Natten havde været frygtelig! Den havde været lang og smertefuld for hende. Månen var generelt aldrig hendes ven, når den blev til fuldmåne. Faktisk var det, det tidspunkt hun hadede månen mest. Hun havde været udsat for rigeligt i løbet af den sidste tid, der havde haft rigeligt effekt på hendes følelsesliv, samt hun også havde været så heldig at komme til skade. Hendes held havde ikke været med hende, men hun var overlevet og nået ud til hulen i tiden.
hun havde sørget for at hun var alene dernede, da forvandlingen startede. Hun ønskede ikke at gøre skade på nogen i den tilstand, og heller ikke at hun gjorde skade på de forkerte og derved endte med at blive jagtet og dræbt som et vildt dyr.

Miranda var nået ned i sin sædvanligt skjulte hule, hvor der altid var lidt varmere nede, af en eller anden årsag. Måske fordi den var tættere på jordens kerne, men Miranda havde ikke lige svaret på hvorfor. Hun havde taget det meste af sit tøj af, som bare ville være i vejen ved forvandlingen, på nær den halv kjole hun normalvis havde på over kroppen, hvor hun normalvis havde et par bukser på under. Denne gang var det blot det eneste hun bar. Den sad løst på hendes krop, og gjorde det derfor muligt at hun kunne forvandle sig uden at smadre tøjet total. Hun kunne godt regne med at det ville gå lidt i stykker, men hun var ikke så optaget af sit tøj. Hun havde flere af dem. Ellers kunne hun anskaffe sig flere.
Da mørket så småt var ved at falde på, spændte hun sin venstre arm fast i lænkerne, og sørgede for at hun ikke kunne komme ud af den. Normalvis spændte hun sig ikke fast, da der aldrig var folk i nærheden, og hun derfor blot ville jage dyr og få noget at spise. Men denne aften følte hun sig ikke lige så sikker. Hun havde opfanget lugte fra flokke af mennesker længere oppe i klipperne. Så for sikkerhedsskyld var hun spændt fast, og var det under hele forvandlingen. forhåbentligt

Miranda havde hevet og sledet i kæden og forsøgt at presse sin pote ud. Hun havde forsøgt så kraftigt at hendes håndled var blevet helt ømme og rifter var kommet frem, hvor blodet så småt begyndte at komme frem bag den tygge pels. Hun havde hylet og knurret vredt over at hun var fanget. Det var først nu, hvor månens sidste stråler var forsvundet, og hun forvandlede sig tilbage til menneskeskikkelse, at hun stoppede. Hun faldte sammen, med et udmattet støn, og krøllede sig lidt sammen, mens hendes venstre hånd stadig var højere oppe og fastspændt i lænken. Tøjet var stadig intakt, selvom det ene ærme var revet itu. Men den dækkede stadig det vigtigste og hun foretrak bare at havde en lille smule tøj på. Her sad hun noget tid, uden at flytte sig ud af flækken, mens hun lod smerten dale og hendes vejrtrækning blive normal. Hun kiggede blot ned i stengulvet og følte sig stadig voldsomt omtåget. Det hjalp ikke at hendes håndled lignede en crimescene. Blodet løb stadig let fra sårene, selvom det slet ikke var så kraftigt mere og ikke noget hun videre bemærkede. Til sidst lagde hun sig tvunget af udmattelse ned, mens hendes arm stadig hang fast. Men i øjeblikket bemærkede hun det knap som udmattelsen tog over og alt blev ujævnt før alt blev sort og hun sov.

En høj knæk lyd lød i en lille mørk gyde, da en mand fik knækket nakken over og døde på et stedet, en sulten vampyr gjord sig klar til at suge mandens blot og tappe ham for alt hans blod, Toretto var mæt og gemte liget væk som han lige havde slået ihjel, han fjernede lidt blod fra munden med hånden og et lille smil kunne ses på hans læber. Toretto trak jakken godt op og placeret hatten som den skulle placeres for ikke at kunne se hans øjne, hvor efter han begynde at gå imod bjergene.

Oppe i bjergene fik han færten af en bekendt duft en duft han havde duftet før, han prøvede han følge duften men den forsvandt og kom igen hele tiden, men det var nok fordi hans duftesans var blottet på grund af at han lige havde spist, han blev ved med at lede og lede og duften førte ham hen til en skjult hule, og havde det ikke været for duften havde han heller ikke fundet den.

