Hvorfor var det at hun insisterede på at han skulle med? Han forstod ikke grunden til det, og det var tydeligt at han i den grad ikke nød at rende rundt sammen med sin mor og kigge på de forskellige boder. Og hver evig eneste gang forsøgte han at flygte fra hende. Hun vidste det. Hun kendte senariet, og hvorfor blev hun så ved? Will var sikker på at hun morede sig over deres alternative form for gemmeleg. I starten gik han naturligvis ved siden af hende, og måtte kvæle et gab i ny og næ. Ikke nok med at det var påtvungen tur til markedspladsen, så var det også morgen. Ubehagelig kombination for den unge mand, der foretrak at sove om morgenen.

Nu var det tredje gang at moren var stoppet op ved en bod og påbegyndt sit; Nej, se! Er det ikke flot! Og Will der forsøgte at holde sig vågen ved at svare med en kvækkende lyd, som nemt kunne lyde som om at hans stemme knækkede. Denne gang valgte Will i stedet at bakke væk fra stedet, ganske forsigtigt således at hans mor ikke ville høre det. Han nåede rundt omkring nogle boder, inden hun opdagede sin yngste søns forsvinden. Først kiggede hun lidt forvirret rundt, hvorefter det velkendte drillende smil, som Will havde arvet nåede hendes læber. Dette fortalte altid Will at hun havde det sjovt med legen. Til trods for at Will ikke altid var lige begejstret. I dag, var han ikke videre begejstret. Hans tanker var alle mulige andre steder, og han havde ikke brug for at tulre rundt på markedspladsen med sin mor.

De var gået rundt omkring en del boder efterhånden, mens Will holdte sig ude af syne. Men hun var denne gang kommet rimelig tæt på. Will valgte derfor at bakke lidt, for at kunne holde øje med den ældre kvinde, samtidigmed at han bevægede sig væk fra hende. Et lavt grin undslap hans læber, lige indtil han mærkede sin ryg ramme noget. Han vendte sig hurtigt, for at stå ansigt til ansigt med ingen anden end Isadora fra nogen dage tidligere. Personen som han havde tænkt lidt mere på end han nok lige umildbart ville indrømme. Et stort smil nåede hurtigt frem på hans læber, men hans opmærksomhed var ret splittet, og hans mor havde ændret retning igen! Let panikken kiggede han fra den ene til den anden, og valgte at tage hende med sig og fortsætte lidt ned igennem mængden, til de stod i dækning igen. Først her syntes han at ånde lidt lettet op. ”Sorry about that.. Jeg er på flugt.” kom der muntert fra ham.

Det var stadig tidligt på formiddagen men markedspladsen summede allerede af liv. Det var et godt tidspunkt at se på varerne, men at købsslå var bedre sidst på eftermiddagen, når en stor del af sælgerne gerne ville af ed så meget som muligt for ikke at skulle transportere det hjem selv. Det var nu ikke fordi Isadora var på udkig efter noget bestemt denne formiddag, men som hun med langsomme skridt gik fra bod til bod havde hun alligevel spottet et par ting, der havde fanget hendes interesse. En kniv ved den ene bod og et hårsmykke ved en anden, men hun var gået videre begge gange og stod nu og så på et bælte. Hendes nuværende havde tydeligvis kendt bedre dage, skønt ingen kunne være i tvivl om at det havde været af kvalitet, da det i sin var blevet købt.

Hele hendes påklædning udstrålede det samme fra de slidte, men velholdte lange støvler til den tunge kappe, der tydeligt hørte vinteren mere end foråret til. Isadora var klædt praktisk i mørkebrune bukser og løs okker skjorte foruden det andet. En bæltepung sad ved hendes side, som skæfterne fra to knive også var synlige. Hun smilede let til sælgeren som denne holdt et udsøgt bælte frem, men hun kunne se på hans øjne at han ikke anså hende som en mulig køber. Han havde også ret. For som hun havde tjekket kvaliteten, rystede hun let på hovedet og gik videre. Det havde set en del bedre ud på afstand. Hun måtte dog snart se at finde et der passede hende i smag.

Med tankerne kredsende om indkøb så vel som hvad hendes næste træk i byen skulle være, betragtede hun mængden fjernt og smilede let, som hun spottede de første lommetyve på arbejde. De gik efter de uforsigtige, men alligevel holdt hun øje med dem, så meget som alle andre. Ved endnu en bod med bælter stoppede hun op med blikket på et der så lovende ud. Før hun dog fik sagt noget ramte en vægt hende i ryggen og fik hende til at dreje sig lynsnart rundt med et blik der var forberedt på det værste. Så blødte det op som hun genkendte den unge mand der havde reddet hende få dage tidligere. "Will!" Nåede hun at udbryde til hilsen, før hans hånd lukkede sig o hendes håndled og de var på farten rundt om adskillige boder.

