Det var en ganske normal forårsdag, og Xharlion var egentlig på vej fra lejren med den lille delegation han havde været sammen med; De havde været i Dragorn og nu gik turen til hovedstaden, men Xharlion havde sit eget, personlige behov for at være for sig selv før det. Et behov der, tilsyneladende, aldrig blev taget hensyn til, og det var slet ikke anderledes i dag, hvor han, på vej gennem et let skovbryn, så et par folk, der tittede frem bag træerne. Tre af dem, var nogle store fyre og de to sidste var lidt mindre, men de havde alle sammen det samme tilsammen; De var bevæbnede og stærkere end Xharlion, og så havde de alle sammen lurvet tøj på og rådne tænder.

En af dem trådte lidt frem, mens de andre omringede ham. Han smilede bredt, med sine ækle tænder synlige, mens han vendte og drejede sin lille håndøkse i hånden.
"Næh, ser man det! En høj elvermand, med pænt tøj! Gi' os dine krystaller, eller vi tæsker dig!" Xharlion sukkede lavt, mens han lænede sig op af sin vandrestav. Det var komplet åndsvagt, det her.
"Kan I ikke bare få et ordentligt arbejder, mennesker?" lød hans var, en smule arrogant, mest af alt fordi han rent faktisk var småvred over den konstante forstyrrelse over hans fred.
De var ikke tilfredse, så snart var de alle sammen over ham, med deres køller og fødder. Han endte meget hurtigt på jorden, men forblev der ikke længe, da han havde utroligt ondt allerede nu. Pludselig var han ikke længere en elver. For banditterne, så det faktisk ud til, at han var væk, men da en spurv lettede fra hvor han kom råbte og skreg de og forsøgte at slå ham ned. Han var heldigvis hurtig, men med sin skrøbelige krop, der havde fået alle de tæv, så var det svært, at flyve lige, og han vidste, at han ikke ville kunne flyve rundt sådan meget længe. Han måtte bare håbe, at han kunne klare den tilbage til sit følge.

Igen gjorde han en stor fejl; Han fløj den totale modvej, og endte med, at kunne se en lille kirke længere fremme. Der måtte han vel kunne lande, og få sundet sig lidt? Han ville have lavet en blød landing, men i stedet endte han med at styrtdykke ned, hvor han landede med hovedet først, lige ind i træstammen. Smerten bredte sig hurtigt ned ad nakken, da han væltede ned i græsset i sin normale elverskikkelse. Med et anstrengt udbrud af smerte, mistede han kort efter bevidstheden.

Det var midt på dagen og solen stod højt på himlen. Dens varmende stråler badede alting i templets have i livgivende lys, noget alt længtes efter efter vinterens mørke. Gracinya trådte ud af den lille sidedør fra en af templets fløje og stoppede op med ansigtet vendt mod solen. Hun var kun lige kommet tilbage aftenen før efter besøget i norden og der var en lettelse i hendes sind ved at lade det velkendte og hjemlige slutte sig sammen om hende igen. Det var måske rart at se verden lidt fra tid til anden, en det var her i Laurana og Leanders modertempel hun havde det bedst. Det var her hun hørte hjemme. Noget haven bekræftede som alt grønt og levende hilste hende tilbagevenden og strakte sig od hende. Gracinya lod sin magi flyde ud over dem alle og takkede dem stille for deres velkomst.

Så åbnede hun øjnene igen, som hun vendte ansigtet fra himlen og begyndte at bevæge sig langs den ene gren af stierne fra døren og ud i haven. Hendes grønne kjole var enkel og løs, som hendes mørke hår hang løst ed over hendes ryg og blæste let i vinden. Det første stykke var græs og træer. Ældre træer, der ikke længere bar frugt, men som for længst havde sat spire til nye. Hun forlod stien og gik fra træ til træ med en let berøring af deres stammer og et stille smil på læberne.

