Det var blevet sen aften på Det Halve Svin. Der var propfyldt i skænkestuen, men alligevel valgte Rafen netop denne kro frem for de andre i hovedstaden. Det var den han havde fået retningslinjer til, og han skulle bare have noget indenbords. Derfor var det irrelevant hvilken kro han skulle ende på. Da han kom ind ad døren endte han med at måtte sidde ved bordet tættest på døren. Det var det eneste frie bord. Han satte sig med et mindre bump på en af stolene og smed sin store taske med rustningen i, ind under bordet, for derefter bare, at glo ud i luften, til nogen kom ned og spurgte hvad han ville have. "Det stærkeste I har," mumlede han stille. Det var ved at være det tidspunkt hvor han bare havde brug for de stærke væsker. Han kunne være det, hænderne rystede og han var småbleg. Han vedblev sin stirren ud i luften, til kvinden kom tilbage med en flaske et eller andet og et glas. Da hun hældte op og skulle til at tage flasken med, stoppede han hende med en håndbevægelse. "Lad den stå," han smed nogle krystaller frem til hende og trak glas og flaske til sig, næsten som et dyr der beskytter sin mad.

Han havde ikke spist siden middagstid, men det var han ligeglad med. Det gjorde bare, at han kunne blive hurtigere fuld og glemme alting. Det var rart. Han drak det første glas i én mundfuld. Så hældte han flere glas op. På et tidspunkt havde han helt glemt navnet på kroen, og det var også da flasken var ved at være tom. Det var meget stærk alkohol så han var drønhamrendes fuld og sad lænet ind over bordet, halvsovende, da døren blev åbnet og kulden blev lukket ind. Da noget strejfede hans ben, så han op. Kunne det være? Nej nej, det var ikke hende. Hans øjne blev smalle og han stirrede irriteret på hende. "Du lukker varmen ud," konstaterede han i en tone der var meget provokerende.

Normalt begav Etheldred sig ikke ud på beværtninger på dette tidspunkt af døgnet, eller jo en tur på en kro sammen med andre af lysets folk kunne aldrig skade lidt, men det var yderst sjældent at hun tog af sted alene, mest af alt fordi hun vidste, at hendes husbond ville kræve hende i hjemmet når hun havde fri fra sine vagter. Dog tog han fejl; en kriger var aldrig helt fri, men skulle være forberedt på det værst tænkelige når som helst.
Det var da også med denne indstilling at hun var gået gennem gaderne, der selv på dette tidspunkt af døgnet, vrimlede med væsner af alverdens slags der var blevet lukket indenfor portene, ind bag de tykke mure. Hun vidste at byvagterne var mere end travlt optaget af mylderet, både på gaderne og ved porten, men så sandelig også kriminaliteten. Normalt var det ikke en krigers opgave, men hun mente at hun vel lige så godt kunne hjælpe dem, da hun havde hørt beretninger omkring mistænkelige folk og et tyveri i en af kroerne på hovedgaden.
I sin iver i at kunne blive længere væk hjemmefra havde hun taget imod tilbudet om at hjælpe, med kyshånd. Dog var hun skiftet til et lidt mindre udstående sæt tøj end hun normalt gik i. Civilt og uden uniform. Selv håret havde hun ladet sidde nede, da det hjalp hende bedre med at holde varmen i vinterens kulde. En tyk kappe foret med blødt kaninskind og en mindre diskret pelskant, var draperet over hendes skuldre, hvor vingerne var trukket tæt op for ikke at stå alt for meget ud.


Det tog hende ikke længe at finde kroen som hun åbnede døren ind til, idet et køligt vindpust fulgte hende ind. Hun gøs og skyndte sig at lukke, dog tilsyneladende ikke hurtigt nok for en eller anden fulderik der sad ved bordet nær døren. Hun havde kun ganske let hørt hendes sværd ramme et eller andet, inden hun langsomt vendte sig imod ham. " Noget siger mig, at du nu sagtens kunne få brug for kulden i dit tilfælde. " Lød den tørre kommentar, imens de, næsten alt for lyse, blå øjne, så imod ham, granskende akkurat som hans sammenknebne øjne syntes at granske hende.

