Stuerne, gangene og selv de mindste rum var fyldt med alverdens skabninger, som havde lidt under den store drages pludselige angreb. Mange havde frygtelige brandsår, andre var blevet ramt af nedfaldne murstensbrokker, eller endnu værre, var der folk der måtte lide under at være trampet ned af mængden. Panikken havde hurtigt grebet om sig, og de svageste kom til at ligge nederst. Mange så langt mere ilde ud end den lave dværgekvinde, som i øjeblikket stod op af en pæl, med halvt lukkede øjne. Hun var træt. Det var tydeligt at se på de tunge øjne, den let faldende holdning og det bøjede hoved. Og ikke nok med at hun var træt, havde hun også frygtelig ondt. Dette var knap så synligt, som den overvældende træthed, som greb hende og truede med at sende hende i gulvet.

Guinevere holdte blidt sin hånd hen over de trykkede ribben og skar korte grimasser hver gang et smertejag gik igennem hende. Det var på ingen mulig måde behageligt. Dragen havde fået ramt på hende. Den store skællede hale, havde ramt hende nærmest ud af ingenting. Derefter var det begyndt at gå langt mere voldeligt for sig. Ikke at hun huskede så meget faktisk. Det virkede alt sammen lidt slørret. Hun havde en grum mistanke om at hun nok havde erhvervet sig en hjernerystelse. Bare ud fra at hendes hoved nogle gange føltes som om det skulle til at eksplodere. Alligevel kunne hun ikke lade hver med at tænke og bekymre sig om sine meddværge. Den ældre herre og den unge knøs, hun havde haft med som kompani. Hun havde ikke set dem siden, og det yndige ansigt var tvunget ind i bekymringens træk. Dværge var lave og derved nemme ofre for nedtrampning. Og det var svært at overbevise sig selv om, at det var et godt tegn at hun ikke havde set nogle af dem blive båret ind i helbredelseshuset. Måske lå de bare derude, uden at nogen havde fundet dem. Det kløede i hende, at få lov at gå ud og lede efter dem, men for hvert forsøg hun havde gjort, var hun blevet stoppet. Men hendes stædighed, var stadig vagte og før man vidste af det, ville hun nok forsøge at stikke af igen. Hun kunne altid blive lappet sammen senere.

Guinevere var imponeret over at det rent faktisk lykkedes hende! Hun var ikke ligefrem den mest diskrete, men dog en af de mindste. Hvilket nok havde talt til hendes fordel, da hun var listet ud, da der kom en række båre med folk igennem. Hun nåede dog ikke langt, før en forskrækkelse nåede hende. Han havde grebet fat i hendes arme, da hun mindst havde ventet det, og var distraheret af at kigge ud blandt folkemængden. En diskret forskrækket lyd undslap hendes læber, som hun vendte de dybtblå øjne mod skikkelsen. Dog åndede hun lettet op, da hun genkendte ham, som sin følgesven. "My lady! Jeg har været så bekymret for Dem!" Manden havde tydeligt malet bekymring, og ligeledes lettelse i hele ansigtet, og Guinevere kunne ikke andet end at smile varmt til ham. "Farín! Hvor er jeg glad for at se dig! Hvor er Ibûn?" svarede hun bekymret tilbage, samtidigmed hun tog en overfladisk skanning af om den meget ældre dværg var kommet til skade. Han så meget rystet ud, men som altid bar han det tygge og stærke ydre, som dværge generelt påtog sig. "Han løb ud for at finde Dem.. Efter jeg var kommet i sikkerhed, tog han afsted igen.. Han var meget opsat på at finde Dem, og sikre sig at De ikke var kommet til skade." brummede Farín og slap den yngre dværgs arme, og gik mere tilbage i professionel holdning. Guinevere gad godt vide, hvor ilde beredt hun egentlig så ud efterhånden. Hun følte sig ikke ligefrem til at være i toppen. "Hvad! Oh, bare der ikke er sket ham noget." kom der let forskrækket fra Guinevere. "Jeg tager ud og leder efter ham." tilføjede hun bestemt og tog et skridt ned af den store trappe, og følte at hele hendes krop knækkede sammen. Hun var sekunder fra at styrte ned af trappen og påtvinge sig selv meget mere smerte end hun i forvejen havde. Armene røg beskyttende omkring hende krop, som hun satte sig vaklende på huk, og Farín var hurtig til at være nede ved siden af hende, med en forsigtig hånd på hendes skulder. Det ville være så meget nemmere hvis knægten fandt frem til det her sted!

