Lejren var som sædvanligt livlig, hvilket den havde været siden Hakim havde lavet en aftale med Mørkets General, det var dog ikke noget Nia tog sig af, hun nød livet der befandt i da det mindede hende om tider, tiden før hun blev udstødt. Dog vidste hun at intet ville blive ændret ved det, en udstødt kunne ikke bare lige sådan blive taget tilbage til sigøjnerstammen.
En mørk hårlok blev fjernet fra ansigtet som hun sad og rensede rodfrugter til en større omgang stuvning, velvidende hvor sultne de kunne blive efter en dag med træning. De brune øjne skævede kort imod hvor Hakims telt stod, han havde ikke været der et stykke tid, hun vidste at han var draget mod hovedstaden, hun havde fået tilbuddet om at følge med, men havde afslået, hun følte sig endnu ikke parat til at gå om bag de tykke mure, af frygt for at hun ville blive lukket inde igen.
Med foden dappende let imod jorden så de gyldne mønter på hendes skørt, og ankelkæderne, klingede let, hummede hun på en af folkets gamle sange. Ja, Nia var ved godt mod for tiden, selvom hun da håbede at Hakim snart ville indfinde sig igen.

Det var gået af helvede til. Det, der skulle have været en fin fest på krystalpaladset, havde udviklet sig til en massakre i det højeste tårn i hovedstaden. Man skulle ikke tage let på en vindelemental, men havde Hakim også vidst, hvad det var for en skabning, der havde afgivet disse trusler til festen, så havde han også blot været endnu et ansigt i mængden af chokerede folk. Det var bare for åndsvagt, at han havde valgt at bryde sten med lige denne person, og det havde endt galt. Han kunne have været død som de andre. I stedet havde vindelementalen nøjedes med hans magiske evne til, at manipulere med vinden. Han følte sig tung nu, som han red afsted, stadig iklædt sit fine blå festtøj. Som om vinden ikke længere var med ham, som om, at han nu ikke længere blev båret af sted på den, som før. Det var ubehageligt. Det var, som at mangle sin bedste arm. Vinden havde været en slags usynlig ven for ham, og nu var den der ikke mere. Dét, og så havde kulden fra den mavepumper han havde fået, stadig ikke fortaget sig. Han frøs og havde det ubehageligt med, ikke at have sin tredje arm. Hans første indskydelse lige nu var, at få fat i Nia. Ikke nogle som helst andre. Kun Nia. De andre skulle ikke tvivle på hans lederskab nogensinde igen. Den gik bare ikke.

Men siden at han ikke kunne få fat i hende på andre måder, måtte han tage gåturen fra dér, hvor han nu tøjrede sin hest, til sit telt, uden at ligne et stort nervevrag. De første var skridt var svære, og tunge, at tage, men det endte med, at han fik gang i sig selv. Nu lignede det næsten enhver dag i hans liv. Måske med undtagelse af blegheden, han ikke selv havde lagt mærke til, som stadig var hos ham. Han gik ind i den lille lejr med en lettere gnaven grimasse i ansigtet, og kiggede sig let omkring, ind til han fandt Nias skikkelse, der heldigvis sad tæt på hans telt. Han lavede et henvisende nik med hovedet, mod sit telt, før han selv bøjede sig og gik derind. I teltet sank han sammen ved sin soverulle og blev liggende, forpustet over at have anstrengt sig, bare ved at have gået en lille tur.

Plomp!
Endnu en rengjort og snittet rodfrugt endte i gryden der hang over det endnu kolde bål. Nogen havde i nattens løb glemt at fodre ilden og den var gået ud, så Nia havde været nødt til at lave en ny ild med noget tørt knas og et par store knibler brænde.
Lyden af hove fik hende til automatisk at se op fra den kartoffel hun lige var påbegyndt at skrælle med en kniv. Hakim! Den første indskydelse var glæde ved at se ham igen, det blev dog hurtigt brudt af af en undren, han virkede ikke helt sig selv, hun kunne dog ikke forstå hvad det var, gangen og den generelle attitude lod da til at være hans. Tavst lagde hun kniv og kartoffel fra sig, skyllede hastigt hænderne i noget vand, inden hun fulgte efter ham ind i hans telt.
Synet der mødte hende var næsten en modsætning i forhold til hvad hun havde set udenfor teltet. Et øjenbryn blev hævet op af ham som hun knælede ved hans side, lettere bekymret over den tilsyneladende anstrengelse det havde været for ham.
" Hvad er der sket? " De varme øjne forsøgte at afsøge ham for blodplamager, knoglebrud, ting i den dur, men kunne ikke umiddelbart finde nogen, intet udover nogle knubs og småsår hist og her. Havde han feber? En hånd røg op på panden af ham, mens hun lod ham forsøge at få luft nok til at forklare.
" Sæt dig op, og hovedet mellem benene, lad benene støtte dine sider hvis dine lunger ikke gør alt for ondt. Det hjælper på luften. "