Da kvinden vendte sig om og så på ham, blev han let chokeret et eller andet sted i sin underbevidsthed. Han stirrede først meget intenst på hende, før hans blik løsrev sig og blev fyldt med vrede, som han egentlig ikke burde føle. Det var desværre ærgeligt, at han blev en meget hidsig mand, når han først var blevet rigtig fuld. Han knyttede næven om sit glas og tømte det, før han hamrede det noget så hårdt ned i bordet.
"Jeg har ikke brug for den skide kulde uden for! Jeg har brug for krovarmen herinde, og du skal slet ikke blande dig i, om jeg har brug for det ene eller det andet!" snerrede han ad hende, før han hældte endnu et glas op. Han ramte en smule forbi i sit noget fordrukne stadie, men fik da stadig fyldt glasset, som han igen tømte og hamrede i bordet i aggressive bevægelser. Man skulle bare helst lade denne type fulde folk være. Men i det her tilfælde havde kvinden åbenbart ikke lagt mærke til den uskrevne regel. Han ville til at lade hende være, men endnu et vredesudbrud brusede op i hovedet på ham i hans ret så voldsomme fuldskab.

"Der var lige så dejligt herinde, og så kommer du og ødelægger det. Tag og pikkel af kvindemenneske," lød det lidt mindre aggressivt, men stadig voldsomt irriteret fra ham. Han havde vendt sit blik væk fra hende, og det vandrede nu mellem de folk, der halvt om halvt kiggede på optrinnet og samtidig forsøgte at ignorere det. Han rystede på hovedet og gav én af de folk der kiggede på dem et morderisk blik mens han rakte ud mod sin flaske på ny. Der var to glas tilbage i den, kunne han lige nøjagtigt regne ud i sin fulde tilstand.

Hun havde egentligt været på vej til at gå videre op imod kromutter ved baren, men da manden blev ved at kævle løs stoppede hun istedet op og gloede imod ham. I det mindste var han stoppet med at stirre, bed hun mærke i.
" Lidt kulde har aldrig skadet nogen.. Frisk luft gavner istedet for hørmen af billig sprut, mad-os og fjærten. " Svarede hun tilbage lige ud i luften. Ikke at hun mente at Det Halve Svin stank synderlig meget, det kunne være værre, hun havde oplevet værre. Kroer som stank så meget at det fik næsen til at svide og øjnene til at løbe i vand.
Hun kunne ikke dy sig fra at sende en mindre bølge af kølighed omkring den fulde stodder, en simpel, knapt synlig håndbevægelse, inden hun stoppede evnen og han måtte måske undre sig over om kulden han nu havde oplevet bare var hans sanser der spillede ham et puds eller ej.

" Jeg 'pikler af' når jeg har udført min opgave herinde, ikke før, ikke senere. Desuden skal der være plads til alle herinde, så hvis du ikke kan udholde synet af mig, kan du jo bare glo den anden vej, det ser du jo allerede ud til at kunne klare fint selv. " Hun trådte til siden da endnu en trådte ind på beværtningen og maste sig forbi hende, hvilket kun gjorde at hun kom tættere på fulderikken og dennes bord, hvilket i dette tilfælde også gjorde at hun fik øje på den tunge bylt under bordet. Det var dog ikke unormalt at rejsende havde bylter med, men den så en anelse mistænkelig og tung ud.
" Hvis du bliver ved at hamre sådan med glasset ender du med at skulle betale for mere end bare sprutten. " Konstanterede hun tørt, mens hun let overvejede hvornår han sidst havde været i et ordenltigt bad, han så ikke ligefrem soigneret ud.

Rafens blik begyndte at blive noget mere morderisk, da hun ikke bare gjorde som der blev sagt. Han lagde kun lige mærke til temperatursændringen, da den kom og ignorerede den egentlig, mens han rystede flasken let og hældte et glas mere op. "Billig sprut.. Prff, hvad ved du overhovedet om det," mumlede han for sig selv, før hun åbnede sin provokerende kæft igen. Samtidig dukkede endnu én op i døren og hun kom tættere på ham, hvilket kun blev meget mere irriterende. "Der er kun én ting, kvinder udfører på en kro. At hælde øl op eller låne deres kroppe ud. Jeg går ikke ud fra du gider nogle af delene, så derfor burde egentlig bare smutte," igen havde vreden valgt at bruse op, mens hans blik langsomt vandrede tilbage på hendes ansigt. Det gjorde ondt at kigge på hende, han kunne mærke smerten ved at hun lignede Ysmil så forfærdelig meget. Og det gjorde ham kun endnu mere vred.

