Mørket var for længst faldet på, selvom sommermånederne trak dagene lange var der ikke et strejf af det friske lys tilbage. I stedet lyste månen kraftigt nedover et sovende landskab, der var ro i hele byen, selv i beboelseskvarteret var der kun ganske få huse hvor man endnu kunne finde liv, andre steder var det eneste lys tilbage gløderne fra udbrændte ildsteder. Mellem skyggerne begægede en skikkelse sig, lydløst forsvandt hun fra et skjul til et andet, det lange hvide hår var snøret op i en hestehale og gemt væk under en hætte på en kort kappe der gik til omkring taljen, derudover var hun klædt i gråt og sort, en tætsiddende trøje og et par store sorte posebukser. Det var uvant for elveren, tyngden fra hendes rustning manglede, men det var let at bevæge sig lydløst nu, overraskende, det var længe siden hun sidst havde begået sig sådan, men hun savnede det nu hvor hun gjorde det.
Til sidst nåede hun sit mål, et lille hus i udkanten af beboelseskvarteret, vedkommende der boede der var en af lysets krigere, han var ung men fandens talentfuld, af samme årsag havde Ikaris valgt at gøre en ende på ham med det samme, inden han voksede sig stor nok til at udgøre en reel fare, for det ville han komme til. Informationerne havde hun fået nu hvor hun selv havde fået en god inden for lysets rækker, desværre var ridderene og generalerne for godt beskyttet til at Ikaris kunne tage livet af dem, det måtte komme senere.
Langsomt trykkede hun sig op ad muren til huset og lyttede, der var overraskende stille derinde, ikke engang en snorken kunne man høre.
Elveren forsvandt fra luften og dukkede op på den anden side af væggen, så begyndte hendes søgen. de orangegule øjne lyste næsten op i mørket da hun fandt sit mål, liggende i sengen... Ved siden af sin kone.
To knive blev trukket i en øvet smidig bevægelse så tog hun en enkelt dyb indånding inden hun sprang fremad og landede tungt på krigeren der gav et sæt da han vågnede fra den dybe søvn, han nåede dog hverken at skrige eller gøre brug af sine evner, inden hans hals var skåret op, fra øre til øre, i et stort blodigt smil hvorfra blodet væltede ud i pulserende ryk. Et hysterisk skrig var dog ikke længe om at fange elverens opmærksomhed og for at holde kvindens mund lukket, fik hun samme tur ganske kort efter. Alt i alt havde elveren efterladt sig et mægtigt svineri, en mægtig rus brusede gennem kroppen på krigeren der kort lod sig sammen i det voldsomme blodbad.
Aftenen var gået lidt for let, men det kunne ikke blive meget bedre, det var hårdt at holde sig inden for rammerne i lysets hær, men nu havde hun fået afløb fra sine frustrationer, for nu.

Egentlig brød Hakim sig ikke synderligt om arbejde som dette. Han var ikke glad for, at dræbe lyskrigere, men han havde gjort det før, og ville gøre det igen. Den eneste motivation? Penge. For penge betød flere mænd og flere mænd betød hævn. Og hævn havde han i dén grad behov for. Så nu var det hans arbejde, at skulle dræbe én af disse. Hvordan havde han ikke besluttet sig for endnu, men han regnede stærkt med, at han ville være nødsaget til, at bruge sit sværd. Ikke desto mindre havde han stadig staven med, som han, iklædt sit sorte tøj, samt tørklædet hen over munden, der skjulte hans identitet, gled ind og ud mellem skyggerne, præcis som Cate havde lært ham det. Igen overvejede han hvorfor han ikke havde sendt hende af sted, men så sked han hul i det, og gik videre med planen. Han skulle også have lidt træning og arbejde en gang i mellem.

Da han kom til det udvalgte hus, fandt han et vindue, der sad let på klem. Han åbnede det helt og kravlede ind, hvor han ville være gået videre, havde det ikke været fordi der lød et kvindeskrig. Dette fik ham til at stoppe brat, før han valgte at snige sig mod lyden, til han kom til selve kammeret. Da han kiggede ind, sad der en sortelver midt i en seng hvor der var kaskader af blod ud over det hele. Nødvendigt? Egentlig ikke, men for Hakim var det irrelevant. Hun havde taget hans arbejde, hvilket nok ikke var forfærdelig godt for Hakim, da han havde behov for pengene.

Samtidig kunne han godt genkende hende. Uden rustning så hun ikke.. Rigtig ud. Men han kunne godt se, hvem hun var. Mørkekriger. Ikaris. En fin gammel kontakt, som han dog ikke havde talt med i et godt stykke tid nu.
"Jeg tænkte nok jeg skulle støde på dig igen, Ikaris," hilste han roligt, som han trådte frem i døråbningen og tog stoffet væk fra munden. Ingen grund til at skjule sig længere nu, her var alligevel ingen andre. Endnu. Meget kunne dog ske.

