans ellers døde øjne. Intensiteten var næsten ubærlig.
<”Jeres liv vil ikke længere kun handle om overlevelse, for I vil få et formål. Udslettelsen af lyset er vores mål, og med jeres hjælp, vil vi bade i vores fjenders blod!”>
Dæmonens øjne blev blanke, og med et smagte han det, bagerst på hans tunge: vanviddet. Den rene gift, der befandt sig i hans krop og sind.
<”Men for, at vi skal gennemføre - og vi vil gennemføre - har jeg brug for hænder, der kan tage vores fjenders; landets parasitters liv.”>
Højden i hans toneleje sænkede sig betydeligt, men flammen var stadig til at ane.
Stadig befindende sig blandt elverne, berørende en enkelt af dem for første gang, knugede han omkring hendes skuldreblad. Trykket var venskabeligt, noget Ikaris nok ikke ville bemærke, eftersom venlighed nok ikke blev udvist i tunnelernes mørke. Ordene der netop skulle til at udtales, var heller ikke noget dæmonen regnede med, at de gråfarvede skikkelser nogensinde havde hørt blive udtalt i deres levetid.
<”Jeg ved hvad I er, hvad I er i stand til - jeg har blot brug for, at mine soldater kan udvise selvstændighed.”>
Smilet vaskede sig af hans øjne, med hjælp af regnens dråber genfandt køligheden sig atter i de rødfarvede øjne. Han trak kæben fremad, kortvarigt afventende en reaktion blandt personerne, inden han fortsatte:
<”Så jeg giver jer et valgt - dem der ønsker at blive, bliver.”>
Den hvide hånd forlod den sorte hud, efterladende et iskoldt mærke. Hans øjne genfandt atter hendes, og med et smilte de igen. Vanviddet var gennemtrængende.
<”Dem der ønsker at vende hjem, må vende hjem. Valget er jeres.”>
Han trådte bagud, drejende om i en glidende bevægelse, for at placere sig nært mørkets soldater. Han fornemmende friherrens blik gennembore bagsiden af hans hoved, og han forstod hvad han havde sat i gang. Han manglede blot en sidste ting:
<”Træd frem hvis I tør møde lyset for alvor. Hvis I ønsker at blive.”>
Han løftede hans nøgne, hvide hånd og gjorde en let gestus. Den vinkede dem nærmere, lokkende i dens bløde bevægelser. Han håbede, at de havde ladet sig lokke af mørket.

Regnen som piskede nedover landet og gennemvædede alt på sin vej lod ikke til at have nogen ende, fra alle de mørke skikkelsers hvide lokker dryppede nu store, endnu tungere dråber, end dem som faldt fra himlen. Ikaris kunne mærke kulden trænge sig på, det efterårskolde vejr lagde Krystallandet i endnu tungere mørke end ellers. Hun lyttede, intenst, hun vidste, at dette var altafgørende. En trang til at vende sig mod den lyse fremmede nagede insisterende, som en sløv klinge mod hud, en fremmed, som talte deres sprog var en yderst sjældenhed, måske var det udbredt på overfladen? Hun anede det ikke, men hun havde endnu ikke oplevet interesserede købere som kom i nærheden af deres sprog.
Forundrelsen spredte sig til hver fiber af hendes krop, hvad var dette sted? Hun beskuede bygningen, men kun akkurat til en sådan grad, at hun ikke behøvede flytte hovedet fra sin ranke opstillede positur, igen snakkede væsenet, hun var ikke sikker på, at hun forstod helt hvad det var der foregik, men hun var klar over, at det var nu hun fik mulighed for at løse opgaven hun var født og skabt til, tidspunktet hun havde ventet på meget længe. Alle, som de stod der på rækken, vidste, at de før eller siden ville blive betroet en opgave, en opgave, som de skulle værne om med deres liv, dette var hendes, hun kunne mærke det helt ned i knoglerne, iveren var svær at skjule, men hun gjorde det med stor dygtighed, udenpå var hun en tom skal, der stirrede tomt ind i et sæt øjne, af en karakter så speciel, at de fleste nok ville ryste under deres observation.