Bedst som Guinevere havde sat sig ned ved trapperne, kom Magnar marcherende rundt om hjørnet. Sjovt nok havde han også Ibûn med, selvom denne virkede en kende snavset og havde et par hudafskrabninger her og der, så var han ikke kommet alvorligt til skade. Magnar havde sit følge med, men for nu var de ligegyldige, da han så sin tvillingesøster sidde der, tydeligt i smerter. Han stod stille i få sekunder og satte så i en spurt op til hende.
Han satte sig på hug foran hende og så på dværgen, der lige nu sad og også holdt øje med hende med et bekymret blik, før han bare nikkede kort til hilsen. Hvad i alverden var der sket med hans søster?! Og hvorfor fanden var hun ikke inde i healerhuset? Et kort øjeblik brusede vreden op i ham, før han fik lagt låg på sig selv og trak tvillingen ind til sig i et varmt kram. Ligeglad med folk omkring sig.

"Guin, hvor jeg glad for at se dig! Men hvad i alverden har du lavet? jeg har hørt rygterne, du valgte at tage kampen op.. Med en drage! Er du gået helt fra forstanden, søster?" Han holdt stadig følelserne under låg, men hans ord burde tale for sig selv. Han var ikke tilfreds. Hvad ville mor og far ikke sige, hvis de hørte om dette? Dragekamp var ikke noget, man bare sådan lige gjorde i, end ikke i hovedstaden! Der måtte være en grund til, at Guinevere havde gjort det, andet end at hun naturligvis blot havde følt det havde været en pligt. Han blev ved med at sidde ved siden af hende, så hun kunne støtte sig op af ham, alt imens den yngre dværg fra hendes følge lige så stille luntede hen til dem. Han ville nok også gerne sikre sig, at hun ikke var kommet alvorligt til skade.

Guinevere havde ikke ligefrem holdt øje med hvad der skete omkring hende, som hun havde sat sig ned på trappen i let vaklende tilstand. Det begyndte også at snurre let for hendes blik. Måske havde det ikke været den bedste idé i verdenen af forlade healerhuset endnu. Men de havde rigeligt at tænke på end en enkelt skadet dværg. Dertil, var Guinevere generelt dårlig til at passe på sig selv.
Hun løftede hovedet, ved lyden af en som satte sig foran hende, og et smil, samt let forvirring nåede hendes ansigt. Hun var som regel altid glad for at se sin kære bror, og det var hun skam også nu! Meget glad endda! Men dog også forvirret over, hvad han gjorde i hovedstaden. Det snurrede let for hendes blik, selvom hun forsøgte at snappe tilbage til virkelighedens verden, ved at blikke flere gange med øjnene og lave lette hovedryst. Hurtigt lod hun sig blot falde ind i sin brors varme kram og lod sit hoved dumpe træt ned i hans skulder.

Guinevere kunne simpelthen ikke lade vær med at smile lidt kraftigere og der kom et enkelt lille kluk fra hende.. han havde en god pointe! Hvad havde hun egentlig haft gang i? Hvornår lærte hun at hun ikke skulle tage munden for fuld? ”Kun lidt fra forstanden.” kom der fra hende, som hun løftede hovedet og så ordentlig på Magnar med et både undskyldende, men let humor var stadig at finde i hende, selvom hun godt viste at hendes bror var stærkt utilfreds lige nu! Og han var nok heller ikke fantastisk tilfreds med hende. ”Magnar.. jeg kunne ikke bare stå tilbage og kigge på! Den var ved at ødelægge muren.. det.. jeg kunne--” forsøgte hun at forklare sig, inden et jag af smerte gik igennem hende, og tvang hende til at bide tænderne hårdt sammen og ligeledes presse sine øjne sammen i smertetrækninger. ”Og så slemt til skade er jeg heller ikke kommet.. kun et par trykkede ribben.. måske brækkede.” kom der fra hende, mens hun virkelig forsøgte at skjule den lette piven der var i stemmen.

