Teenagere.. Det var dælme noget fanden havde skabt. De var utilregnelige og havde deres egne mål i livet og var virkelig dårlige til at tage højde for konsekvenserne. Det var i hvert fald så Miranda havde det lige nu, som hun førte sin 15 årige niece ned af gangen, meget opmærksom på omgivelserne, inden de nåede døren til hendes værelse, og den lavere teenagepige blev skubbet ind i rummet, efterfulgt af Miranda selv, da lukkede døren i bag sig og satte en hånd på hoften og så strengt på hende.

Miranda havde ikke regnet med, at påstyret på gangen, ville føre til at hun så den grå kat spæne afsted, og bagefter skulle vise sig at være hendes niece. En niece hun troede døde da hun var otte år gammel i husets falder med sin mor, Mirandas storesøster. Ikke hun havde haft meget med hende at gøre gennem tiden, og hun havde aldrig været særlig overbærende eller sød overfor sin datter. Miranda vidste godt hvorfor, men hun havde alligevel ikke helt forstået hvorfor hun kun kunne se generne fra manden i hende. Hun var da langt mere end det, og hun elskede at tilbringe tid med hende. Det var bare utrolig mange år siden og Miranda havde troet at hun var død. Hvis hun havde vidst hvad der egentlig var sket, var hun kommet tilbage efter pigen. Men sådan var det ikke, og nu stod hun her og overraskede Miranda noget så voldsomt.

Og nu var hun så ufattelig teenageagtig, specielt i hendes opførsel. Hvad fanden lavede hun på borgen! Og hvad var der ikke sket, hvis hun ikke havde fundet hende i tide. ”Okay.. Forklaring. NU” sagde hun strengt, som hun kiggede alvorligt på pigen, mens hendes arme var lagt over kors. En ting der aldrig ændrede sig ved Miranda, var hvor alvorlig hun kunne se ud.

Caitlin fulgte tavst og ikke særlig stolt lydløst efter sin moster fra kælderen og tilbage op på gangen. Hendes blik bevægede sig hurtigt over omgivelserne so de gik, men der var helt stille nu, hvor jagten havde taget de andre kvinder væk fra dem. Hvor længe var et spørgsmål Caitlin ikke havde lyst til at tænke og hun gik da også en smule tættere på den ældre kvinde end hun normalt ville have gjort. Selvtillid havde hun normalt nok af, men ikke lige efter at være blevet taget så kraftigt på fersk gerning som i aften.

Så nåede de tilbage til hjørnet og hun fik et forsvarligt puf ind genne en dør af den stadig tavse Miranda. Hendes blik gled over rummet, som hun gik længere ind i det og med en ro hun ikke helt følte ignorerede lyden af døren, der blev lukket forsvarligt bag hende. Der var dog ikke meget at se på eller tage ind og hun huskede sin moster godt nok til ikke at prøve hendes tålmodighed mere end hun nok allerede havde ved at blive ved med at stå med ryggen til den bestandige dame. Så hun vendte sig med et uskyldigt smil på læberne, der ikke helt nåede hendes blå øjne. "Slet intet: 'Hvor er det godt at se dig kram', aunt Mir?" Hendes øjne var stadig varsomme og skærmede mod kvinden hun genkendte som sin moster, men som hun dårligt kunne huske hvordan var eller hvem var. Syv år, næsten otte, var utrolig lang tid i hendes alder og alt havde forandret sig siden da.

"Ville du tro mig, hvis jeg sagde det var en udfordring?" Hun troede det ikke, men hun kunne da forsøge. Så skar hun en lille grimasse, før hun så væk fra sin moster og lod sig falde ned at sidde på sengen, som var hun hjemme ved sig selv. "Okey, okey. Det var en opgave. Jeg skulle finde en bestemt ting og bringe den tilbage til manden på kroen og han ville betale rundhåndet." Hun trak på skuldrene som var det ingen ting. Det havde lydt som lette krystaller at tjene og en glimrende måde at styre lidt af sin ege nysgerrighed om borgen på. Det havde vist sig at være alt andet end det.