Da hun forklarede at han godt ville kunne ende med at skulle betale mere, tømte han sit glas, smed det ligeglad fra sig og tog flasken op, som han også tømte, hvorefter han smadrede den ned i bordet, så den klirrede.
"Hold.. Så.. Din kæft! Kvindemenneske! Kan man for helvede ikke få lov at drikke i fred herinde, hva'?!" hans toneleje havde nået et råbende stadie, og nu var alle i skænkestuen blevet musestille.
Han rejste sig brat, så han stod ansigt til ansigt med hende, hans blik gennemsyrende vredt, men samtidig lå der noget mærkværdigt under det, for den meget observante. Det var som om, at hans raseri ikke var oprigtigt. At det bare var en facade der truede med at krakkelere når som helst.

Hun rynkede brynene lidt da hans blik forandrede sig. Hvad havde hun overhovedet gjort for at vække hans had på den måde.. Mennesker! Et indre fnys gik igennem hendes krop, men hendes positur forandrede sig dog ikke som hun forsøgte at mase sig tilbage imod baren, men stivnede endnu engang midt i en bevægelse , vendende sig langsomt imod det drukne fjols. " Åh. Så du tager mig på lige linje med kropiger og horer nu? Hvor beærende, men svaret er nej. Og til hvad jeg ved om billig alkohol; nok mere end du ville forvente. Jeg ved hvad der er kvalitet og hvad der er kvantitet. "

Hun hævede en hånd imod kromutter, der var dog tydeligtvis allerede fokus på dem begge fra den opmærksomme kvindes side. Hun åbnede kæften, var på vej til at sige hvad hendes ærinde var, men det kom langtfra så langt idet den blonde fyr igen begyndte at råbe op. Denne gang kunne hun ikke dy sig for at sukke tungt af ham.
" Jo det kan man godt, men det lader til at min stemme og ren og skære nærvær er nok til at du føler at det larmer nok til at drage et publikum på. Tag dig dog sammen som et mandfolk istedet for det pis der, det kommer du ingen vegne med.!"
Hun bed sig i kinden, bandede dæmpet over sig selv mens hun mærkede seglet i nakken summe en smule kraftigere end sædvanligt. Det var ikke tit hun lod sit temperament gå af med sig, men lige denne mand var efterhånden ved at lære hvilke knapper han skulle trykke på for at gøre hende knotten.

" Skal vi tage det her udenfor og spare dig ydmygelsen herinde blandt dine kammerater? " Hun gjorde et kast med hovedet, hen imod det fulde og lystige folk der var blevet stille som graven. Kun nogle få hviskede og tiskede stadig hid og did. Forhåbentligt var der ikke nogen der arbejdede for lyset derinde der kunne sladre om oplevelsen her til Constantin eller nogen af de andre øvre befalende. Så igen var det nu stadigt bedre end hvis det var noget der kom for ørerne af de mange noble folk.

Det var først da hun begyndte at tale om hvorvidt det var pinligt at stå herinde og råbe op og hun decideret spurgte, om de skulle tage den uden for, at noget af fornuften inde bag hans slørede sind rørte på sig. Rafen var ikke dum. Han var en brudt mand, det betød ikke nødvendigvis at han var dum. Og han kunne på én eller anden måde regne ud, at det nok var dumt at tage imod hendes udfordring. Hun var ikke engang bange, som de fleste kvinder blev, når han begyndte at råbe. Det var forvirrende, for at sige det mildt, og han var ikke sikker på, hvad han skulle gøre ved det. Desværre kom hans stemme før hans hjerne. "Kammerater? Prff!" snerrede han, denne gang mere lavt, så de andre ikke hørte det.