Til noget forstyrrede hendes ro ved med et flop af fjer fra et sammenstod med en træstamme. Gracinya vendte sig mod den uheldige forstyrrede fugl, men stoppede så op i tanke så vel som bevægelse. For det var ingen fugl der lå i græsset for foden af træet. Det var en elver og tillige en hun havde mødt for ganske kort tid siden. Det brød hendes stilstand og fik hende til hans side i en fart. Roligt strøg hun fingrene over hans hals efter en puls, for derefter at stryge dem over hans pande. Med dem liggende der søgte hun ind for at se hvad skader hans krop meldte om. Hendes blik blev fjernt som hun gjorde det, men hvilede fuldt og helt i hans.

Elveren så fuldstændig stille, som blodet lige stå stille piblede frem fra en flænge øverst i panden på ham. Det løb ned i det ellers fine, blonde hår og han ville med stor sikkerhed ikke være spor tilfreds med resultatet deraf når han vågnede op. Hvis han da overhovedet ville lægge mærke til det. Da en elver begyndte at se skaderne igennem på magisk vis, vidnede hans krop om dem. Han var i forvejen ingen stærk mand, men det første der dukkede op var selvfølgelig den grimme hjernerystelse og det lette ryk i nakken, egentlig ikke noget meget slemt, men alligevel var det ikke spor sundt når det netop var nakken, der var tale om.
Men det værste var nok det virvar af ar i muskelvævet omkring hans venstre knæ. Knoglerne var blevet healet og egentlig burde det fungere fint, hvis man så bort fra, at det overhovedet ikke var blevet healet nok. Skaden dengang havde været for voldsom, og han var egentlig meget heldig, at han stadig kunne gå. Elverne havde reddet mere førlighed, end hvad de havde regnet med at kunne på det dengang totalødelagte ben. Flere slag med en stridshammer var ikke ligefrem en mild skade.

Og bedst som hun kiggede efter, kom han til overfladen igen, meget desorienteret og forvirret. Hvor var han? Hvad i alverden foregik der? Han blinkede et par gange, til smerten i hovedet fik ham til at tage sig til det med rystende hænder, mens han forsøgte at rykke sig væk fra hvem end der rørte ved hans ømme pande. Det gjorde ondt, og han ville helst bare gerne lades i fred med sit idiotiske styrtdyk. Hvor var det dog fjollet! Hvorfor fanden kunne han nu ikke lande ordentligt længere!?
Men mens han gjorde det, dykkede hans trofaste ugle ned fra himlen og landede ved siden af ham, midt i græsset, for derefter at pirke til ham med sit næb. "Ja, jeg skal nok.. Åh... Hvad skete der?" Han havde jo sådan set fået svar på sit spørgsmål ved hjælp af minderne om styrtdykket, men alligevel var han totalforvirret over at ligge her i sin oprindelige form med en elver siddende ved siden af sig. Men der var altså et eller andet han kunne genkende ved hende midt i sin forvirring. Han kunne bare ikke helt huske det lige nu, og han var alt for forvirret til at give sine minder et spark. I stedet valgte han at ligge stille som tegn på samarbejde. Hvem end hun var, så lignede hun ikke én der ville ham ondt.

Gracinya strøg blidt fingrene over elverens pande, som hun samlede sin koncentration og søgte ind. Bevidstløs som han var, lå hans krop åben for hendes magiske kraft. Blidt lod hun den strømme ud, afsøgende fra hovedet og ned efter, noterende sig de skader hun mødte og deres alder. Elverens alder i det hele taget betog hende, men hun skubbede det fra sig, som hun fandt hjernerystelsen og riften i panden først og det forkerte træk i nakken bagefter. Som hun opdagede det søgte hun hurtigere ned gennem resten af ham, fandt småskrammer, små blodansamlinger, men intet alvorligt. Intet nyt alvorligt under alle omstændigheder for som hun nåede hans ben stoppede hun op i ærefrygt. Hans knæ havde ikke blot været skadet, det havde været knust og alligevel havde nogen fået samlet knoglerne godt nok til at det var blevet et knæ igen. Arvævet omkring det fortalte ikke så lidt af en historie, men det var en hun ikke havde tid til at høre eller undersøge nu.