Miranda havde været meget målbevidst, da hun var gået afsted, og havde ikke kigget ned på den femtenårige pige, andet end hvad hun lige kunne se ud af øjenkrogen. Det var ikke ligefrem sikkert at bevæge sig rundt på borgen, når man ikke var en del af borgens ’besætning’. Caitlin havde intet at lave på stedet, og det vidste pigen udmærket godt! Hvilket også kunne irritere Miranda, at hun så alligevel var kommet derud. Dog var der en lille del af hende, som forsøgte at lade glæden overtage. Det var ikke ligefrem hver dag, man fandt sin niece som man troede havde været død i 7-8 år.

Miranda himlede åbenlyst med øjnene. Et kendetegn, der havde været ved hende alle dage og hun sukkede derefter opgivende. ”Det er ikke en leg, Caitlin!” kom der brummende fra hende, som hun vendte sine øjne tilbage til pigen, som var meget forsigtig i hendes nærvær. Noget hun kunne tage ved lære af at gøre i alle andre tilfælde også. Således hun kunne holde snuden ude af problemer. Men Miranda forstod også, at det nok var svært for Caitlin at huske hende. Der var sket meget på de år. Miranda var blevet ældre, meget ældre faktisk. Og var ikke længere i starten af tyverne, med det stadig let teenageagtig over sig. Nej det var for længst forsvundet ud i glemsel. Dertil var Caitlin heller ikke noget lille barn, som sidst hun havde set hende. Heldigvis glemte Miranda aldrig en lugt, og derfor var hun heller ikke spor i tvivl om at dette virkelig var Caitlin.

”Er du da gået fuldstændig fra forstanden, pigebarn?” udbrød hun efter Caitlin var færdig med at tale. ”Det her er ikke nogen legeplads! Hvis du var blevet fanget og ført til Samson, kan jeg godt love dig, at du meget hurtigt ville fortryde at du satte din fod ind i denne stenborg!” Man kunne tydeligt fornemme faren ved det hun sagde og at der var en længere opsang på vej. ”Havde du regnet med, at du bare kunne gå ind, tage hvad end du ledte efter, og smutte ud igen? Uset? Og hvad var der sket, hvis jeg ikke havde fundet frem til dig? Hvad tror du der var sket hvis slaverne havde fanget dig?” fortsatte hun, mens hun så strengt og hårdt på den femtenårige pige, der havde sat sig og nu var meget mindre en Miranda, der i forvejen var meget høj.

Trods alvoren og Mirandas tydelige brummen, som hun svarede Caitlin, kunne den unge pige ikke lade være med at smile til sin moster. Hun var udmærket klar over det ikke var nogen leg, men hun var samtidig ude af stand til at holde smil tilbage over den andens reaktion på hendes lette ord. For lette måske taget alt i betragtning, men hun var og blev en optimistisk sjæl, der troede på at lykken ville stå den kække bi. Chance havde måske spillet hende et par puds i aften, men tydeligvis kun for at udfordre hende og bringe hende i kontakt med hendes moster igen. Hvordan kunne nogen ikke smile over det? Måske ikke her og nu, men når alt var faldet lidt ned igen.

Desværre så det ikke helt ud til at det ville være lige med det samme og som Caitlin satte sig på sengen, blev Miranda det mere et imponerende skue, som kvinden tårnede sig op foran hende og tydeligvis ikke fandt noget som helst morskab ved situationen. Det smittede lidt af på den unge pige, hvis smil falmede en smule, som hun lod alvoren sætte sig. En oprevet Miranda var ikke til at affærdige på nogen måde og måtte tages seriøs. Så det gjorde hun med dæmpet og stile stemme, som den anden gjorde et ophold i sin ellers ret imponerende tale.

"Nej, jeg er ikke gået fra forstanden, men jo, jeg havde regnet med at kunne smutte ind og ud uset. Det ville trods alt ikke være første gang jeg gjorde det og heller ikke på det mest bevogtede sted." Hun havde ikke for ingenting brugt de sidste mange år på andres enemærker, uset af dem og oftest uden at de bemærkede noget var forsvundet før det var mere end for sent. Det var dog næppe noget der ville falde helt i god jord hos den ældre kvinde. "De havde vel nok slæbt mig op til borgens herre?" foreslog hun øretæveindbydende til det sidste, men holdt det begyndende smil langt fra sine læber. At prikke til mosteren var næppe det bedste hun kunne gøre lige nu.