Han nåede et længere før et par stærke hænder brød ind og greb fat om hans arme. Han gav et spjæt fra sig af forskrækkelse, da det gik op for ham, at han nu ville blive smidt ud. Heldigvis havde han prøvet det før og nåede lige at få fat i sin store taske med et spark fra foden. Det overraskede ham altid hvordan han altid fik den op i hånden, men det gjorde han altså, mens den lavede klirrende lyde fra rustningsdelene inden i. Han gjorde ellers ingen modstand, da han godt vidste, at der ikke var nogen vej uden om. Han blev ført noget bestemt ud af kroen hvor de slap ham uden for og da det kort virkede som om, at den ene af dem ville slå ham - sikkert fordi han mente det var bedst - trak han meget hurtigt sin daggert fra bæltet og pegede den på ham. "Jeg er ude nu, og jeg har ikke lyst til, at blive slået ned," sagde han koldt, før han satte daggerten tilbage i skeden med en del mere professionalisme end hvordan han indtil nu havde været. Desværre var han stadig usikker på benene.
Kort efter dukkede kvinden op igen, og han var ikke helt sikker på, hvad han skulle sige til hende. Indtil nu stirrede han blot på hende.

Ethel betragtede ham længe som han sad der fordrukken, med noget der nærmest kunne minde om smerte i blikket. Det var der ingen nyhed i, mange folk der endte sådan på kroer havde minder og smerter de ville af med, om end blot for en stund.
Hun skulede afventende på ham, hun brød sig ikke om at lave en scene især ikke når hun egentligt var ude på en opgave, han syntes at være gået i vejen for opgaven dog, midlertidigt. Hun kom dog ikke særligt langt inden hun fik et puf ved skulderen og en dæmpet henvisning om at få losset bagdelen ud af kroen hvis hun ikke ville blive smidt ud for at være medvirkende til at skabe ballade midt i den bedste tid for at få kunder i butikken. Halvvejs irriteret nikkede hun blot sammenbidt og endte med at følge efter som dørmændende slæbte manden med sig udenfor i vinterkulden.
Et enkelt øjenbryn svang sig op da han, nærmest galant, fik moslet den store opbakning op i hånden, med en klingen der lød umiskendeligt som en rustning, eller sølvtøj, hun troede dog mest på at det var det første. Men hvad rendte han rundt med en rustning i en lærredssæk for? Hun forstod det ikke, manden var jo tosset.
Idet hun gik ud i kulden igen lagde hun automatisk et beskyttende lag af varme omkring sig selv, men lod den anden fornemme kulden, forhåbentligt kunne den hjælpe ham til at blive mere klar i hovedet.
Et mindre hovedtilt kom fra hende idet hun så hans reaktion på den truende dørmand. Han var hurtig, virkede for et øjeblik nærmest ædru. Længe stod hun og studerede ham der, midt i kulden, mens der igen kom liv i kroen bag dem med en smule hjælp fra en skjald der vidst var et par årtier over sin bedste alder. Hun trak kort på smilebåndet, inden ansigtet igen lagde sig i alvorlige folder.
Det virkede nærmet som evigheder hvor de blot stod og stirede på hinanden inden hun endelig tog sig sammen til at afbryde stilheden der efterhånden var gået over grænsen af akavethed.

" Hvor har du lært det fra? Jeg mener at kæmpe? Hvad er du? Lejesoldat... ? " Der fandtes mange lejesoldater rundt omkring, han kunne vel let være en af dem. At kæmpe lod han dog til at kunne på trods af beruselse, hvilket gjorde hende nysgerrig, han lignede mere en mand man ville finde ved hoffet end en kriger.

Han endte med, at slippe tasken da de havde stået og stirret på hinanden et stykke tid. Kulden virkede til at hjælpe lidt på hans fuldskab, men den blev erstattet med en grim hovedpine og følelsen af, at være rigtig godt dum. Rafen var meget god til at drikke og det havde primært været varmen derinde, der havde gjort ham beruset. Han var vant til kulden i norden og virkede derfor ikke helt så miserabel hernede. Der var jo nærmest sommer her. Han stirrede frem for sig, efter at have løsrevet sit blik fra hende, mens han overvejede hvad der var sket og hvor stort et røvhul han havde været over for hende. På den ene side havde han lyst til at blive ved med at være det og på den anden side kunne han mærke den dårlige samvittighed nage og gnave i ham. Mens han stod dér og overvejede, brød hun stilheden og spurgte ind til hans profession. Det fik ham blot til at ryste langsomt på hovedet, mens hans hånd lagde sig på det sværd han havde hængende i bæltet. I hviletilstand vel og mærket. Det var let at se, at det var et nordmandssværd, kort og enkelt og med mønstre i pommelen. Det var et godt sværd, ét jarlen havde foræret ham.