Slet ikke som hun mærkede ham vende tilbage til overfladen under hendes hænder og med sin bevidsthed trak hende med sig tilbage og ud. På vejen sendte hun sin kraft mod alle blødende skrammer og fik dem til at lukke, som hun fik blodansamlingerne til at sprede sig. ha ville stadig få blå mærker, men de ville hurtigt svinde væk igen. En lille påmindelse om hvad end han havde været ude i, for skaderne var ikke alene fra sammenstødet med træet.

Som han rørte på så tyssede hun beroligende og holdt hans hoved fast mellem sine hænder. Det krævede at Grainya lænede sig ind over ham, så hendes grønne øjne ikke var langt fra hans slørede, men det tog hun ikke så tungt. Slet ikke som han slog øjnene op og hun kunne se forvirringen i dem og hvor ufokuserede de var. "Rolig nu. Lig stille. Du er sikker her..." Der var varme, ro og sikkerhed i hendes stemme som der var i hendes magi der stadig strømmede ud over ham. Hun kunne desværre ikke gøre mere end stabilisere ham her ude på græsset. Hjernerystelsen og nakketrækket krævede lidt mere koncentration og ro. Noget hun vidste hun kun ville have indenfor.

Som for at bekræfte hendes tanker landede en ugle på græsset og tiltvang sig hendes blik som den kom vaklende over. Så trak den et smil fra hende, før hun så ned på elveren igen. "Du fløj ind i et træ og slog dig selv ud." Hun betragtede ham lidt, som han så ud til at blive en smule mere klar, skønt det ikke sagde så frygteligt meget. Stille sendte hun bud gennem planterne omkring sig til de nærmeste præster om at komme og hjælpe hendes nyeste patient ind. Hun ventede ikke på svar, men vente sit fokus tilbage til Xharlion. "Du er i Laurana og Leander templet ved hovedstaden. Jeg er Gracinya..." Hun stoppede for at give ha tid til at tage de få oplysninger ind.

Som Xharlion kom mere til sig selv, kunne han mærke hvordan mange af de steder han var blevet slået, blev mindre ømme. Varmen kom mest af alt fra hendes hænder, mens hun talte roligt til ham. En ting han udelukkende kunne påskønne, nu hvor han havde så forfærdeligt ondt og var så desorienteret og forvirret som han var i øjeblikket. Han kneb øjnene let sammen, før han bare lod det ligge, og forsøgte at slappe af. Det var nok ikke sundt, at være så anspændt, når ens nakke gjorde så ondt. Mens hun fjernede de fleste andre smerter fra hans krop blev han en smule mere klar i hovedet og rakte ubevidst en hånd ud til uglen, mens han holdt hendes blik.

"Ja.. Træet, ja, det er rigtigt," mumlede han sløvt. Det begyndte langsomt at gå op for ham, hvad der var sket, også det med banditterne, men for nu kunne han jo intet gøre ved dem, ud over at advare hende her mod at gå derud i skovbrynet. Når altså han følte, at han kunne snakke uden at have det som om nogen slog ham i hovedet med en stridshammer.
"Du er hende fra Dragorn," konstaterede han, kort efter hun havde præsenteret sig. Til trods for sin sløve hoved, så plejede han, at have nogenlunde styr på sin hukommelse. "Tak.. For hjælpen altså. Mange tak," desværre var han stadig noget omtåget og kunne derfor ikke helt formulere sig ordentligt eller høfligt nok for en mand af hans stand. Det var faktisk ret irriterende, for han havde et stort behov for, at tale pænt til denne præstinde.

Gracinya holdt opmærksomt øje med elveren mellem sine hænder, som denne så ud til at klare en smule op og fokusere. Hun forberedte sig stille på at måtte holde ham nede og på plads, men det var som om smerten i nakken, hun stadig kunne fornemme gennem sin vigende forbindelse til ham, var nok til at holde ham i ro. Godt det samme, for nakke skader kunne være slemme og han var ingen lille mand skulle han ønske at kæmpe imod hende. Et fjeret hoved dukkede op i hendes synsfelt og afledte dem begge, som uglen så ned på elveren og kurrede dæmpet. Gracinya smilede roligt ved synet og noterede sig hvordan han strøg uglen, før end han svarede hende.