Alligevel tilføjede hun, som fortsættelse på det og som kommentar til det tidligere sagte, ganske eftertænksomt. "Men det kunne godt være Samson ikke ville sætte pris på gensynet..." Hun havde lagt hovedet en smule på skrå, men virkede ellers nogenlunde afslappet i sit udtryk. Det var bestemt ikke hvordan hun havde det, men bluf var og blev hendes stærkeste våben og flugt ikke var en mulighed. Om det virkede var så en helt, helt anden sag.

At kalde Miranda en optimistisk sjæl, ville være at lyve noget så grusomt. Hun var ikke altid negativ og pesimistisk, men hun så sgu heller ikke lyst på det hele og tog chancer. Hun var meget hård og kontant. Dertil var hun også obs på faren. Ikke nødvendigvis faren for sig selv. Det havde hun udsat sig selv for alt for mange kampe til at kunne sige. Men med Caitlin var det noget helt andet! Det var mange år siden hun sidst havde set pigebarnet, men alligevel var det tydeligt for Miranda at mærke, at der var en markant forskel! Rimelig dobbelmoralsk også, da Miranda, inden problemer havde med at bringe sig selv i fare. Men hun havde det knap så godt med at Caitlin skulle komme ud i noget juks. Selvom det højst sandsynlig ville være velfortjent.

Miranda bed meget nøje mærke i at det ikke var første gang eller det mest bevogtede sted. Hvad fanden havde den pige lige haft gang i! ”Måske ikke, men det her er alligevel Samsons borg! Der sker intet her, som han ikke ved noget om! Nok mest takke været hans mentalist, men derudover.. så er det her ikke nogen legeplads!” påpegede hun med et snert af frustration og irritation. Hun vidste ikke hvordan man håndterede teenagere! Hun vidste knap hvordan man håndterede børn. Jo, hun havde haft med dem at gøre i stammen og da også senere med Caitlin da hun var barn. Men det var bare anderledes end nu! Det var ærlig talt forvirrende for varulven, der lidt følte hun gik rundt som en løve i bur. ”Aha, og hvad godt tror du det havde bragt dig? Hvad laver du egentlig her i første omgang?! Her er spækket med folk, der ikke ville tøve med at kappe hovedet af dig!” Miranda stoppede endelig op igen og så alvorligt på Caitlin. Hvad hun end lavede her, kunne det ikke være godt. Og selvom hun nok mente hun havde været mere bevogtede steder, tvivlede Miranda på at hun havde været et sted fyldt med lige så mange koldblodige mordere som her. Miranda inklusivt.

Det var som om Miranda havde bidt i en sur citron ved Caitlins næste udtalelse. Gensynet.. GENSYNET! ”Og må man så spørge efter, hvorfor i al helvedes navn du har beskæftiget dig med den mand før!” Samson var heller ikke barneleg. Intet på denne borg var barneleg! Lige med undtagelse af nogle sindsforvirrede slaver, men derudover! ”hvad ved du om Samson? Hvorfor har du talt med ham før, og hvorfor har du interesse i ham?” spørgsmålene var endnu flere end det som blev sagt. Men hun vidste ærlig talt ikke hvor hun skulle begynde.

"Hvis du siger det, men jeg tvivler nu lidt.... Ingen kan vide alt og ingen kan være alle steder på en gang." Caitlin trak en smule uimponeret på skuldrene, men holdt blikket hvilende så roligt hun kunne på den ældre kvinde foran hende. Hvor underholdende det end var at prikke til mosteren, så var det også en potential farlig ting at gøre. Hun huskede den andens temperament fra hun var lille så meget som hun huskede den varme hun blev mødt med når denne var kommet på besøg. En varme hun aldrig havde oplevet fra sin mor og som hun af den grund havde værdsat det ekstra. Ikke at det var så vigtigt nu, hvor hun sad tilbagelænet på sengen med det ene ben trukket op så hun kunne vippe let med foden på sengekanten og afslappet have hænderne foldet under knæet. "Desuden leger jeg ikke." Hun mødte den andens blik lige på og der var for en gang skyld rå alvor i Caitlins blå, blå øjne. Hun legede aldrig når det var et job hun havde gang i. Eller næsten aldrig, men dette havde hun behandlet alvorligt, skønt hun var blevet uforsigtig i rummet med bøgerne.