Isadora kom med et lille gisp af overraskelse, men valgte så at følge med. Udtrykket af panik på Wills ansigt havde fået hende til at se sig nervøst om, men efter hvad hun kunne se, som de snoede sig mellem folk, var der ingen der virkede til at se specielt i deres retning. Så stoppede han endeligt op, som de var skjult bag en bod og Isadora så først alvorligt og så opgivende på ham. "Kan vi ikke mødes under andre forhold?" Det opgivende gled dog over i let munterhed, som han ikke virkede til at være decideret bange for sin forfølgere. "Eller mere relevant - hvem er vi nu på flugt fra?" For som han havde grebet hendes håndled var de sammen om det igen.

Will havde ikke umildbart opdaget hvad boden havde at byde på, eller hvad det egentlig var for et bodområder han havde kæmpet sig hen i. Han havde set de blå øjne, det hvide hår og hørt den velkendte stemme, og med det samme bare taget hende med sig.
Det var ikke helt klart for ham, hvorfor han sådan umildbart havde hevet hende med sig. Eller jo, det vidste han faktisk godt hvorfor han gjorde, det virkede bare underligt for dem som umildbart havde set det. Han havde naturligvis taget hende med sig, fordi han var glad for at se hende og gerne ville snakke med hende igen, men han havde ikke den store lyst til at blive fanget af sin mor, mens han gjorde det. Hun havde en tendens til at drage forkerte konklusioner, og det kunne hurtigt ende ud i noget værre rod. Han kiggede lidt rundt omkring hjørner, inden han vendte fokus tilbage til Isadora og smilede drillende til hende. ”Du har det måske ikke sjovt?” kommenterede han mens han blinkede til hende, inden han vendte hovedet tilbage for at kigge. Da han havde orienteret sig nok vendte han fuldt fokus tilbage på den hvidhårede kvinde, som han havde hevet ud af sine gøremål. ”Oh du ved… min mor.” svarede han og kløede sig let i nakken. Det lød endnu værre når det blev sagt, end da han tænkte det i sit hoved.

”Hvordan har du haft det? Ingen nye slagsmål i kroerne?” spurgte han indtil, mens hans greb om hendes håndled, blev til at han holdte hende mere i hånden. Han var lidt distraheret i om han skulle holde blikket på hende, eller om han skulle kigge efter sin mor. Det kunne hurtigt blive noget af en underlig affære det her. Men på et eller andet tidspunkt måtte den ældre dame vel give op og fortsætte sine indkøb og derefter forsøge at finde Will igen, således at han kunne bære det hele hjem. Han følte sig nogen gange lidt som et bakæsel når mor skulle handle.

Isadora ventede tålmodigt på at Will fik set om alle bodens hjørner - nogle mere end en gang! - før han kunne lade roen falde bare en lille smule på sig og møde hendes blik. Da var hendes for længst blevet mere muntert end alvorligt for han virkede så forfjamsket på en helt uskadelig måde at hun ikke helt kunne tro det var en reel fare de var løbet fra. Så hun hævede sigende et øjenbryn og ventede. Han belønnede hende da også med et smil og svar kort efter der fik hende til at vende øjne af ham. "Jo helt bestemt" svarede hun tørt og uden at fortrække en mine, skøt munterheden var forblevet i hendes grå øjne og viste det var humoristisk sagt. "Den største morskab kommer i at blive hevet af sted med besked om at man er på flugt." Det sidste ramte lidt for tæt på hjemmet til at hun helt kunne lide det og hun fandt da også hurtigt et skævt smil frem til at kamuflere ubehaget ved minderne der var dukket op.

Så måtte hun dog alligevel le, so han hev tæppet væk under hende med sine næste ord. "Din mor???" Hun betragtede ham med latter i blikket fra oven og nedefter før hun hævede et øjenbryn. "Så... hvilke skarnsstreger har hun taget dig i?" Skulle han ikke forestille at være en ung mand? Formentlig endda ældre end hende? Hun rystede på hovedet, men smilet ville ikke rigtig forlade hendes læber igen. det var åbenbart en Will-effekt. Hans næste ord fik hende dog til at skære en grimasse af ham, før hun lod blikket glide rundt over omgivelserne også. "Du ved.. det er kun sket to gange jeg er kommet i slagsmål på en kro siden jeg er kommet til byen?" Ikke at det sagde det store, men som hendes blik gled ud blev hun også opmærksom på at han havde taget hendes hånd, som han havde sluppet hendes håndled. Det fik hende til at se på ham endnu engang med et hævet øjenbryn og lille skævt smil. "Har du planer om at teleporteres væk fra din mor? For så må du gerne ramme udenom vand denne gang..."

Will smilede, og morede sig over hendes første svar. Han var alt for rolig i sine træk til at det kunne være en potentiel fare de var udsat for, til trods for at Wills mor var en trussel i sig selv! I hvert fald hvis man spurgte hende yngste søn, der havde en tendens til at flygte fra hende. Isadoras næste ord, blev der dog bidt lidt mere fast i selvom hun forsøgte at holde munterheden ved at smile skævt. ”Jeg skal nok undgå at gøre det til en vane.” svarede han hende drillende. Han var lidt for distraheret til helt at bide mærke i den kort forandrede tone, men hun var også god til at kamuflere sig, så det ville nok heller ikke overraske hende, at Will ikke helt observerede alle forandringer. Han var jo ikke ligefrem et overmennesker.