Ikaris kunne mærke hvordan sulten i hende voksede, en blodtørst som higede efter et mål, alt den snak om mord og blodsudgydelser lokkede det sande bæst frem, bæstet som var fremavlet gennem generationer og tæmmet gennem flere års disciplin. Hun kunne mærke den samme hunger på hendes sidemand, selvom hun ikke kunne se ham som han stod der, kunne hun høre vejrtrækningen blive lettere, mere overfladisk, ihærdig.
En kølig berøring fik elveren til at fokusere på situationen, de færreste uvedkommende havde overlevet at lægge hånd på de bidske elvere på denne måde, men Ikaris vidste at denne berøring kom fra en overordnet, en Herre, hun flyttede sig ikke en milimeter, men under den arrede hud spændtes musklerne, som forventede hun, at et et slag, eller værre ville falde. Hans hud var kold mod hendes varme, ironisk nok, eftersom mørkelvere oftest blev kendetegnet som koldblodede reptillignende væsener.
Valget er jeres
Sætningen ramlede imod elveren, forvirringen var massiv, Ikaris skævede kort rundt, hvad mente han? Hun kneb øjnene sammen, hun vidste ikke hvad han ville have hende til, skulle hun blive stående? Eller hvad?
Flere i rækken begyndte at røre ubehageligt på sig, flere af dem skævede tilbage imod Friherren som øjnede Melkor lynhurtigt med et ondskabsfuldt blik.
"Er du klar over hvilken vare du har købt?" Knurrede han ondskabsfuldt, få af elverene var begyndt at vakle en smule, kaoset var massivt, Ikaris så op, hun var bevidst om, at det var nu eller aldrig hendes navn kunne nå ud. Et kort øjeblik huskede hun mørkelveren der havde skubbet vand til hende, var det sådan han ville have det?
"Jeg er klar til at tjene Herren!" Ikaris trådte et enkelt skridt frem, men vidste ikke rigtigt om hun skulle fortryde omgående. Den normale standhaftighed var svækket kortvarrigt, de fleste ville kunne se det, den tvivl der herskede i den mørke krop, men få sekundter efter var det væk. En håndfuld mere fulgte efter Ikaris, mens andre begyndte at gå tilbage imod Friherren, hvis persona blev mere og mere frustreret og rasende.
"Jeg bliver!" Ikaris vendte sig langsomt mod Melkor, ham og hans dybe blik, det var det rigtige, hun kunne mærke det helt ned i sit dybeste indre.

Friherrens ord fik dæmonens blik fra mængden foran ham. Han rynkede brynene, bredende hvad de fleste ville kalde et nedladende smil, over sine læber. Han synes ikke videre imponeret, da han udtalte ordene:
<”Jeg ved præcis hvad jeg køber; hvad jeg også ved er, at jeg ikke har tænkt mig at stå tilbage med hjernedøde, inkompetente skaller.”>
Han nikkede, understregende sine ord yderligere. Hans blik viede ikke en centimeter, da han til sidst hvislede, med en dødbringende intensitet:
<”Det forstår De vel, gør De ikke?”>
Forvirringen, kaosset der spredte sig iblandt skikkelserne, var for ham på grænsen til, at være fantastisk. Han havde ikke forventet mindre, og lod blot det hele ske. Han vidste at det var ude af hans hænder nu, og havde ikke andet for end blot at vente. Havde han da haft noget at kaste for deres fødder, noget deres sult - en følelse han fandt yderst tilfredsstillende, perverterende tilfredsstillende - kunne fodres med af en art, havde han gjort det. Desværre sad han ikke inde med ofre, der var værdige elvernes hunger. Derudover var den også al for stor - en jagt var ikke en mulighed; ikke den dag. Dagen efter derimod. Hungeren afspejles pludselig i de rødsorte øjne, og med et blev en glød til en tændt flamme.
”Jeg er klar til at tjene Herren!”
Han fandt flammen et andet sted. Et sted han ikke havde regnet med at finde den, men han omfavnede den ikke desto mindre. Tiltende hovedet svagt, netop nok til at den kvindelige sortelver ville kunne se bevægelsen, granskede han hendes skikkelse. Han anede at flere i baggrunden trådte fremad, og dette glædede ham - men ikke lige så meget, som vildskaben i personen foran ham. Hendes vildrede huede ham gevaldigt, og han fandt sig selv på grænsen til at le varmt af hende. Blidt, som en omsorgsfuld beskytter, klar til at omfavne et hjælpeløst individ der længselsfuldt kalde efter hjælp. Han gjorde hverken det ene eller det andet. Han startede blot med, at tilbyde hende hans pelskappe.
