Det var meget atypisk at se professorene ude så sent om natten, i hvert fald for de fleste, for Xelirateis var det skræmmende normalt, hendes undervisning krævede mange forskellige planter, med mange forskellige behov og mange af dem krævede en vis opmærksomhed om natten også.
Elveren gav en forsigtig nynnen fra sig, de fleste elever lå og sov og hvis de ikke gjorde det burde de i hvert fald, de næsten sorte øjne gled fra planterne og op på skolens vinduer, alt lys slukket, næsten i hvert fald. Fra enkle værelser lyste endnu det bløde skær fra en lanterne eller et stearinlys, men det var der ingen grund til at tænke for meget over, så længe eleverne var friske og veludhvilede til dagens undervisning var Xelirateis glad. Nedover de store haver der tilhørte skolen lyste den klare halvmåne og for det trænede øje kunne man fornemme en hel række planter der i lyset havde antaget en bleg sølvfarve, elveren bukkede sig forsigtigt ned og studerede nøje et af de fine blade, inden det blev klippet af og nøje placeret i en stor flettet kurv hun var på armen.
Når mørkelveren var på skolen var hun væsentligt mere passende klædt, den generelle kultur med lette kjoler og bar hud var pakket væk under en højhalset, tætsiddende kjole uden ærmer, men med et stort skørt og for at beskytte det sarte stof fra planternes farve havde hun et langt dybrøde forklæde på fra livet og ned til jorden, dette var allerede plettet i grønlige og grålige farver. Håret var sat op i en høj hestehale og efterfølgende flettet i en lang fletning der gik til knæhaserne, sådan havde hun ofte håret sat op så det ikke kom i kambolage med arbejdet.
"Hvad er nu det?"
Den bløde nynnen stoppede brat som proffesoren fik øje på noget usædvanligt, et sær plante hun ikke havde set før blev nøje betragtet af det de observante øjne, og inden længe fik hun trukket en lille notesbog frem, inden hun med blæk og fjer gav sig i kast med at skitsere den sære blomst.

Ray stod oppe i vinduet på sit værelse som han var shorts og baroverkrop som det eneste han ejet, at sove var ikke noget han begik sig meget i, så da han kort fik øje på en af de mange professor der var på skolen, tænkte han hvorfor ikke tænkte han. Ray tog fat i nogen puder og noget stof han havde fået og lagde det ind under tæppet så det skulle ligne at han lå og sov hvis der skulle komme nogen og kigge til ham. Ray åbnede vinduet og sprang ud af det og landede blødt på jorden uden den vilde lyd, og følte stille efter Xelirateis.

Ray bemærkede at hun gik ned imod de store haver som var en del af skolen. Ray havde aldrig rigtig snakkede til denne professor før han synes hun virkede mystisk og ikke til at læse på hendes kropsprog, men hun var en lærer og hvis han virkelig havde tænkt sig at melde sig til hendes kursus så måtte han jo tag kontakt til hende, så efter hende gik han, også selvom han ikke vidste om det var det klogeste at gøre, at følge efter en lærer en mørk aften også især når det var den mest lumske af lærerne. Ray vidste stort set ikke meget om denne lærer ikke andet end at hun havde underviste i botanik.

Da hun bukkede sig ned stoppede han kort op og ventede blot på hun ville rejse sig op igen og forsætte. men da han hørte hende stoppe op over en plante fangede det Ray nysgerrighed, han gik stille hen imod hende, og da han stod næsten ved siden af hende bukkede han sig ned imod blomsten så kort på hende med et smil på læben. "hvad er det" sagde han bestemt og stille sådan kun hun kunne hører det.

Det var ikke så underligt at mange af eleverne fandt den mørkhudede elver mystisk og måske endda en smule skræmmende. Hun var en streng men retfærdig professor der ikke var nervøs for at lægge fingrene imellem eller give eftersidninger til lektierne var på plads og læsestoffet sunket ind. Hvis eleverne skrev sig op til hendes fag forventede hun også en hvis gensidrig respekt for hendes viden om emnet.
For mange andre ville elevens pludselige tilstedeværelse sikkert komme som et lille chok, men elverens fintfølende hørelse havde sladret om den ekstra eksistens for længe siden, af samme årsag vendte hun ganske langsomt hovedet mod eleven der var sært tæt på, inden et lille smil spillede på de mørke læber.
"Jeg ved det faktisk ikke. Men nu du alligevel er her hr. Tayler... Har du et bud?"
Elveren rettede sig kort op og vendte opmærksomheden væk fra den sære plante, inden hun pustede forsigtigt på den skræmmende nøjagtige aftegning hun hvade lavet i bogen, for at lade blækken tørre hurtigere, så den sikke smattede sammen idet hun lukkede den læderindbundne notesbog.
Xelirateis vidste skræmmende meget om planter, alle planter, hun kune alverdenens opskrifter og eliksirer på rygraden og alverdenens planter kunne hun på flere forskellige sprog i søvne. Dette vidste de færreste dog, mørkelveren var endnu en ganske ny professor på skolen, ligesom skolen selv var en ganske ny, men prægtig tilføjelse til Krystallandet.
"Og..."
Elverens stemme skar hurtigt igennem luften, men ikke ubehageligt, på trods af at stemmen var mørk af en kvindestemme var den utroligt behagelig og imødekommende, næsten syngende med en let accent af det hårde mørkelviske sprog
"Hvad i alverden laver du oppe på dette tidspunkt?"
De hvide bryn blev hævet til en spørgende mine, mens hun lænede sig en smule tilbage og hankede op i kurven, der endnu hang på den slanke arm.