Will så undskyldende på hende med et skævt smil. ”ja..” svarede han stille og kunne alligevel ikke lade hver med at blive smittet af hendes latter og selv komme med lidt. Det var en underlig situation, men det var jo også Will der var tale om. Han gik dog hurtigt i forsvarsstilling, med en tydelig aura a ballade i øjnene, som hun antog at det var ham der havde lavet skarnsstreger. ”Må jeg lige! Hvad får dig til at tro at jeg har lavet skarnsstreger?” spurgte han med en overdrevet forarvet stemme, der tydeligt indikerede at han ikke havde helt rent mel i posen. Det blev også hurtigt erstatet af et drillende smil. ”Okay, ingen endnu, men hun har en tendens til at mene at jeg har et bijob som pakæsel. Noget jeg ikke er helt fan af.” svarede han hende og blinkede, som han kort kiggede sig over skulderen. Dog havde Isadora vundet størstedelen af hans opmærksomhed, så hans kiggen efter sin mor, blev færre og færre.
Han løftede skeptisk et øjenbryn. ”Virkelig? Og hvor længe har du været i byen? En uge?” spurgte han tilbage. Den ene gang havde været mens han selv havde været til stede. Anden gang kendte han ikke lige noget til, og det var ikke engang sikkert at de om i den rækkefølge.
”Det var ikke lige min plan, nej. Med mindre du gerne vil ud og svæve en tur? Det gik jo rigtig godt sidste gang.”

"Det vil jeg sætte pris på!" svarede Isadora med lidt mere eftertryk og alvor end hun havde tænkt det. Hendes grå øjne blødte dog ordene en smule op, som de spillede mod Wills kort efter og hun måtte ryste svagt på hovedet af ham. Det var svært at tage ham alvorligt eller holde fast i noget alvorligt der ikke var vigtigt for øjeblikket hun stod i - og lige præcis det gjorde at hendes tanker om fortiden forblev i bunden af hendes sind. Til hendes forundring, men også lettelse for det var lidt rart at være med en der kunne få hende til at glemme tid og sted, men mest af alt alle bekymringer. Hun kunne ikke huske nogen havde haft den effekt på hede før, men nu havde det også været begrænset hvor mange hun havde lært at kende, før hun var endt ude i verden på egen hånd.

Så puffede hun let til Will, før hendes blik gled fra ham og ud mod den smalle gade mellem boderne i håb om at få et glimt af den så skræmmende dame. Hendes blik var dog tilbage på Will's ansigt, som han rykkede sig fra hende og tydeligvis lod som om han følte sig ramt. Isadora så bare muntert på ham med et hævet øjenbryn og arme foldet over brystet. "Åh jeg ved ikke? Dit smil? Dit blik? Din holdning? Eller det at du ligner en taget på fersk gerning?" det glimtede drilsk i hendes grå øjne, for det tog en skarnsunge at kende en skarnsunge havde hendes far engang sagt. Så lo hun ægte og varmt. "Du skulker!" Det morede hende mere end noget andet at det var noget sådan der lå bag hans flugt mellem boderne. Så satte hun et chokeret ansigt op. "Og du har hevet mig ind i det! Jeg duer altså ikke som pakæsel!"

Endnu engang fik han et puf i siden, som hun så op på ham med påtaget forargelse. "Næsten fem måneder faktisk." Som hun sagde det, sank det rigtig ind hos hende selv og hun sukkede let. Hun havde ikke fundet noget at rejse videre efter, men hun kunne heller ikke blive ved med at leve som hun gjorde uden at gøre noget alvorligt. Kroen kostede penge og hendes historie smuldrede som hun ikke rejste videre. En anden ting var at hun burde tage kontakt til familien nu hun var i byen, men ærligt talt frygtede hun lidt deres reaktion. Om de ville afvise hende, beskylde hende for at lyve om hvem hun var eller noget endnu værre. Så gøs hun. "Nej ellers tak! Så foretrækker jeg at lege kis-pus mellem boderne...."

Will havde en lille ide om at hun ikke brød sig vanvittig om at blive bragt sådan ud af balance, men noget andet sagde ham også, at hun ikke ligefrem var fjendtlig over for hans, noget så elegante afbrydelser af hendes hverdagsliv. Sandheden var jo, at han godt kunne lide at være sammen med hende, og det kunne da være rart med et ganske almindelig møde, uden at begge eller den ene part måtte til at gemme sig eller flygte fra folk. Men det var nu alligevel sjovt på denne måde. Dem begge der flygter fra folk. Det bragte i hvert fald et smil frem på hans læber. Dertil, hendes grå øjne og hendes smil, var i hvert fald nok til at redde hans dag, om han så ville blive fanget af sin mor og brugt som pakæsel.