Få blodstænk havde ramt elverens ansigt, hun var ligeglad, hun havde brug for at få afløb for en masse ting så det havde ikke været elegancen der havde været essentiel for hende, ikke i dag i hvert fald, hun var soldat, ikke snigmorder.
Elveren rettede sig kort op, hætten var for længst gledet ned fra hendes ansigt og tillod det lange hvide hår at bevæge sig nedover hendes ryg. en lyd fangede elverens opmærksomhed, akkurat som hun vendte ansigtet fik hun øje på en skikkelse, hun var allerede parat igen, hver muskel i hendes krop blev spændt, parat til at myrde vedkommende, dette blev dog ganske unødvendigt, ansigtet der kom til syne var ganske velkendt. De pupilløse øjnegik fra ganske sammenknebet til betragtende og spillende. Så kom ulvegrinet der afslørede de spidse hjørnetænder mørkelverene ikke delte med deres lyse brødre.
"Hakim!"
Stemmen var hæs og rusten, som den altid havde været, men på trods af det skurrende toneleje ville ingen anden stemme passe til elveren. Langsomt rejste hun sig fra det lille blodbad hun havde siddet i, bukserne var sølet ind, men det kunne man ikke se, de var sorte i forvejen. På vej ned ad sengen gled det ene lig halvt ned på gulvet og gav en makaber klasken fra sig, dette rørte dog ikke elveren der mindste. Roligt fugtede den høje skikkelse læberne, dette førte en metallisk smag med sig fra det endnu friske blod der lå i et elegant mønster over elverens ansigt og enkle steder gik i et med hendes tatoveringer.
"Hvad bringer en Herre som dig her? Jeg håber ikke jeg har frataget dig en net sum, hm?"
Ikaris hævede ansigtet og betragtede manden foran hende, det var de færreste der kunne hamle op med elverens mægtige højde, men Hakim klarede sagen meget fint. Hun vidste havde han levede af og af samme grund var hun klar over hvad han lavede her, hun var ikke den eneste der havde mord for øje i nat

Hakim smilede let, da ulvegrinet dukkede op i elverens skurrende stemme. Han brød sig ikke om mørkekrigerne, ikke som sådan, men han hadede dem sådan set heller ikke. De var gode penge. Og Ikaris var egentlig ikke typen, der virkede led mod sine allierede, så det var egentlig også meget fint.
"I egen høje person, ja," sagde han med et lille, mørkt grin, som hans blik endte på liget, der klaskede halvt ned fra sengen, da sortelveren trådte ud af den. Kort efter klaskede resten af kroppen med. Den var nøgen, så den klaskende lyd var ikke ligefrem behagelig. Men Hakim havde før set meget værre. Han havde oplevet værre, på egen krop, havde set andre blive tortureret og brændt levende. Han kunne, sjovt nok, godt klare dette, om end det var ret makabert og klamt.

Da hun talte igen, kiggede han tilbage på hende, smilende reserveret. Han nikkede og stillede staven fra sig i dørkarmen, før han foldede hænderne på ryggen. "Jo, det må jeg desværre være ærlig at sige, at du har. Der var ret mange penge på det liv dér. Penge nok til en ekstra mand i mit kompagni. Men det går nu nok," at han hentydede til, at de nok burde komme frem til en aftale, der også kunne give ham lidt at lege med, behøvedes nok ikke hentydes bedre. Det var altid sådan han handlede med mørket. Ingen grund til, at tale så direkte med de mange, snørklede og gale væsner derfra.

Mørkelveren tørrede i en hurtig bevægelse knivene af i de store posebukser, ikke at det hjalp meget, bukserne var i forvejen sølet ind, de skulle vaskes i floden inden solen stod op, men natten var endnu ung , der var rigeligt med tid. Så blev de slanke våben placeret i skederne som sad på ryggen gemt væk under kappen.
"Jamen dog, som skæbnen kan føre os til mange sjove sammentræf!"
Ikaris hævede hovedet og betragtede ham, den metalliske lugt af blod hang som en tyk tåge i hele lokalet. At ofrene havde været nøgne lod ikke til at genere Ikaris, faktisk havde hun ikke skænket det en eneste tanke, hun så ikke et individ eller et menneske, hun så et mål og et kreatur der skulle aflives.
Det var dig nok på tide de smuttede, man vidste aldrig hvornår krigeren kom til at mangle på jobbet og folk begyndte at undre sig. elveren gad ikke engang skaffe sig af med ligene, der var mange motiver i Krystallandet for at slå en lysets kriger ihjel i disse dage, hun ville ikke engang kommer under mistanke. Hakims tilstedeværelse bekræftede blot den teori.
"Jeg har intet imod du tager æren for det, en mand som dig skulle nødig snydes!" Igen det dyriske smil og de vilde øjne. At Hakim var her var et fantastisk tilfælde, faktisk havde Ikaris en lille forretning der skulle diskuteres med ham, hun var løbet tør for den fantastiske nervegift hun engang havde forhandlet med ham.
"Så... Hvad siger du til en romantisk vandretur i måneskinnet?" ikaris gav en hæs latter fra sig, hvis man kendte hende ville man vide, at Ikaris ikke var i stand til at føle kærlighed, de fleste følelser i elverens register var twistet og vredet til ukendelighed, hun var ikke længere et væsen med egne følelser og tanker.