Da vægten løftede fra hans skuldre og i stedet omfavnede hendes nøgne, trådte han tilbage - reducerende afstanden imellem dem en anelse. Denne var i forvejen ikke stor, men nærhed havde aldrig været dæmonen en ubehagelig ting. Personsfære var ham bekendt, men aldrig brugt.
<”Et fornuftigt valg, virkelig.”>
Han hævede brynene, spørgende. Omkring dem synes flere mørkets soldater at træde til. Disse led de fremtrædende sortelvere imod borgen, i læ fra den nådesløse regn. Dæmonen rørte sig ikke ud af stedet, lod ikke sine øjne forlade skikkelsen foran ham. Han ænsede udmærket Friherren i baggrunden, sammen med de resterende sortelvere. En soldat af større stand frembragte betalingen, en af værdig sum selvfølgelig, samt en mundtlig tak for ydelsen og den gave de havde bragt mørkets hær. Halvhjertet virkelig, men mere kunne man nok desværre ikke forvente. Mørket havde trods alt nok aldrig helt, hjertet med sig. Man havde en tendens til at påstå, at folkene sympatiserende sig med herren af mørket og skyggen, ikke havde et.
”Hvad er dit navn, soldat?”

Friherren, som var en stor bredbringet elver, fnøs aggressivt. Der var ingen tvivl om, at hans slægt engang havde nedstammet fra de vilde bjergelvere, som var meget kraftigere end den gennemsnitslige elverkrop, men havde samme senede struktur som mange af de fremstillede soldater der efterhånden befandt sig i et rent kaos, spredt ud på hele pladsen, med kun en håndfuld linet op på en række. "Meget kan du betvivle General, men ikke min evne til at opdrætte soldater! Du får dem ikke bedre, kun et fjols vil bringe tvivl ind i deres ukomplicerede, loyale sind!"
Friherrens ord blev mere og mere aggressive, som han så Melkor pille ved strukturen hos hans opdræt. Han hvæsede så hidsigt, at spyt blandede sig med den voldsomme regn og det lange hår som endnu prydede halvdelen af det ellers skallede hoved slog om sig.
"Jer!" Friherrens pegefinger var rettet imod de resterende, tilsyneladende nu endnu mere forvirrede soldater, som straks skyndte sig at slå de skarpe blikke op mod ham med dyb respekt i kropsholdningen "I kommer med mig, omgående!" I en grov bevægelse flåede den bryske mørkelver pengesækken ud af hænderne på mørkets kriger, han tjekkede ikke engang beløbet, inden han gav sig til at marchere mod porten, nu, med et mindre geled af mørkelvere efter sig.

Kappen faldt tungt på elverens skuldre, hun kunne ikke mindes nogensinde at have iklædt sig en lignende beklædningsgenstand, eller faktisk set en, måske over armen på en potentiel køber, de færreste kunne holde så varmt tøj ud i de den hede undergrund. Stoffet var endnu lunt efter Melkor havde haft den på, forsigtigt strøg hun fingrene over pelsen, inden hun igen rettede sig op og stirrede ind i de sorte gnistrende øjne manden besad. Ingen af de hærdede soldater var til at skræmme, heller Ikaris, som nu befandt sig uhyrlig tæt på Generalen som hun nu vidste, ville spille en stor rolle i hendes tilstedeværelse de næste mange år i hendes tjeneste. Et sted, inderst inde, bag den hærdede overflade og de ødelagte manipulerede følelser kunne hun mærke noget der rørte på sig. Et instinkt der fortalte, at manden hun stod overfor var langt farligere end han så ud, han besad noget som kun et rovdyr til et andet ville se. For første gang, nok nogensinde, bredte et uopfordret smil frem på de mørke læber, så bredt, at de rovdyrslignende hjørnetænder kortvarigt stod frit frem.
”Mit navn er Ikaris W’asak, Herren Generel”
Elveren kunne sagtens have udpenslet, fortalt både hold og deling, men det var ikke hvad hun blev spurgt om, uanset hvor meget tumult hun lige havde været udsat for ar det vigtigt at hun huskede sit formål, grunden til at hun var her var endnu, at tjene opkøberen.