Og så lidt længere. For mørket var faldet på og natten var ikke spor bedre for hendes forstillingsevne end dagen havde været. Endnu engang kunne hun kun spørge sig selv om hvorfor hun lige havde skulle undersøge det her rygte af alle dem Amy var kommet med. En drage i en elverskov. Som taget ud af eventyrerne eller mareridtene som det havde vist sig, for hun var og blev opvokset i byen!
Den næste dag flakkede hun stadig rundt i skoven og forvildede sig mod sin vilje dybere og dybere ind i den. Mad var til at finde som hendes andet jeg, skønt ingen af de to satte den mindste pris på tre dages regn. Det efterlod hende mudret, våd og helt igennem utilfreds med tilværelsen i al almindelighed og skoven i særdeleshed. Hendes evne til at læse skoven var dog blevet bedre og hendes jagtevner det samme, selvom mus var og blev mus. Hendes sovested forblev i træer hvor ubekvemme de end var, for ulve kunne ikke klatre...
At blive vækket af solen på den guderne måtte vide hvilken dag i skoven hjalp en smule på hendes humør og fik hende til at svinge sig ned af træet med fornyet mod på tilværelsen. Om ikke andet så for en tid, for som hun så sig om - rigtigt - og tog omgivelserne ind, slog en grusomme mistanke ned i hende. Det træ hun stod overfor havde hun set før. Der var markeringer fra noget der havde gnedet noget hårdt mod stammen og dem havde hun bestemt set før. Stille lod hun fingrene glide over tegnene og forsøgte at huske hvad vej hun var gået da. Et blik rundt hjalp ikke, for resten af træerne lignede hinanden og slet ikke træerne i regnen. Åndssvage skov.