"Nej.. Jo, det er jeg vel. Det er lige meget," indrømmede han, noget mere roligt end han havde været inden for. Han havde engang været nogen. Det var han ikke længere, for der var ikke nogen der troede på ham når han fortalte, at han havde været Jarl Thormunds elitekriger. Ingen kendte Thormund hernede, og elitekriger lignede han ikke just længere. "Du vil nok ikke tro på det alligevel. Det er der ingen der gør her i syden. Her er jeg bare en fordrukken lejesvend der ikke kan holde sit beskidte temperament i skak," der var en halvskjult undskyldning i hans ord. Samtidig kunne hans nordlige accent også høres bedre, nu hvor han talte mere tydeligt og skarpt. Han tog igen tasken op og slyngede den over skulderen, forberedt på, at hun nok ville grine eller lade ham i sit eget søle. Han var efterhånden så vant til det.

Ethel havde været lige ved at gribe ud efter sit eget sværd, da hun så ham række hånden ud mod hans eget sværdskæfte. Det endte dog i en akavet hvilepositur der endte som en hånd der slapt daskede ned under hendes hofte. Forholdsvis roligt betragtede hun ham, derefter gled blikket over på sværdet. Det var smukt. Smedet og udsmykket på den helt særlige måde der var kendt blandt folk fra norden. Simpel, men uden tvivl dyrt. Så han var nordboer? Det var ikke så mange af dem hun havde set her i byen, end ikke under krigen, det var som om nordboerne holdt sig for sig selv og undgik kontakt med folk i de større byer. Hendes tanker gled hen på hvordan han kunne have fået fat i så dyrt et sværd. Måske han havde været en ordenligt kriger engang, en der ikke sad og solgte sig selv til rige handelsmænd imod penge og sprut.

Blikket gled op på hans øjne idet han begyndte at tale igen.
" Jeg er nu alligevel nysgerrig efter at høre din historie, måske jeg kan relatere mere end du tror. " Hun følte sig en smule skyldig over ham, han lignede nærmest en hund der adskillige gange havde fået en gang tæsk.
ET mindre smil forlod hende.
" Heh. Og jeg er en kvindelig kriger der ikke kan holde mit temperament i skak. " Dette hjalp hendes segl dog ganske glimrende med, noget hun var pinligt opmærksom på. For negativ temperament ville ganske enkelt slå hende ud, ligesom det kunne finde på at gøre hvis der blev presset på den, endnu en ting hendes groteske mand havde gjort af flere omgange i forsøget på at få plantet en arving i hende. Hun forbandede konstant sin far for at have ladet ham vide om denne store svaghed ved hende.
At fortælle den fremmede at hun tilmed var en temperamentsfuld nobel, havde hun ikke tænkt sig at nævne, hun fandt ingen grund til at prale med at hun var hvad man kaldte en nobel, omend en lavstammet en, medmindre hun kunne tjene dronningen nok til at hun fik en højere titel, hvilket hun ærligt tvivlede på.

Rafen så tegnene fra hende, da han lagde hånden på sit sværd. Hun var meget opmærksom, lige som ham selv, og han gættede på, at hun med stor sikkerhed var en kriger. Han lod det dog ligge, for hvorfor skulle han være nysgerrig over for andre når de alligevel bare antog ham for ingenting? Det var jo fuldstændig ligegyldigt, om hun så var Dronningens datter. Derfor blev han også meget forbavset, da hun åbnede munden og talte igen. Nysgerrig? Virkelig? Han forstod det overhovedet ikke, og var meget perpleks over det. Her stod en kvinde der havde givet ham med den verbale kølle, og troede at hun kunne relatere til ham. Det kunne hun måske lidt, da hun fortalte, at hun også selv var en kriger med et temperament hun ikke kunne holde i skak. Men havde hun mistet? Havde hun oplevet sin livsgnist blive flået fra sig brutalt? Han kunne ikke med sikkerhed vide det.

Det gik pludselig op for ham, at hun mindede virkelig meget om Ysmil. Hans hustru havde også haft et heftigt temperament. Et kort øjeblik lyste smerten ud af øjnene på ham, før han fik kontrol over sig selv igen.
"Jeg var Jarl Thormunds kaptajn. Den bedste kriger i byen, før jeg blev gift... Og kom hertil," han kunne ikke klemme det ud denne gang. Kunne ikke fortælle om Ysmils død. Det var umuligt. Denne kvinde var fremmed, han kendte ikke engang hendes navn. "Mit navn er Rafen Wulfric," præsenterede han sig, mens han så på hende med et dødt blik.