Hendes øjne fulgte Miranda, som denne vandrede frem og tilbage. Det var lidt af et syn trods alt og et der gjorde hende en smule mere varsom. Så blinkede hun uskyldigt. "Åh de ville tøve.... og genoverveje..." Hun smilede let og lod så masken af uskyld falde. "Jeg tog et job om at hente en lille ting. Et godt betalt job til en forandring." Livet på gaden skinnede igennem i hendes stemme nu. Hun havde måske klaret sig bedre end de fleste, men kun fordi hun stolede på få og var født med evner der hjalp hende på den vej hun havde taget. Hun nåede ikke at sige mere, før Miranda lignede en der næppe troede sine egne øre og så eksploderede i spørgsmål Caitlin havde vidst ville komme på et tidspunkt, men ikke alle på en gang.

]"Han var på den samme kro som mig en aften." begyndte hun tålmodigt og ed en ro hun ikke helt følte længere. Miranda tæt på at miste fatningen var et skræmmende syn hun alt for godt kunne huske og hun frygtede lidt hun ville sende hende over med sine svar. At lyve for mosteren var dog udelukket. Caitlin var rimelig til det over for andre, men ikke på stedet og slet, slet ikke overfor den ældre kvinde der altid havde set igennem dem. "Hans navn fangede mine øre og rang genklang i noget min mor havde fortalt, så jeg lyttede en smule til hans samtale med den rødhårede elver Tara. Faktisk ikke så interessant som hvad jeg fandt af rygter om ham og de navne der blev nævnt...." Hun smilede til sin moster vel vidende denne nok ikke satte pris på denne samtale det mindste. Og sikkert slet ikke på at Caitlin kun svarede på noget af det spurgte og kun delvist.

Miranda så hårdt og gennemtrængende på pigen, med et løftet øjenbryn efterfulgt. ”Blev du måske ikke set? Du blev set af ikke mindre end to slaver! TO, Caitlin! Og de har ikke tænkt sig at lade det gå forbi dem.. De har mistet meget, men Samsons vrede, hvis det alligevel skulle nå ham for øre, er langt værre! Der går ganske kort tid, før han kender til din tilstedeværelse, og din evne til at skifte form… Og du er endnu mere uheldig.. Den ene var Phoenix.. Hun kan ikke holde kæften stille, når først hun ser en mulighed for at tryne den anden slave.. ” kom der fra Miranda. At hun tvivlede på at Samson ville vide hun var der, var direkte dumt. Samson vidste måske ikke alt, men det her, ville ikke gå uhørt forbi hans øre. Hvordan kunne hun ikke tænke sig frem til det? Kommentaren til at hun desuden ikke legede rundt, fik Miranda til at himle med øjnene. Nok havde alvoren været der, nok mente hun at hun ikke legede rundt, men det kunne ikke fornemmes!

Et strengt blik hvilede nu på den unge pige, sendt fra sin moster. Selvom de ikke havde set hinanden i flere år.. nærmere syv.. Havde Mirandas forhold til hvor meget hun holder af sin familie, ikke ændret sig det fjerneste. Derfor var hun naturligvis bange for at der skulle ske hende noget (deraf den noget voldsomme reaktion). Men det var ikke det eneste. I Mirandas hoved, var Caitlin lige så sød og uskyldig, som dengang hun sidst havde set hende. Problemet var bare at nu var tøsen teenager og ikke længere en barn under 10. Der var merkant forskel, og Miranda måtte se det grusomt i øjnene, som Caitlins svar kom om at de ville genoverveje. ”Pas på med hvad du siger.. Nok har du en fordel ved at være tøs, men det er ikke altid nok på disse egne.”
Miranda så skeptisk på hende. Hente en lille ting. Hvad fanden var nu det for noget. ”Hente.. en lille ’ting’.” gentog Miranda og begyndte seriøst at overveje, hvad der kunne være vigtigt i borgen, som kun var en lille ting. Men der var også noget andet over den unge piges stemme. Som om at hun var anderledes. Uskylden, som var forsvundet fra den unge pige, havde nok ikke kun været igennem en normal proces, og Miranda begyndte så småt at få brikkerne til at falde på plads.