Hakim kunne ikke undgå et lille smil ved Ikaris' ord. Egentlig brød han sig ikke vildt om mørket, men han havde lært, at lejesoldatsarbejde ikke kunne betale sig, når personlige meninger havde effekt på jobvalg. "Sandt, skæbnen gør interessante valg en gang imellem," indrømmede han, mens han lænede sig let op ad dørkarmen. Han ventede lidt på, at hun måske kom frem til en konklusion omkring pengene for mordet, og da hun gjorde det, nikkede han med det samme. Det var en god idé, især fordi det nu så ud til, at hun ikke havde gjort det for penge selv. Men så igen; Hendes motivationer var vidst ikke resourcer, som sådan. Nok nærmere bare det, at få lov at gøre brug af sine våben.

"Æren har jeg intet rigtigt behov for, men pengene derimod," han lod ordene hænge i luften. Hun ville nok forstå, hvad han mente, når han bare brugte en sætning med ordet penge i. Han ville have dem, så han kunne få sin hævn.
Hendes spørgsmål og latter, fik ham til at le med. Hans latter var ikke skurrende hæs som hendes, men nærmere dyb og lettere melodisk. Han skreg ikke når han gav ordrer ud. Det handlede om, at bruge mavemusklerne, men det var ikke alle der forstod. Så igen, var Ikaris ikke en befalingsmand. Hun var en kampmaskine. Så meget havde han forstået på det. "Jeg er ikke til kindkys, Ikaris. Men jo, sagtens. Månen er også.. Pæn.. Her til aften," jokede han tørt, før han flyttede sig fra dørkarmen, og lavede en gestus ud mod gangen.

Elveren nikkede og sendte ham igen det store smil, sandt at sige kunne skæbnen virkelig byde på de underligeste ting af og til især sammentræf som dette. Det var sjældent at elveren tænkte på skæbnen, det var ikke noget hun som sådan var opdraget med men denne kunne virkelig spille en et puds.
Elveren kastede et varsomt blik rundt, så stivnede hun kort, mens hun lyttede opmærksomt, så løsnede alle hendes muskler sig til en meget mere afslappet holdning, der var intet at bemærke, men det ville sikkert ikke vare længe. Af samme årsag var hun ikke længe om at neje pænt til Hakims anvisning og forsvinde ud af døren, dog med et utroligt årvågent blik på ham hele tiden, man kunne aldrig vide sig sikker og kun den mest naive soldat ville stole på en, man kunne købe for penge.
"Jaja, tag du hvad du har brug for, jeg går dog ikke ud fra, at du får meget guld for et mord andre har begået!"
Ikaris knurrede kort, inden hun bevægede sig ud af bygningen og slog hætten op, det hvide hår kunne ganske let være for afslørende for mange mennesker, letgenkendeligt, især når det var så sjældent man så en mørkelver i byen.

Hans lille joke fremkaldte en hæs tør latter hos elveren, jo, ganske vist var månen pæn, men hvis hun kendte Hakim rigtigt, var han heller ikke den romantiske type.
"Jeg skal en tur til floden, du kan jo gå med, jeg har et spørgsmål til dig!"
Ikaris begyndte hurtigt at gå, hun skulle ned og have vasket sit tøj af inden morgenen brød frem, og hendes våben også.
"Kan du huske den nervegift du solgte til mørkets rækker? Jeg er løbet tør og har brug for noget mere. Er det noget du kan skaffe?"
Det lød aldrig som om, at elveren sludrede, det var en tør monotom hvæsen der ville skræmme livet af de fleste, men Hakim var garvet, han kendte elveren og vidste højst sandsynligt, at hun kun ville stikke et sværd i ham, hvis hun havde fået ordrer til det, eller hvis han udgjorde en trussel for hende eller hendes folk