Will grinede let, og kunne ikke holde den let fornærmede holdning. Det var en fysisk umulighed lige nu. ”Nogen ville kalde det charmerende.” konstaterede han med et smil. Han havde dertil lagt hovedet en lille smule på skrå, mens de drengede smil prydede hans læber og de brune øjne sendte en drillende glød, der dog også var varme. Han var lidt en drengerøv, når det kom til stykket, men mest hvad humoren angik.
”Er du sikker? Du ser ellers ud til at ville være i god stand til det.” svarede han drillende, mens han mærkede på hendes overarme, for at bekræfte sit udsagn, eller i hvert fald at bringe mere sjov og ballade over det. Der var mulighed for at hans klem af hendes arme, kildede en smule, og det var jo heller ikke spor med vilje. Ikke fordi at hans ansigtsudtryk afslørede det.

Will løftede øjenbrynene i et overrasket udtryk og puffede ganske let til hende, med sin skulder, som svar på hendes puf til ham i siden. ”Virkelig? Og det er først lykkes mig at møde dig nu. En skam. Men forhåbentlig tager du ingen steder i den nærmeste fremtid.” den lette forhåbning i hans stemme kunne ikke skjules, som han smilede til hende. Han havde ikke lyst til at hun rejste væk igen. Nok havde han kun mødt hende to gange, og begge gange under ret hektiske omstændigheder. Men han nød hendes selskab, og ville gerne lære hende bedre at kende. Såfrem hun ville lukke ham ind. Men indtil videre så det ud til at gå meget godt, og deres drillerier var også en god ice breaker.
”Så må du hellere få gang i fodtøjet.” påpegede han, som hans mor kom indenfor hans synsfelt. Han tog helt automatisk fat i hendes hånd igen og trak hende med sig rundt om flere boder, mens et spillende smil var på hans læber. Han var og blev en ballademager, selvom der var måde over hans drengestreger.

Isadora lo over Wills prompte svar, mens hun i sit stille sind måtte give ham ret. Han var charmerende med det smil og de øjne, men endnu mere med den måde han tog alting fra oven og nedefter uden at virke til at noget kunne blive helt alvorligt og så alligevel. For den aften de havde mødtes havde han været alvorlig bag smilet. Han var bare i stand til at få alting til at virke lidt lysere end det virkelig var. Ingen dårlig evne og en Isadora nød næsten lige så meget som hans særprægede selskab. Så hun hævede et øjenbryn af ha. "Nogen ville kalde det flabet." Latter var dog stadig i hendes grå øjne og fjernede en hver tvivl om at hun skulle have noget imod det.

"Hey!" Udbrød hun som han greb om hendes overarm og drillende vurderede hendes muskler der. Det kildede nok til at hun ikke kunne skjule det som hun hurtigt trak sig fri og sendte ham et forsøg på et fornærmet blik. Det gik mindre godt mod ham. "At kunne slæbe betyder jo ikke man nyder det!" Svarede hun ham en anelse tørt igen, men hun forsøgte at holde et grin tilbage. Han var jo umulig! Mn også lidt sød og sjov. Hun rystede tanken af sig. Det var slet ikke tiden eller stedet at falde for en tilfældig lømmel og slet ikke en under hendes stand. For det troede hun vitterlig han var med det tøj han gik i og den måde han opførte sig på. Ikke at det betød så meget for hende mere, men hun vidste det ville for familien - og den kunne hun ikke undgå for evigt.

Hun tog et skridt til siden, som han puffede til hende og sendte ham et grin retur. "Ja du må ikke have haft øjnene med dig!" Så tøvede hun dog lidt, før hun mere alvorligt svarede på det næste. "Jeg ved det ikke endnu. Måske. Måske ikke. Det kommer an på lidt forskelligt." Mest af alt hvordan hun blev modtaget. Som hun snakken var gået var hu blevet sikker på hvad hun måtte gøre og ja, hvis familien afviste hende ville hun rejse videre. Det ville være skam, men hun havde snart opbrugt alle sine muligheder for at finde information i hovedstaden.

Noget hun glemte alt om som Will greb hendes hånd og de var på farten igen. "Der er noget jeg ikke forstår, Will. Du kan teleportere - hvorfor så denne springen omkring med din mor?" Isadora dukkede sig hurtigt under en bagers plade med nybagt brød, som var kommet lige i hendes hovedhøjde som manden havde løften den op for at undgå at få den skubbet ud af armene af Will. Hun sendte manden et undskyldende smil, før de var om endnu et hjørne og i sparsom sikkerhed på ny.