Ethel undrede sig over den smerte der nærmest syntes at stråle ud af hans øjne for en kort stund. Hvad kunne have forårsaget det? Var han skadet?
" Jarl Thormund.. " Hendes tanker gled tilbage på de mange personer hun efterhånden havde mødt, havde hørt om og lignene. En kort nikken forlod hende da hun fik dannet sig et indre billede af manden. " Ah, jo. Jeg har mødt ham en enkelt gang da jeg var yngre. Det var dog mere min husbond der snakkede med ham end jeg."
Hun var ikke alt for interesseret i politik, hvilket også kunne ses i forhold til at hun ikke havde snakket meget med manden, det havde hendes mand taget sig af, mens hun blot havde ageret den lydige og søde hustru, som sædvanen var når de var ude blandt folk og ikke alene hjemme.

" Så du flyttede hertil..? Det er også et smukt sted. " Hun så sig spekulativt om, ikke at byen så særligt indbydende ud i vinterkulden med de mange tiggere og hjemløse der hang ud ved bymurene og husenes mure. prostituerede var der også en god håndfuld af.
Hun løsrev sig af tankerne idet han præsenterede sig, og tog istedet hans kolde hånd i hendes varmere og rystede den lidt i en hilsen mens hun præsenterede sig. " Og jeg er Etheldred Quincey... Folk kalder mig Ethel. Jeg er en af Lysets Krigere.. Så jeg håber lidt at du kan om muligt holde mund om vores lille optrin..? "
Det gik trods alt ikke at smadre Lysets Krigeres allerede blakkede ry.
" Min husbond er Thomas Quincey. " Hun forventede egentligt ikke af ham at han vidste hvem manden var, men nu han selv forklarede at han var gift, kunne hun vel lige så godt også, selvom ringen på hendes ringfinger allerede talte sit tydelige sprog. Endnu engang undrede hun sig over hans døde blik, overvejede hvad der kunne være hændt ham, det lignede næsten at han havde mistet viljen til at leve, eller var høj på nogle stoffer af en eller anden art.
Hun tog sig i at sniffe ud efter ham for at spore eventuelle stoffer under lugten af sprut, mens hun gav slip på hans hånd.

Hvorfra kvinden kendte Jarl Thormund, vidste han ikke, men tilsyneladende gjorde hun. Selvom hun ikke just lignede én fra norden, så man bort fra det blonde hår, der faldt ned over hendes skuldre i fine lokker. Han havde kort lyst til at røre ved det, men tog sig i det, før tanke blev til handling. Mon det føltes lige, som Ysmils? Han kunne virkelig godt tænke sig at vide det, men han kendte hende knap nok og var sikker på, at hun kun talte til ham af ren og skær høflighed lige nu. Hvad skulle det ellers være? Han slog blikket ned og prøvede på at lade som ingenting. Men det var svært, når hun lignede Ysmil så meget. Det var som, at blive jaget af spøgelser fra fortiden. Det var både skræmmende og smertefuldt.

Han valgte blot at nikke til hendes kommentar om, at hovedstaden var smuk. "Jeg har ikke tænkt mig at bo her fast. Jeg rejser bare rundt omkring," svarede han mumlende, før hun selv præsenterede sig. Noget sagde ham, at hun ikke var en normal kriger, og dét fik han også læst og påskrevet. Lysets kriger, samt med stor sikkerhed gift til en rig mand. Gift. Hun havde en husbond. Han rystede hendes hånd med sin egen barkede, hvorefter hans arm bare faldt ned langs siden i ligegyldighed. "Jeg kan godt holde kæften lukket om optrinnet. Det er heller ikke sådan der jeg normalt opfører mig," forklarede han sig. Det var det dog alligevel, for han var meget ofte så fuld at det lige netop var den opførsel han bragte med sig rundt omkring over det hele.
"Jeg er selv enkemand. Min hustru hed Ysmil," røg det pludselig ud af ham. før han nåede at stoppe sig selv. Han var overrasket over hvordan hans stemme pludselig forrådte ham.