Ord kunne ikke beskrive den lettelse der var, i Magnars hoved, da Guinevere ikke virkede voldsomt tilskadekommen. Han havde også savnet hende. Sin bedre halvdel, kaldte han hende tit, selvom det måske nok var omvendt i det her tilfælde. Det værste der var sket for Magnar i dag, var, at han havde været tæt på, at blive trampet ned af en hest. Tanken om det, fik et lille smil frem på hans læber. Lyskrigeren havde nu været rimelig flink. Som hun begyndte sin alenlange forklaring om, hvordan det ikke var i orden, bare at se til, rystede den mørkhårede dværg på hovedet, mens han smilede kærligt til hende. "Guin.. Hold din mund, og lad være med at overbelaste dine ribben. Hvad fanden laver du også herude? Du skulle være inde i helbrederhuset, de leder sikkert efter dig derinde,"
Magnar rystede stadig let på hovedet, som han kommanderede hende til det ene og det andet. Det var egentlig bare broderlige ord, men hvem af de udefrakommende forstod det?

"Jeg er glad for, at nogen tog kampen op med dragen. Bedre end at hele hovedstaden var blevet revet fra hinanden. Far ville sikkert klappe i sine rynkne hænder lige nu, hvis han vidste, hvad du har gået og lavet. Og jeg vil ikke begynde på mors reaktion," med de ord, klappede han hende blidt på ryggen, mens han så mod sit følge. De stod stadig dér, stille og roligt.
"Men lige meget hvad, så kan du nok ikke gå med mig nogen steder, ud over det hus du lige syntes, du skulle valse ud af. Så hvad med, at vi lige får en healer til at se på de ribben? Med mindre du hellere vil tage den lange gåtur hen til et sted hvor jeg har bosat mig for aftenen?" et drilsk smil dukkede op på hans læber.

Guinevere valgte at klappe munden sammen, idet Magnar bad hende om det, og kom blot med et lille suk. At bede Guinevere om at holde mund, var ikke altid nemt. Hun havde en tildens til at fortsætte med at forklare sig, diskutere eller bare snakke på livenlyst. Men hun valgte klogt bare at tie stille nu. Hun smilede dog tilbage til sin broder, som blev til et let undskyldende smil bagefter. Ja, hun burde stadig befinde sig inde i helbrederhuset.. De havde ikke opdaget at hun var forduftet, eller de havde ikke set det. Om de havde opdaget det nu, var en anden side. ”Jeg var blevet skilt fra min følge.. Du kender mig! Det ville være et chok for alle, hvis jeg blot satte mig og ventede til de kom frem af sig selv.. jeg tog naturligvis ud og ledte efter dem.. uden tilladelse fra personalet i helbrederhuset.” det sidste blev mumlet let ud, som hun bed sig lidt i læben. Når det galt at beskytte sine meddværge, var hun elendig til at følge ordre, med mindre, de rent faktisk gik ud på at komme dem til undsætning. Lige nu syntes hendes ribben dog at give hende en lærestreg for at overanstrenge sig, selvom hun ikke kom med mange mærkelige udtryk. Hun forsøgte at holde sit ansigt i så rolige og neutrale folder så muligt, omkring smerten.

Guinevere åndede dog lettet op, idet at Magnar mere eller mindre forstod. De var ikke ligefrem typerne som stod tilbage og gjorde ingenting. Et grin forlod hende, og hun rystede let på hovedet. ”Jeg tror, vi skal holde det på et minimum, hvad vi fortæller mor.” kom der grinende fra hende. Det ville bare ende galt. Hun havde det i forvejen svært nok ved at hendes pige tog ud og færdes blandt menneskene engang imellem. Hun havde trods alt stadig sin mindste datter hjemme. Heldigvis da, for ellers måtte Guin finde sig i meget pylre fra sin mors side, når hun endelig var hjemme i bjerget. ”Du ved, stryge let hen over de livsfarlige situationer.”
Guinevere løftede hånden og lavede et drillende hunør til sin kære bror. ”Ay Sir..” at drille sin bror, og generelt det tætte forhold de havde, var altid noget Guin ville prise som det højeste. Han var, i nogen tilfælde sig bedre halvdel, og nogle gange var hun hans. Det var et tæt forhold de havde, og drillerier havde altid hørt med. ”Jeg må nok hellere stavre ind igen så, og håbe på at jeg ikke får alt for meget skæld ud.” brummede hun med et smil, og begyndte at gå tilbage af, efter først at havde taget de enkelte par trappetrin op til den flade gang igen. Og ganske rigtig. Da hun trådte ind i det store hus igen, blev hun mødt af et strengt, fast og ikke mindst gnavent blik. Guinevere forsøgte dog at smile uskyldigt til den ældre kvinde, men opgav hurtigt, og brummede i stedet et undskyld ud.