Will var ikke den mest alvorlige type. Han forstod hvornår det var vigtigt at være det, og hvornår man skulle tage lidt mere let på det. Mest var det nok hans måde at sprænge de meget konkrete rammer som var omkring det at være adelig. Der skulle man altid være fin og alvorlig i sine træk. Det var i hvert fald sjældent han havde hørt en ældre greve fyre en joke af! for ikke at sige, aldrig. Heldigvis delte han let sind med sin mor, hvilket gjorde at livet som adelig ikke kun var pligter og alvor, trods alt.
William kom med et grin og måtte alligevel give hende ret. Nogle gange kunne det være flabet. "De to ting kan også gå hånd i hånd med hinanden." påpegede han, med et drillende smil på sine læber. For selvom han var hvad man kategoriserede som charmerende, ville han heller ikke sige at han ikke var flabet til tider. Det hændte stadig.

Det var en rar følelse at se hendes ansigtsudtryk og manglende evne til at skjule det kildede. Det fik ham til at få et endnu breddere smil på læberne og det fornærmede blik hun forsøgte sig med, fik ham til at more sig. "Lige mine ord!" medgav han hende. Det var ikke ligefrem et job han havde den store nydelse ved. At slæbe ting frem og tilbage. Bare tanken fik ham til at rynke brynene sammen. Men hans mor så ud til at finde det meget humoristisk og ikke mindst som noget hun nød godt af.
Will var ikke helt sikker på hvorhenne han skulle placere Isadora. Hun havde udvist fra første møde, at hun havde ben i næsen og en vilje over alt andet end hvad Will før havde set. Nok var hun også alvorlig, men at se den mere løsslupne og glade side, fik ham til at ville fortsætte. Han ville havde at hun skulle blive ved med at smile og more sig. Det klædte hende godt, på det i forvejen meget smukke ansigt. Hvad stand angik, havde han aldrig været den der spekulerede så længe over det. Nok kunne han se konflikter der kom i møde, hvis han faldte for en under hans stand, men det var stadig ikke vigtigt for ham. Hans forældre havde vist tydeligvis andre meninger om dette emne, og selvfølgelig satte man deres udsagn til eftertanke. Noget som stand, der ikke interesserede Will det fjerneste, var noget så vigtigt for de andre adelige. Will kunne alligevel mærke at Isadora begyndte at betyde mere og mere for ham, til trods for at han stadig ikke helt vidste hvem hun egentlig var. Godt igen, hun vidste jo heller ikke voldsomt meget om ham.

Alvoren faldte ned over dem igen, og selvom Will stadig smilede til hende, var det ikke så bredt som før. Han brød sig ikke om tanken om at hun tog væk fra hovedstaden. Hvad ville chancen være for at han fik hende at se igen, hvis hun rejste. Det var ikke ligefrem behageligt at tænke på. Alligevel vagte hendes ord nysgerrigheden i hans blik. Han vidste godt at det var uhøfligt at stikke næsen ned i andres sager, men det var svært at lade hver med at blive nysgerrig når noget som 'Lidt forskælligt' blev nævnt, uden at blive uddybet. "Oh?" hun bestemte naturligvis selv om hun ville uddybe, men han havde også en lyst til at hjælpe hende, hvis han kunne. Det kunne jo være et problem hun skulle stå overfor, hvor der var mulighed for at han på en eller anden måde kunne assistere. Uden at gøre hende utryg ved ham også, naturligvis.

Will grinede og vendte hovedet mod hende. "Hvor er morskaben henne i det?" svarede han, og lige som han drejede hovedet tilbage mod den retning de begav sig i, var han nær styrtet ind i bageren. En let kanten udredning, gjorde alligevel at han undgik og til al held var Isadora smuttet under pladen med nybagt brød. "Undskyld!" kaldte han tilbage til den stakkels mand, der havde et let blandet ansigtsudtryk. Will fortsatte rundt om hjørnet og satte farten ned igen. "Hun er stædig i dag." konstaterede han, som han ganske hurtigt tog et kig rundt om det andet hjørne, men så hende ikke i nærheden af dem. Endnu.

"Tydeligvis!" Kom det med fylde fra Isadora, før hun indså hvad hun havde fortalt ham og måtte ryste på hovedet af deres snak med et lille skævt smil. Han var umulig at holde nogen form for facade overfor stående i skjul bag en bod og spejdende efter deres nyeste forfølgende problem. Langt mindre alvorligt i dag, men stadig givende en spænding til deres snak ved muligheden for at den kunne blive afbrudt hvert øjeblik det skulle være. Hun måtte indrømme hun faktisk nød det uforpligtende lidt og endnu mere fandt Will særdeles interessant. For hvad lå der lige bag lømlens adfærd og frihed? Ikke mange havde en sådan eller tillod sig at tage sig den. Endnu færre forældre tillod den.
Så fik han et puf mere over det alt for selvtilfredse udtryk han fik da hun måtte give efter for hans kildende tag. "Du er jo umulig." Intet kunne dog fjerne hendes smil som hun sagde det. Han var umulig og selvfølgelig var han det mere interessant for det. Især da hun intet rigtig vidste om ham. Andet altså end at han kunne teleportere, reddede fremmede piger i begyndende nød og flygtede fra autoriteter. Det sidste udviddede hun uden betænkning fra mor til alle uden mindste tøven.