Hakim så op, da Nia kom ind og der med det samme kom den kyndige lægeagtig personlighed frem i hende. Han så lettere stram ud i ansigtet over, at blive nusset sådan over, men vidste, at det bare var sådan, Nia var, og gav med det samme sig selv et mentalt slag. Som hun forklarede ham, hvad han skulle gøre, satte han sig op, men også kun det. Da han så på hende, var det gnavne udtryk erstattet med forvirring. Han rystede på hovedet, tog sig lidt til det, og overvejede, hvordan fanden han skulle sige til hende. Det var jo dumt, det han havde gjort, men det var heller ikke noget nyt. Hakim var en handlingens mand, og nogle gange efterlod det, de fornuftige tanker andetsteds.
"Det sædvanlige. Jeg tog en dum handling, og det her er konsekvenserne," fortalte han hende, mens han knyttede sine næver i vrede over sig selv. Så længe han sad her, var han nogenlunde god igen. Han var bare overtaget af en ugidelighed. Dovenhed, kunne man nok godt kalde det.

"Der kom en vindelemental ind til festen og krævede folk med god vindmagi.. Jeg ville ikke bare sidde og lade det ske, for jeg har jo et ry i hovedstaden. Han dræbte dem alle sammen. Undtagen mig. Jeg er ikke sikker på hvorfor, men han har taget en del af mig, og jeg kan nu ikke længere styre vinden, mens han forklarede det, gik det mere og mere op for ham, hvad der var sket. Han havde taget vinden! Han var en tyv, og Hakim kunne slet ikke snuppe det. Han havde ikke noget imod tyve generelt, så længe de ikke tog fra ham.
"Kan du ordne det? Jeg vil have vinden tilbage, Nia. Den er en del af mig, og han har... stjålet den!" Han hamrede en knyttet næve ned i jorden og var vred over, at den ikke spredte sig på samme måde, som når vinden var med i hans handlinger. Alting ville blive anderledes nu..

Hun lyttede til hvert et ord han sagde, aflæste hans kropgsprog mens hun godt kunne fornemme en varme på panden, men det var ikke varmen af feber, nok snarere anstrengelse. Hånden blev fjernet igen, ned i hendes skød imens hun tålmodigt lod ham tale færdig, uden at afbryde ham på noget tidspunkt, selv at tale kunne være en god og vigtig del af en healningsprocess vidste hun.
Så han havde kæmpet imod en vindelemental? Det i sig selv var da forstyrrende nok, men at han var eneste overlevende imod hans vindmagi.. Det lød nærmest morbidt. En form for tortur i sig selv, elementaler var virkelig utilregnelige og ikke spor til at spøge med, hun kunne kun takke sine guder for at hun ikke selv havde stødt på en i hendes mange rejser.

" Det er noget værre roderi Hakim. Jeg er ikke engang sikker på om han bare har 'slukket' eller kraftigt neddæmret din evne, eller fuldstændigt cuttet den af og taget den. Akkurat som jeg ikke har nogen ide om hvorvidt jeg vil kunne hjælpe dig med at få den igen, om den kan heales tilbage. "

Det var bedre at sige det som det var, Hakim var vandt til at få tingene råt og brutalt, uanset hvor ubehagelige de måtte være, han var bestemt ikke som de personer der som katten gik om den varme grød.
En tung sukken forlod hende.
" Hør jeg er ikke sikker på om jeg kan finde den til dig igen, men hvis du er villig, er jeg åben for at gøre et forsøg, du skal blot vide at det med al sandsynlighed vil tage tid, og kræve stilhed og et åbent sind fra dig, da mine evner vil skulle ud i hver en celle af dig. "
Hvis han virkelig var åben for det var det bedre at forklare ham hvad hun havde i sinde, så han om muligt selv ville kunne fornemme og følge processen. Med al sandsynlighed ville det være en kraftanstrengelse der ville gøre hende dødeligt udmattet efterfølgende, men med hvad de to sammen havde været igennem var hun villig.