Miranda sukkede, og slog sin traven ned, til hun til sidst satte sig ved siden af hende og så på Caitlin som hun forklarede. I øjeblikket så hun ganske rolig ud, og lod blot Caitlin tale færdig. Hun fjernede dog blikket fra den unge pige, da den moren blev nævnt og hvilede lettere tomt på den golde væg foran hende. Hun havde stadig ikke helt kaperet det, som hente dengang. Hun havde stadig svært ved at tro på, at Caitlin havde overlevet. Men Mirandas lugtesans løj aldrig. At alle spørgsmål ikke blev besvaret, måtte vente til senere. Lige nu, skulle Miranda blot havde brikkerne til at passe sammen. ”Tara er hans mentalist. Tag dig i agt for hende.. Hvad end din mor har fortalt dig, tilbage i tiden, er Samson ikke noget du ønsker at opsøge.. han er en modbydelig mand. Han lever efter egne principper og luner. Han er en farlig mand Catlin.” afsluttede hun, som hun rettede et alvorligt blik tilbage på Caitlin. Hun skulle forstå at hvad end hun havde hørt, hvad end hun søgte, så var Samson ikke rar. Og hvorfor skulle hun lede efter ham, hvis moren havde givet en forklaring om hvor fæl og modbydelig han kunne være?
”Hvad skete der dengang? Hvor var du?” spurgte Miranda så endelig, efter en kort stilhed, mens tankerne gik inde bag det krøllede hår. Miranda havde hørt at der ingen overlevende var. Vidste at huset var brændt ned. Alligevel havde hun søgt. Tilsyneladende ikke nok. Men det var heller ikke en nemt tid for hende dengang. Generelt viste hun faktisk ikke hvad hun skulle havde stillet op, hvis hun rent faktisk havde fundet barnet, der tilsyneladende havde overlevet branden.

Caitlin skar en grimasse, da Miranda ganske forudsigeligt slog ned på hendes noget uheldige togt og koncentrerede sig fuldt om det. Det blik der fulgte svadaen var heller ikke til at tage fejl af. Mosteren tålte ikke mere pis eller flere forsøg på at tale uden om, så Caitlin blev siddende tilbagelænet og lyttede. Andet kunne hun dårligt gøre so den anden lod ordene smælde ned over hende og som det skete skar hun endnu en grimasse. Selvfølgelig skulle hun være rendt ind i stedet største sladdersisse samtidig med den som denne Phoenix åbenbart elskede at give problemer. Hvor uheldig kunne hun lige være på en aften? Hun sænkede blikket beskæmmet, mens tankerne rasede i hendes hoved om de mulige konsekvenser og endnu mere om mulighederne for at afværge dem eller omgås dem. Det største problem til en start stod deres stor, bred og vred mellem hende og døren ud og hun kendte sin moster godt nok til at vide hun på ingen måder slap fra hende nu.

"Ja ja, så lige det her skal han nok høre om.." Hun hævede blikket og det lige i tide til at se Miranda himle med øjnene. Det fik Caitlin til at skule let, men ikke længe. Mosteren havde måske lidt grund til at virke tvivlende om lige det.Så sukkede hun. "Hvor mange problemer for du for det her?" At hun selv var i problemer tog hun mindre tungt end at hun måske havde fået hevet sin moster ind i dem. Trods al havde hun været i en del problemer før og hvad hun ikke havde kunne snakke sig ud af eller løbe fra havde hun fået løst på anden vis. Det var blot et spørgsmål om hvor høj prisen ville være. Nok højere end hvad der som oftest havde fået hende ud af vagters klør. "De er loyale? Se det er nyt!" Hun havde mødt meget få folk der kunne holde hende og samtidig var mere loyale overfor deres leder eller herre end interesseret i hvad de selv kunne få. Det var en ting hun ikke havde taget med i sine beregninger, men som hun nu noterede sig. Det gjorde turen væk en del mere besværlig, hvis overhovedet mulig med Miranda i hælene.

"Ja, en lille ting. En halskæde..." Hun burde virkelig ikke fortælle sin moster den slags detaljer, men det var som om den andens blik ikke lod hende tie stille eller undlade at svare. Ret irriterende egentlig og meget ubelejligt. I det mindste fald Miranda en smule ned efter hun havde slynget om sig med spørgsmål. Så meget at hun satte sig ved siden at Caitlin på sengen. Den unge pige drejede sig en smule og trak benet længere op, så hun kunne se fuldt på sin moster, mens denne tænkte. Så rakte hun instinktivt ud, som den anden så væk og strøg forsigtigt fingrene over den andens hånd. Som for at sikre sig den anden virkelig var der. Hun havde åbnet op for et eller andet med sine ord kunne hun se, men hvad var det hende umuligt at gisne om.