Så faldt alvoren ufrivilligt over dem, som hans spørgsmål ledte for mange tanker med sig og Isadora svarede en smule undvigende, skønt helt ærligt. Det igen fik Will til at se mere nysgerrigt på hende end før og hende til at skære en grimasse. Hun fik dog ikke gjort mere end åbnet munden for at uddybe, før de var på farten igen. Det hektiske tempo gav hende ikke meget tid til at klare tankerne. Slet ikke som Will svarede på hendes udslyngede spørgsmål og fik hende til at le højt. Jamen selvfølgelig var det da grunden! Hvordan kunne hun havde troet der var anden?
Hun rystede stadig på hovedet, som de nåede bageren og fik undveget ham med nød og næppe. Manden så ikke helt ud til at vide om han skulle være lettet eller vred, men før han bestemte sig var de videre og Will havde hevet hende ind bag en ny bod. Der tittede hun ud fra skjulet mod gaden bag dem, men uden at mene hun kunne spotte den berygtede moder. Så vendte hun sig smilende mod Will, men uden at gøre anstrøg til at slippe hans hånd. "Har hun grund til at være særlig stædig i dag?" Det ville ikke undre hende hvis han havde lavet noget der gav moderen en undskyldning for det.

Så trak hun vejret dybt og så lidt mere alvorligt på ham. "Angående det andet, så...." Hun gik i stå og så et øjeblik bare på ham, mens hun vendte ordene i hovedet for at finde en god måde at svare på uden at sige for meget. Det var der ikke rigtig, men hun kunne heller ikke få sig selv til at lyve for ham. En mellemvej var nødvendig og hun fandt til sidst en der kunne bruges. "Jeg har et møde i morgen der vil afgøre om jeg bliver i byen. Mere kan jeg ikke sige - men jeg håber jeg bliver." Hun smilede let til ham, før hendes blik gled til hjørnet af boden og gaden på den anden side af den.

William havde selv tildelt sig denne evne, men en lille smule hjælp fra sin moder. At være den yngste i en flok, hvor man var betydeligt yngre, havde givet sine fordele hvad frihed angik, og nu var han bare for gammel og for stædig til at der kunne ændres på denne del af ham. Men når man brugte dag ud og dag ind på at høre om alle de adelige og deres problemer, havde man brug for sjov og ballade, og hvordan fik Will det? Ved at løbe rundt på markedspladsen, flygtende fra sin mor. Tanken der fik ham til at smile en ekstra gang. Dertil pyntede det også meget på hans tilværelse at havde Isadora med sig. Hun var en speciel person og hans interesse for hende, var lige så stor, hvis ikke større, som hendes interesse i ham. Hun var vitterligt kommet ud af det blå, og havde tilegnet sig vigtige dele fra Will. Nemlig han interesse, nysgerrighed og fascination. Samtidigmed havde hun også en helt anden personlighed end han før havde set.

Will skar let en grimasse og rømmede sig. "Der er mulighed for, at jeg ikke faldte i god jord ved at komme hjem drivvåd midt om natten for nogle dage siden. Det nager hende vist stadig at jeg ikke vil fortælle hvordan jeg blev gennemblødt på en skyfri aften." fortalte han og kiggede på hende med et drillende smil på læberne. Det havde jo sådan set været rigtig, men moren havde nok mest været bekymret, efter hun var færdig med at grine let af at hendes søn lignede en druknet mus. Men straffen for ikke at ville røbe hvorfor, havde ført til pakæsel delen af dagen. Ikke at det behjalp hendes sag synderligt, hvis hun håbede at det ville få ham til at snakke. Han måtte jo ifølge hende, helst ikke befinde sig på kroerne for lagt fra de riges kvarter.

Alvoren vendte tilbage i Wills øjne, som Isadora begyndte at snakke igen, angående det emne de tidligere var kommet ind på. Hun så ud til at være gået i stå, hvilke fik Will til at kigge lidt bekymret på hende, men han pressede ikke på efter et svar. Hun skulle havde lov til at svare med de ord hun mente var bedst at bruge. Han nikkede forstående da hun fandt frem til sætningen, og smilede til hende, så det gik helt op i de mørkebrune øjne. "Hvad end der sker i morgen, håber jeg også at du bliver her." svarede han og kiggede på hende lidt tid, inden hans blik fulgte hendes mod hjørnet af boden og gaden som var der. "Du må undskylde at jeg sådan forstyrrede dig midt i at du var på tur på markedet" undskyldte han med et grin og tog hende med sig ud fra bodens skjul, for at gå hen mod gaden, så de fik lagt lidt af alt påstyret bag sig. Will skulle lige til at stille et spørgsmål mere, før han blev afbrudt af en meget velkendt stemme, efterfulgt af at han så fremfor sig for blot at se sin mor stå lige foran sig. Hun var en mindre dame, som var lidt breddere end normen, men ellers ganske fin i tøj og udstråling, som hun stod der med den ene hånd i siden, hovedet let på skrå og et hævet øjenbryn. "Nå der er du!" Will var fuldstændig stivnet i sin bevægelse, og fik anstrengt sig til at få et stift smil frem på sine læber. Hvordan i al verden det var lykkes hende at hale ind på dem, og finde dem, var ham vitterligt en gåde. "H-hej Mor.."