Først sløret, men så klart nok til at få hende til at hæve et øjenbryn eftertænksomt. "Hende fra Dragorn... åh!" Genkendelsen havde været længe om at finde vej til hende, men som han satte navn på hvor de havde set hinanden sidst, stod han klar i hendes hukommelse. Så mange elveren havde hun trods alt heller ikke mødt i Dragorn - ikke skovelvere i hvert fald - og Xharlion havde skilt sig ud selv der. Et lille muntert smil krøb frem på hendes læber, som hun så ned på ham. Der var nu langt fra den elegante elver ved dværgenes hof og til fuglemanden netop nedfaldet fra sammenstødet med et træ. "Det skal du ikke tænke på. jeg er her for det samme."

Hun så op og virkede til at lytte til stemmer ikke båret af vinden, men gennem græsset og alt andet grønt omkring hende. Stillede svarede hun på samme måde, før hun vendte blikket tilbage ned mod sin patient og med et lille suk måtte slippe ham for at puffe let til uglen. "Nap ham i fingrene i stedet, min ven. Hans hoved tåler ikke din behandling... ligenu." Til hendes overraskelse lystrede uglen. Derefter så hun ned på Xharlion igen. "Der er folk på vej til at hjælpe mig med at få dig indenfor i hel stand. Din nakke tåler ikke flere ryk eller belastningen ved at holde dit hoved. Jeg kan dog afhjælpe det, når vi har fået dig ind, Xharlion."

Som elveren forklarede ham, at han behøvede at tænke på at takke, skulle han lige til at ryste på hovedet, men den lille smule bevægelse der startede det, gjorde ondt nok til at han lod være i stedet blinkede han et par gange, bare for at gøre en anden bevægelse, så det ikke så helt dumt ud - men dumt var det nok alligevel, for han burde bare ligge stille. "Ikke desto mindre er en tak på sin plads," gav han igen, en smule stædigt. Han var og forblev høflig, en ting han havde udviklet i sin tid helt for sig selv, siden at han ikke kunne bruge sin krigeriske statur til særlig meget. Han var halt og kunne ikke slås eller være stolt over de krige han havde deltaget i. Tanken gjorde ham altid ked af det, præcis som den gjorde nu. Han smilede et bedrøvet smil, da elveren rettede på hans ugle, der havde nappet ham i øret ind til nu, og han rakte forsigtigt en hånd frem til den, så den ikke blev alt for bekymret.
"Folk? Jeg.. Ah, du mener de folk," Forvirring havde igen taget over kort, for han havde åbenbart glemt at hun havde forklaret ham, at de var ved et tempel. Han tog sig let til hovedet og sukkede over den dunkende fornemmelse. Det var nok en hjernerystelse eller noget lignende, hvilket slet ikke burde være nogen overraskelse, taget i betragtning af, hvad han lige havde gjort ved sig selv.

"Men er du sikker på det er så slemt? Det gør ondt, men.. Nej, jeg ved det ikke, du har sikkert ret," det var egentlig mere for, at tale lidt med sig selv, at han snakkede til hende, for han plejede jo altid at tale med sig selv. Det var bare mærkeligt for andre folk, når de hørte ham gøre sådan noget, og selvom han var ligeglad med hvad andre mente om ham, så ville han gerne have et nogenlunde godt omdømme og ikke erklæres gal i hovedet.
"Hvor lang tid vil det tage? Den er ikke brækket vel?" Det var nu, hvor han var ved at være ordentligt klar i hovedet, at han virkelig håbede på, at han ikke havde forkrøblet sig selv endnu mere. Knæet havde taget dage og flere healere. Det havde han ikke lyst til, at det her også skulle, for da det var knæet, den var gal med, kunne han jo sagtens sidde op. Selvom det havde gjort helt afsindigt ondt.