Endnu en lille hovedtilten forlod kvinden idet hun igen fornemmede hans blik på hende, granskende søgene.. Hun fandt det nærmest smigrende, på trods af t hun for blot minutter siden havde været nær ved at stikke ham en på skrinet for hans opførsel.
Enke?
Ethel glippede med øjnene, så ung en alder at være enkemand i.
" Det er jeg ked af at høre. Tog krigen hende? Eller sygdom? fødsel..? " Hun bed sig hastigt og hårdt i læben inden hun skar en grimasse.
"D-det må du undskylde, Det gør mig ondt at høre at din hustru døde. Skete det for nyligt? Det er et smukt navn.. "
Mentalt sparkede hun sig selv af flere omgange. Hvad var det for noget pis at lukke ud til en mand der uden tvivl stadig var i sorger? Hun vidste at det med al sandsynlighed var et meget følsomt emne, men hun vidste ikke helt hvordan hun ellers skule tage det an, hun var ikke belært i at undgå følelsmæssige ustabiliteter.
" Hør jeg fik dig smidt ud af kroen, men jeg kender en anden. Større men stadig god, jeg er villig til at betale for værelse.. Og bad for dig. " Hun vidste at det var farligt at sove udenfor i denne kulde, så det var forsøget værd, at trække opmærksomheden fra den smerte han måtte føle.
Det måtte være rart at være lykkeligt gift.

Rafen forventede lidt, at Ethel nok ville spørge lidt ind til det, da han havde fortalt hende om sin hustru, men ikke at hun ville stille så mange. Det tog hårdt på ham, både at høre om fødsel, krig og generelle dødsårsager, for nu gik billederne gennem hans sind, og han kunne mærke et mindre fragment af den dødsdrift og det raseri, der havde været, da han havde hørt sin datters dødsskrig. Han kunne mærke mindre tics i ansigtet, da han forsøgte at holde det nede. Det var jo ikke Ethels skyld, at en gruppe af sindssyge orker skulle vælge hans hytte frem for alle andre hytter i norden. Arret ved hans mund bevidnede det skæbnessvangre møde med dem. Dét, samt et større ar fra et øksehug der havde ramt ham i siden, og flere andre rundt omkring på hans krop der dog lige nu var dækket af tøj.

Det gjorde det dog noget bedre, at hun undskyldte ham for sin nysgerrighed. Han faldt lidt mere ned og valgte at åbne op for det, da han havde en pludselig lyst til, at tale om det. Det måtte være det faktum, at der stadig var en smule alkohol tilbage i hans blod.
"Hun døde ved et orkangreb. Havde hun ikke været med barn, ville hun have overlevet. Jeg ville have haft to børn i dag, hvis ikke de orker havde angrebet. Det skete for under et år siden," forklarede han med et blik der pludselig sad meget godt fast på jorden. Han nikkede blot til hendes forslag om at tage til en ny kro. Han fangede ikke helt hentydningen omkring badet. Han lugtede nok kraftigt af alkohol, men det gjorde ikke ham noget.

Hun kunne godt se på ham at hun havde ramt et temmeligt ømt punkt, hvilket fik hende til at føle sig en smule skamfuld over at have spurgt uden at tænke sig om. Hun nærmest forventede at han ville vende hende ryggen og skride, eller angribe hende for at have gjort det. Derfor overraskede det mildet talt blondinen da han rent faktisk valgte at svare hende på hendes spørgsmål.

Hun lyttede opmærksomt til hans beretning, hvilket kun fik hende til at føle sig endnu mere skamfuld. Hun havde jo nærmest hældt salt i et dybt og åbent sår!
" Jeg.. Det.. Det er jeg frygtelig ked af at høre. Fik du taget hævn på orkerne?" Han måtte utvivlsomt have elsket sin kone, at hun havde ventet et barn gjorde det blot værre.
Hun kendte skam til at elske. Den skjald hun engang havde flirtet godt og grundigt med havde hendes far fået dræbt mens hun selv var blevet trolovet med hendes nuværende husbond, uden hendes eget samtykke. Hun tog til tider sig selv i at tænke hvad der kunne være sket hvis ikke han var blevet dræbt, om de havde stiftet en familie, istedet for at hun som nu undgik ægtesengen, såvel som frivilligt, men i al hemmelighed, fik foretaget aborter hver gang hun blev gravid, dog vidste hun at det snart ikke kunne gå længere. Forhåbentligt ville krigen være nok undskyldning for ham, for nu.
Tavst vinkede Ethel ham med sig ned af en af sidegaderne, imod kroen. " Jeg har ikke selv nogen børn, så jeg ved ikke hvordan det er at miste dem, kun fostre... Men jeg ved hvordan det føles at miste det, eller den man elsker. Tro det eller lad være. " Sagde hun dæmpet, knapt hørligt. Igen var det underligt, sådan at bekende sig til en fremmed man for kort tid siden havde været nær at komme i barkamp med, hvilket fik hende til at tænke om alle alkoholikerne på kroerne havde den grund til at drikke så meget, eller om der lå andre lignene situationer bag.