Isadora så et øjeblik skyldigt på Will, som han svarede på hendes spørgsmål. det var trods alt for hendes skyld at han havde blandet sig i det slagsmål, der var endt ud med dem begge på flugt og dem landende i det springvand. Så trak det afslørende i hendes mundvige, før latteren brød igennem og hun måtte ryste opgivende på hovedet af ham. "Og du mener kun det er fordi du kom våd hjem?" Hun havde ikke svært ved at tro på han havde været ude uden tilladelse og sikkert også steder han ikke burde komme. Det havde ikke værste knejpe hun havde været på, men så sandelig heller ikke en af de pæneste. Hvor Will lå i stand var hun dog ikke sikker nok på til at ville udelukke helt at han kunne høre til der. Hans manerer virkede dog til lidt højere lag.

Alvoren vendte tilbage som hun gav sin mindre uddybning fra sig. Hans forståelse af ikke at skulle presse på og ved at give hende plads, indkasserede ham et varmt klem, før det gik op for hende at de stadig holdt i hånden. Det fik hende til at se ned på deres hænder, før hun så op på ham med et skævt smil, der blev varmere ved hans ord. "Det gør jeg også..." Skulle familien tage hende ind og til sig, så skulle hun nok finde en måde at beholde lidt af sin frihed på. Nok til at smutte ud og se Will i hvert fald - hvor lidt hun end kendte til ham endnu.

Så lo hun igen og gav endnu engang hans hånd et klem, før de forlod deres skjul og blandede sig med mængden igen. "Det skal du ikke tænke på. Jeg burde alligevel ikke købe noget..." Hun smilede til ham, kun for at mærke sit smil falme, som hans stivnede og hans blik blev fæstnet på den lille kvinde, der var stoppet op foran dem. Isadora smuttede stille sin hånd ud af hans, som hun bukkede let for den majestætiske dame og derefter tog denne ind med blikket. Fint klædt, men ikke prængende, en holdning der fordrede respekt, men også et varmt glimt i de spillende øjne. At hun var Wills slægtning var ikke til at tage fejl af, selv ikke hvis hans dæmpede ord ikke havde bekræftet hendes slægtskab. Så fór en lille djævel i Isadora og hun puffede let til Will hen mod hans mor. "Deres æsel, Frue, - frisk indfanget og tøjlet." Atter bukkede Isadora let, som det hørte sig til for for enhver der var iført bukser, men glimtet i de grå øjne var mere muntert end hvad hun normalt kunne præstere overfor en fremmed.

Will kløede sig let i nakken, ikke fordi der kløede, men mere det faktum at han skulle indrømme at han havde været ude på unoder. Men han tvivlede stærkt på at det ville undre hende. "ja, det var en vigtig faktor.. Og det faktum at jeg tog afsted uden tilladelse.. efterfulgt af at jeg ikke ville fortælle hvad jeg havde lavet siden jeg var blevet drivvåd. Det var vist det hele." svarede han og kiggede let op i luften, som han tænkte efter og lidt som en lille dreng der ville undgå konsekvenserne af sin mors vrede. Hurtigt vendte han dog blikket tilbage på Isadora igen og fik det let drengede smil tilbage på læberne.
Han vidste godt at han burde holde sig i skinnet og undgå at lave alle de drengestreger som han foretog sig, men det var ikke sjovt, og han var ikke sat på denne jord for altid at være alvorlig. Der var tid til alvor og tid til morskab, og han foretrak tiden til morskab.