Gracinya beholdt roligt hænderne hvor de var, hvilende om Xharlions hoved, skønt hun havde tilendebragt sin indre undersøgelse af hans skader. Også godt det samme, for som hun mildt afslog hans tak som nødvendig virkede han til at reagere før han tænkte og kun hendes faste hold forhindrede ham i at gøre noget muligt mere skade på sig selv. Med nakke skader tog hun ingen chancer og han fik da også et noget sigende blik med på vejen, som han selv holdt inde og hun kunne løsne sit holde en smule igen. Hans stædighed fik hende til at smile og til svare ham afblødende. "Hvis du virkelig insistere..." Til nu havde hun ikke gjort det store for ham, men der var en gammeldags fornemmelse over høflighedsfraserne, der vækkede minder i hendes sind. Så anderledes end menneskenes omskiftelige luner var elvernes gamle skikke og blandt dem respekten vist til hinanden.

Hans smil forandrede sig stille, men hun sagde intet til det. Kun få ville smile liggende som han gjorde i det hele taget. Uglen var en anden sag og en hun måtte tage sig af, som de tilkaldte folk dukkede op. "Fra templet ja. De vil bære dig ind og lade os i fred." Det var trods alt mennesker og hendes erfaringer om hendes folk og med deres fordomme gjorde det nødvendigt for hende at understrege det. Som hun heller ikke kunne lade være med at smile af hans ord. "Har du for vane at betvivle healeres ord?" Der var en drillende undertone i hendes stemme som hun også understregede ved at hæve et øjenbryn af ham.

Lyden af to sæt skridt langs en af havens stier fik hende til at se op i stedet for at svare ham på det sidste. Det var to robust-udseende munke hvor af den ene bar på to stænger omviklet et klæde. Ingen af dem smilede og som de kom nærmere viklede manden klædet ud og rakte den ene stav til den anden. "Lady Gracinya." Der var respekt i stemmen som de bukkede let for hende, før den ene gik om på den anden side af den liggende elver og den anden strakte klædet ud ved siden af ham. Et svagt pust af magi fulgte som klædet af sig selv krøb langs græsset og ind under elveren uden at han behøvede at blive løftet. Helt under ham og den anden skubbede sin stav gennem de løkker der var til den. De fordelte sig en foran og en bagved, hvor de ventede på at Gracinya gav signal. Hun var i mellemtiden kommet op på hug, så hun kunne følge Xharlion op uden at slippe hans nakke. "Rolig nu. Vi har prøvet det her før..." Hendes stemme var beroligende som hendes blik var det. Ikke alle reagerede lige godt på forandringer og nyt. Slet ikke de ældre af elverne.

Derefter opretholdt hun tavsheden til de to munke havde placeret ham på en seng, fjernet båren og havde forladt de to elvere alene. Rummet var ikke noget særligt hverken i størrelse eller udsmykning, men det havde været der var brug for til at pleje en syg. Gracinya smilede ned til ham og nikkede så, genoptagende tråden som havde de aldrig været afbrudt. "Den er ikke brækket nej, så havde jeg ikke ladet dem flytte dig, men det vil tage mig lidt tid at få udbedret skaden. Om en dags tid eller fire burde du kunne rejse." Med det så hun muntert på ham og kunne ikke lade være med at undre sig over det hastværk der var at finde i ham.

Xharlion kunne ikke lade være med at smile om end lidt anstrengt, da elverkvinden spurgte om han betvivlede en healers ord. Han ville nok både give hende ret og ikke give hende ret, for han vidste godt, at det var healeren der bestemte i sidste ende. Og dog var han også en meget selvstændig mand, der ikke ønskede at have hjælp til alt det, han skulle. Det var også derfor, han havde taget sig sammen og nu gik rundt, selvom hans ben gjorde ondt hver gang han lagde vægt på det. Han nåede ikke at besvare hendes drillende spørgsmål, før han også kunne høre at der kom folk til stedet. Det gjorde ham irriteret, at han ikke kunne se efter lydene, men han lå stille og lod dem om arbejdet, som en dygtig patient. Hendes beroligelser fik også ham selv lidt mere ned på jorden, især da de stille og roligt og effektivt fik stoffet fra en båre under hans krop og derefter løftede ham op på den. Han havde prøvet det her før og det bragte minder frem, som han helst ville glemme. Tankerne fik det til at give et jag i hans knæ, og han stirrede stædigt, småvredt op på himlen.