Så var øjeblikket ovre og Miranda var tilbage mere alvorlig end nogensinde. Caitlin lyttede stille, før hun nikkede let. "Skal jeg nok. Så meget sagde rygterne om hende også - og om ham... Meget det samme som mor fortalte om sit... møde med ham.. Ikke rart.. ikke rar, men det var nu også det indtryk han gav på kroen." Hvad end hun dog havde hørt om ham havde hendes nysgerrighed efter at vide en smule mere om sit påståede ophav lokket hende denne vej, da hovedstaden blev for usikker for hende at blive i. Hans truende blik på kroen havde ikke kuet hende det store, men det lidt samtale han havde haft med Tara og Damia havde ledt hende til en del foruroligende historier.

Alt det tonede dog i baggrunden, som Miranda tog ordet igen og fik Caitlin til at se direkte på sig, før pigen så væk. Atter stod bygningen i flammer for hendes indre blik og atter trak hun sig samen, som altid når hun drømte om det. "Jeg ved det ikke rigtig. Jeg var sammen med nogen venner - mor så jo helst jeg var væk - og da jeg vendte hjem var huset ikke mere. Der lød hvisken om at ilden var påsat og at dørene havde været spærret..." Hun lukkede armene beklemt om sig og hendes hidtil hårde og rolige blik var alt andet end det. Overfor sin moster kunne hun vise andre følelser end overskud og barskhed. Ikke overfor andre.

Miranda stoppede kort i sin traven, ved Caitlins spørgsmål. Hun havde ærlig talt ikke tænkt hvor hvilke problemer der ville ramme hende. Hun satte dog hurtigt gang igen med at trave rundt, som hun tænkte. ”Det ved jeg ikke.. Men det behøver du ikke bekymre dig om. Det er deres ord mod mit.. så må jeg jo håbe, at mit ord betyder mere.” svarede hun ganske roligt, selvom hun egentlig havde en lille nervøsitet over situationen gnavende i sin mave. Miranda var ganske udmærket klar over at hun var stærk, og i varulveform havde de fleste ikke engang en minimal chance. Men Samson var ikke til at løbe om hjørner med, og man kunne ikke komme udenom at han var ret så stærk. Hun kunne bare håbe på at han enten ville tro hendes ord. Men nu ville spørgsmålet så nok mere være, om det hun kunne finde på at sige ville falde i god jord. Enten skulle hun lade som om, at hun intet kendte til katten, eller også skulle hun ligge kortene på bordet og fortælle sandheden, om hvem Caitlin er. Men det måtte hun tænke videre over på et senere tidspunkt.
Miranda rystede let på hovedet. ”Nej, eller jo, Phoenix er nok det mest loyale som Samson kan finde i en slave. Men selv han ved, at hun har sine perioder hvor man ikke skal tage hendes ord for god vare. De er ikke loyale Caitlin, de er bange.” og frygten gjorde, at man ikke tog nogen løsning, som kunne bringe en i potentiel fare hos herren. Det ville gå værst ud over dem selv.

Den ældre varulv løftede et øjenbryn, og satte hovedet let på skrå. Et kort øjeblik kunne man næsten kategorisere det som en nysgerrig hund, men også kun kort. ”En halskæde.. hvad skulle det gøre godt for?” Miranda havde naturligvis ikke en skid styr på hvad Samson gik og pønsede på, eller gemte på i sin store borg. Hun var praktisk talt også fuldstændig ligeglad. Det var ikke lige der, hun fandt det vigtigst at havde tankerne. Men nu når Caitlin var på sagen, kom det på et helt andet plan. Hvad i al verden skulle hun bruge en halskæde til? Miranda kiggede let til siden, som Caitlins fingre, strøg let hen over hendes hånd. Et lille smil kom frem på hendes læber, inden hun drejede hovedet tilbage igen og faldte tilbage i mere alvorlige folder. Et sted, gav det også Miranda en forsikring om, at alt dette her ikke bare var ren indbildning, ligesom det gjorde ved Caitlin. Miranda var i hvert fald ikke i tvivl om, hvorvidt den anden befandt sig i lokalet i dette øjeblik.