Da han kom ind i hulen så han det han havde duftet Miranda....
Han bemærkede at hun ikke var vågen men stadigvæk hang fast i en kæde med den ene hånd, så han gik ud fra hun lige havde haft forvandlet sig. Han gik hen til hende og så kort på lænken inden han rev den i stykker sådan hendes hånd kom fri, han satte sig bag ved hende og løftede hende ind til ham sådan hun lå mere behageligt, han kiggede på hende " Hey rødtop vågn op " sagde han og kærtegnede hendes kind imens han prøvede at få liv i hende

Ikke engang nogen form for reaktion kom fra Miranda, som Toretto kom ind i hulen, som ellers skulle havde været hemmeliggjort nok til ingen kunne finde den. Miranda havde ikke gennemtænkt hvorvidt andres lugtesans ville havde en effekt. Hun vidste, som de fleste andre, at varulve og vampyre generelt havde en langt bedre lugtesans end almindelige mennesker. Noget måtte havde givet hende væk.

Hendes arm faldte livløst ned, som kæden blev revet fri og hun derfor ikke længere var fanget. Miranda begyndte først at vise livstegn som hun blev løftet op og holdt ind mod en andens krop. Hendes øjne bevægede sig let, men øjenlågene var stadig tunge nok til ikke at give hende fuldt syn. Men hun genkendte stemmen og lugten. Lugten som hun nemt kunne kende som Torettos.

Af ren reaktion begyndte hun at ligge sig tættere ind til ham og holdte fast i ham, selvom det stadig var et løst og træt greb som uden megen magt kunne overvindes.
Miranda åbnede de blå øjne, som flimrede lidt rundt inden synet var ordentlig tilbage og hun kunne fokusere på Toretto. "Hey.. hva.. hvordan fandt du mig?" hendes stemme var træt, men der kom mere og mere liv i hende, jo længere tid hun var vågen.

Normalt vil Toretto have dræbt en hver varulv som kom i nærheden af ham men Miranda var hans, og ingen skulle gøre hende ondt også selvom hun havde vist hun godt kunne klare sig selv på nogle områder, han smilede kort til hende ide hun åbnede øjne og kiggede op på ham " du er jo min, så din duft er mere kraftig for min lugte sans ind alt andet er " smilte han og holde hende tæt ind til ham for at hun skulle føle sig tryg. " men hvornår er du så på højkant igen til at kunne gå" sagde han kort inden han smilte lidt af sig selv, han rejste sig op og løftede hende op i hans arme han kiggede på hende " tror vi skal finde et mere behagligt sted til dig rødtop " han gik ud af hulen med hende i armene.

Han begynde stille at gå ned imod byen han stoppede kort op og kiggede på hende igen " vi tager ned på kroen og lejer et værelse til os rødtop " sagde og brugt hans hurtighed til at komme hurtigere ned imod byen, med hende i hans arme

Miranda følte sig ikke rigtig vågen endnu og blikkede stadig noget for rigtig at kunne fokusere nogle steder. Men trods alt kunne hun høre hvad han sagde, og smilede blot til ham og lænede sit hovedet ind mod hans brystkasse. Hun mærkede hurtigt trætheden komme over hende, i hvert fald indtil Toretto talte igen og løftede hende op. Hun strittede ikke imod og var egentligt mest af alt bare slap i hele kroppen. "Jeg kan gå hvis det er nødvendigt.. men ellers plejer jeg at være velfungerende igen efter et par timers søvn." svarede hun søvnigt og nikkede blot til at finde et andet sted, inden hun lagde sit hovede tilbage

Den friske luft gjorde dog at Miranda havde lidt nemmere ved at holde sig vågen og hun fik åbnet sine øjne og orienteret sig. Ikke at det var nødvendigt lige nu, men hun foretrak at vide hvad der foregik omkring hnede. "Tror du de lukker os ind efter sidst? Jeg tror stadig at kroværten har traumer." svarede hun med et skummelt smil. men alt i alt lød det som en ganske udemærket idé.

Toretto smilte blot til hende " nahh bare rolig jeg skal nok tag mig af dig og passe på dig, slap du nu bare af rødtop" sagde han bestemt og brugte sin evne til at komme hurtigt ned til byen.


http://krystallandet.dk/viewtopic.php?f=31&t=8601

((( har skrevet der ))