Rafens blik forblev nedslået, da Ethel endnu en gang undskyldte. Han skammede sig faktisk over alt det han havde sagt til hende forinden nu. Det gjorde at han fik voldsomt dårlig samvittighed og derfor ikke rigtig kunne tage øjenkontakt. Ikke før hun spurgte om han havde taget hævn på orkerne. Han så op med et blik, der virkede mere fast end før. Vreden skinnede igennem, men ikke en vrede rettet mod hende, så meget var tydeligt.
"Nej. Det var et held at jeg selv overlevede. Men når jeg finder hende, der ledede angrebet, så ved jeg ikke hvad jeg gør. Måske dræber jeg hende langsomt. Jeg ved det ikke. Hun skal betale for det, hun har gjort," forklarede han, mere rolig end han havde været på noget tidspunkt denne aften. Han havde et meget voldsomt had til kvinden og ønskede hende al den smerte, hun havde påført ham.

Han fulgte med, da hun gjorde tegn til, at gå, lidt usikker på benene, da han stadig ikke var totalt ædru. Da hun forklarede, at hun godt forstod, hvad han havde gået igennem, troede han overraskende nok på det. Hun havde bare udstrålingen, der virkede til, at hun godt vidste noget om død og tab.
"Jeg tror på det. Jeg kender typen. Forresten.. Jeg beklager virkelig for min opførsel derinde. Jeg kan ikke styre min vrede når jeg er fuld og så er alle mine fjender. Det var ikke min mening at sige de.. Ting.. jeg sagde. Undskyld," svarede han mens han gik op på siden af hende og fik øjenkontakt. Denne gang var der en venlighed i hans blik, som han ikke havde vist på noget tidspunkt denne aften.

Under det vrede blik fra Rafen, havde Ethel nær trådt et skridt bagud, indtil det gik op for hende at vreden ikke var rettet imod hende, nok snarere imod morderen, eller morderne, af hans familie. " Det er altid noget at du er i live.. Har du sendt en efterlysning i gang, måske det kan hjælpe hurtigere, eller foretrækker du at finde hende selv, uden hjælp? "
Hendes hænder var blevet foldet på ryggen, imens hun afslappet gik med ham hen af gaden.
" Hvordan så personen ud? Måske jeg kan hjælpe lidt, når jeg ikke er på arbejdsopgaver... Dem er der blevet en del mere af siden krigen brød ud igen. Ikke at jeg har noget at klage over, det er blot rart at arbejde og gøre noget for riget og hendes Majestæt. "
En kort latter forlod hende. Det var da i det mindste noget positivt krigen medførte; langt mindre tid sammen med hendes mand.!

En mindre hovedrysten fulgte ham til hans undskyldning, selvom det gjorde hende glad at han rent faktisk undskyldte sig sin opførsel. " Det er helt i orden, det sker for en masse mennesker og væsner når de har drukket. Desuden tror jeg vidst at vi begge var lidt lige gode om det. "
Hun løftede kort sin hånd og vinkede ham med sig, inden hun trådte ind i en mindre gade hvor en kro, betydeligt mindre end den de lige havde været i, åbnede sig op foran dem, at der så var et horehus på den anden side af gaden var blot et mindre faktum man kunne ignorere.. Sagte vinkede hun ham med sig inden de gik ind i krostuens varme og hun fjernede laget af varme omkring sig selv. " Drik nu ikke alt for meget. " hun smilede skævt til ham, som for at løsne stemningen imellem dem en smule. " Jeg skal nok betale for et værelse og det bad.. Hvor længe regner du med at være her? "
Hendes blik gled igen hen over hans ansigt, vedhæftede sig for første gang rigtigt arret ved hans kind, imens hun blot afventede hans svar.