Mirandas blik flakkede kort, inden hun vendte hovedet for at møde Caitlins blik. Møde med ham.. Ikke noget rart møde med ham, var det efter sigende. Og pludselig slog det hele klik, og Mirandas øjne voksede en kende anelse, som oplysningen havde sat sig fast i hendes hjerne. Samson.. Samson, det store muskelbundt af en idiot! Fortællingerne gav pludselig mere og mere mening for hende. Miranda vidste at Samson tog hvad han ville havde, men det var først nu at det rigtig var gået op for hende, at selv samme kraftidiot havde taget for sig af varulvens storesøster.. Og lillesøster var ikke spor fan! Hun forsøgte dog at gemme følelserne omkring denne nye viden lidt væk, bare lidt endnu. Det ville ikke være retfærdigt overfor Caitlin. Dog var det svært at styre, de små iskrystaller som voksede frem på gulvet, rundt omkring Mirandas føder. De gik kun et par cm ud, inden Miranda nåede at få dem stoppet, men de nåede alligevel frem til overfladen.

Miranda rakte blidt og roligt sin arm ud mod Caitlin og trak hende ind til sig i et kram. Hun lænede sit hoved ovenpå den unge piges mørke hår og sukkede. Langsomt begyndte hun at vugge den femtenårige pige blidt. Dette var en side af Miranda, som ingen nogensinde før havde set, andre end når hun havde været hjemme hos sin søster og set Caitlin. Hvorfor havde hun ikke fundet hende noget før? Hvor var pigebarnet dog taget hen? Og hvem ønskede at dræbe Caitlins mor? Det lød jo ikke ligefrem til at det var et uheld. Billederne som tonede frem i Mirandas hoved, fik hende til svagt at gyse og forsøge at jage dem på afstand. Det var ikke rart at se huset i flammer, til trods for at hun ikke havde været til stede da det skete. ”hvor tog du hen? Hvorfor tog du ikke op til Norden? Til klanen?” spurgte hun så, let undrende.. men igen, hun havde jo bare været et barn dengang, det var nok ikke den første tanke der var nået hende.

Caitlin så undrende på Miranda et øjeblik, før hun lidt tøvende nikkede og så vendte blikket væk. Hun brød sig ikke helt om det forbehold mosteren tog i forhold til at blive troet, men der var ikke det store hun kunne gøre. Lige meget hvad den ældre kvinde udlagde det som, så kunne de dårligt benægte Caitlin var kommet ind på en noget lyssky måde og havde været i gang med at gennemrode nogle bøger som hun var blevet opdaget. Var hun kommet for at opsøge sin moster ville hun næppe være stoppet sådan op. Så sukkede hun dæmpet, som hun fulgte sin moster med blikket. Hun lyttede dog til den andens ord, før hun lidt tørt konstaterede. "Jeg mente at vagterne var loyale var nyt. Slaver er det aldrig." Hun trak let på skuldrene. Slaver var sig selv nærmest og med god grund. Hun ville langt hellere stole på en bidsk hund med hendes fært end på en slave og ingen af de to hun var stødt på havde givet hende grund til at tro noget som helst godt om dem.

Hun lod det dog ligge lidt, som Miranda spurgte videre ind til hvad der havde bragt hende ind på borgen. Det fik hende til at se på hende med store uskyldige blå øjne og blikke let. "Det var en manden havde fået stjålet og som han ville betale for at få igen." Presset kunne hun fortælle en del mere om den omtalte halskæde, men hun så ingen grund til at belemre si moster med unødig information. Trods alt havde hun også været skeptisk over at manden ligefrem ville betale nogen for at hente et smykke så farligt et sted, så hun havde fået ham til at dele lidt af sin viden. Nok til at hun forstod hvorfor han ønskede den ud af Samsons hænder.