Ray var overrasket over hun ikke kommenterede på hvad han lavede ude så sendt men blev overrasket over hun spurgte om hans mening, nu var Ray ikke bestemt god til at følge med i hendes timer da han bare sad og betragtede hende i være time, og ikke hørte efter, men ide han vidste hun heller ikke vidste hvilken blomst det var fik ham blot til at smile kort. jamen vil nogenlunde sige det måske godt kunne være en saflortidsel du ved saflortidsel som faktisk er en tidsel, som leverer de dyrebare dråber til en eftertragtet olie. tidselolien. Den bruges også til at farve stof rødt. eller hvad siger de.? sagde han bestemt som han vidste det, uden at vide det men det skulle hun jo helst ikke vide.

Ray rejste sig op og kiggede kort på hendes bog hun havde tegnede i " hvad har de egentlig i den bog" sagde han nysgerrige, inden det frygtede spørgsmål kom frem på hendes læber, Ray tænkte kort over det inden han svarede på det, skulle han sige sandheden eller skulle han lyve det bedste vil nok være at sige sandheden, og ikke prøve at charme sig ind på hende. " jamen som de nok ved sover varulve ikke så meget og da jeg så dem oppe fra mit værelse, tænkte jeg gad vide hvad de lavede ude så sent" Sagde han med et smil på læben og prøvede at charme sig lidt ind på hende der, selvom det nok ikke hjalp på nogen måde overfor hende.
" men hvad synes de så Professor ".
Ray stillede sig lidt tætter på hende og betragtede hende uden hun skulle ligge mærke til det, for det hele skulle se ud som han mest af alt bare vil se hendes bog og hvad hun havde tegnet.

Xelirateis lyttede interesseret til Rays forklarring måtte hæve et øjenbryn til hans forklarring, hun vae udmærket klar over at han ike altid varnærværrend i hendes forlæsninger, men at hans bud var så lang fra kom alligevel bag på hende. "En saflortidsel gror ikke blandt andre planter, og dens blade besidder et rødligt skær, hvilket er undskyldt eftersom det er mørkt. Det lader dog alligevel til at du skal til at lytte bedre efter Ray"
Elveren vippede hovedet en smule nedad så hendes ansigt tiltog en eget slvorlig attitude, så vendte hun dog alligevel blikket mod planten der stak frem mellem de andre planter som gik unde navnet 'sølvtunger'. Forsigtigt lagde hun den ene hånd under blonstens hoved og studerede den yderligere. "Nej, den her er langt mere unik. Jeg vil gætte på at den er kommet med lyset· mange ælanter er begyndt at vende tilbage takket være lysets dronning, mørkets rovdrift på bønnernes marker gjorde folk grådige og drev dem til at dyrke meget land der ikke tilhørte dem. Dette udryddede og fortrak mange slags planter fra landet, men nu kigger de tilbage. Hvis jeg ikke tagef meget fejl er dete en dragelilje!"
Passionen lyste ud af elveren, hvad der ville kede mange elever halvt ihjel var enorm interessekilde forden mørkhudede kvinde. Forsigtigt lod hun blomsterhovedet falde tilbage på plads, inden Rays spørgsmål fanvede hends interesse og hun vendte de dybblå øjne ned mod bogen hun endnu holdt.
"Ah, denne? Intet specielt, jeg skeiver bøger ved siden af skolen, dette er en notesbog, en ting flere elever burde gøre sig i. Den er god til at have på sig i tilfælde af pludselige ideer eller interssante observationer!"
Elveren rømmede sig kort da knægten kom tættere på, Xelirateis faldt på ingen måde for smiger, faktisk sagde mænd hende ikke noget og slet ikke nogle så unge som Ray, hun var jo flere århundrede ældre end ham, af samme årsag lagde hun slet ikke mærke til varulvens betragtendd blik.
"Det er jegklar over, men varulv eller ej passer udendørsarealerne sig ikke foreleverså sent. Det er ikke alle derude der vil jer unge mennesker det lige så godt som hverken Lysets Dronning eller Tywing. Husk på det,"

Ray måtte kalde sig selv skyldig, han var ikke god til at hører efter til hendes timer, men det var svært for ham når alt andet fangede hans opmærksomhed han rettede sig op med rank ryg og så bestemt på hende" de har ret burde være bedre til det og det vil jeg gøre bedre " sagde han med en bestemt tone.

Ray kiggede meget intenst på hendes bog da hun forklarede hvad den var og hvad hun brugte den til, det ville være smart at have en bog selv men Ray var vild og vil nok nemt kunne miste den bog, " hvis jeg må have lov til at spørger dem om noget, hvad er det ved de planter der gør dem så vild med at studere dem?"sagde han blot indtil han hørte en forklaring på et ord han havde hørt for Dragelilje..... han kiggede på liljen og bukkede sig kort ned for at se på den. han ville gerne sige noget klogt til hende men han vidste hun ikke kunne imponeres, så hvorfor prøve.
Ray rejste sig op igen og så på hende igen " et spørgsmål mere, ser de du er lidt en af de lærer her på skolen som går for dem selv og de er meget unik i deres handlinger, går selv ud om aften, tror faktisk ikke der er en eneste elev på denne skole der ved noget om dem, og for at være ærlig er der nok også nogen der er bange for dem, hvorfor ha den unikhed?"

Ray smilede til det sidste hun sagde, " hmm........troede ikke de var til unge mennesker " sagde han ironisk " bare rolig du skal ikke bekymre dem og mig, jeg skal nok klare mig, for det første dem der vil mig ondt, skal først fange mig og hvis så det lykkes, skal de først kunne ramme mig med hvad de nu vil ramme mig med, og det vil ikke ske på nogen måde. " sagde han med en selvsikker stemme.