William følte kort det hele gik lidt i slowmotion, men endelig fik han fjernet blikket fra sin mor og kiggede over på Isadora, da hun diskret fjernede sin hånd fra hans. Noget han ikke umildbart havde tænkt over som moren pludselig var dukket op. han havde nydt at holde hende i hånden og gå sammen med hende sådan, men nu var det nok ikke lige det bedste i verden, hvis man tænkte på hvordan Wills mor måske ville reagere. Han vendte blikket tilbage på sin mor, der tydeligvis havde set det diskrete forsøg, men valgte heldigvis at lade lige netop det emne ligge, som Isadora bukkede og bagefter puffede til Will. Han kiggede overrasket og let måbende på hende. Havde hun virkelig lige sagt det. Det måbende ansigtsudtryk ændrede sig dog hurtigt til et smil der lyste op i hans ansigt og hans svage rysten på hovedet. "Mange tak, Frk. mystisk nok bliver han ved med at stikke af fra sine pligter, det stædige æsel." fortsatte moren og lavede et let hovedbuk til Isadora, for at vise respekt tilbage. Dette afslørede også at kvinden måske var i lidt højere stand end hun gav udtryk for, ved at det var mere diskret, eller også at hun ikke gik så meget op i det. Det var alt efter øjnene der så. "Og her troede jeg ellers at du var på min side!" kom der fra ham, som han kiggede over på Isadora med et falsk fornærmet udtryk, der ikke var helt nemt at holde. Der gik dog ikke mange sekunder, inden Will mærkede noget tungt ramme ind i hans maveregion, uden at det var hårdt, men alligevel var kommet udventet og han tog instinktivt fat om kurven og kiggede opgivende ned på sin mor, inden han sukkede overvundet og kiggede undersøgende ned i kurven. "Har du købt hele markedet?" spurgte han så, som han kiggede ned blandt alle de mærkelige ting der var imellem. Hvis hans mor havde været højere havde hun uden tvivl taget fat i hans øre og trukket afsted med ham, efter den kommentar, men et strengt blik, fik ham til at rømme sig og bare smile igen. "Jeg takker dem for at havde indfanget ham, og det var rart at møde dem Frk." henvedte moren sig til Isadora med et varmt smil, inden hun gjorde tegn til Will om at følge med. Han havde egentlig ikke den fjerneste lyst til at lunte bagefter. "Så gik den ikke længere.. Jeg håber at møde dig igen, Isadora." sagde han lidt lavere end normalt, således at moren intet hørte, inden han flyttede kurven og på den måde fik sin ene hånd fri. Med den nu frie hånd tog han blidt om hendes og kyssede kort hendes håndryg, smilede til hende og skyndte sig efter sin mor, inden hun ville begynde at kalde efter ham. Hvilket hun uden tvivl godt kunne finde på!

"Aha..." svarede Isadora deltagende og var glad for ingen havde sagt noget til hendes sene hjemkomst eller våde klæder. Det var lige noget til at tænde mistænksomhed i forældres sind og især at holde åbenlyse hemmeligheder for dem også. Hun forstod dog godt at Will gjorde det. Hun ville heller ikke have fortalt hvad de havde lavet, hvis hun på nogen måde havde kunne snige sig uden om det. Heldigt nok hun var på egen hånd så! Skønt det ikke føltes særlig heldigt og hun langt hellere ville have haft grund til at snige sig ind end blot de løftede blikke hun havde modtaget. Måske skulle hun forestille at være gammel nok til at blive lovet bort og gift, men dybt nede var hun stadig ikke helt så voksen som hun gav udtryk for. Will kaldte den side frem i hende og hun vidste ikke helt om det var en god eller dårlig ting endnu.

Deres flugt blev med et afblæst som lige præcis den person de flygtede fra tog dem på fersk gerning og i færd med at vikle sig væk fra hvor de troede hun befandt sig. Will's mor. Isadora kunne se de var taget med hænderne sammen, men lod sig ikke mærke med det. I stedet afledte hun opmærksomheden - håbede hun! - ved at udlevere Will skønselsløst. Hans udtryk var så meget det værd som afledningen var det. Isadora smilede let tilbage til den ældre kvinde. "Det må være et af livets mysterier hvad der mon får ham til den slags..." Hun bemærkede det afmålte nik og i endnu højere grad nu kvindens beklædning. Enten troede hun sig af højere rang end hun havde eller også forsøgte hun at spille den ned. Hvilket var dog ikke til at sige, men penge var der bestemt i familien. Noget hun havde vidst fra hun var rendt på Will her for ikke så længe siden.

Så sendte hun Will et drillende smil. "Åh bestemt... til en grænse!" Hun var helt på hans side når det kom til alt andet end åben trods mod en kvinde hun ikke kendte og som var i sin ret til at koste rundt med ham. Det kunne komme hun ville slutte sig til ham der også, men endnu kendte de ikke hinanden så godt. Også godt det samme, for som han havde anklaget hende havde hans mor skubbet en kurv i maven på ham. Hans udtryk fik en ufrivillig fnisen fra Isadora, der dog hurtigt kvalte den, som hans mor vendte blikket mod hende igen og hun følte sig målt og vejet som en hest på markedet. "I lige måde, Fru." Hun bed de efterfølgende ord i sig, der ville have været alt for flabede at komme med overfor en pæn dame og sendte så Will et svidende blik. Han havde en alt for dårlig indflydelse på hende!

Derefter blødte hun dog lidt op. "Længere end forventet... men ja, i lige måde, Will." Nåede hun at svare, før han gjorde noget der hyldede hende helt ud af den endnu en gang. Han tog hendes hånd og kyssede den. Paf stod hun bare og så målløs på ham som en anden uvidende bondetøs og rødmede så klædeligt. Kun for at se ham være på sin vej efter moderen, ladende hende stå som en anden tåbe midt på gaden. Et par sigende blikke senere og hun fik sig med et smil sat i bevægelse igen. Smilet holdt dog kun til det næste gadehjørne, hvor det forduftede for alvor og uro. Hun vidste hvad hun måtte gøre næste dag og hun frygtede det mere end noget andet i det øjeblik.