Langsomt trak hun fingrene til sig igen, som den ældre kvinde så væk og hun mærkede det svage smil hun naturligt havde gengæld den andens med forsvandt med øjenkontakten. Så var det undersøgende bli dog tilbage i hendes og hun mærkede sig krybe væk under det. Hendes moster var en skræmmende dame og havde altid været det, men mest af alt, når hun blev helt stille som nu og temperaturen i rummet begyndte at dale. Caitlin havde vidst hvad der lå i hendes ord nok ikke ville blive taget varmt imod, men der kunne da ikke være så meget nyt i dem. Kunne der? Hendes blik sank som kulden samlede sig til is ved Mirandas fødder, mens hun trak sig en smule længere væk fra den anden. År på gaden havde lært hende mange ting, men først og fremmest hvornår det var bedst at gøre sig usynlig og forsvinde. Noget hun ikke kunne fanget i sengen med den anden som hun var, men hun kunne give plads og gøre sg lille.

Om det var hvad brød den andens indædthed vidste hun ikke, men isen trak sig tilbage og spændingen i rummet faldt. Caitlin betragtede stadig sin moster varsomt med et blik der videde sig afslørende ud, som den anden rakte ud efter hende, men som svandt ind og blev mere sårbart, som den anden trak hende ind til sig. Det var så længe siden nogen havde holdt om hende på den måde at Caitlin slet ikke kunne huske hvornår det sidst var sket. Hun slappede dog langsomt af ind mod den anden og lod dennes trøst strømme ind over alle de gamle sår og lindre dem en smule. Til den ældre kvinde talte og fik hende til at sukke. "Jeg tog tilbage til banden og blev hos dem." Det havde været det naturligste for hende at gøre dengang og ville have været det igen nu. "De var der og nær og klanen kun historier mor og du fortalte..." Historier hun havde tænkt på som andet end det og om et sted langt, langt borte for en otte-årig alene og uden krystaller.

Miranda trak lidt på skulderen. Det var mere eller mindre et krav at være loyal overfor Samson, hvis man skulle være en del af RT banden. Men det var nok langt fra alle der var det. Om ikke andet søgte mange nok tilflugt i banden og nød godt af hvad den kunne give dem af privillegier. Deriblandt Miranda selv. "Nogen af dem er nok, men de fleste udnytter nok blot situationen til deres eget bedste." svarede hun mens hun kiggede frem for sig. Nok var Samson deres leder, og den som de skulle respektere og følge. Men det var jo ikke ligefrem munke og nonner der boede på borgen. Det var hårdkogte forbrydere de fleste af dem, og hvis ikke man var morderisk og krigerisk, så var man svindler eller snu som en i helvede. De var en køn forsamling.

"Hvorfor er den halskæde så speciel?" Det ville helt klart være en skam at sige, at Miranda havde forstand på smykker. Hun havde ikke en chance på det felt, hvis hun selv skulle være ærlig. Hun kendte enkelt ting og sager, men hun gik virkelig ikke op i det. Nok noget hendes egen moster ikke havde taget for gode vare der Miranda var barn. Men det var fortiden, og interessen for smykker og des lige, var ikke dukket op i mellemtiden. Men der kunne selvfølgelig også være noget magisk over den, ellers kunne hun ikke ligefrem se nogen grund til at Samson eller en anden på Borgen ville havde fingerne i den.

Miranda sukkede let og aede Caitlin blidt ned af ryggen. Hvorfor var hun ikke kommet tilbage. Hvorfor havde Miranda ikke taget sig sammen og opsnust den lille dengang. Noget sagde hende dog, at hendes smerte over at miste dem havde været for stor til at hun ville tro sin egen næse hvis Caitlins lugt rent faktisk dukkede op. Og efter branden, var det meget sjældent at Miranda havde befundet sig i Hovedstaden. Hun kunne ikke lide at være der, fordi der altid virkede så indelukket. Miranda kendte sine egne svagheder godt nok til at vide, at det kunne kun bringe ondt med sig, hvis hun havde befundet sig i den by for længe. "Det er for sent nu at ændre alligevel." svarede Miranda roligt. Det kunne ikke ændres, selvom det nok ville havde gavnet hvis Caitlin var kommet væk fra gaden. Men når hun aldrig havde set klanen, eller været i Norden, kunne hun jo ikke bare som otteårig tage afsted derop alene. Det ville nok være endt værre end ved gadelivet.
"Tog din mor dig aldrig med op til din bedstefar?" Spurgte hun så lidt undrende. Nok havde Mirandas far altid været noget af en omstrejfende type, men norden havde også været Caitlins mors hjem en årgang. I hvert fald i perioder, når hun skulle op og besøge sin far. Men det havde nok aldrig betydet det samme for hende, som Miranda følte at Norden betød.