Endelig var de inden for, og uglen havde sat sig i vindueskarmen, hvor den klukkede let, mens den stirrede ud af vinduet. Xharlion selv var faldet lidt mere til ro, da han lå i en seng og ikke på en feltbåre.
Som han lyttede til Gracinya's forklaring og hvordan hun regnede med, det hele skulle gå, spærrede han øjnene let op, men kastede meget hurtigt overraskelsen fra sig. Fire dage var lang tid. Han havde arbejde, han skulle tilbage til. Ellers ville Elverlys økonomi gå til helvede, mens han var væk. De havde stadig hårdt brug for, at få styr på den siden den sidste pengemesters forræderi. "Fire dage? Nu vil jeg ikke betvivle healeres ord, men jeg har altså ikke tid til.. Fire dage," der var let skam at spore, for han ville jo ikke være uhøflig. Det gik dog ikke synderligt godt, og han ville virkelig gerne forsøge at råde bod på det. "Jeg mener.. Det er ikke jeres skyld, jeg ligger her, det var mig selv der var så idiotisk at flyve ind i et træ.. Men jeg har flere stakke af økonomipapirer liggende i Elverly, og selvom jeg hellere end gerne bare vil ligge her og slappe af, så ender de bare hos min niece, og hun travlt nok med at lede sit folk," alting løb af med ham og han endte med at smile let over sin egen snublen over ordene.

Gracinya slap ikke sin patient med blikket under flytningen af ham fra haven til det lille værelse. Han så bestemt ikke glad ud over at skulle flyttes på den måde, men i det mindste virkede han til at lytte til hende. For nu. Hun havde set de små tegn på skift i hans udstråling, men valgt at tage hans protester som de ville komme. At uglen fulgte med dem ind kunne hun til gengæld kun smile af. Hun holdt trods alt også af de små fjedrede skabninger.

Hendes blik var venligt som hun talte og hun holdt hænderne samlet i skødet. Hun ventede med at gå i gang med healingen til de havde fået det andet på plads der skulle snakkes om, for så snart hun havde gjort hvad hun kunne for hans nakke ville han falde i søvn og hun have brug for et hvil også. Så gled et smil frem på hendes læber og op i hendes øjne. "Fire dage er højt sat, men jeg står ved det. Du må væbne dig med den tålmodighed vores folk er så kendt for, unge elver." Hun fik det sidste til at lyde som om han var en af de unge lømler med så meget krudt bagi at de dårligt kunne sidde stille og da slet ikke høre efter når de voksne talte. Hun hævede samtidig et øjenbryn sigende. Det blev ikke mindre, som latteren også kun blev tydeligere i hendes blik, som han fortsatte med at snakke sg uden om hendes sengedom.

"Shys. Hvis fejl det end er så ligger du her til jeg siger andet. Papirerne kan vente og din niece er forhåbentlig gammel nok til at kunne lade dem ligge også til du kommer tilbage." Hun så strengt på ham nu, men smilet nægtede helt at forlade hende. Det var der da også, da hun lænede sig frem og blidt lagde hænderne på hver side af hans hoved. "Men nok om det. Slap af og lad mig gøre mit, så kan vi snakke når du vågner..." Med det fangede hun hans blik ind og som hun smilede til ham sendte hun sin kraft ind i ham, søvngivende og helbredende, søgende ud hvor der var brug for den og viklende om de skadede steder. Hendes blik blev fjernt som det fokuserede på hvad hendes øjne ikke så, men kun hendes magi gjorde og verden faldt væk.

Til hun trak magien tilbage og sank sammen i stolen ved siden af sengen. De gamle skader havde suget til sig af hendes kraft og gjort hendes arbejde sværere end det burde have været. Så mange ar, så mange skader, så mange hstorier. Hun lod blikket glide let over elveren i sengen, før hun stillede lænede sig til siden og lod sit hoved hvile mod hendes arm der lå på sengekanten. Et øjeblik kunne hun godt unde sig her, før hun samlede sig sammen til at gå i seng. Et øjeblik. I morgen kunne hun fortælle ham de gode nyheder om at han kunne rejse, når han var udhvilet.